Det har vistnok noget med Norge at gøre

Suzanne Brøgger, Norsk omelet, Gyldendal, 337 sider

 Da denne bog udkom i Norge i marts måned fik den en velvillig modtagelse af avisen VG’s anmelder. Nordmænd finder som danskere en forståelig fornøjelse i at høre godt om sig selv. Og Suzanne Brøgger vil nordmændene det godt – eller norskere som hun næsten konsekvent omtaler dem. Norge tillægges alle mulige positive egenskaber, og for alle os, der holder så skrækkeligt meget af Norge og dem, der bor der, burde Brøggers ’tour de force’ (VG’s udtryk) gennem Norge være gefundenes Fressen.

Af Brøggers anstrengelser er der imidlertid kommet en halvsløj og usammenhængende bog. Den står stærkest, hvor Brøgger holder sig rent til reportagegenren. Når hun f.eks. tager til Lofoten og beskriver Norges forhold til EU ved at se ind i øjnene på en lokal fisker: ”Se ind i en lofotfiskers fjæs, og du ser en mand, der aldrig kan blive medlem af noget. Men han kan navigere i en malstrøm.” Her forenes iagttagelses- og formuleringsevne. 

Men for det meste lider teksten under Brøggers idelige lyst til at fortælle om, hvor mange kendte mennesker hun har mødt, og hvor betydningsfuld hun som kunstner selv er. 

”Der findes ingen firkantede organismer – andre end dem, mennesket har påtvunget jorden. Men hvem kontrollerer kontrolsamfundet? Det gør kunstneren, ene mand. Ved hjælp af ”datadata”. Kunstneren har bid, om end han ikke magter at have en pløk i munden. Hvorfor holder kunstnerne med flygtningene, med migranterne, med de eksilerede, marginalerne, med de kriminelle? Fordi det er dem, vi har mest til fælles med, don’t you know, som Henri Miller engang sagde til mig i Los Angeles.” 

Los Angeles, Gudbevares, så må det jo være rigtigt. Hvad er det for organismer, som mennesket har sat på jorden? De er i hvert fald ikke organismer. Hvad er ”datadata”? Dadaistens barnebarn? Det bliver til en uformidlet talestrøm af banaliteter, uklarheder og mærkværdigheder serveret på et leje af selvhøjtidelighed. 

Når først Brøggers pen flyder, forsvinder Norge gerne ud af synsfeltet. Bogens titel henviser til en dessert, og i et kapitel med titlen ”En forbøn for eros” skriver Brøgger: ”Som en hyldest til eros var jeg draget over Atlanten for at lave en hemmelighedsfuld dessert til Siri Hustvedt af norsk afstamning og hendes mand, Paul Auster: Is i ovnen. Den kolde is, dække af varm, gylden marengs: Norsk omelet.” Derpå følger som slutning på kapitlet hele opskriften på ’Omelette Norvégienne’ - på norsk og sat i en anden skrifttype end resten af bogen. Som om læseren ikke selv kan google og copy-paste. Men nu ved vi da, at hun falder inden for hos amerikanske celebrities og laver mad, og at det vistnok har noget med eros – og Norge - at gøre.

Hvordan følgende sætning har kunnet passere både den norske og den danske redaktørs skrivebord uforandret, er helt ubegribeligt: ”Norge var indtil for små hundrede år siden en del af Danmark.” Eller hvad med følgende karakteristik af norsk økonomi: Norge ”er det land i Europa med den største privatgæld. Firs procent af befolkningen køber deres huse kontant”. Måske betyder kontantkøb noget andet i Norge. Naturligvis kan man ikke forlange, at litteraten har sat sig ind i historie eller økonomi, men så litteratur da? ”Mitte, du sterkest,” citerer hun Rilke for at have skrevet. Læseren slår forgæves op i ordbogen for at finde verbet sterken. Sterke er et substantiv og betyder kvie. Så måske kvier Brøgger sig bare.

(Kristeligt Dagblad 28. april 2018)