Aktivisme og tilpasning

Bo Lidegaard, Danmark i krig, Aarhus Universitetsforlag, 100 sider, 100 kroner

Mindesten i Ballonparken på Amager

for de  faldne ved træfningen 

29. aug. 1943

Eget foto.

Bo Lidegaard giver i denne bog en fortættet – for nu ikke at sige summarisk – fremstilling af det danske militære engagement uden for landets grænser fra Murens fald til i dag. Det begyndte forsigtigt med udsendelsen i efteråret 1990 af korvetten Olfert Fischer til Den første Golfkrig. Der var tale om en helhjertet opbakning til den af USA ledede alliance, der have til hensigt at bringe den irakiske besættelse af Kuwait til ophør. Der var dog ikke givet mandat til, at korvetten kunne deltage i direkte kamphandlinger. Lidegaard mener alligevel, at der var tale om et klart brud med hidtidig dansk tradition for at støtte internationale operationer med andet end militære midler: ”Selv med klare rammer var udsendelsen af en dansk korvet til deltagelse i en angrebskrig i fjerne lande en svær beslutning i et land, der i 125 år ikke havde deltaget i skarpe krigsindsatser.” Her overser Lidegaard tydeligvis, at danske soldater kæmpede og faldt i militære sammenstød under Besættelsen. Det husker han til gengæld i beskrivelsen af placeringen af danske tropper i Helmandprovinsen i Afghanistan godt ti år senere: ”Danske styrker var for første gang siden Danmarks besættelse involveret i aktive krigshandlinger.” Glemt er så til gengæld de foregående kapitler, hvor han gennemgår indsatsen på Balkan, herunder den legendariske ”Operation Bøllebank” i Bosnien i 1994, som han endda beskriver som et regulært slag. På den måde kan man godt se, at det er gået lidt for stærkt for Lidegaard med at skrive denne bog. 

På den anden side er den også skrevet i et format, hvor der males med den brede pensel, og hvor konklusionerne skal tegnes klart. I den genre er Lidegaard som meriteret historiker, øvet polemiker og velskrivende essayist på hjemmebane. 

Han hæfter sig ved ”Operation Bøllebank” som den begivenhed, der for alvor ændrede danskernes holdninger til militære løsninger:

”Slaget blev et vendepunkt i synet på forsvaret, som fra 1994 blev ombølget af en respekt, det ikke havde nydt siden 1864. Det virkede, som om den kollektive skam efter den forsmædelige besættelse den 9. april 1940 omsider blev vasket væk, og Danmark igen kunne være sig selv bekendt, også i uniform.”

Lidegaard tegner flere linjer i udviklingen. For det første er der som nævnt ændringen i den almindelige opfattelse af krig som sådan. Danskerne er væsentlig mere positivt indstillede over for at lade danske soldater gå i krig end tidligere. For det andet ser han en overordnet linje af kontinuitet, som egentlig går helt tilbage til Danmarks indtræden i NATO, og som handler om, at Danmark hele tiden har set sine sikkerhedsinteresser bedst plejet ved at optræde som USA's loyale allierede. Denne loyalitet har haft sine konjunkturer. Lidegaard hører til dem, der mener, at fodnotepolitikken i 1980erne lå inden for de udsving, som må forventes at optræde blandt alliancepartnere. For det tredje er der tale om eskalation fra det beskedne og defensive i Den første Golfkrig over en ”mere robust krigsdeltagelse” i Bosnien til betydelige tab i Afghanistan og en egentlig førende rolle i nedkæmpelsen af Gadaffi i Libyen.

Endelig er der sket en ændring i krigenes begrundelse eller retfærdiggørelse. I denne del af analysen træder Lidegaard også ud af rollen som historiker og giver sin egen holdning tydeligst til kende. Det skal også ses i lyset af, at han selv som embedsmand i sin tid var rådgiver for en af de helt centrale aktører, Anders Fogh Rasmussen i dennes tid som statsminister. Indtil årtusindskiftet var dansk udenrigspolitik bundet fastere til forestillingen om en international retsorden og folkeretten. Jo mere man kan forpligte andre til at overholde disse principper, desto bedre garantier kan der stilles for et lille land som Danmark. FN er en vigtig institution for dette spor, hvad EU også kunne have været, hvis ikke Danmark havde stillet sig uden for den militære del af dette samarbejde. FN-sporet blev allerede forladt af den socialdemokratiske regering i 1998 med flyforbuddet i Irak og året efter med bombningen af Serbien. Men det var Anders Fogh Rasmussen, der med en politisk tolkning af Besættelsestiden og Den kolde Krig ændrede legitimeringsgrundlaget ved at gøre den aktive krigsdeltagelse til en postering i et moralsk regnskab, der føres over generationer. Fogh Rasmussen fortolkede historien således, at Danmark nu skulle kompensere for det underskud på ”frihedskontoen”, som vi havde oparbejdet ved passivitet og svaghed i fortiden. 

Med Fogh Rasmussens begrundelse for at gå i krig er det også blevet lettere at betegne indsatsen som en succés, for da bliver loyaliteten mod USA et formål i sig selv, et formål, der så at sige opfyldes i det øjeblik man træder ind i krigen. Lidegaard derimod ser alliancen med USA og krigsindsatsen som et middel til at opnå fred, stabilitet og sikkerhed. Hans konklusion bliver derfor afhængig af krigenes udfald og konsekvenser, og den er følgelig overvejende nedslående. Indsatsen på Balkan betragter han som godkendt uden at være prangende, fordi der er opnået en del i retning af stabilitet og fred. Værre står det til med Afghanistan, Irak og Libyen, hvor der hersker forskellige grader af borgerkrig og destabilisering som et direkte og indirekte resultat af angrebskrige, hvor Danmark har deltaget. Krigene har ikke ”bidraget til at styrke Danmarks sikkerhed ved at svække international terrorisme og islamisk fundamentalisme”, snarere tværtimod, lyder Lidegaards konklusion.

(Kristeligt Dagblad 6. marts 2018. Redaktionen havde valgt en anden rubrik.)