Aktivisme og tilpasning


Bo Lidegaard, Danmark i krig, Aarhus Universitetsforlag, 100 sider, 100 kroner



Mindesten i Ballonparken på Amager
for de  faldne ved træfningen 
29. aug. 1943
Eget foto.
Bo Lidegaard giver i denne bog en fortættet – for nu ikke at sige summarisk – fremstilling af det danske militære engagement uden for landets grænser fra Murens fald til i dag. Det begyndte forsigtigt med udsendelsen i efteråret 1990 af korvetten Olfert Fischer til Den første Golfkrig. Der var tale om en helhjertet opbakning til den af USA ledede alliance, der have til hensigt at bringe den irakiske besættelse af Kuwait til ophør. Der var dog ikke givet mandat til, at korvetten kunne deltage i direkte kamphandlinger. Lidegaard mener alligevel, at der var tale om et klart brud med hidtidig dansk tradition for at støtte internationale operationer med andet end militære midler: ”Selv med klare rammer var udsendelsen af en dansk korvet til deltagelse i en angrebskrig i fjerne lande en svær beslutning i et land, der i 125 år ikke havde deltaget i skarpe krigsindsatser.” Her overser Lidegaard tydeligvis, at danske soldater kæmpede og faldt i militære sammenstød under Besættelsen. Det husker han til gengæld i beskrivelsen af placeringen af danske tropper i Helmandprovinsen i Afghanistan godt ti år senere: ”Danske styrker var for første gang siden Danmarks besættelse involveret i aktive krigshandlinger.” Glemt er så til gengæld de foregående kapitler, hvor han gennemgår indsatsen på Balkan, herunder den legendariske ”Operation Bøllebank” i Bosnien i 1994, som han endda beskriver som et regulært slag. På den måde kan man godt se, at det er gået lidt for stærkt for Lidegaard med at skrive denne bog. 
På den anden side er den også skrevet i et format, hvor der males med den brede pensel, og hvor konklusionerne skal tegnes klart. I den genre er Lidegaard som meriteret historiker, øvet polemiker og velskrivende essayist på hjemmebane. 
Han hæfter sig ved ”Operation Bøllebank” som den begivenhed, der for alvor ændrede danskernes holdninger til militære løsninger:
”Slaget blev et vendepunkt i synet på forsvaret, som fra 1994 blev ombølget af en respekt, det ikke havde nydt siden 1864. Det virkede, som om den kollektive skam efter den forsmædelige besættelse den 9. april 1940 omsider blev vasket væk, og Danmark igen kunne være sig selv bekendt, også i uniform.”
Lidegaard tegner flere linjer i udviklingen. For det første er der som nævnt ændringen i den almindelige opfattelse af krig som sådan. Danskerne er væsentlig mere positivt indstillede over for at lade danske soldater gå i krig end tidligere. For det andet ser han en overordnet linje af kontinuitet, som egentlig går helt tilbage til Danmarks indtræden i NATO, og som handler om, at Danmark hele tiden har set sine sikkerhedsinteresser bedst plejet ved at optræde som USA's loyale allierede. Denne loyalitet har haft sine konjunkturer. Lidegaard hører til dem, der mener, at fodnotepolitikken i 1980erne lå inden for de udsving, som må forventes at optræde blandt alliancepartnere. For det tredje er der tale om eskalation fra det beskedne og defensive i Den første Golfkrig over en ”mere robust krigsdeltagelse” i Bosnien til betydelige tab i Afghanistan og en egentlig førende rolle i nedkæmpelsen af Gadaffi i Libyen.
Endelig er der sket en ændring i krigenes begrundelse eller retfærdiggørelse. I denne del af analysen træder Lidegaard også ud af rollen som historiker og giver sin egen holdning tydeligst til kende. Det skal også ses i lyset af, at han selv som embedsmand i sin tid var rådgiver for en af de helt centrale aktører, Anders Fogh Rasmussen i dennes tid som statsminister. Indtil årtusindskiftet var dansk udenrigspolitik bundet fastere til forestillingen om en international retsorden og folkeretten. Jo mere man kan forpligte andre til at overholde disse principper, desto bedre garantier kan der stilles for et lille land som Danmark. FN er en vigtig institution for dette spor, hvad EU også kunne have været, hvis ikke Danmark havde stillet sig uden for den militære del af dette samarbejde. FN-sporet blev allerede forladt af den socialdemokratiske regering i 1998 med flyforbuddet i Irak og året efter med bombningen af Serbien. Men det var Anders Fogh Rasmussen, der med en politisk tolkning af Besættelsestiden og Den kolde Krig ændrede legitimeringsgrundlaget ved at gøre den aktive krigsdeltagelse til en postering i et moralsk regnskab, der føres over generationer. Fogh Rasmussen fortolkede historien således, at Danmark nu skulle kompensere for det underskud på ”frihedskontoen”, som vi havde oparbejdet ved passivitet og svaghed i fortiden. 
Med Fogh Rasmussens begrundelse for at gå i krig er det også blevet lettere at betegne indsatsen som en succés, for da bliver loyaliteten mod USA et formål i sig selv, et formål, der så at sige opfyldes i det øjeblik man træder ind i krigen. Lidegaard derimod ser alliancen med USA og krigsindsatsen som et middel til at opnå fred, stabilitet og sikkerhed. Hans konklusion bliver derfor afhængig af krigenes udfald og konsekvenser, og den er følgelig overvejende nedslående. Indsatsen på Balkan betragter han som godkendt uden at være prangende, fordi der er opnået en del i retning af stabilitet og fred. Værre står det til med Afghanistan, Irak og Libyen, hvor der hersker forskellige grader af borgerkrig og destabilisering som et direkte og indirekte resultat af angrebskrige, hvor Danmark har deltaget. Krigene har ikke ”bidraget til at styrke Danmarks sikkerhed ved at svække international terrorisme og islamisk fundamentalisme”, snarere tværtimod, lyder Lidegaards konklusion.
(Kristeligt Dagblad 6. marts 2018. Redaktionen havde valgt en anden rubrik.)

Rusland og Vesten


Marie Krarup og Matthew dal Santo
Ny Kold Krig. Marie Krarup taler med 17 eksperter fra øst og vest
Forlaget Hovedland, 367 sider, 300 kroner

I koldkrigsforskningen er der flere skoledannelser. Der er de såkaldte traditionalister, der mener, at Den kolde Krig skyldtes sovjetrussisk, kommunistisk aggression. De såkaldte revisionister peger derimod på, at Sovjetunionen efter 2. Verdenskrig var en svag magt, der var trængt i defensiven af et stadig stærkere USA. Endelig er der selvfølgelig alle varianter af midterpositioner, der angiver et større eller mindre kompleks af årsager til Den kolde Krigs udbrud og udvikling. Hvis man antager, at vi er godt på vej ind i en ny kold krig mellem Vesten og Rusland, hvad der mere end antydes ved valget af titel til denne bog, er det interessant at iagttage, hvordan forståelsen af denne nye konflikt fordeler sig i tilsvarende skoler. Nogle af den første kolde krigs revisionister har overført denne analytiske tilgang til den nye kolde krig. Marie Krarup derimod - en udpræget traditionalist, hvad angår den gamle kolde krig - indtager en lige så klar revisionistisk holdning til Rusland i dag. Langt de fleste danske politikere er i spørgsmålet om Danmarks forhold til Rusland traditionalister. Krarup må finde sine meningsfæller to helt forskellige steder, nemlig blandt sit eget partis nationalister og de gamle Moskva-apologeter på den ydre venstrefløj.
Forlaget giver den ikke for lidt i det ledsagende pressemateriale: ”I Folketinget er der omtrent kun en politiker, der ikke lader sig kujonere, men ser rationelt og fornuftigt på relationerne mellem Vesten og Rusland.” Det er afgjort at give Krarup for megen ære. Hendes syn på sagen er ikke drevet af rationalitet, men af ideologi. Hun ser først og fremmest det moderne Rusland som repræsentant for nationalismen som politisk og statsretligt princip og som allieret i kampen mod ”islamisk terror”, som hun skriver i forordet.

Man skal da heller ikke læse bogen for Krarups eget bidrag, der er forglemmeligt. Til gengæld er det prisværdigt, at hun og bogens redaktør, Matthew dal Santo, har ladet mange forskellige røster komme til orde om forholdet mellem Vesten og Rusland. Her er det vigtigt at fremhæve betydningen af den argumentation, der fremlægges af Krarups egne meningsfæller, ikke fordi man skal tilslutte sig den, men fordi man skal lytte. Grunden er, at den argumentation har været retningsgivende for russisk politik, siden Putin kom til magten, og uanset, hvordan man vurderer den politik, er det en fejl ikke at sætte sig ind i rationalet bag den.

Andrew Monaghan peger på netop dette forhold. Han siger i bogen, at når vi bliver overraskede over russiske handlinger, skyldes det mangel på opmærksomhed, ikke russisk vilkårlighed eller uforudsigelighed. Det vil sige, at vi ikke nødvendigvis skal forstå det russiske rationale som rationelt, men at der dog er en identificerbar følgerigtighed i tankegangen.

Det springende punkt for den eskalerede konflikt mellem Rusland og Vesten er Ruslands anneksion af Krim i 2014. Den bliver fra vestlig side udlagt som en udvidelse af russisk territorium i strid med indgåede traktater og folkeretlige principper. Russerne derimod betragter det som en genforening med et stykke land, der nationalt er russisk. På den anden side er russerne ikke parate til at føre dette argument igennem, for den væbnede konflikt i det østlige Ukraine definerer de som en ukrainsk borgerkrig, ikke som et russisk forsøg på at fravriste Ukraine et område, der i overvejende grad er etnisk russisk. Den åbenlyse russiske støtte til de østukrainske oprørere taler imidlertid sit eget sprog.

I Vesten reagerer vi med at være bekymrede for andre dele af den gamle Sovjetunion, hvor der findes store russiske mindretal, og disse nye stater reagerer f.eks. ved at søge optagelse i NATO. Derfor er der deployeret danske tropper i de baltiske randstater i dag. Det er frygten, at de bliver et nyt Ukraine. Spørgsmålet er hvor velbegrundet den frygt er?

På samme måde som den første kolde krig var en funktion af den konflikt, der gik forud, nemlig 2. Verdenskrig, er den nye kolde krig en funktion af Den kolde Krig og ikke mindst dens institutioner. Forholdet er imidlertid asymmetrisk, idet institutionerne i vest er bevaret, EU og NATO, mens Sovjetunionen og Warszawapagten ikke længere findes. Rusland bebrejder EU og NATO, at vi fortsætter en aggressiv koldkrigstænkning. Det er helt karakteristisk, at Krarups meningsfæller – udtalt hos bl.a. Dmitrij Babitj – betragter Rusland som et land under belejring, som et land, der udkæmper en retfærdig forsvarskrig, åndeligt og militært.
Andre peger på, at konfliktens årsag skal findes i to helt forskellige måder at tænke stat og suverænitet på. Det hænger igen sammen med, hvad der opfattes som Vladimir Putins mål. Det er almindeligt i Vesten at opfatte Putins udenrigspolitik som ekspansiv. Stort set ingen af de 17, som Krarup har talt med, støtter denne teori. Antagelsen ligger jo ellers på den åbne hånd, når man tænker på Krim. Pavel Felgenhauer ser russisk udenrigspolitik som en funktion af belejringsmentaliteten understøttet af en uheldssvanger dynamik mellem det militær-industrielle kompleks og Kreml. Rationalet er beskyttelsen af den russiske stat og midlet er en udvidet og fremskudt forsvarsring om det enorme rige. Derfor er nabostaterne defineret som russisk interessesfære. Den russiske flådebase i Sevastopol er inden for denne logik umistelig, og derfor måtte Krim sikres mod ukrainsk aggression. Det er en helt anden tolkning af situationen end den nationalistiske. Set fra Moskva må de omgivende stater fastholdes i en finlandisering, altså formelt som suveræne stater, men i et sikkerhedspolitisk afhængighedsforhold af Moskva.

Overfor dette står principperne bag EU og især NATO. Umiddelbart kan de også betragtes som imperier i en traktatlig klædedragt, men der er tale om empire by invitation. Man er medlem, fordi det giver fordele. Især NATO’s musketered, altså at et angreb på et land anses som et angreb på alle, adskiller sig fra Ruslands opfattelse, fordi NATO bygger på princippet om hver medlemsstats suveræne ukrænkelighed. For Rusland er en klientstat et middel til egen sikkerhed. For NATO-medlemmerne er NATO et middel til alles sikkerhed – så længe også USA tilslutter sig dette princip. Det er de små landes garanti, og derfor er vi også i Danmark så chokerede over Donald Trump, der har sået tvivl om musketereden, som Mette Skak bemærker.
Det grundlæggende fortjenstfulde ved denne bog er, at Marie Krarup stiller to spørgsmål til hver af sine 17 samtalepartnere i henholdsvis begyndelsen og afslutningen af hvert interview, nemlig hvad er årsagen til konflikten mellem Vesten og Rusland og hvad kan vi gøre for at løse denne konflikt? Formålet med bogen er altså ikke at fordele skyld, men at finde løsninger. Løfterigt er det, at ingen udelukker muligheden af og slet ikke ønsket om en forsoning. Hvordan den skal tilvejebringes, hersker der imidlertid ingen enighed om. De fleste er dog enige om, at Rusland hører hjemme i et europæisk værdifællesskab – hvordan man nu end definerer det.

Det kan synes som om Rusland er kravlet op i et træ, som det har svært ved at finde ned ad. Der er et betydeligt misforhold mellem Ruslands reelle økonomiske og militære magt og Moskvas ønske om fortsat at blive betragtet som en stormagt. Moskva udtrykker en stolthed, som man i Vesten er tvunget til at tage alvorlig, selv om den er slet underbygget. At landet geografisk strækker sig over 11 tidszoner gør naturligvis indtryk, men reelt betyder det bare, at der er virkelig, virkelig langt fra Kaliningrad til Kamtjatka, og at det er et problem, ikke mindst for Moskva. Det handler også om grundlæggende faktorer som økonomi og styrkeforhold. Selv et NATO uden USA er militært mange gange stærkere end Rusland. Økonomisk er Rusland målt i forhold til EU en dværg. Men Rusland har dog stadig magten til at undertrykke nabolandenes ønske om selv at vælge retning. Det sker ud fra et forståeligt ønske om at sikre Ruslands suverænitet og integritet. Om Rusland kan man jo sige, at det antagelig bliver liggende, hvor det er. Spørgsmålet er, hvordan man respekterer dette ønske uden at krænke andre landes legitime krav på at få samme ønske opfyldt.

(Kristeligt Dagblad den 2. marts 2018. Avisen valgte en anden rubrik.)