Arne Hardis, Den kætterske socialdemokrat. Jørgen S. Dich og den
herskende klasse, Gyldendal.
Jørgen S. Dichs bog ”Den herskende klasse. En kritisk
analyse af social udbytning og midlerne imod den.” blev flået ned fra
boghandlernes hylder i efteråret 1973. Ud fra titlen alene kunne man tro, at
der var tale om en metervare hentet fra tidens forråd af marxistiske
samfundsanalyser. Det er heller ikke helt forkert. ”Den halvt marxistiske
analyse”, som Kristeligt Dagblads anmelder, Per Salomonsen, kaldte bogen, tog
udgangspunkt i den klassiske marxistiske opfattelse af ideologier som blotte
overbygninger til en materiel virkelighed: fordækte klasseinteresser. Men Dich
trak ikke klasseskellet mellem kapital og arbejder. De seneste 150 år har den
herskende klasse været den, der har haft statsmagten, og den er blevet brugt
til at skaffe sig selv privilegier, mente Dich.
Dichs forklaring var psykologisk: ”Ingen mennesker er
interesseret i at leve i en konfliktsituation. Man ønsker ikke at opleve en
modsætning imellem elementære menneskelige følelser som samvittighed,
medfølelse osv. og de økonomiske interesser. For meget samvittighed kunne hæmme
den økonomiske udfoldelse og dermed stride imod de dertil knyttede interesser.
Men her kommer ideologien til hjælp. Den vil idealisere den økonomiske
interesse ved at give den enten en højere moralsk, national eller anden ædel
begrundelse, der gør, at de egoistiske interesser, i sidste instans står i et
højere formåls tjeneste.”
For så vidt kunne denne analyse være rettet mod en hvilken
som helst ideologi, men Dich rettede i høj grad skytset mod sine egne, og det
på to måder. For det første kritiserede han som socialdemokrat
socialdemokratisk velfærdspolitik, og for det andet mente han som offentlig
ansat, at den herskende klasse i 1973 var de offentlige ansatte, der brugte
deres stilling og status til at sikre egne interesser ved at kræve mere i løn
og lempeligere arbejdsvilkår og dermed skabe behov for endnu flere offentligt
ansatte. Dich var fuldstændig nådesløs mod alt fra småbørnspædagoger til
universitetsansatte. Han syntes, at der var alt for mange pædagoger i
børnehaverne, og at der blev forsket i alt for meget ligegyldigt på
universiteterne.
I sin bog om Jørgen S. Dich (1901-1975) tager Arne Hardis
udgangspunkt i den voldsomme debat, som Dichs bog forårsagede i 1973, og han
prøver at efterspore, hvordan der af en ung mand med kommunistiske sympatier,
en embedsmand i den spæde velfærdsstats tjeneste, en socialdemokratisk
professor kunne blive en så vitriolsk kritiker af det, som han selv havde været
med til at bygge op og blev en del af?
Jørgen Dich var sportsmand som ung, langdistanceroer. Sammen
med P. Munchs søn, Ebbe, og Otto Melchior, som Hardis biograferede i sin
forrige bog, roede han i 1926 fra København til Novgorod, en pilgrimstur til
det unge Sovjetunionen. I 1930erne udtalte han sin beundring for Gunnar og Alva
Myrdals befolkningspolitiske ingeniørkunst. Dich var systemets mand, og så dog
ikke helt. Hardis har kun enkelte faste punkter at navigere efter, når han skal
karakterisere Dichs stilling under krigen, da han var kontorchef i
socialministeriet med en diffusionsåben holdning til modstandsbevægelsen.
Dich søgte en akademisk karriere, antagelig for at vinde sig
en lidt mere uafhængig position, og han fik i 1950 et professorat i økonomi på
Aarhus Universitet. Fra den platform markerede han sig som modstander af dansk
medlemskab af NATO og af EF, men som erklæret socialdemokrat. Ungdommens flirt
med Moskva glemte han. Til gengæld finder Hardis i professorgerningen spor af
de synspunkter, som han siden samlede i ”Den herskende klasse”.
Bogens gennemslagskraft var et spørgsmål om timing. Samtidig
med sin pensionering i 1971 offentliggjorde Dich en kronik i Politiken, hvis
pointer var de samme som bogens. Reaktionerne var få. I efteråret 1973 var
situationen en helt anden. Yom Kippur-krigen udløste oliekrisen. Den unge
Bertel Haarder udgav bogen ”Statskollektivisme og spildproduktion” med en for
tiden karakteristisk omstændelig undertitel ”om årsagerne til overforbruget,
skatteplyndringen, institutionernes tyranni og det tiltagende misbrug af vores
ressourcer”.
”De gode tider var løbet tør for energi”, som Hardis
skriver. Trækkraften var røget og velfærdsstaten trukket ind i nødsporet. I
november kom Dichs bog, og i december bragte jordskredsvalget ”fem helt nye
eller fra det parlamentariske dødsrige genopstandne partier på Tinge.” Danmark var
netop blevet medlem af EF, og takket være ikke mindst indførelsen af
kildeskatten i 1970 var personskatten på tre år godt og vel fordoblet.
Departementschef i Budgetdepartementet (Finansministeriet) Erik Ib Schmidt ledte
allerede efter en nødbremse. Men det var Dich der brød barrieren til
offentligheden.
Anmelderne kunne se, at de stod med en vigtig bog, som de
fleste imidlertid også valgte at holde ude i strakt arm. ”Provokerende,
indsigtsfuld, elegant og overfladisk flot i en underholdende og anfægtende
blanding”, skrev Salomonsen her i avisen. Det var indlysende at sammenligne
Dichs noget overlegne kritik af statsapparatets vækst og vælde med Glistrups
poujadisme, som Dich kaldte den med henvisning til en diffus bevægelse af
skattenægtere, kværulanter og tjenestemandshadere i 1950ernes Frankrig. Dich
blev tilsyneladende selv lidt forskrækket over, hvem han pludselig blev sat i
bås med. Han var reformist, ikke tilhænger af Glistrups nulstatsløsning.
Jørgen Dich var ganske vist ingen Glistrup, men stadig ubekvem
for de fleste. Han kunne afskrives som en arrogant provokatør, og det blev han.
Hans humor er ikke lun som hos C. Northcote Parkinson, der 20 år tidligere havde
skrevet sit essay om bureaukratiers tendens til vækst. Dich var mere
sarkastisk, uforsonlig om man vil - sådan som pensionister, der er sat uden for
indflydelse, kan blive det. Hans pointer har imidlertid stået og rumsteret i
skiftende regeringers baglokaler, siden de blev fremsat. Ikke overraskende blev
de hentet frem og stillet til skue af Henning Fonsmark i hans indflydelsesrige
”Historien om den danske utopi” fra 1990, og ”Den herskende klasse” blev
genudgivet forrige år med forord af Martin Ågerup fra CEPOS. Dich er nærmest
blevet husprofet for Liberal Alliance, der i dag står som forkyndere af et
budskab, der er født af en indre opposition i Socialdemokratiet. For dem er der
uden tvivl tale om et politisk kinderæg. Hvis man skal identificere et ærinde i
Hardis’ bog, er det, at Dichs spørgsmål er for vigtige til, at et enkelt parti
kan udtage patent på diskussionen.
Arne Hardis har ikke – som han har gjort det før og kunne
have gjort - skrevet en klassisk biografi, der kommer hele vejen rundt om sin
hovedperson. Han tillader sig faktisk at være lidt uinteresseret i Dichs
privatliv. I den forstand vil bogen måske skuffe nogle af Hardis’ læsere. Ikke
desto mindre er det en vigtig bog. Den er en idépolitisk undersøgelse, der
anvender en historisk-biografisk fremgangsmåde. Ved at sætte ”Den herskende
klasse” og dens forfatter ind i en historisk kontekst er det lykkedes Hardis at
kvalificere de spørgsmål, som Dich stillede. Dich fandt ingen løsning, og bogen
foregiver heller ikke at være klogere end sin hovedperson. Den tilvejebringer
et intelligent grundlag for at føre den diskussion videre, som Jørgen S. Dich
rejste i 1973. Det er ikke så lidt.
(Kristeligt Dagblad 6. feb. 2018)
