Redaktionelt manifest


Lea Korsgaard, Den der råber lyver, Zetland, 91 sider, gratis

Korsgaards anliggende er den offentlige samtales velbefindende. Den er inficeret af løgn. Korsgaard peger på tre årsager: For det første de nye medier, der gør at oplysninger, synspunkter og nyheder spreder sig med lynets hast uden om de gamle nyhedsmediers systemer og undergraver deres forretningsmodeller. For det andet er det 20. århundredes opgør med undertrykkende autoriteter slået om i foragt for enhver autoritet, og dermed har også sandheden mistet sin privilegerede status. ”For det tredje har den offentlige debat for længe været frakoblet den virkelighed, som har udhulet store dele af den vestlige middelklasses tro på en bedre fremtid.”

En af journalistikkens helte var og er Nils Ufer, hvis ideal om den nøgne journalist fremhæver nødvendigheden af at referere nyhederne uden tillæg af egne synspunkter, vurderinger, sympatier eller fortolkninger. Det var et gyldigt ideal, mener Korsgaard, dengang aviserne i kraft af telegraf, trykkeri og avisbude var koblet på en nyhedsfødekæde, der gjorde, at det var dem, der forsynede verden med nyheder. Problemet er, mener Korsgaard, at aviserne og de øvrige etablerede medier fortsætter med at opføre sig som om det er dem, der forsyner os med nyheder. Det er det ikke.

Korsgaard giver ifølge bogens bagside ”syv gode råd til, hvordan vi som mediebrugere kan hjælpe journalistikken på vej, bekæmpe misinformation og bygge en levende samfundsdebat på et fundament af kendsgerninger”, lover bagsideteksten. Rådene er som følger:

1) ”Sæt. Tempoet. Ned.” Gør langsomheden til en dyd, giv tid til at lade historien komme til sin ret. Når man ikke kan konkurrere på hastighed, må man gøre det på kvalitet.

2) ”Opsøg kloge mænd og koner.” Journalister skal ikke være nøgne, men klædt på til opgaven. Journalister skal ikke være forudsætningsløse, men både vide og mene noget om tingene.

3) ”Husk, at ikke alle sager har to sider.” Korsgaard gør op med den forestilling, at en sag er behandlet redaktionelt objektivt, hvis bare man har spurgt en, der er for, og en, der er imod. Hendes eksempel er spørgsmålet om HPV-vaccinen. Den virker.

4) ”Led efter sammenhænge.” Kendsgerninger alene gør det ikke. De skal sættes ind i deres sammenhæng.


5) ”Bidrag ikke til kommentatorernes banalisering af politik.” Mens den nøgne journalist er uafhængig af synspunkter, er de kommentatorer, der fylder stadig mere i mediebilledet, endnu mere uønskede, fordi de ikke engang er forpligtet af kendsgerninger.

6) ”Bevar håbet.” Medierne fokuserer på alt det, der går galt. Korsgaard minder os om, at vores liv sammen er ”fyldt med muligheder. Vores liv sammen er smukt.”

7) ”Stop efterspørgslen på løgnen.” Rådet er dobbeltrettet. For det første handler det om ikke kun at opsøge det, der bekræfter ens egne holdninger og synspunkter, men opsøge forskelligheden – og lade være med at råbe ad den. For det andet handler det om også at lukke døren til sit værelse og være i fred, altså undlade at være på.

Det er syv glimrende råd, som Korsgaard giver. Men hvem er egentlig målgruppen? Formelt er de som nævnt rettet til mediebrugerne, herunder ikke mindst den skolesøgende ungdom, må man formode. Den skal vaccineres mod fake news. Det er antagelig dette ædle formål, der har fået stærke sponsorer – bl.a. Egmont, biblioteksforeningen og TrygFonden - til at støtte Korsgaards bog. Reelt er det kun det sidste råd, der handler om medieforbrug. De øvrige handler langt mere om medieproduktion. Som sådan er der tale om et mediepolitisk eller måske snarere et redaktionelt manifest. Det er et glimrende manifest, som de fleste kan skrive under på. Det har mange vel også allerede gjort. Der er vist ikke den papiravis, der ikke lover ’fordybelse’, ’sammenhæng’, ’perspektiv’ eller ’indblik’. Det er denne langsomhed, som også Korsgaards firma Zetland forsøger at omsætte til en ny platform i konkurrence med de gamle og nye medier. På den måde kan denne lille bog også læses som en udvidet reklame for Korsgaards egen butik. Det underforståede, ottende råd lyder: ”Læs Zetland”.

(30. jan. 2018. Ikke publiceret andre steder)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar