Stormen på København

Sebastian Olden-Jørgensen, Svenskekrigene, Aarhus Universitetsforlag

I serien 100 danmarkshistorier har Sebastian Olden-Jørgensen med overblik og verve skrevet om den konflikt, der i Danmark kendes som Svenskekrigene, fordi den i hovedsagen var en kamp mellem Nordens to monarkier, Danmark-Norge og Sverige om overherredømmet i Østersøen. Den internationale handel på Østersøen var imidlertid så betydningsfuld, at krigen selvfølgeligt involverede de store europæiske spillere, ikke mindst Nederlandene, men også England og Frankrig. Rusland var på dette tidspunkt endnu ikke blevet en baltisk magt. 

Den dansk-svenske konflikt strakte sig i virkeligheden fra den sene Middelalder til begyndelsen af det 19. århundrede, da danskerne sidste gang planlagde en landgang i Sydsverige i alliance med Napoleon, men det afgørende vendepunkt indtraf i årene 1657-60, som denne bog handler om.

Krigen begyndte med en dansk krigserklæring i juni 1657. Visdommen i denne beslutning kunne – især set i lyset af resultatet – unægtelig betvivles, men Olden-Jørgensen viser, at den gav mening som et vidnesbyrd om, at danskerne tog et forsvarsforbund med Nederlandene alvorligt. Karl 10. Gustav førte krig på kontinentet på dette tidspunkt og svarede igen med at besætte Jylland og da den følgende vinter blev meget hård, frøs de indre danske farvande til, og det betød for det første, at den danske flåde ikke kunne beskytte overfarten til øerne, og for det andet, at den svenske hær kunne krydse bælterne til fods og lande på Sjælland., hvor danskerne måtte slutte en ualmindelig hård fred i Roskilde sommeren 1658.

Martin Nyrops forslag til et mindesmærke for Stormen på København ca. 1909.

Det var udset til at blive placeret i porten, der leder fra Christiansborgs Slotsplads

til Skt. Jørgens Gård. Det blev aldrig virkeliggjort. Et andet blev indviet i 1918 i Kongeporten.

(Kunstakademiets samling af arkitekturtegninger)

Problemet med krigen dengang var, at den var en brand, der fortærede alt omkring sig og hele tiden måtte søge sin næring nye steder. En stor del af soldaternes sold bestod i retten til beskyttelsespenge, brandbeskatning og plyndring af de områder, som de besatte, og derfor levede de militære konflikter også deres eget liv uafhængigt af de strategiske overvejelser, der lå bag dem. Set fra svenskekongens side løste Freden i Roskilde ikke ret mange problemer, ”for hvor skulle han nu holde sin hær i live?”, som Olden-Jørgensen spørger. Karl 10. Gustav genoptog krigen allerede senere i 1858. I februar 1859 løb hans hær storm mod København, men blev slået tilbage. Med udsigt til en fuldstændig udslettelse af Danmark omsatte nederlænderne en alliancetraktat til en substantiel støtte til Københavns forsvar. Logikken var den, at en europæisk stormagt nødigt så en anden stormagt - i dette tilfælde Sverige - overtage kontrollen med indsejlingen til Østersøen. Resultatet var en lettere formildet udgave af Roskildefreden. Nogle af de omfattende landafståelser blev annulleret, og den fri gennemsejling af Øresund sikret (dog uden at afskaffe Øresundstolden), men skånelandene blev tabt for altid. I realiteten blev det afgjort ved en stormagtskonference i Haag, der således for første men ikke sidste gang blev den by, hvor Danmarks territoriale afgrænsning blev afgjort.

Krigen forvandlede Danmark ikke alene territorielt, men også politisk. København blev en grænsefæstning, og valgkongedømmet blev afskaffet til fordel for et i europæisk sammenhæng enestående kodificeret enevældigt arvekongedømme.

Olden-Jørgensen kondenserer i denne bog sine erindringspolitiske studier om Stormen på København fra 2011. Erindringen om Svenskekrigene levede længe, og lever endnu i frasen om landskampene i fodbold mod Sverige som ”opgør mod arvefjenden”. Den vellykkede modstand mod stormen på København er ikke med urette blevet erindret som den afgørende begivenhed, der sikrede, at der stadig findes et Danmark. Overleveringen om alliancen mellem det københavnske borgerskab og Frederik III i 1660 blev af betydning for iscenesættelsen af afskaffelsen af den af samme konge indførte enevælde med folketoget i marts måned 1848, der skabte en ny alliance mellem det københavnske borgerskab og Frederik VII. Stormen på København blev en afgørende klangbund for forfatningskampen, der i høj grad handlede om, hvor vidt forsvaret af hovedstaden kunne identificeres med nationens overlevelse. De konservative ønskede pengene brugt på Københavns befæstning, mens Venstre ikke overraskende ønskede et forsvar, der i højere grad tilgodeså deres vælgergrundlag, der stod stærkest vest for Vestvoldens linjeføring.

Mindesmærket i

Kongeporten på

Christiansborg

(eget foto)

Fortolkningskampen kulminerede ved 250-års jubilæet i 1909, da der bestod en længerevarende politisk krise med baggrund i synet på netop Københavns befæstning. Den blev for så vidt vundet af tilhængerne af Københavns befæstning med reference til bl.a. 1659. 

Så sent som i 1959 blev der opsat en mindeplade på Nationalmuseet på hjørnet af Vestervoldgade og Stormgade, der hedder således fordi den er anlagt, hvor det svenske hovedangreb fandt sted. Men da var den politiske dagsorden en helt anden, og da mindedes man de faldne "svenske og hollandske soldater og søfolk", altså venner og fjender anno 1659, men kun venner i 1959.

(Skrevet til denne blog dec. 2018)

Jim Lyngvild stjæler billedet på Nationalmuseet

Det skabte en del opmærksomhed og diskussion, da Nationalmuseet for et par uger siden bekendtgjorde, at nyopstillingen af museets samling af genstande fra Vikingetiden var sket i samarbejde med designeren Jim Lyngvild. Meddelelsen kom kort tid efter, at 34 forskere og andre ansatte var blevet afskediget som en konsekvens af de fortsatte årlige sparekrav. Historien var, at museets direktør Rane Willerslev nedprioriterer forskningen for i stedet at satse på en farverig og entusiastisk amatør for at få kunder i butikken og penge i kassen. Den er ikke skudt helt ved siden af. Det er en bevidst politik at satse på samarbejde med designere og kunstnere, fordi Willerslev ikke ser udstillinger som et forskningsprodukt, men som et rum for eksperimenter, ”en proces, hvor forskeren kan udforske de mere rumlige og sanselige aspekter af sit materiale på en måde der ideelt set giver indsigter, man ikke ville opnå bag skrivebordet”, som det hed i en tidligere programerklæring fra Willerslev.

Selve udstillingen er ikke stor. Den fylder blot tre af museets mindre rum. Museets bidrag er hovedsageligt den hastigt voksende samling af danefæ, især sølvskatte, som detektorfolket finder i stort tal. Dertil kommer enkelte brugsgenstande og våben, mest i metal. De er udstillet smagfuldt og traditionelt i glasmontrer. Museets samling af runesten indgår af en eller anden grund ikke i konceptet.

Lyngvilds bidrag til udstillingen er hans fantasier og fabuleringer over, hvordan vikingerne kunne have set ud og hvordan de kunne være gået klædt. Det består dels i nogle buster af voks, der mest af alt ligner reklamer for en hipster-tatovør og -frisør anno ca. 2015. Meget mere væsentligt og interessant er hans egen forestilling om de dragter, som forskellige medlemmer af datidens samfund kunne have båret. Lyngvild gør den iagttagelse, at traditionelle rekonstruktioner af vikingernes udseende populært sagt har fået dem til at ligne udslidte grødbønder klædt i vadmel changerende på en skala fra gråt til brunt og tilbage igen. Hvad nu hvis, spørger han retorisk, de havde adgang til langt mere raffinerede teknikker og materialer? Det er der kommet nogle ret flotte tankeeksperimenter ud af. Lyngvild er en dygtig kostumier. Men det er altså stadig nærmest fri fantasi, for der er kun få skriftlige og arkæologiske vidnesbyrd om vikingernes påklædning, og de peger ikke alle sammen i Lyngvilds retning, om man så kan sige. Men det gør ikke noget. Som publikum kan man jo sagtens følge illusionen, så længe den er klart deklareret. Og i den henseende fuskes der ikke.

Rekonstruktioner kan gøre stofligheden og det rumlige nærværende, f.eks. helt konkret ved at lade museumsgæsten iklæde sig et historisk kostume. Det benytter flere museer sig af. Nationalmuseet har imidlertid kun valgt at lade Lyngvilds rekonstruktioner repræsentere indirekte ved hjælp af fotostater. Det er flotte optagelser af en kvalitet svarende til modereportager, men det er helt uforståeligt, at man har fravalgt at udstille tøjet selv. I museets forhal kan man til gengæld se nogle af kostumerne fra TV-serien ”Vikings” udstillet på giner. Det er meget smukke dragter, og man bliver helt nysgerrig efter at vide mere om de overvejelser og den åbenlyse omhu, der ligger bag dem.

Nationalmuseets egen samling falmer lidt i sammenligning med Lyngvilds vidtløftigheder. Det er synd, for genstandene er fantastiske. De får bare lov til at ligge nærmest uformidlede hen. Lyngvild lader sig i påfaldende ringe grad gå på af dem. Selv den spektakulære næsten to kilo tunge halsring i guld fundet ved Tissø på Vestsjælland har ikke appelleret til Lyngvilds sans for bling. Jeg gad ellers nok se hans udlægning af en lokal brednakket rockerviking fra Høng eller Gørlev med tatoveringer, guldringe og dummebøder hele vejen rundt. Det virker som om Lyngvild har fået lov til at køre sit eget løb. Udstillingen har ikke rigtig taget sit eget koncept alvorligt og brugt Lyngvilds kreative energi til at levere en tolkning af de ting, som museet faktisk har.

Et væsentligt aspekt er helt fraværende fra udstillingen, nemlig billedet af vikingen gennem historien. Lyngvild er jo bare den seneste i en lang række af kunstneriske fortolkere af vikingerne gennem omtrent 200 år. Vikingetiden er som de fleste andre ”tider” en sen eftertids betegnelse for en epoke, hvis definition og afgrænsning altid vil stå til diskussion. Ingen der levede i Jernalderen eller Middelalderen havde nogen anelse om, at det var det de gjorde. Netop derfor er synet på og den billedlige anskueliggørelse af f.eks. Vikingetiden gennem historien et studieobjekt i sig selv. Vis mig dit billede af en viking, og jeg skal sige dig hvem du er. I dette tilfælde har vi at gøre med en, der er stærkt optaget af køn og mode, hvis nogen skulle være i tvivl. Det abstraktionsniveau har Nationalmuseet fravalgt. I stedet står Lyngvilds fortolkning over for museets fortolkning som om der er tale om to ligeværdige udgaver af den samme virkelighed. Med Lyngvilds sans for iscenesættelse taber museet naturligvis den fortolkningskamp.

Man skal ikke bebrejde Jim Lyngvild, at han er Jim Lyngvild. Han er den eneste til at være Jim Lyngvild, og så er det nok bedst at overlade den opgave til ham. Men man kan godt stille spørgsmål til Nationalmuseets prioriteringer. Willerslev har fået sin vilje. Han har ikke alene inddraget, men givet afgørende indflydelse til en udenforstående designer. Det har tilføjet udstillingen nogle betydelige æstetiske kvaliteter og vil skaffe kunder i butikken. Som nævnt er Lyngvild slet ikke uden evner. Spørgsmålet er, hvor langt Willerslev vil gå ad den vej? Hvor meget vil han lyngvildisere hele Nationalmuseet?

(Kristeligt Dagblad 28. nov. 2018)

Festskrift, jubilæumsskrift eller lærebog?

Sif Egede, Peter Lodberg, Johannes Nissen og Bente Søndergaard (red.)

Lægfolksteologi

Forlaget Eksistensen, 356 sider, 298 kroner

I år fejrer Teologi for Lægfolk (TFL) 50 års jubilæum blandt andet med denne antologi.

Oprindeligt var TFL tænkt som en præsteuddannelse for ikke-teologer. Initiativet kom fra en ung, københavnsk kommunelærer, der i november 1967 indrykkede en lillebitte annonce på bagsiden af Kristeligt Dagblad henvendt til uddannede folk, der fortrød, at de ikke var blevet teologer. Ideen blev grebet af Aarhus Universitet, og TFL har stadig sæde i Aarhus, nu i regi af Diakonhøjskolen. TFL udviklede sig dog hurtigt til ”en teologisk uddannelse af lægfolk med henblik på en myndiggørelse af lægfolket til dets arbejde i kirken, så at folk, der nærede præsteønsker var undtagelsen, der bekræftede reglen.”

Annoncen den 18. nov. 1967. Kristeligt Dagblad gav annoncen

en redaktionel omtale den følgende torsdag, den 23. nov.

Antologien er meget sammensat. Der er gode introduktioner til nogle af teologiens grunddiscipliner, f.eks. den historisk-kritiske bibellæsning (René Falkenberg), kristendommens historie (Mattias Skat Sommer), dogmatik (Anders-Christian Lund Jacobsen) og etik (Kees van Kooten Niekerk). Andre emner er dækket af bidrag af mindre generel karakter. Således er Det Gamle Testamente kun repræsenteret af en artikel om hjertet som sprogbillede af Sif Egede og Else Kragelund Holt, og der er f.eks. også blevet plads til et essay af Peter Lodberg om økonomi og teologi, der mest af alt ligner en kritik af forbrugersamfundet og den moderne dans om guldkalven. I overensstemmelse med TFL’s grundlæggende økumeniske indstilling er der et helt afsnit om religionsmøder og økumenisk teologi (Lorens Hedelund, Leif Vestergaard og Peter Lodberg). Man er meget åben, kan man vist godt sige. Hedelund skal nok høre fra islamalarmisterne for sin venlige behandling af profeten Muhammed og det budskab, han kolporterede. Desuden er der også afsnit om Religionspædagogik (Johannes Nissen, Jens Maibom Pedersen, Bent Arendt) og et om diakoni og sjælesorg (Bodil Lodberg og Steen Bonde) samt et særskilt afsnit om historien om og meningen med TFL, en introduktion ved Johannes Nissen og en række korte bidrag, nærmest blot statements, skrevet af studerende fra de seneste års kurser på TFL.

I sin form viser bogen altså denne særlige blanding af det læge og det lærde, som kendetegner TFL, men den er i sig selv ikke udtryk for nogen særlig klar eller entydig religionspædagogisk ambition. Det er som om redaktørerne ikke har kunnet blive enige om, hvor vidt den skulle være et festskrift, et jubilæumsskrift eller en lærebog. Som nævnt har bidragene varierende karakter. De afspejler dog klart TFL’s læseplan, der igen er taget fra universitetsundervisningens klassiske palet af videnskabelige discipliner. Derimod er pastoralseminariets discipliner ikke repræsenteret. Der står stort set intet om de genrer og steder, hvor lægmand oftest møder kristendommen og teologien, nemlig ved gudstjenester og kirkelige handlinger. Liturgi, hymnologi (salmelære) og homiletik (prædikenlære) er der ikke ofret opmærksomhed på. Det bidrager til indtrykket af en lidt indkroget selvfejring. Det forbliver noget uklart, hvad denne bog som helhed har at tilbyde en udenforstående læser, selv om bidragene hver især er gode.

(Kristeligt Dagblad 20. nov. 2018)

Kristeligt Dagblad 23. nov. 1967

Vejen til ufrihed

Timothy Snyder, Vejen til ufrihed. Rusland, Europa, Amerika. Gads Forlag, 334 sider, 300 kroner.

I en TV-debat i maj måned 2017 kaldte Søren Krarup (DF) den nyvalgte franske præsident Macron for ”den lille pæne bøssedreng”. Krarup fortrød forståeligt nok på stedet ordvalget.  Det interessante er, at det måske var mere end blot en gammel amagerdrengs fortalelse. Macron var som bekendt oppe imod Marine le Pen, der foruden at nyde Krarups opbakning også blev aktivt understøttet af Putins Rusland. I Rusland er homoseksualitet kriminaliseret, men det er ikke bare udtryk for almindelig familiepolitisk konservatisme. Det er en essentiel del af det nye Ruslands selvforståelse også i international politik, skriver Timothy Snyder i sin bog om Rusland, Europa og Amerika efter Den kolde Krig. En af de ideologer, som Putin anvender og citerer, er Ivan Iljin (1883-1954), der opfattede Rusland som den sidste oase af uskyld i en verden af kaos. Det handlede derfor for Iljin om at beskytte Rusland mod enhver indtrængning udefra, især fra Vestens amoral og dekadence. Med en sært sammenstillet seksuel-religiøs billeddannelse (Iljin var ortodoks kristen og freudianer) skal Moder Ruslands uskyld altså beskyttes mod bøssernes overgreb. Derfor er enhver af Ruslands modstandere i Vesten at definere som homoseksuelle, og le Pens modstander i præsidentvalgkampen blev af den russiske propaganda derfor udnævnt til at være ”bøssekandidaten”.

Snyder identificerer to tilgange til politik, som begge tager historien til indtægt, men som begge forråder historien, mener han. Den ene er ”evighedens politik”, der essentialiserer fænomener som nationen og skaber problemer, der ikke kan løses, fjender, der ikke kan nedkæmpes. Det gælder f.eks. Putin, der har gjort Vesten og de homoseksuelle til den modstander, der altid kan instrumentaliseres til indvortes brug. Den anden tilgang er ”uundgåelighedens politik”, som oversætteren Anders Nygaard så glimrende har valgt at kalde det. Den er i slægt med ”nødvendighedens politik”, men det ville have givet for mange misvisende associationer at kalde den det. Den er udtryk for den opfattelse, at fremtiden blot er mere af nutiden, at sporene er lagt, og at det nu blot handler om at fyre op under lokomotivets kedler. Hovedeksemplet er for Snyder den amerikanske, uregulerede markedsøkonomi. Over for disse to stiller han kravet om at bringe historien i overensstemmelse med nutiden, at gøre historien formbar for de nulevende. Han forstår historien som en udvikling, der er et resultat af ting, som mennesker mener og gør. Det kan synes banalt, men det er et tredje standpunkt. Hverken evighedens eller uundgåelighedens politik indrømmer det enkelte menneske nogen anden plads i historien som andet end opofrende helt eller medvidende medløber, og begge har taget nutiden som gidsel i fortidens eller fremtidens navn. For Snyder er spørgsmålet om succession vigtigt. Det er det princip, der i klassiske monarkier lader kongen leve, når kongen er død. I et demokrati er det forventningen om et nyt valg ved denne valgperiodes ophør, som konverterer menneskelig fejlbarlighed til håb.

Denne bog viser, hvordan evighedens politik har bemægtiget sig Rusland. Den betjener sig af vold, bedrag, militær aggressivitet mod nabolandene, korruption, antisemitisme og har oven i købet den frækhed at kalde modstanderne for nazister. Løgnen samler landet, fordi ved at bekende sig til løgnen kan russerne vise deres loyalitet over for centralmagtens ”store, sakrale mysterium”. Sandheden ville splitte folket og landet ad.

Bogen gennemgår også, hvordan det russiske regime systematisk søger at svække EU ved at understøtte politikere som le Pen, partier som AFD eller processer som Brexit og det ikke kun materielt. Ideen om at den åbenlyse løgn kan være et effektivt politisk instrument er også fulgt med. Snyder fortæller om, hvordan russerne i januar 2016 fyrede op under frygten for flygtninge i Tyskland ved at cirkulere en løgn om, hvordan en ung pige af russisk afstamning var blevet voldtaget i Berlin. Snyder forsømmer imidlertid at fortælle om, hvordan flere hundrede mænd fra Nordafrika og Mellemøsten nytårsaften senere samme år i Køln bekræftede den russiske propaganda. Der ryger gerne et par nuancer, når Snyder skal føre sin tese igennem. Han mangler fx blik for, at Putin skifter mellem at være pragmatisk og ideologisk alt afhængig af, hvem han taler med og hvad der tales om.

I spørgsmålet om forholdet mellem Rusland og Donald Trump, lægger Snyder ikke fingrene imellem, når han anklager sin præsident. Han beskriver Trump næsten som en Manchurian Candidate, en marionet styret udefra. Trump var ved årtusindskiftet reelt en fallent og har siden været båret oppe af russiske penge, der har sat ham i stand til at markedsføre fiktionen om sig selv som en meget succesfuld forretningsmand. Han spiller rollen godt. Det var også den han spillede i reality-TV-serien The Apprentice. Russerne har brugt ham til at hvidvaske store summer, og nu bruger de ham til at undergrave det amerikanske politiske system efter samme opskrift som i Europa, bare med langt større held. Ifølge Snyder er der fuldstændig åbne kanaler mellem Det Hvide Hus og Kreml, en alliance mellem uundgåelighedens og evighedens politik. Uanset om man kan følge Snyders begrebsliggørelse, står det klart, at der er tale om en korruption af de værdier og en korrosion af de institutioner, som amerikansk politik har bygget på i generationer, og spørgsmålet er, hvor meget håb man efterhånden tør mobilisere på USA's og verdens vegne med udsigt til det næste valg. 

Minutiøst veldokumenteret og elegant velskrevet kortlægger Snyder det russiske politiske produktionsapparat, hvis slagvare er ufrihed med henblik på afsætning i udlandet. Hjemmemarkedet er næsten mættet. Det er skræmmende, men nødvendig læsning, ikke mindst fordi man kan se hvordan efterspørgslen efter denne vare også findes langt inde i de etablerede politiske systemer i lande, der normalt betragtes som frihedens vogtere.

(Kristeligt Dagblad 27. okt. 2018, avisen valgte en anden rubrik)

Over stok og sten med lækre citater

Carsten Jensen, Mod stjernerne, Politikens Forlag 164 sider

Jeg ved ikke, hvordan man skal forstå denne bog. Et stykke ad vejen ser det simpelthen ud som om Carsten Jensen er ved at gå ind i politik. Han roser Alexander van der Bellen, Jeremy Corbyn, Jean-Luc Mélenchon, Bernie Sanders og andre venstrefløjspolitikere, der har opnået forbavsende vælgertilslutning, skønt de repræsenterer politiske programmer, der af deres modstandere beskrives som urealistiske drømmerier. Jensen er åbenlyst indtaget i den omstændighed, at disse senblomstrende, politiske aktivister alle er ældre end ham selv, hvilket gør, at den nybagte folkepensionist (f. 1952) stadig kan se sig selv om en repræsentant for det, der skal komme.

Det forklarer også, hvorfor Jensen gør så meget ud af, hvordan han i et møde med repræsentanter for Kommunistisk Parti måtte stille sig selv det tunge, eksistentielle spørgsmål: ”Er jeg borgerlig?” Han har tydeligvis brug for at markere, at der er en del af venstrefløjen, som han ikke kan identificere sig med, og selv Carsten Jensen kan finde et hår i suppen hos stalinisterne. Han har dermed bestået den lille ledvogtereksamen i dansk politik. (Den store ledvogtereksamen dumper han. Den kræver nemlig blandt andet, at man ikke trækker fascismekortet hele tiden.)

Jensens politiske program er anti-kapitalisme og klimapolitik. Og han ser renselse i den ild, der kommer: "Der er ingen nødudgang, når først den globale temperatur stiger over de fire grader, og kloden forvandler sig til en bageovn. Ildstorme vil feje gennem selv de bedst beskyttede af de riges naturreservater og forkulle finansverdenens bestyrelsesformænd i et stort iltsugende gisp." Tag den, Danske Bank.

Carsten Jensens største politiske problem er hans stadige flirt med populismen, med hvem han især deler foragten for den politiske elite og en diffus appel til vælgernes utilfredshed med tingenes tilstand.

Hypotesen om, at Jensen er ved at gøre sig lækker over for en lokal vælgerforening, lider et knæk, da der pludselig optræder et langt handlingsreferat af TV-serien Skam. Den er vist lidt vanskelig at instrumentalisere til politiske formål. Det har så noget med fællesskab og forældrerollen at gøre, og de sociale mediers fortrædeligheder, og nu vi er i Norge, kobles det så til Utøya-forbrydelsen: Breivik hører ikke hjemme i Norge, mener han. ”Han er en hjemløs i det cyberspace, der på en gang befinder sig alle steder og ingen steder. Han er ikke en voksen mand på treogtredive i krig, men en teenager iført mange skiftende uniformer i et karneval af død, og uniformerne er alle sammen hjemmesyede, ligesom Spider-Mans dragt er det. Han er ikke en genganger fra fortiden, men et sindbillede på den populærkultur, vi alle sammen lever midt i.”

Det er skrevet med Jensens velkendte sans for retorisk Schwung, men det er netop også Jensens problem, at han skriver så godt, at han uden besvær kan male hen over sprækkerne i tankegangen. Det går over stok og sten. Carsten Jensen sidder ved sin egen skærm og iagttager verden. Somme tider skubber han stolen tilbage og hiver en bog ud af reolen og smider et lækkert citat ind af Rimbaud. Sloterdijk eller Tocqueville. Han har også set flere film. Men han undgår at gå i dialog. Det bliver bare til enetale, namedropping og soundbites. Og han bliver ved med at tage nye emner op fra den politiske pamfletists standardrepertoire: Obama, Snowden, Afghanistan, Cambridge Analytica, fake news, WikiLeaks, konkurrencestaten og det repræsentative demokratis fallit. Et gennemgående træk er Jensens beundring for ungdommens idealisme og trang til at forandre verden. Og så er der måske alligevel en linje i bogen, for det var den idealistiske ungdom, der stemte på Bernie Sanders og Jeremy Corbyn, så hvorfor ikke på Carsten Jensen? Bogens afsluttende fanfare kunne i hvert fald godt lyde som en tale til ungdommen på den næste partikongres:

”Du har ikke en chance, grib den, sagde BZ’erne engang. Det samme paradoks gælder i dag, blot med den forskel, at det er os alle, der forenet i et nyt fællesskab sammen må gribe chancen, og kun ved at række ud efter den skaber vi den. Vi skal tænke stort. Når faren er størst, må drømmene også være det. Vores fælles rejse må gå mod stjernerne, ikke dem, der ubønhørligt blinker på himmelhvælvingen lysår borte, men dem, vi selv er i færd med at tænde.”

Bifald, tæppe, fremkaldelse. Jensen er valgt. Der er jo altid aftagere til lidt veldrejet godtkøbsidealisme uden egentlige handlingsanvisninger. Denne bog kommer ikke engang to måneder efter den forrige af Jensen. Hans nye forlag har travlt med at sælge bøger. Det ville nok have været at klogt at vente med at udgive noget fra Carsten Jensens hånd, indtil han havde noget interessant at sige.

(Kristeligt Dagblad 13. okt. 2018.)

Mands minde

Jens Smærup Sørensen, Jens - en fortælling, Gyldendal

Jens Smærup Sørensen afviser selv med denne bog at have skrevet en selvbiografi og deklarerer den som ”en fortælling”. Det er ikke til at sige, hvad det skal til for, dette nu efterhånden udbredte skrømteri med forfatterpersonligheden, når der skrives selvbiografi. Det skulle nødig hedde sig, at der var noget om snakken, bare fordi forfatteren skriver ”jeg”.

Det er så meget desto mærkeligere som at Sørensen selv til indledning så udmærket sætter på plads, hvad erindringer er. Han reflekterer over, hvordan han kan huske så langt tilbage som sin spæde barndom, da han lå i sin barnevogn under et æbletræ og kan huske det fordi ”duften og synet af sådan et sødmefuldt æbletræs hvide, rosenrøde og gulnistrede blomsterpragt gennem hele mit nu mere end 70-årige liv igen og igen har gentaget sig som noget nær det saligste vores klode har at byde på.” Erindring er gentagelse af erfaring.

Livet begynder med sansningen, mener han, men først med sproget og dets grammatik bliver jeg’et til som adskilt fra et du. Så det er først med sproget, at det selv bliver til, som gør en selvbiografi meningsfuld. Det er en intellektuel programerklæring og læsevejledning, der lader døren til Sørensens akademiske baggrund med påvirkning fra 1960ernes franske litteraturteori stå på lind.

Det intellektuelle beredskab forbliver heldigvis i skjult reserve. Sørensen bruger sin suveræne forfatterstemme til at tale med det levede og erfarede livs autoritet. Beskrivelsen af barndommen på en gård i landsbyen Staun i Himmerland er bogens højdepunkt. Det er en relativ vurdering, for den er på intet tidspunkt mindre end god – for nu at sige det på påtaget jysk.

Staun var en hel verden, hvor alting havde sin orden og alle kendte deres plads. Det er et velkendt motiv i erindringslitteraturen. For Sørensens generation – han er født i 1946 – gør den omstændighed sig yderligere gældende, at han blev voksen præcis samtidig med, at de bærende strukturer for den landbokultur, der var hans barndoms univers, brød sammen. Han legemliggør den urbanisering, der kendetegner efterkrigstidens Danmark. Det er imidlertid ikke historien om den begavede knægt, der blev holdt til bogen. Han var ikke noget vidunderbarn. Sagen var snarere den, at Jens ret tidligt viste sig utjenlig til virksomhed i landvæsenet, og så måtte man finde et andet udkomme til ham.

Det er et raffinement i fortællingen – og selvfølgelig er bogen også en fortælling – at eksileringen fra barndommens land foregår i flere trin. Først sendes han i købstadsskole i Nibe, dernæst på gymnasium i Aalborg og siden på universitetet i Aarhus. For hver gang fjerner han sig stadig mere fra den virkelighed, der var barnets ved at opgive sin dialekt, sin barnetro - ja, sågar sit navn. Han voksede op i den tro, at han hed Jens Bislev, for det var det efternavn, som hans far havde taget efter den barnløse farbror, der havde adopteret faderen og efterladt ham gården i Staun.

Sørensen er ikke nostalgisk eller fremmedgjort. Han betragter hele sit liv og sine erfaringer som en ressource for forfatteren Jens Smærup Sørensen - som nu f.eks. æbletræet. Det er også klart, at det kun er de erfaringer, der har litterært potentiale, der er med i bogen. Han nævner selv adskillige aspekter af sit liv, som han aldrig vil udfolde på skrift, f.eks. at han i sin studietid om sommeren var tjener og bartender på et stort københavnsk hotel. Det snakkesalige og anekdotiske holder han sig for god til. Han leverer kondenserede anskueliggørelser som i denne beskrivelse af den nykonfirmerede drengs oplevelse af pigerne i Nibe Skole:

”Hvad pigerne tænkte forblev længe mysteriøst, for de delte ligesom højst af høflighed og i få øjeblikke vores interesser. Og da vi holdt op med også at være temmelig ligeglade med dem, og antydningen af smil fra en af dem lige med ét indtog pladsen som livets hidtidige højdepunkt, kunne vores forsøg på at nærme os dem fortsat i nogen tid tage sig ret akavede ud. Havde man selv vovet sig frem og straks igen stukket halen mellem benene, var det selvfølgelig frygteligt pinligt, og det var næsten kun til at komme over ved at drille nogen af de andre, der ikke havde stået sig meget bedre.”

Foruden at beskrive det asymmetriske forhold mellem drenge og piger i teenageårene med fortættet klarhed viser dette afsnit Sørensens nænsomme arbejde med sproget. Hans brug af lidt bedagede stående vendinger er både eksotisk og genkendelig, fordi de består af velkendte ord i sjældne sammensætninger. En sikker dosering af biord giver teksten tone af det talte sprog, en klang af noget dialektalt.

Sproget udvikler sig med fortællingen. Det første fremmedord springer i øjnene, så snart Jens er kommet til Nibe Skole. Indtil da fortælles der som i en af Johannes V. Jensens himmerlandsfortællinger. Ikke fordi man læste Jensen hjemme i Staun. Man levede i den virkelighed, som Jensen skrev om. Det er Sørensen selv, der nævner det. Det ville have været prætentiøs forlorenhed, hvis ikke Sørensen i sin beherskelse af formen havde kunnet overbevise sin læser om den mandjævning.

Bogen er et resultat af en række foredrag, som Sørensen har holdt i Vartov i København. De er blevet til på initiativ af Grundtvigs Forum, der for nogle år siden genoplivede en tradition, der blev indledt med række foredrag, som Grundtvig holdt hen over sommeren og efteråret 1838, oprindeligt annonceret som ”Forelæsninger over de sidste halvhundredeaars Historie”. Det var sønnen Svend Grundtvig, der fandt på titlen Mands Minde, da han udgav foredragene efter sin fars død. Sørensen fletter ikke verdenshistorien ind i sin egen. Kun hen mod bogens slutning behandles den udvikling, som verden er undergået i hans levetid. Han slutter med at reflektere over livet og dets afslutning. I hans levetid, skriver han, ”er hvert enkelt menneskes mulige ansvarsområde blevet voldsomt udvidet, langt hinsides det overskuelige.” Det stiller krav, der aldrig var på tale i Staun, hvor ansvaret bestod i at efterlade bedriften i god foderstand til arvingerne. Den verden kommer aldrig igen. ”At tage ansvar også for så mange flere efterkommere end lige vores nærmeste vil ikke længere være et abstrakt ideal. Men sådan at gøre sig ansvarlig, i stort og småt, ja, i kraft af ganske lidt og blot det ringeste håb, det kan igen – vil jeg tro – blive værd at leve for, og hjælpe enhver af os med at give ordet fra sig og til at dø med fred i sindet.”

(Kristeligt Dagblad den 18. september 2018)

Konkurrencestaten - en forældreløs succes

Ove K. Pedersen

Reaktionens tid. Konkurrencestaten mellem reform og reaktion.

Informations Forlag, 290 sider

I en relativt moden alder – han er født i 1948 – er Ove Kaj Pedersen blevet et varmt navn i den danske samfundsdebat. Han brød igennem til offentligheden for syv år siden med bogen om konkurrencestaten. Begrebet er ikke noget, han har fundet på. Det stammer fra den internationale sociologiske forskningslitteratur, som han havde stiftet bekendtskab med i sin egenskab af professor på CBS/Handelshøjskolen i København.

I bogen om konkurrencestaten var han faktisk ret kritisk over for fænomenet, men har fået et mere forsonligt forhold til den, og Pedersen deklarerer selv denne bog som et forsøg på rette op på de misforståelser, som den første bog affødte.

Konkurrencestaten, hvis opkomst vagt dateres til 1980erne, er i Pedersens forståelse en modifikation af velfærdsstaten. Den er netop ikke et (neo)liberalt projekt, der overlader alt til markedet. Tværtimod blev ”markedet nu gjort til en politisk institution. Det blev staten, der skulle sikre rammerne for den nationale konkurrencedygtighed, og virksomhedernes og husholdningernes ansvar at finansiere velfærden. Staten skulle mobilisere den enkeltes potentiale ved at stille uddannelse til rådighed for stadigt flere gennem hele livet. Individet havde på sin side et ansvar for at udnytte mulighederne.” Konkurrencestaten er altså med andre ord udtryk for en statsliggørelse af markedet, ikke en markedsgørelse af staten. Samtidig er der sket det, at hele uddannelsessektoren er blevet instrumentaliseret, således at børn fra de er ganske små opdrages til at blive soldater i konkurrencestatens tjeneste, som det hedder med en nu berømt og berygtet formulering fra Pedersens første bog, og som han nu ikke tager afstand fra, men dog holder ude i arms længde. Skolen for livet har i hvert fald trangere kår.

Der er udkommet to andre læseværdige bøger i år, hvis hovedpointe er, at velfærdsstaten næsten fra begyndelsen var et økonomisk og åndeligt fallitbo. Arne Hardis’ bog om Jørgen S. Dich viser, at det allerede i begyndelsen af 1970erne stod klart, at velfærdsstaten var udfordret på finansieringen, og Lasse Horne Kjældgaards Meningen med velfærdsstaten, der viser, at det allerede i midten af 1960erne stod klart, at forsøget på at forlene velfærdsstaten med en meningsgivende kulturpolitisk overbygning slog fejl. Det er en skam, at de er kommet så sent, at Ove Kaj Pedersen ikke har haft lejlighed til at inddrage dem i sine overvejelser, for de kunne have tjent som en klargørende baggrund for hans pointe nemlig, at mens det er lykkedes at løse det finansielle problem, som Jørgen Dich pegede på, er der ikke tilvejebragt noget svar på spørgsmålet, hvad meningen er med velfærdsstaten.

Pedersen stiller det op som en række af paradokser: ”Hvordan kan den danske konkurrencestat fremstå som en verdensstjerne, men samtidig udsættes for ubønhørlig kritik? Hvordan kan sammenlignende statistik vise, at Danmark har en konkurrencestat med en betydeligt – positiv – fordelingseffekt, mens debatten alligevel er rundhåndet med eksempler på ulighed, fattigdom og folkesygdomme. Hvordan kan sammenligninger vise, at Danmark har en effektiv offentlig sektor, der leverer høj kvalitet for stadig flere, mens debatten alligevel flyder over med skrækeksempler på misrøgtede patienter, brutaliserede relationer mellem borgere og offentlige medarbejdere? Hvordan kan sammenligninger vise, at danskernes tilfredshed med deres liv er højere end nogen anden befolknings og har været stigende siden slutningen af 1990’erne, altså under konkurrencestaten, mens debatten alligevel er grebet af et slags kollektivt mismod med argumenter om forringet livskvalitet, udbredt stress og tab af livsmod? […] Og hvordan, endelig, kan mange påstå, at den offentlige sektor er skåret til benet, mens omkostningerne til velfærdsydelser og -service aldrig har været højere?”

Mens det med konkurrencestatens modifikation af den skandinaviske velfærdsstat er lykkedes at skaffe medvind på alle de økonomiske cykelstier, er spørgsmålet, hvorfor konkurrencestaten har udløst en sådan kritik, ”selvom den har leveret velstand og velfærd, finanspolitisk holdbarhed, lighed og tryghed i verdensklasse?” Svaret er, at der ikke er tale om en finansieringskrise, men en legitimeringskrise. Igen er det en skam, at Pedersen ikke har haft lejlighed til at konsultere en tredje bog fra i år, Esben Schjørring og Michael Jannerups undersøgelse af forholdet mellem værdipolitik og fordelingspolitik efter 2001, hvor de stiller det afgørende spørgsmål, hvorfor fordelingspolitik ikke længere kan vinde valg? Schjørring og Jannerups svar er ikke nødvendigvis det rigtige, men spørgsmålet er begavet stillet, for det peger i netop den retning, som Pedersen kigger i. Konkurrencestaten løste velfærdsstatens økonomiske krise uden at sætte velfærdsstatens kerneopgave over styr. Det er i global, ja i europæisk sammenhæng, en helt enestående bedrift. Problemet er, at vælgerne ikke belønner dem, der løste dette problem, men dem, der fører valgkamp på en værdipolitisk dagsorden.

At Pedersen er så urutineret en pamfletist er charmerende, fordi han ikke har noget særligt kalkuleret forhold til, hvordan den offentlige debat fungerer. Det er på den anden side irriterende, fordi han tydeligvis ikke har nogen sikker fornemmelse af, hvem hans publikum er eller hvordan man mest hensigtsmæssigt skruer en tekst sammen. Hvis Ove Kaj Pedersen føler sig misforstået, har han først og fremmest sig selv at takke. I forordet takker han hjerteligt sine to forlagsredaktører for deres store indsats. Jeg tør slet ikke tænke på, hvilket skrummel af en tekst de fik indleveret til at begynde med. Han virker i passager som en, der ved et tilfælde er drattet ud af det berømte elfenbenstårn og nu lidt fortumlet står og forsøger at samle tankerne, så han med begge hænder kan øse af sin visdoms fylde for de tilstedeværende repræsentanter for den læsende offentlighed. Han har heldigvis for den anmelder, der forsøger at finde hoved og hale i bogen, en evne til at samle sine pointer i velturnerede aforismer, men de er øer af klarhed i et hav af snakkesalighed. Teksten kunne snildt halveres uden meningstab.

Faktuelt ryger der for mange finker af panden. Enevælden varede ifølge Pedersen 400 år. Den varede i Danmark under 200 år. Han mener, at ”fra 1969 er det kun chefer i centraladministrationen, der er ansat som tjenestemænd.” Det vil komme bag på de mange postbude, lokomotivførere, professorer, politibetjente, skolelærere og sognepræster, der også efter 1969 har været eller er tjenestemænd. Pedersen mener også, at værnepligten er indført i slutningen af 1800-tallet. Han bør nok lige læse op på Junigrundloven af 1849.

Til syvende og sidst er de spørgsmål, som Ove Kaj Pedersen tager op, imidlertid så vigtige, at drøftelsen af dem ikke må lade sig distrahere af hans manglende evne til at meddele sig i veldisponeret, kortfattet klartekst eller forholde sig samvittighedsfuldt til historiske kendsgerninger. Eller for at tale pedersensk: det er et paradoks, at en så vigtig og tænksom bog er skrevet så dårligt.

(Kristeligt Dagblad 4. september 2018. Enkelte rettelser i forhold til den trykte udgave

Veltalende uforsonlighed

Carsten Jensen

Kældermennesker. Om populisme og besværet med at være menneske

Politikens Forlag, 146 sider, 150 kroner.

Der hersker en bemærkelsesværdig enighed hen over den politiske midte om, at verden, som vi kender den, vil gå under. Forskellen består i, hvad årsagen menes at være. Lukker vi for mange muslimer ind eller for meget CO2 ud? Carsten Jensen hører til sidstnævnte kategori.

Bogens titel kunne godt give anledning til frygt for, at Carsten Jensen har taget sin gamle uvane op med at udskamme sine modstandere med brug af gloser hentet i ordforrådets mest skimlede kælderdepot. Han holder sig dog nogenlunde i skindet. Han er faktisk ikke i særlig grad ude efter den yderste højrefløj. De får da ganske vist et par bemærkninger med på vejen. Og Trump selvfølgelig. Andet ville sikkert også skuffe stamkunderne i Jensens holdningsbutik. Nej, det er de passive tilskuere, ”duknakkerne”, som han kalder dem – os – der er hans anliggende. Hvad er den menneskelige tilstand i dag? Panisk, svarer Jensen. Da historien blev erklæret afsluttet efter Muren fald, var det indlysende nok ikke rigtigt i konkret forstand, ser vi nu. Men det afgørende for Jensen er, at forventningen om et bedre samfund forsvandt dengang. Utopien døde, og tilbage var blot den enkeltes håb om at klare sig bedre. ”Når mange bække små nægter at forene sig i den strømmende flods kraft, løber de ingen steder hen, men ender med at blive opslugt af den altid tørstige jord. Privatiseringen af håbet betyder, at fællesskabets sidste skanse består i hadet og frygten.” Når historiens hjul drejer igen, går vi i panik, fordi de banker, hvor vi tidligere havde opsparet vores håb og forventninger, er gået fallit – mener altså Jensen. Politikken er død. Jensen demonstrerer sin pointe ved retorisk at stille spørgsmålet: giver det mening at slå en politiker ihjel? Nej, for politikere gør ingen forskel. Det gør den lille mand derimod.

Carsten Jensen har intet til overs for dagens politik eller politikere, og han er dermed et fortrinligt eksempel på det paradoks, som bl.a. Ove Kaj Pedersen peger på, nemlig at utilfredshed med systemet trives glimrende også i et velfungerende og rigt samfund, der systematisk påkalder sig alle andre landes misundelse. Og med sin hyldest til den lille mand og foragten for magthaverne ligner Carsten Jensen de populister, som han kritiserer. Han bærer selv ved til det bål, som fortærer politikken.

For ham er politikere en forskelsløs masse. Der er en tydeligere foragt for højrefløjen i almindelighed og de ”neoliberale” i særdeleshed, men der er ikke antydningen af varme følelser for nogen som helst med magt, og skaden er sket for længst: ”Med Margaret Thatcher begynder istiden i europæisk politik.” Og iskappen dækker hele kontinentet.

Jensen springer i bogens afsluttende afsnit ud som revolutionær kiliast, politisk apokalyptiker. Tøbruddet skal komme fra den ventede katastrofe: ”Klimaforandringerne forærer os muligheden for et helt nyt sprog og en helt anden måde at leve på. I erkendelsen af vores detronisering som skabningens herre ligger også en åbning. […] Vi finder sammen i et nyt fællesskab på tværs af alle grænser, eller det hus, vi bor i, vælter i det jordskælv, klimaforandringerne vil være for alt, hvad vi troede, vi vidste om livets betingelser. Det er den lokalitet i tiden, hvor vi alle ønsker at bo, fremtiden, som snart ikke vil findes mere, medmindre vi flytter vores selvopfattelse bort fra vækstens feberdrømme og forbrugerkulturens nu-bestemte hedonisme. Den populistiske iscenesatte modsætning mellem ’folket’ og ’eliten’ er ikke andet end et værtshusslagsmål i katastrofens forgård.”

Det er en sært diffus og virkelighedsfjern politisk ambition at have, at noget nyt skal fødes, når det gamle dør. Betænkeligt bliver det for alvor, når de eksisterende politiske, demokratiske institutioner, der er opbygget gennem generationer, ikke tildeles nogen rolle i denne proces.

Der er ikke et synspunkt i denne bog, som enhver med en Facebook-konto ikke er stødt på mange gange før. Forskellen er, at det er virkelig godt skrevet og skyldigt suppleret med henvisninger til Knausgaard, Rushdie, Dostojevskij (det er ham med kældermennesket) og hvor en spinatfugl ellers går og fouragerer. Anråbende, manende, bebrejdende, appellerende, besværgende maler Carsten Jensens retoriske mølle: ”Der skal robusthed til, når vi hvert år skal være vidne til, at tre-fire Titanic’er går ned i Middelhavet, især når det er isbjerget i vore hjerter, de er løbet på.”

Man kan med største lethed forudsige modtagelsen af denne bog. Der vil blive råbt de samme skældsord tværs over meningsforskellenes kløft som før. Carsten Jensen gør intet for at bygge bro, og han er helt uanfægtet, når han med profetens alvor forsvarer sin position. Hans håb om at løven vil æde strå som oksen, når katastrofen kommer, er imidlertid et tomt postulat. Hans veltalenhed kan ikke skjule uforsonligheden, og det er ikke mindst selvhøjtidelighed, der giver alvoren tyngde. Men hold nu op, hvor er det godt skrevet.

(Kristeligt Dagblad 1. sept. 2018. Det sidste lange citat blev forkortet i avisen, og rubrikken er en anden.)

Lundbye!

Johan Thomas Lundbye 1818-2018
Værker fra private samlinger. Bispegården Kalundborg, 11. aug. til 2. sept. 2018

Johan Thomas Lundbye blev født i Kalundborg i 1818. Han døde ved en vådeskudsulykke i 1848, da han havde meldt sig som frivillig i Treårskrigen og tilhører dermed den lille klub, som digteren Morten Nielsen knap 100 år senere tilsluttede sig. Begge har de noget ren- og ufærdigt over sig. Lundbye nåede at udfolde sit talent mere end Nielsen, men man må jo græde snot over alle de billeder, som han ikke fik malet.

Lundbye er repræsenteret på alle de museer, der hævder at sige noget kvalificeret om Guldalderen. Alligevel er det påfaldende, at der findes så mange malerier og især tegninger i private samlinger af så høj en kvalitet, som indtil nu har været utilgængelige for offentligheden. Så meget desto mere prisværdigt er det, at denne udstilling er kommet i stand.

J. Th. Lundbye. Italiensk ged, 

detalje. Fra udstillingen. 

Eget foto.

Katalogens knap 100 numre er ordnet tematisk. For det første er der portrætterne af ham selv og af mennesker han omgikkes. Hans portrætter synes opstået af interesse snarere end opdrag. Fremtrædende er hans malede portræt af morbroderen Honoratus Bonnevie, der var sognepræst i Vallekilde, hvor Lundbye under sine besøg fandt nogle af sine mest berømte motiver. Dernæst kommer køerne. Det er et af Lundbyes mest originale bidrag til kunsthistorien, at han opdagede de sanselige værdier i malkekoen og dens stald, som han opdyrkede konsekvent som motiv. Tredje kategori er andre dyr. I udstillingen udgør hans portræt af en italiensk ged dog et hovedstykke.

Husdyrene blev af Lundbye ofte indsat som rekvisit i landskabsbilledet, hvoraf udstillingen har nogle eksempler, f.eks. et tegnet prospekt fra Tisvilde. De udgør fjerde kategori af billeder. Dernæst følger motiver fra rejsen til Italien 1845-46. De er vidnesbyrd om Lundbyes overordentlige talent og det forhold, at han var hjemmefødning. I modsætning til andre af sine samtidige blomstrede Lundbye ikke i Italien. Han visnede. Sidste kategori er "Illustrationer og skriblerier", der viser Lundbyes tænksomhed og åndsnærværelse som illustrator og dagbogsforfatter.

J. Th. Lundbye (tilskrevet): 

Ged. Privateje.

Eget foto.

Mange gode kræfter har medvirket til at få virkeliggjort denne udstilling: Kalundborg Kunstforening, Birthe og Jens Hartvig Jørgensen, den utrættelige Palle Bruun Olsen, Maja Lisa Engelhardt foruden adskillige fonde, virksomheder og Kalundborg Kommune.

Det er ganske imponerende, at det er lykkedes at sammensætte en udstilling med så mange og så gode værker, hvoraf ingen tilhører offentlige samlinger. Lundbye var ikke Eckersberg. Men på mange måder var han i højere grad end sine samtidige inkarnationen af de idealer, som knyttes til Guldalderen, og udstillingen på Bispegården er derfor et væsentligt bidrag til historien om Guldalderens kunst.

Bispegården i Kalundborg. Eget foto.

(Anmeldt til denne blog august 2018)

Velfærdsstatens formål

Lasse Horne Kjældgaard, Meningen med velfærdsstaten, Gyldendal 2018

Udgør velfærdsstaten et formål i sig selv eller er den et middel til noget højere? Spørgsmålet kan synes enkelt at besvare, for alle kan blive og har hele tiden været enige om, at dækningen af de rent materielle behov – regnet nedefra og op i Maslows behovspyramide – ikke udtømmer menneskets krav til tilværelsen. Der skal noget mere til. Når spørgsmålet imidlertid forbliver ubesvaret, skyldes det, at der er et næsten tragisk anstrøg over foretagendet. Jens Otto Krags historie illustrerer problemet meget godt. På højden af sin politiske karriere med et flot CV bag sig og en nylig sejr i form af indmeldelsen i EF at vise frem valgte Krag at give magten fra sig for at hellige sig, hvad han egentlig ville: at være forfatter. Det tragiske består i, at hans præstationer ikke kunne stå mål med hans ambitioner, og han hensank i mismod og druk. Dette modsætningsforhold var motoren i Bo Lidegaards fortælling om Krag. Han spidsvinklede nok sin pointe, for helt så ilde gik det jo faktisk ikke Krag, men historien tjener til anskueliggørelse af den gennemgående pointe: Velfærdsstaten giver kun mening for så vidt den skaber forudsætning for noget, der rækker ud over den blotte opretholdelse af den fysiske eksistens, men så snart dette søges virkeliggjort, synes det at slå fejl.

En af de første forekomster af ordet

velfærdsstat på dansk var en artikel i

Demokraten Aarhus 17. maj 1911.

Her sidestilles velfærdsstaten med

kulturstaten som en modsætning

til den militariserede stat.

Lasse Horne Kjældgaards anslag til denne store undersøgelse af forholdet mellem velfærdsstaten, dens idégrundlag og dens fortolkere, fortalere og modstandere begynder et uventet sted, diskussionen mellem Georg Brandes og Harald Høffding om Nietzsche under overskrifterne ”Aristokratisk Radikalisme” (Brandes) og ”Demokratisk Radikalisme” (Høffding). Brandes mente – i et opgør med den utilitarisme, som han selv havde markedsført få år tidligere – at samfundets lykke ikke var alles lykke. Tværtimod måtte det være den enkeltes opgave at leve ”til Fordel for de sjældneste og værdifuldeste Eksemplarer af Menneskeslægten.” Høffding forsvarede utilitaristen Bentham mod Brandes’ elitære tankegang og samlede utilitarismens begreber om lykke og nytte i begrebet velfærd. Dermed er der sat nogle grænsepæle til at arrondere det terræn, hvor vores forståelse af spørgsmålet udspiller sig. Hvis vi følger Brandes, må det være således, at nogle er mere værd end andre. Følger vi derimod Høffding, får velfærdsbegrebet vanskeligt ved at pege ud over sit eget nivellerende selv.

Kjældgaard hævder ikke, at Høffding forudså eller konciperede velfærdsstaten. Det er en central pointe i bogen, at velfærdsstaten er født med et fortolkningsunderskud. I modsætning til så mange andre tænkte eller virkeliggjorte samfundstyper har velfærdsstaten ikke et grundlæggende manifest eller en fast ideologi, hvoraf den er rundet. Hermed afliver Kjældgaard også den tanke, at velfærdsstaten skulle være et særligt marxistisk foretagende. Ikke engang i de socialdemokratiske parti- eller principprogrammer fra 1930erne og 1940erne foregribes velfærdsstaten i sin endelige udformning med nogen særlig klarhed.

Denne mangel skabte imidlertid også en fortolkningsåbning, som gav mulighed for, at også andre end de ansvarlige politikere kunne give deres besyv med. I en traditionel politisk historieskrivning søger man vejen fra ideernes tilblivelse og disse ideers omsætning i principielle og operationaliserbare politiske programmer med henblik på skabelse af den lovgivning og forvaltningspraksis, som har haft konkret betydning for borgerne. Kunstnere har som regel ikke haft noget særligt at skulle have sagt i den proces. Sådan gik det ikke velfærdsstaten. Begrebsliggjort blev den først, da den var en kendsgerning, og så var kunstnernes udlægning jo lige så god som enhver andens, når det handlede om at finde meningen med velfærdsstaten. 

Det er synd at sige, at den fik en velvillig tolkning, måske bedst udtrykt i Svend Methlings film, Vi er alle sammen tossede, fra 1959 om den lille mand, der kommer i klemme i både skatte- og behandlervæsen. I Klaus Rifbjergs og Palle Kjærulff-Schmidts film Weekend fra 1962 bliver den af velfærdssamfundet tilvejebragte fritid ikke ramme om meningsfuld livsudfoldelse, men fællesskabets opløsning i kedsomhed og vold.

Velfærdsstaten var ellers af nogle af dens hovedarkitekter tænkt i en alliance med kunsten og kunstnerne ud fra den forestilling, at netop de ville kunne sætte ord og billeder på det mere, som borgernes opmærksomhed kunne rettes mod, når den timelige velfærd ikke længere var et problem. Kulturen fik sit eget ministerium i 1961. Socialdemokrater som Jens Otto Krag og K.B. Andersen advarede på hver deres måde om, at kulturpolitikken udviklede sig i retning af dyrkelse af en georgbrandesk kulturelite. Ikke desto mindre kom det som et chok for de fleste, da den folkelig modstand mod Statens Kunstfonds første uddelinger i 1965 brød ud. Alliancen mellem dem, der vidste at statslig indkomstudligning ikke bærer formålet i sig selv, og dem, der formodedes at have ressourcerne til at udligne dette meningsunderskud, brød sammen, fordi kunstnerne i vælgernes øjne producerede meningsløshed og ikke mening.

Identifikationen af dette øjeblik som afgørende i velfærdsstatens udvikling, er en af denne bogs centrale fortjenester som historisk afhandling betragtet. Normalt beskrives velfærdsstatens krise som en funktion af de finanspolitiske kalkuler, der fik politisk virkning fra og med Perspektivplan I fra 1971 og den svigtende vælgeropbakning til de systembærende partier ved folketingsvalget i 1973. Socialdemokratiet har ikke formået ”at tegne konturerne af det samfund, der skal følge efter velfærdssamfundet”, som Anker Jørgensen skrev i 1974. Siden dengang er lignende betragtninger om Socialdemokratiets mangel på ”visioner” af analytikere og kommentatorer blevet markedsført som dybsindigheder uden at nogen har været i nærheden af at løse det af Anker formulerede problem.

Lasse Horne Kjældgaards afhandling dokumenterer, at der har været en tro på, at der måtte være en mening med velfærdsstaten. Den dokumenterer også, at langt de fleste kunstnere, der har tematiseret velfærdsstaten i deres værker, viser dens meningsløshed snarere end dens mening. Endelig viser afhandlingen, at politikerne efter 1965 ikke længere kunne betragte kunstnerne som åbenlyse og naturlige allierede. Statens Kunstfond er stadig virksom, nu blot ikke længere som finansiering af en meningsgivende overbygning til et nationalt, socialpolitisk projekt, men som branchespecifikt supplement til velfærdsstatens almindelige kompensation for indtægtsbortfald. Kunstfondens livsvarige ydelse består i dag maximalt i et beløb svarende til bistandshjælpen. Den kunstneriske elite udmærkes altså med et indtægtsreguleret beløb, der pr. definition svarer til det officielle eksistensminimum. Det er en salomonisk mægling mellem Brandes og Høffding. Den kunstneriske elite er glad, og ingen kan med tungen lige i munden være misundelig på de tilhørende privilegier.

Problemet at skaffe et udkomme til de dygtigste kunstnere er måske løst. Det noget større spørgsmål er imidlertid forblevet ubesvaret. Staten kan udligne indkomstforskelle og sikre borgerne et eksistensminimum, men den kan ikke forlene borgernes tilværelse med mening. Socialpolitik er ikke værdipolitik. Man kan måske sige, at centrum i fremtidens politik udgøres af dem, der formår at skabe den størst mulige fællesmængde mellem værdipolitik og socialpolitik.

(Anmeldt til denne blog juli 2018)

Mongolske nomader

På Djengis Khans stepper – Mongoliets nomader, Moesgaard Museum

Med denne udstilling fastholder det nye Moesgaard Museum sit høje ambitionsniveau som hjemsted for kulturhistoriske særudstillinger af internationalt tilsnit. I dette tilfælde drejer det sig om en dansk samling, og endda en samling, der tilhører Nationalmuseet, der har en hel række af succesfulde særudstillinger bag sig. Men Nationalmuseet har af økonomiske årsager nedtonet sin særudstillingsvirksomhed, og så er initiativretten altså overgået til Aarhus. Og det er et modigt initiativ, for det er ikke et emne, der synes at have en stærk publikumsappel. Det burde det have.

Genstandene, der er suppleret med enkelte indlån fra andre museer, blev indsamlet af Henning Haslund-Christensen på to ekspeditioner til Mongoliet i Mellemkrigstiden. For de flestes vedkommende er der tale om uspektakulære og ganske almindelige hverdagsting som redskaber og tekstiler af håndværksmæssig tilvirkning og jævne materialer, men netop af den grund har så få kunnet se værdien i dem, og derfor er så få bevaret og derfor er denne samling enestående. Selv i Mongoliet savner de noget tilsvarende. Man har ganske enkelt ikke skønnet på dem i tide.

Man føres ind i udstillingen via en korridor, der efterligner gangen i en passagervogn på den transsibiriske jernbane. På skærme får man indtryk af vejrliget og landskabet, som man rejser igennem for at nå Mongoliet. På den måde transporteres den besøgende fra Moesgaard Museums spritmoderne foyer til en anden verden adskilt i tid og sted fra den, som kendes fra den lille maleriske halvø på det eurasiske kontinents vestlige kyst, som kaldes Jylland.

Der gives først og fremmest en introduktion til de mongolske nomaders hverdagsliv. Den besøgende får indtryk af at træde ind i et af de runde telte, der er karakteristisk for de mongolske steppenomader. Man er så at sige med antropologen på feltarbejde. Det mongolske telt, kaldet en ger, er stateligt og kan rumme en hel familie, men samtidig kan det skilles ad i sine bestanddele og transporteres på den robuste, centralasiatiske kamel, når nomadefamilien skal rejse fra sted til sted for at finde græsning til de dyr – heste, geder, får, køer og altså kameler - der udgør deres levevej og en integreret del af husholdningen.

Udstillingen viser alle aspekter af mongolernes liv- og forestillingsverden. Den er indlevende i en grad, så den nærmer sig en identifikation med sit emne. Det er det mongolske nomadeliv set indefra, nærmest som en nutidig, levet virkelighed. Kronologien er næsten væk. Kun meget få af genstandene er f.eks. dateret, og udstillingsteksterne er skrevet i nutid. Man får at vide, hvad denne ske, denne skammel eller dette stykke kameluld bruges til - som om tiden har stået stillet på de mongolske stepper i mere end 1000 år. Identifikationen tenderer til harmonisering. Der gives et idealiseret billede af mongolernes liv befriet for konflikter, krig, sult og lidelse – eller påvirkninger udefra.
Man får heller ikke meget at vide om Djengis Khan. Han optræder kun, fordi han er genstand for en personkult blandt mongolerne, og når den besøgende inviteres til at sætte sig ved det imiterede lejrbål i midten af den forestillede ger for at høre om den store mongolske kejser er det den mongolske myte om helten Djengis Khan, man får i hørebøfferne. Mongolerne dyrker (dyrkede?) imidlertid også shamanisme, samtidig med, at de tilsyneladende også var/er buddhister.  Hvordan det lige hænger sammen, forbliver uoplyst. Men de udstillede shamandragter er ikke desto mindre fantastiske.
Det er lykkedes at skabe et indbydende design, der lader Haslund-Christensens samling komme til sin ret. Det hverdagslige har fået en iscenesættelse som var der tale om kronjuveler. Men det er jo netop også pointen. Genstandene er juveler fra Nationalmuseets etnografiske samling. Som sådan er der tale om en vellykket særudstilling, og man kan godt undre sig over, at det skulle tage så lang tid at virkeliggøre en så indlysende god idé. Men det bliver også lidt for poleret og støvfrit, en beundrende skildring af en livsverden ikke blot adskilt fra vores i tid og sted, men nærmest en idyl løsrevet fra tid og sted. Det er svært at forestille sig, at det kan være så fredfyldt at være nomadisk kvægbonde på de centralasiatiske stepper, og det er svært at forestille sig, at mødet med det 20. og 21. århundredes modernitet ikke har ført til konflikt og forandring.

Har man lagt vejen forbi Moesgaard, skylder man også sig selv at besøge en lille udstilling på etagen under særudstillingssalen lavet af en gruppe antropologistuderende, der har fortolket videre på nomadetemaet ved at skildre f.eks. skilsmissebørns vandring mellem forældrene, lastbilchaufførens liv på landevejen eller kolonihaveejerens årstidsbetingede vandring mellem havehus og helårsbolig. Det er sjovt tænkt og godt udført, og det forlener mongoludstillingen med en interessant, reflekteret kontekst, som den besøgende kan identificere sig med og tage med ud i Moesgaard Museums foyer og videre ad de stier, som vi betræder for at forrette vores hverdagslige ærinder.

(Kristeligt Dagblad 30. juni 2018)

At studere mennesket er en opgave der bærer formålet i sig selv

Ole Thomsen, Frygt ikke frihed – Om humanisme og humaniora, Forlaget Vandkunsten, 222 sider

 Det er tydeligvis en sprogmand, der har skrevet denne bog. Glæden ved det syntaktiske filigranarbejde står op fra dens sider som f.eks. fra første sides programerklæring:

”I humanismen som verdens- og menneskeanskuelse ligger […] overbevisningen om, at der findes noget i mennesket, som er højere end mennesket, men som det samtidig oplever og erfarer som sit inderste og sande væsen: det virkelige menneskelige, det os forenende, det os overtræffende. Man kan blive klog på sig selv ved at læse sine egne tanker og drømme i en vens hjerte.”

Hvor ofte ser man udsagnsordenes lange tillægsform anvendt med tilsvarende lethed på dansk? Ole Thomsen (f. 1946) er pensioneret docent i klassisk filologi på Aarhus Universitet, så form- og genrebevidsthed er ham naturligvis ikke fremmed. Thomsens sproglige ekvilibrisme bliver imidlertid også bogens svaghed, fordi han kommer til at afbryde sine egne rammende formuleringer med andre rammende formuleringer, således at tankens strøm ikke flyder i fuld bredde, men har en tendens til at kondensere til aforistiske suppeterninger af mættet og uforløst refleksion.

Det kræver altså en indsats fra læseren at forstå forfatterens anliggende og tegne de dertil hørende større linjer. Bogens selvbiografiske elementer er en hjælp. Thomsen udreder selv sin akademiske genealogi, idet han er elev af Franz Blatt, der var elev af den eminent lærde filolog J.L. Heiberg (ikke at forveksle med litteraten og Johanne Louise Heibergs mand), der var elev af den lige så eminente filolog og undervisningspolitiker J.L. Madvig, der som minister gennemførte en afgørende reform af den lærde skole, altså gymnasieskolen, i 1850. Kun tre akademiske generationer skiller altså Thomsen fra Guldalderens lærdoms- og dannelseskultur, der anså tilegnelsen af den klassiske græske og romerske litteratur som en nødvendig forudsætning for at blive et oplyst, tilregneligt og anstændigt menneske – eller hvad der almindeligvis omtales som det klassiske dannelsesideal, blandt dannelseshistorikere mere præcist betegnet som ny-humanismen.

Samtidig betegner Thomsen landbrugeren Mette Olsen fra Tved, hvor han er vokset op, som sin væsentligste lærer. Hun var noget så enkelt som en uskolet, læsende begavelse, der tog det på sig at bidrage til den lille Oles dannelse i 1950ernes Djursland. Det vil sige, at den aristokratiske arrogance, der er den klassiske dannelses indbyggede risiko, opvejes af en hverdagslig og i ordets egentlige forstand jordnær pragmatisme. I portrættet af Mette Olsen knytter Thomsen for alvor det partikulære til det universelle og viser glimt af sin egen menneskeligheds fylde. Og så fik han ad denne vej antagelig sans for det grundtvigske.

Thomsen ser denne metteolsenske livs- og verdensanskuelse spejlet i græsk og romersk tradition, især den kyniske og stoiske filosofi, Diogenes, Seneca m.fl. Mens humanismen af den lutherske teologi ofte kritiseres for at være menneskets selvforgudelse, har Thomsen intet udestående med kristendommen: ”Der er et religiøst moment i troen på menneskehed og menneskeværd og i forvisning om hver enkelt sjæls umistelige værdi. En Religiøs kerne er der også i livsanskuelsen humanisme, når man forstår den som overbevisningen om, at der findes noget i mennesket, som er højere end mennesket, men som det samtidig oplever som sit inderste og sande væsen: det ægte menneskelige.”

Humanismens indgang til det kristelige finder Thomsen i skabelsesteologien især hos Grundtvig, der i kraft af sin understregning af gudbilledligheden havde et for en erklæret lutheraner påfaldende lyst syn på mennesket. Til gengæld er Thomsen lidt mere skeptisk over for Løgstrups skabelsesteologi. Bogen rummer en interessant tolkning af Løgstrups berømte essay fra 1950, ”Humanisme og kristendom”, idet Løgstrup ifølge Thomsen fastholdt modsætningsforholdet mellem de to. Det er en pointe, der har betydning for forståelsen af Løgstrups samtidige opgør med Tidehverv, men også her bliver Thomsen lidt for kort for hovedet. Tilsvarende afsnuppet bliver diskussionen med to andre væsentlige samtalepartnere, Vilhelm Grønbech og Johannes Sløk, der var henholdsvis kulturpessimist og misantrop; endnu to suppeterninger, der venter på en gryde med kogende vand.

Det er ikke en debatbog som sådan, Thomsen har skrevet, men den har tydeligvis brod. Han modsætter sig f.eks. den instrumentalisering af de humanistiske fag, der kendetegner uddannelses- og forskningspolitikken. At studere mennesket er en opgave, der bærer formålet i sig selv. Det er en umistelig del af humanioras forudsætninger, men altså også kun en del. Thomsens synspunkt er klassisk forstået på den måde, at det stammer fra en bestemt faglig tradition, den klassiske filologi, der i sagens natur er meget optaget af den oldgræske og romerske litteratur. Verden er heldigvis blevet en del større og humaniora væsentlig mere mangfoldig, siden dette specifikke dannelsesideal blev kanoniseret for mere end 200 år siden. Under alle omstændigheder bidrager Ole Thomsen med denne bog til, at den fremtidige diskussion om humanisme og dannelse kan foregå på et oplyst grundlag.

(Kristeligt Dagblad 12. juni 2018)

Populisme som form og indhold

Anna Libak, Forstå populismen!, Gyldendal, 190 sider

For to år siden udkom Jan-Werner Müllers bog, hvad er populisme?, på dansk. Heri definerer han populisme som den politik, der hævder at repræsentere det egentlige folk, og som ønsker at bekæmpe en korrumperet elite. Anna Libak afviser ikke denne definition fuldstændig, men mener ikke at den rammer populismens essens. Hun kritiserer især Müller for den vurdering, at populismen er potentiel antidemokratisk. For Libak er populisme en politisk form, der kan fyldes med et hvilket som helst politisk indhold. At der findes u- eller antidemokratiske populister som Putin eller Erdoğan inkriminerer altså ikke de populister, der opererer inden for demokratiets rammer, mener Libak.

I stedet definerer hun populismen ud fra et af dens andre kendetegn, nemlig krænkelsen: ”I populismen er der onde og gode, helte og skurke, ofre og gerningsmænd. Det er en magtstrategi, som bruges af politikeren til at vinde sympatien over på sin side ved at tale de sagesløse ofres sag over for en hensynsløs overmagt.” At definere populismen som en magtstrategi bygget på fortørnelsens styrke, sætter Libak i stand til at inkludere den identitetspolitik, der er fremherskende på venstrefløjen, i sin definition. Det er den praksis, der er opstået på amerikanske universiteter, hvor minoriteter skal beskyttes mod krænkelser af enhver art, selv sådanne der for nogle måtte synes at falde under bagatelgrænsen. Inden for denne definition er forskellen mellem højre- og venstrepopulismen den, at højrepopulismen har sat sig for at forsvare ’det tavse flertal’, mens venstrepopulismen forsvarer de sårbare mindretal. Libak mener ikke, at denne forskel er af særlig stor betydning, for begge parter dyrker en krænkelseskultur, hvor identiteten og ikke argumentet udgør den politiske platform. For højrepopulismen er det den nationale identitet, for venstrepopulismen er det kønnet, seksualiteten eller hudfarven.

Og så kommer vi til det, som denne bog vel egentlig handler om, nemlig hvad Libak betragter som årsagen til populismen: globaliseringen. Den var drevet frem af den optimisme på det liberale demokratis vegne, der opstod ved afslutningen af Den kolde Krig, og den blev ideologiseret til noget, som Libak døber globalismen. Den byggede på en tro på, at kulturelle forskelle og konflikter ville blive mindsket ved øget økonomisk og menneskelig samkvem landene og kontinenterne imellem og at dette er en nødvendig eller uafvendelig udvikling. Det har vist sig ikke at være tilfældet. Tværtimod har det forårsaget en række problemer, som vi bør tage alvorligt, og populismen er kun et symptom på disse problemer og ikke problemet i sig selv, mener Libak.

Hvis man som denne anmelder hælder til Jan-Werner Müllers analyse, er den åbenlyse indvending imod Libaks definition, at hun gør sig skyldig i en Verharmlosung af populismen, fordi hun afviser, at den har nogen systemisk betydning. Populisme er ifølge Libak ”nye partiers børnesygdom, som i de fleste vestlige lande kan kureres med magt og indflydelse. For med magten følger ansvaret, og hvis noget er galt, er det pludselig også ens egen skyld.” Her kunne Libak med fordel studere Esben Schjørring og Michael Jannerups bog, Værdikæmperne, om udviklingen i den politiske kultur under Anders Fogh (anmeldt her i avisen 16. januar i år). De viser, at en værdipolitik i slægt med populismen har undergravet det parlamentariske system, konkret og lidt forenklet forstået således, at populisterne høster stemmerne, mens de regeringsbærende partier slides i stykker. Dansk Folkeparti kan godt blæse og have mel i munden. I USA ser vi for tiden det antageligt bedste eksempel på Müllers pointe, nemlig at populismen på besynderlig vis immuniserer sig selv imod moralsk kritik, selv når den tager magten og handler åbenlyst umoralsk. Systemforagten er ikke blot en facon, men en substantiel del af politikken og dermed også en del af problemet. Libak gør ret i at pege på, at det ikke må skygge for det forhold, at de store udfordringer, som Vesten står over for, er globale. Det er f.eks. ikke populisternes skyld, at indvandringen fra Mellemøsten og Afrika skaber problemer i Europa, sådan som nogle politikere hævder. Men man behøver heller ikke - som Libak gør det - forklejne populismen som fænomen eller problem for at gøre det synspunkt gældende.

Bogen slutter med syv gode råd til dagens politikere og os andre. De handler om at tage globaliseringens problemer alvorligt, ophøre med at tro, at globalisering er den eneste rette vej, at erkende at kultur og kulturelle forskelle har betydning, at udligne de store indkomstforskelle, og at grave færre grøfter i den offentlige debat. Hvad det sidste ideal angår, lever forfatteren op til sin egen forskrift. Hun argumenterer sagligt og lødigt for sin sag og bekræfter med denne bog, at den offentlige debat i Danmark ville være dårligere stillet uden Anna Libaks bidrag. Hun er en af dem, der er værd at lytte til.

(Kristeligt Dagblad 1. juni 2018)

kære Sven, kære Ole

Det ville være borgerkrig, om vi to blev sat op mod hinanden. En brevveksling mellem Ole Wivel og Sven Havsteen-Mikkelsen, Gyldendal, 200 sider

Var digteren og forlæggeren Ole Wivel (1921-2004) nazist i sin ungdom? Og fortiede han dette forhold i første bind af sine erindringer, Romance for Valdhorn, fra 1972? Det er spørgsmål, der har beskæftiget den læsende offentlighed i en snes år nu.

Wivel fortæller selv i sine erindringer, hvordan han som ung mand blev draget ind i tryllekredsen omkring den østrigske litterat og boheme Fritz Waschnitius, der samlede et hof – kaldet Ringen – af unge skønånder omkring sig. Wivel beretter om sig selv som en æstetiserende sværmer, der under indtryk af Vinterkrigen, Sovjetunionens angreb på Finland i 1939, dyrkede den heroiske livsanskuelse i tryg afstand fra fronten. Han skildrer også, hvordan Waschnitius i stadig højere grad efter 9. april 1940 tilsluttede sig nazityske værdier, og hvordan han selv på et tidspunkt brød med Ringen.

Mistanken om at Wivel havde pyntet på sandheden blev rejst af Jørgen Hunosøe i en tidsskriftartikel i 2000, mens Wivel endnu levede. Hunosøe baserede sin analyse på en læsning af Wivels tidlige digte, men han havde antagelig også kendskab til andet materiale, som havde ledt ham på vej. Wivel svarede igen, ikke i tidsskriftet, men i en pamflet udgivet på Poul Kristensens Forlag. Han afviste på det bestemteste at have været nazist, idet han definerede nazismen som ”en politisk ideologi utænkelig uden racisme og antisemitisme, uden censur, ensretning, terror og anbringelse af ’fremmedelementer’ i befolkningen i kz-lejre.”

Jyllands-Posten kunne imidlertid i 2001 offentliggøre et digt fra august 1941, som Wivel havde skrevet i anledning af Tysklands invasion af Sovjetunionen: ”Nu kalder korset: danske mænd!/ Til kamp til kamp for fælles sag:/ Germaner Goter Cimbrers dag/Skal gry igen … […] Mod alt som intet offer vil/ Sig løfter Stor-Germaniens sang /Paa sejrsørnens vingefang/ Ad himlen til –”.

Digtets centrale tema var en hyldest til fortsættelsen af Vinterkrigen, Finlands forsøg i alliance med Tyskland på at revanchere nederlaget til Sovjetunionen, men det var samtidig også præget af en mere udvidet sympati for den selvforståelse, der lå bag den tyske indsats på østfronten. I dette digt, der aldrig blev publiceret i samtiden, kom Ole Wivel antagelig tættest på at identificere sig med værdier, der ganske vist ikke hørte til hans egen definition af nazismen, men som ikke desto mindre indebar, at han tog stilling til fordel for Nazityskland. Wivel opfordrede entydigt til at gå ind i krigen mod den gule fare fra øst: ”I fimbulnatten finske mænd/ med unge smil til døden lo: / nu vrister de af gulen klo/ et land igen”.

Per Øhrgaard har fået adgang til Ole Wivels klausulerede arkiv og har af boets litterære eksekutorer, Wivels to døtre, fået lov til at udgive Wivels brevveksling fra årene 1940-1948 med den lidt ældre maler Sven Havsteen-Mikkelsen (1912-1999). Øhrgaard lægger tingene redeligt frem og sætter omhyggeligt oplysende noter, hvor brevene er for indforståede. Til oplysning og efterretning aftrykker han også det ovenfor omtalte digt – plus et tilsvarende fra 1939 – samt de relevante kapitler fra Wivels erindringer.

Spørgsmålet er så, hvor meget klogere vi er på den unge Ole Wivel i kraft af denne udgivelse? Først og fremmest føjes der kontekst og sammenhæng til billedet af et ungt menneskes udvikling fra talentfuld og påvirkelig digterspire til forlægger og medstifter af det navnkundige tidsskrift Heretica. Der er tale om et litteraturhistorisk dokument. F.eks. kan man følge Wivels langsomme tilnærmelser til kristendommen og dermed til Havsteen-Mikkelsens livsanskuelse ret nøje.

Dernæst dokumenteres det, at Wivel selv opfattede det som et problem, at han havde været indfanget af Fritz Waschnitius’ karisma. Det fremgår af et brev af 20. september 1943 fra Wivel til Sven Havsteen-Mikkelsen, hvor Wivel beder om forsoning efter to års pause i brevvekslingen og venskabet. Wivel henviser i brevet direkte til frygten for at blive identificeret som nazist. I et brev skrevet i julen 1947 udvides denne bevidsthed til et egentligt selvbiografisk beredskab: ”Det blev jo min skæbne i en meget ung og modtagelig alder at komme under indflydelse af Fritz, hvis styrke (der ikke udelukkede katastrofale svagheder) for mig blev overordentlig farlig. Det bragte noget falsk ind i mit liv, som var saa hemmeligt sammenslynget med noget ægte, at udredningen blev pinefuldt selvransagende. Hvor forbandet, netop i de aar, da tilværelsesdrømmen undfanges i os og skal bestaa i mødet med realiteterne, at faa denne drøm forgiftet.”

Denne pinefulde selvransagelse offentliggjorde Wivel allerede som 51-årig i form af erindringsværket Romance for Valdhorn i 1972. Det er i sig selv et vidnesbyrd om en bemærkelsesværdig meddelelsestrang. I lyset af, hvad vi i dag ved, er det let at se, hvad Wivel fortiede. Men på den anden side gør det indtryk, hvad han faktisk fik med: Fascinationen af finnernes krig, den passive dyrkelse af heroismen, mistanken om den nazistiske affinitet osv. Han må have haft indtrykket af at have lagt alle kort på bordet. Så meget desto hårdere har Hunosøes beskyldninger ramt.

Øhrgaard sammenligner Ole Wivel med Günther Grass og mener, at begges erindringer er præget af en skam, der gærer i tavshedens medium. Men Wivels tavshed var i givet fald forklædt i de ord, som han beherskede så fuldkomment. I dag kan vi godt se, hvad de betyder, men læseren anno 1972 kunne ikke nødvendigvis se, at han drak af ”mindets søde gift i gyldne bægre”.

Når Wivels erindringer fremstår som fortielser, skyldes det især, at de fordunkler begivenhedernes rækkefølge. Kronologien er sløret, således at Wivels opgør med Ringen synes at foregå tidligere end det sandsynligvis gjorde. Men at der var et opgør, kan der ikke herske tvivl om, og meget tyder på, at Wivels ”tyske besættelse” ophørte, mens han aftjente sin værnepligt hos gardehusarerne i Næstved i 1941-42. At heroisk soldatermæssig livsførelse indebar, at man fik vabler på fødderne og sov på sovesal med folk fra provinsen, har antagelig haft en ædrueliggørende effekt på det unge menneske.

Det er en smuk, lille bog. Gyldendal har fundet tilbage til den enkelthed, der kendetegnede forlagets udgivelser, da Austin Grandjean regerede den grafiske afdeling og Ole Wivel sad i chefens kontor. At der ikke er fundet plads til hverken litteraturliste eller register er for udgivelser af denne karakter helt uforståeligt.

(Kristeligt Dagblad 30. maj 2018)