Stalinismens fascination


Chris Holmsted Larsen: Den folkekære stalinist. En biografi om Carl Madsen
Da Bent Jensen udgav sin bog om stalinismens fascination i 1984, faldt den som en bombe i store dele af det politiske og kulturelle Danmark. Jensens greb var enkelt, nærmest simpelt, men effektivt: han citerede, hvad fremtrædende danskere havde sagt og skrevet om Stalin og Sovjetunionen. Der var mange, der ikke brød sig om at blive mindet om, hvad de havde sagt. Carl Madsen (1903-1978)er en af de hyppigst citerede i bogen. Han var jurist og medlem af Danmarks kommunistiske parti fra 1928 til han blev ekskluderet i 1975, få år før sin død. Noget af det interessante ved Madsen er, at han livet igennem stod ved sin stalinisme. Det gjaldt langt fra alle kommunister, især ikke dem, der siden gik over til SF. Madsen havde været død i seks år, da Jensens bog udkom, så hvad han havde at sige i den anledning, ved vi ikke. Det havde antagelig været både spydigt og intelligent.

I overført betydning er fascinationen af stalinismen fortsat.  Der er i de seneste år udkommet den ene biografi efter den anden om fremtrædende og mindre fremtrædende kommunister som Hans Scherfig, Mogens Fog, Otto Melchior, Børge Houmann, Børge Thing, Aksel Larsen, Arne Munch-Petersen m.fl.
Andre partier nyder ikke nær samme opmærksomhed blandt historikere. Mange helt centrale skikkelser i det 20. århundredes historie, herunder flere statsministre, mangler stadig at blive biograferet. De sidste 25 år af sit liv boede Carl Madsen uden for Lejre på Sjælland, blot et par kilometer fra den radikale Jørgen Jørgensen (ikke at forveksle med Madsens partifælle af samme navn, der var professor i filosofi), hvis reelle politiske indflydelse var væsentlig større end Carl Madsens. Hans biografi mangler også at blive skrevet.

Fascinationen af stalinismen i dag består i en grundlæggende undren over, hvordan disse typisk begavede, selskabelige, samvittighedsfulde og veluddannede mennesker dog kunne støtte et system, der var så brutalt og umenneskeligt? Hvorfor er intelligens intet værn imod totalitarisme? Det lykkedes DKP at rekruttere folk, der evnede at skabe sig en position i efterkrigstidens Danmark. Dermed fik partiet – i modsætning til nazisterne – en platform at stå på. Man lyttede, når Mogens Fog, Carl Madsen eller Hans Scherfig talte, ikke fordi man var enig, men fordi de ofte havde noget at sige, som ikke kunne ignoreres.
Det er også Chris Holmsted Larsens greb om stoffet udtrykt i titlens tilnærmede paradoks, selv om det nok er at går for vidt at betegne Carl Madsen som ’folkekær’, stridbar som han var. Han var jo heller ikke ligefrem nogen Poul Reichardt. Han var med sine egne ord pykniker, en tætbygget, ”temmelig skaldet grimrian”. Folk af hans slags havde ”Intet dybere følelsesliv” og var ”sentimentale med hang til spiritus. Vinstuefolkets rekrutteringsbasis.” I formuleringerne ser man den selvironi, der var et forsonende træk ved ham.

Alkoholisk var han ganske rigtig. Han mødte sin betonblok, da han 1. november 1946 på Vesterbro i København blev stoppet af politiet under mistanke for spirituskørsel. Det var på et tidspunkt, da han stod på højden af sin indflydelse. Han var blevet interneret i 1941 som kommunist. Han undveg i 1943 og blev en central skikkelse i Frihedsrådet*, og ved befrielsen var kommunisterne uomgængelige, da væsentlige poster skulle besættes, fordi kommunisterne havde bidraget væsentligt til den aktive modstand mod besættelsesmagten. Madsen blev ekstraordinær statsadvokat med ansvar for sager om forræderi og landsskadelig virksomhed. Hans job var at gå efter værnemagerne. Han kunne dårligt sige nej til denne ære, men på den anden side var det klart, at hans kontor var overbebyrdet. Han viste sig imidlertid som en god leder og en umådelig arbejdskraft. Måske kom det bag på dem, der gerne så, at han fejlede. Problemet var, at hvis værnemagerne blev dømt, faldt det tilbage på de politikere, der implicit eller eksplicit havde godkendt danske virksomheders leverancer til værnemagten. Så meget desto mere belejlig viste spritdommen sig at være for dem, der ville Madsen og hans opdrag til livs. Madsen selv mente, at hans fald ikke var et tilfælde.

Carl Madsen var umenneskelig i sin kamp i den forstand, at alt hvad han gjorde var underordnet Sagen.  Hans børn karakteriserer ham nådesløst som uegnet til at udfylde rollen som far. I sit virke som forsvarsadvokat anvendte han retssagerne som en anledning til at kæmpe kampen mod Systemet. Han omfattede også domstolene selv med den foragt, som de fortjente, som Dan Turell senere skrev. Klienter, familie, venskaber blev alle gjort til midler i en højere sags tjeneste. Selv hans velkendte charme og hjælpsomhed har man indtryk af var kalkuleret eller dikteret af ideologien. Kun i sprækker af denne biografi aner man den spontane menneskelighed.
Chris Holmsted Larsen har begået en reflekteret, velskrevet og veldokumenteret biografi om en fundamentalt interessant skikkelse. Bemærkelsesværdig er den omhyggelige dokumentation af, hvor villigt, nærmest servilt, Carl Madsen tjente og repræsenterede flere østbloklandes synspunkter og interesser i Danmark. Det er gefundenes Fressen for dem, hvis Sag er anti-kommunisme.

I slutningen af 1960erne skete der en forskydning, der betød, at Madsen ikke længere kunne forblive loyal mod DKP’s partilinje. Men han havde stadig en Sag. Den var nu blot et historisk opgør med de uretfærdigheder, som han mente var overgået kommunisterne under krigen. Carl Madsen var blevet selvbiografisk optaget. Det passede ikke ind i strategien anlagt af DKP, som altid har haft et instrumentelt forhold til historien. DKP var nu mere imødekommende over for parlamentarismen, og partiet var derfor også mere påvirket af en dansk tilpasning til den vesttyske forbundskansler Willy Brandts anerkendelse af DDR. Madsen stod som vanligt på sit, og det kom til et brud. Han blev ekskluderet. Larsens beskrivelse af, hvordan Madsens ægteskab med en kvinde, der forblev medlem af partiet, i den anledning ikke brast, er underspillet bevægende. I de sidste år af sit liv blev Madsen advokat for Christiania, en funktion, der har bevirket, at flippernes fraktion af 1968-bevægelsen har bevaret ham i venlig erindring og har gjort ham til ’grundtvigiansk kommunist’. Og ind fra højre kom så ’den bornholmske skatteekvilibrist’ Mogens Glistrups forslag om at gøre Carl Madsen til justitsminister i en kommende Z-regering. Af den loyale partisoldat blev der på Madsens gamle dage nærmest en anarkist af broget partifarve. Dette billede har domineret hans eftermæle, men det dækker altså kun de sidste år af hans liv. Resten af tiden var han klippefast linjetro.
(Kristeligt Dagblad 26. sept. 2017. Avisen valgte en anden overskrift.)

*Madsen var ikke medlem af Frihedsrådet, men arbejdede for Frihedsrådet, "hvor han var en central figur i forberedelsen af retsopgøret" (s. 118)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar