Frederik Stjernfelt, Syv myter om Luther, Gyldendal, 176 sider
Frederik Stjernfelt betragter sig selv som intellektuel, en der
med Sartres definition ”blander sig i noget, der ikke kommer ham ved”, og han
deklarerer sin genre som pamflettens. Bogen er skrevet under synspunktets
fortegn, og dette synspunkt kan ganske tvangfrit sammenfattes til følgende:
Frederik Stjernfelt bryder sig ikke om Martin Luther, og det i en sådan grad,
at det kun i et enkelt tilfælde er lykkedes Stjernfelt ”at finde et næsten sympatisk
Luther-citat”. Alt andet, hvad Luther har sagt og skrevet, må vi forstå, er
usympatisk.
Den form, som Stjernfelt har valgt til sin argumentation, er
aflivning af, hvad han kalder syv myter om Luther: at Luther indførte
religionsfrihed og skellet mellem stat og kirke, at han bidrog til demokratiets
fremvækst, at hekseprocesserne ikke var lutherske, at hans antisemitisme var
ubetydelig og at ”Luthers mørke sider” bare var en del af tiden og i øvrigt
uden betydning. Kun i enkelte tilfælde gør Stjernfelt sig den ulejlighed at
dokumentere, at disse myter findes og at nogen faktisk tror på dem. Tydeligst
er han, når han gør opmærksom på, at Luther befinder sig på Undervisningsministeriets demokratikanon, hvilket i øvrigt ikke kun Stjernfelt
har undret sig over. For det meste virker det som stråmandsargumentation rettet
mod unavngivne ”præster” og ”teologer”. Det er lidt besynderligt, at Stjernfelt
gør sig så sårbar over for kritik. Han kunne lige så godt have valgt den
ligefremme meddelelse i stedet for at spille sin bold op ad en fiktiv mur.
Stjernfelt skriver sig ind i en tolkningstradition, der
begyndte hos Luthers samtidige modstandere. De identificerede Luther med Den
Onde selv, og bortset fra, at Stjernfelt ikke tror på hverken gud eller djævel
(Gud omtales konsekvent som guden i bestemt form ental med lille g) er det den
tråd, han samler op. At Stjernfelt taler om ”Luthers mørke sider” er sådan set
en eufemisme, for det forudsætter, at der også var lyse, og dem hører man intet
til. Stjernfelt låner også fra den
venstreorienterede, socialhistoriske
tradition i det 20. århundrede, hvis sympati lå hos samtidens oprørske bønder
og deres fører, Thomas Müntzer, hvem Luther bekæmpede med mund og pen. Billedet af Luther har aldrig været entydigt, heller ikke
hos hans tilhængere. De lutherske menigheder har gennem århundrederne set et
forbillede i hans rettroenhed, hans fromhed, hans visdom, hans viljestyrke
eller hans oprørskhed. Man har valgt et idealiseret portræt, som man har kunnet
spejle sig i. Stjernfelt foretager den samme bevægelse, blot med omvendt
fortegn. Han finder hos Luther alt det, som en nutid finder ubehageligt, og
holder det op for læserens øje. Stjernfelt går målrettet efter de ømme punkter.
Det er dog synd at sige, at de er ukendte.
De fleste af dem kan man genfinde i Heinz Schillings fortrinlige
biografi, der udkom på dansk i 2014, men forskellen er, at Schilling
kontekstualiserer og søger en helhedstolkning. Han bortforklarer ikke Luthers
til tider utøjlede aggressivitet, hans modvilje mod jøder og muslimer og alt
det andet, men Schilling sætter det ind i en sammenhæng, og han peger f.eks.
på, at der er en verden til forskel mellem Luthers konfessionelt begrundede
anti-judaisme og senere århundreders politisk motiverede og biologisk begrundede
anti-semitisme.
Stjernfelt forlader i bogens sidste afsnit den biografiske
tilgang til stoffet og trækker trådene frem til det 20. århundrede, og skal man
tro ham, trækker Luther og hans tilhængere et spor af obskurantisme, tyranni,
død og ødelæggelse gennem Europas historie. Argumentet kulminerer med et kort
over Tyskland, der sammenligner den konfessionelle fordeling og
stemmeafgivelsen ved valget i 1932, og sammenhængen er da også helt entydig.
Nazisterne fik flest stemmer i valgkredse med ikke-katolsk flertal. Stjernfelt
mener, at denne sammenhæng har tre årsager: Lutheranernes anti-semitisme,
Luthers doktrin om lydighed mod øvrigheden og de protestantiske kirkers
sammensmeltning med stat og nation. Og Stjernfelt kan ikke stå for fristelsen
til at konkludere, at hvis Luther ikke havde levet, ville Hitler aldrig være
kommet til magten. Pamfletisten slår sine teser op med syvtommersøm: ”Der er
ikke anden konklusion end at den politiske orientering i verdens førende
lutherske kirker og deres menigheder var en forudsætning for den nazistiske
magtovertagelse.”
Det efterlader naturligvis Stjernfelt med en gåde: ”Hvordan
kan det være, at danske lutheranere som flest er gode og sympatiske demokrater
– når de har den dystre åndshistoriske bagage de har?” Det skyldes i hvert fald
ikke ”Luthers sidste zombie”, Sjællands biskop J.P. Mynster (1775-1854), mener
Stjernfelt, der peger på Mynsters samtidige, Grundtvig, i stedet. Men han
glemmer, at Grundtvig også var lutheraner, og så er han lige vidt med sin
lutherdeterminisme.
Anders Klostergaard Petersen skrev i en tankevækkende kronik
her i avisen (19. feb.) at Luther skal tilegnes i sin fremmedartethed. Den
samme tanke kan man finde i Hal Kochs meget læseværdige lille bog om Luther fra
1958. Det betyder, at man ikke skal læse Luther for at finde det, man kan
identificere sig med, men for at lade sig anfægte af, hvad der er fremmed for
en. Det er ikke en læsestrategi, som Stjernfelt følger. Alt hvad han kan
genkende hos Luther, er noget, som byder ham imod, og resten er han ikke
interesseret i. Det svarer til at kassere Anders Mallings salmeleksikon med den
ene begrundelse, at Malling havde været nazist eller at afskrive Martin
Heidegger som filosof af samme grund. Hvis man forlanger af Luther, at han skal
være kompatibel med de gældende værdier i dagens Danmark, er man gået glip af,
hvad Martin Luthers søgen efter en nådig Gud i det 16. århundredes første
halvdel gik ud på.
Når det er sagt, skal man naturligvis heller ikke afskrive
Frederik Stjernfelt, blot fordi han vinkler sin Luthertolkning som han gør. Man
skal ikke afvise værdien af at blive konfronteret med en Luther, som man ikke
kan identificere sig med, og som sådan har denne pamflet naturligvis sin
berettigelse i et reformationsjubilæumsår.
(Kristeligt Dagblad 25. marts 2017)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar