Glem Horats

Mikael Busch, Carpe Diem – 40 tekster om uddannelsessystemet, Forlaget Fjordager, 150 sider, kr. 198

I denne bog har Mikael Busch (f. 1962) samlet et udvalg af sine indlæg, klummer, anmeldelser og kronikker samt en enkelt novelle fra de seneste 10 års debat om pædagogik og skolereformer. Som gymnasielærer i tysk og fransk oplevede han gymnasiereformen for ti år siden som et overgreb på den faglighed, som han repræsenterer, og har siden været en markant og velformuleret stemme i den pædagogiske debat.

Der foregår i disse år en strid mellem nytten og dannelsen. Der er dem, der lægger vægt på skolens og uddannelsens betydning for det individuelle udkomme og samfundsøkonomiens opretholdelse. Og så er der dem, der mener, at skolen skal tjene livet og oplysningen for oplysningens og livets egen skyld. Det er aldrig enten-eller, så det er mere præcist at sige, at debattørerne befinder sig på forskellige steder på skalaen mellem de to yderpunkter. Busch befinder sig i sit synspunkt mere end sin form tættest på dannelsen.

Bogens indhold er pointerede replikker i øjeblikkets debat, men det er ærlig talt ikke al hakkelse, som skæres i døgnets rejsestald, der kan tåle at udkomme med ryg og ISBN-nummer på, selv når genren er en debatbog. I stedet for at få refleksioner, der udfoldes løbende gennem kapitlerne, må læseren standse op og begynde forfra med få siders mellemrum og undervejs leve med ikke så få gentagelser.

Busch tilbyder ikke en definition af, hvad han forstår ved dannelse og almendannelse, to af de hyppigst forekommende begreber og plusord i bogen. Det er ikke klart, hvori forskellen mellem de to består, og de dækker i hvert fald et stort spektrum af betydninger, fra at være lærd i klassisk forstand til almindelig takt og velopdragenhed.

Fra bogen
Forfatterens egen referenceramme er ikke den klassiske lærdom. Bogens titel er hentet fra filmen Døde Poeters Klub og ikke fra Horats, hvorfra vendingen oprindeligt stammer. Og i øvrigt er det interessant, at netop denne titel er valgt, for den understreger nødvendigheden af at gribe livets flygtighed og beskære sine håb til dets stabilitet og kontinuitet. Det afspejler bogens form mere end dens anliggende. For Busch rækker undervisningens ærinde netop videre end til at tøjre sig til øjeblikkets pæl.


Hans analyser af de sproglige modeluner, hvormed magten - ”Det Uddannelsespolitiske Kompleks”, som han kalder det – forsøger at besmykke sine handlinger, gennemføres med præcision. Modebegrebet ’innovation’ forskertser fagligheden, mener han.  Nytænkning vokser ikke ud af øjeblikket, men af generationsovergribende kundskaber og færdigheder. Tværfaglighed er et andet modeord, som Busch er ude efter. Han mener ikke, at tværfaglighed giver mening uden en forudgående faglighed. Det skal blive interessant at se, hvad han mener om ’disruption’.


Da Danmarks Lærerforening blev kørt over af regeringen og kommunerne i 2013, kastede Busch sig også ind i debatten på lærernes side. Han opfatter konfliktens udfald som ”en brutal afsked” med ”den danske model”. Det kan nu nok diskuteres. Konflikten var ganske rigtig brutal, men den danske model har overlevet mange andre brutale konflikter siden 1899, og han overser, at arbejdsgiversiden også havde og har et legitimt krav på at lede og fordele arbejdet på skolerne. Idealet om ’den autonome lærer’ var ofte et bekvemt skalkeskjul for de lærere, der gerne sad over, når opgaverne skulle fordeles. Med til billedet hører også, at bogens forlægger, Erik Schmidt, selv har gjort sig gældende i konflikten om folkeskolereformen.

Busch er ude i et ærinde, der vil vække sympati. Han ønsker at beskytte mange gode ting: fagligheden, dannelsen, lærernes integritet og autonomi, det gode, det sande og det skønne. Han er ikke partipolitisk, men kan vel placeres på en konservativ – måske også lidt romantisk-idealistisk – pædagogisk fløj.

Fra bogen
Busch er imidlertid mere systemkritiker end ronkedor. Finans-, undervisnings- og uddannelsesministre på stribe får med krabasken uanset politisk tilhørsforhold. Homo Oeconomicus himself, Bjarne Corydon, kan han slet ikke lide. Og så er der kvinderne: Ulla Tørnæs, Margrethe Vestager og ikke mindst Christine Antorini hører til yndlingsaversionerne. ”Hele den offentlige sektor – ikke kun skolerne – er efterhånden gennemsyret af en bestemt kvindelig omgangsform”, som han siger som et ekko af Poul Behrendts pointe fra bogen ’Bissen og Dullen’ fra 1984. Busch er også stærk modstander af alt, der lugter af ”managementregimente” og ”konkurrencestat”.

Det er straks vanskeligere at pege på, hvad han selv forestiller sig som et tjenligt alternativ til nutidens kalamiteter. Han betragter ikke sin egen skolegang og uddannelse med nogen særlig beundring og er i almindelighed ingen kultisk tilbeder af verden af i går. Han er erklæret modstander af 1970ernes rundkredspædagogik, hvis seneste udslag er folkeskolereformen, hvis man spørger ham selv. Gymnasiereformen sammenlignes konsekvent med DDR. Sammenligningen er naturligvis til polemisk brug, men der opstår også en vis dissonans, når man læser hans egne erindringsglimt fra 1980ernes Østberlin, da han selv gik på Humboldt-universitetet. Der kommer varme i blikket og glød på stemmen. Det er slet ikke fordi han længes tilbage til Østblokkens politiske system. Det er snarere det, at han ikke mister sansen for det menneskelige hos de mennesker, han traf i sin ungdom. 

Anderledes uforsonligt – somme tider endda vrængende – forholder han sig til sine modstandere i debatten om det danske undervisningsvæsen i dag. Som defensorat for takt og dannelse graviterer bogen mod det taktløse. Som forsvarsskrift for fordybelse og faglighed forekommer den noget flygtig.


(Kristeligt Dagblad 6. jan. 2017. Avisen havde valgt rubrikken "Skolepolitisk indspark rammer skævt")

Mikael Busch svarede i avisen den 10. januar:

Det er langt fra nogen selvfølge, at nye udgivelser anmeldes. Derfor glæder jeg mig over, at min bog -Carpe diem!- blev anmeldt i Kristeligt Dagblad den 6. januar. Avisen har endda bragt bogens indledende essay som kronik under overskriften -Lærerjobbet har aldrig været vigtigere- den 24. november.

Jeg glæder mig til gengæld ikke over, at bogen faldt i hænderne på anmelderen Jes Fabricius Møller. JFM synes at opfatte min debatbog om uddannelsessystemet som en udgivelse, der primært vil undersøge de finere nuancer i forholdet mellem dannelse og almendannelse. Jeg kritiseres således for ikke at inddrage klassisk lærdom i form af Horats. Det fremgår af anmelderens egen Facebook, at han selv havde foreslået overskriften -Ikke et ord om Horats- til sin anmeldelse. Det ville virkelig have været sexet. JFM når frem til følgende gammelkloge konklusion: -Som defensorat for takt og dannelse graviterer bogen mod det taktløse.-
Der er bare det ved det, at min bog ikke er tænkt som et defensorat for takt og dannelse. Faktisk forekommer ordet takt slet ikke i min bog. Jeg har ganske enkelt ikke skrevet den sekteriske bog, JFM synes jeg skulle have skrevet.

-Carpe diem!- handler om mange forskellige fænomener herunder dannelse på alle niveauer i uddannelsessystemet: folkeskole, gymnasiet og universitetet.

Nu kunne man mene, at jeg bare er en ømskindet forfatter, der er sur over en lunken anmeldelse. Jeg anmelder selv bøger og kender branchen indefra. Jeg må finde mig i, at jeg er faldet i kløerne på en anmelder, der tydeligvis ikke kan lide lærere: -Idealet om -den autonome lærer- var ofte et bekvemt skalkeskjul for de lærere, der gerne sad over, når opgaverne skulle fordeles,- hedder det.

Men skal min forlægger også finde sig i at blive mistænkeliggjort? JFM skriver: -Med til billedet hører også, at bogens forlægger, Erik Schmidt, selv har gjort sig gældende i konflikten om folkeskolereformen.- Hvad er det, JFM forsøger at sige her? -Med til billedet hører...- Hvilket billede? Min forlægger på Forlaget Fjordager udviste ifølge en nyudnævnt skoleleder -negativ adfærd- på sin skole på Fyn i foråret 2013. Det fik han en tjenstlig advarsel for, hvorfor han valgte at gå på pension i utide. Denne sag Agedrup-sagen er stadig et anliggende for domstolene. Mon det er det -billede-, JFM hentyder til? Er det mon det, han mener med at -gøre sig gældende-? Det er ikke til at vide. Måske vil den dannede og taktfulde anmelder være så elskværdig at forklare meningen med den mystiske sætning

Min duplik blev trykt den 12. januar:

Mikael Busch meddeler i avisen den 10. januar sin utilfreds med min anmeldelse af hans bog Carpe Diem. Først vil jeg gerne understrege, hvad der måske undgår opmærksomheden i en meningsudveksling som denne, at jeg faktisk er enig med store dele af Busch’ budskab. Jeg synes bare, at han har skrevet en middelmådig bog om det.

En af mine indvendinger mod bogen er, at der er en uoverensstemmelse mellem bogens budskab og dens form. Busch er fortaler for dannelsen, men bogen er ikke særlig dannet i sin form, uanset hvordan man definerer dannelsen som fænomen og begreb. Der findes adskillige definitioner: almindelig velopdragenhed og taktfuld opførsel, kendskab til etik, videnskab og kunst eller den udviklede evne til opmærksom, selvstændighed i personlighed, dømmekraft og karakter. Der er også den gamle strid mellem Grundtvigs folkelige dannelse og den lærde skoles klassiske dannelsesideal for nu blot at nævne et eksempel. (Det er i øvrigt sært, at Busch ikke alliere sig med netop Grundtvig, hos hvem han ville finde rigelig opbakning til sit synspunkt.)

Et afgørende problem ved bogen er, at Busch end ikke gør noget forsøg på at definere, hvad han mener med dannelse, men uanset hvilken definition man vælger, lever Busch ikke op til den. Han er en hård og til tider taktløs polemiker og demonstrerer ikke nogen nævneværdig indsigt i den lærdom, der normalt henregnes til klassisk dannelse. Det diskvalificerer ikke i sig selv en debatbog, at den går til stålet og glemmer klassikerne, men man kan godt forlange dannelse af en debatbog, der har som et væsentligt ærinde at være fortaler for dannelsen.  Og hvis Busch ikke mener, at takt hører med til dannelsesbegrebet, så kunne han da gøre sig den ulejlighed at definere, hvad han så mener med det?

Busch mener, at jeg ikke kan lide lærere, fordi jeg forsøger at forstå, hvorfor folkeskolereformen blev gennemført. Den handlede blandt andet om, at skoleledelsen forsøgte at genvinde muligheden for at lede og fordele arbejdet i overensstemmelse med hovedaftalen, der har rødder i septemberforliget af 1899, som er grundlæggende for den danske model. I en koordineret indsats mellem kommunerne og den daværende regering blev Danmarks Lærerforening effektivt kørt over, og lærerne mistede kontrollen med deres arbejdstid. Det er de naturligvis forbitrede over. Jeg kan godt lide lærerne og synes også, at det er synd for dem, men de skulle også prøve at besinde sig på, at der måske var gode grunde til at gennemføre reformen, hvor uskøn den end endte med at blive, og at deres egen fagforening bar en del af skylden for forløbet.


Busch spørger til sidst, hvorfor jeg nævner hans forlægger, Erik Schmidt, som hørende med til billedet? Det gør jeg fordi debatten om uddannelse i dag er trukket meget hårdt op mellem to lejre. Busch kalder selv sine modstandere Det Uddannelsesindustrielle Kompleks. Busch er imidlertid også selv del af en sluttet front, hvor en række aktører støtter hinanden. Jeg gør opmærksom på, at Schmidt selv er en del af konflikten, hvad Busch finder mistænkeliggørende. Jeg betragter det som en servicemeddelelse til læseren at få opklaret, hvilke interesser der har været involveret i udgivelsen.

Mikael Busch sendte følgende indlæg til KD, som debatredaktionen valgte ikke at optage:

Det er meget elskværdigt, at Jes Fabricius Møller forsøger at forklare sin mystiske anmeldelse af Carpe diem! (12.01.). Desværre forholder han sig ikke til de alvorlige kritikpunkter, jeg rejser i min kommentar (10.01). Jeg er nødt til at trætte avisens læsere igen. JFM fortæller, at jeg selv er én af aktørerne i kampen om uddannelsesområdet. Det er rigtigt, men hvorfor skal det gå ud over min forlægger? Hvorfor skal anmelderen fremføre taktløse insinuationer mod ham? Det ville jeg aldrig selv gøre som anmelder.

Forlaget Fjordager udgiver en del bøger om dannelse. Mon ikke JFM har læst det på forlagets hjemmeside? Ellers er det vanskeligt forklare, hvorfor han hårdnakket fastholder, at omdrejningspunktet for min debatbog er dannelse. Det er det kun i JFM’s gammelkloge fantasi. Hovedtemaet i Carpe diem! er snarere den svækkede lærerpersonlighed.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar