Hån, spot og persiflage

Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt: MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark. 1053 sider, Gyldendal.

Det er et voveligt forsøg at ville skrive ytringsfrihedens historie fra Reformationen til i dag, fordi ytringsfriheden ikke findes som noget, der kan studeres i sig selv. Den kendes på sine grænser.  Derfor er Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelts værk, MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark, i praksis en gennemgang af indskrænkningen af ytringsfriheden, oftest i skikkelse af den statslige censur.

Bogcensuren indførtes med kirkeordinansen af 1537. Formålet med censuren var især beskyttelsen af den rette tro og siden i højere grad af styret, således at det var strafbart at ”skumle med Bitterhed over Regieringen”, som det hed i den såkaldte Trykkefrihedsforordning af 1799. Forfatterne ser helt ret i, at afskaffelsen af enevælden i 1848-49 for trykkefrihedens vedkommende indebar lige så meget kontinuitet som forandring. Junigrundlovens ord om, at enhver ”er berettiget til ved Trykken at offentliggjøre sine Tanker, dog under Ansvar for Domstolene”, sikrer ikke ytringsfriheden mere, end lovgiverne løbende tillader det, hvilket en hel række af sager ført efter 1849 dokumenterer. Under forfatningskampen i sidste halvdel af det 19. århundrede blev ikke mindst straffelovens bestemmelse om majestætsfornærmelse flittigt brugt til at tryne oppositionen, der var forbitret over, at regeringen ignorerede Folketingets flertal og sad på kongens mandat alene. Højskoleforstander Johnsen fra Vestbirk fik i 1885 fire måneders fængsel for ”for at have henkastet paa Jorden et Billede af Kongen, som han havde kjøbt for 10 Øre”.

At spørgsmål om ytringsfrihed skulle afgøres af domstolene, havde hersket som hovedprincip siden 1790. Dermed var de endelige afgørelser om censur også taget ud af politiets hænder. Lovene var strenge, men ikke vilkårlige, om end forvaltningen af dem kunne være det. Hvis man ser bort fra den tyske besættelse, da censuren genindførtes, udspillede dramaet om ytringsfriheden sig i det 20. århundrede primært i lovens navn. I det 21. århundrede er dagsordenen skiftet dramatisk, idet spørgsmålet om ytringsfrihed er rykket tilbage i den udøvende magts regi, fordi en af de store udfordringer kommer fra fundamentalistiske muslimer, der har fremsat trusler mod forfattere og kunstnere, der må søge beskyttelse hos politiet og ikke domstolene. Samtidig ser vi fra skiftende regeringer forsøg på indgreb i informations- og ytringsfriheden i den statslige sikkerheds navn.

Mchangama og Stjernfelt skriver i indledningen, ”at ytringsfrihed ikke bare er vigtig, men simpelt hen den vigtigste af de frihedsrettigheder, der udgør kernen i moderne, demokratiske samfund.” Bortset fra, at udsagnet i sig selv er udtryk for et noget snævert syn på de borgerlige rettigheder og ikke mindst deres indbyrdes forhold, er det vigtigste problem for bogen, at tilgangen til stoffet er normativ snarere end analytisk.

Enhver person, lov eller tildragelse måler forfatterne på, om den lever op til idealet. Den berømte dr. Dampe udnævnes til ”martyr for det frie ord”. Struensee er god, fordi han afskaffede enhver censur i 1770. M.G. Birckner (1756-98) er næsten lige så god, fordi han taler for, at de religiøse må tåle ”Haan, Spot og Persiflage”. Men når man forlader sig på den enkle vurdering, at fortidens aktører måles på, i hvor høj grad de ligner Flemming Rose, suspenderes den intellektuelle nysgerrighed. Man spørger ikke længere, hvorfor ting sker, men hvor vidt de ligner noget, man kan lide. Det er uinteressant for andre end dem, der deler synspunktet.

Den nyskabende svenske trykkefrihedslov, der fejrer sin 250 års fødselsdag den 2. december i år, er et godt eksempel. Den afskrives i bogen i en enkelt sætning, fordi den ikke lever op til idealet: Den indførte ikke ubegrænset trykkefrihed. Den er ikke desto mindre interessant, fordi den for det første indførte trykkefrihed som en positiv ret, for det andet knyttede denne ret sammen med retten til indsigt i den offentlige forvaltning, og for det tredje indførte princippet om ansvarlighed for domstolene. Det skulle da være mærkeligt, om den ikke havde betydning for udviklingen i dansk ret.

Et andet afgørende problem for bogen er, at den ikke for alvor tager diskussionen med den eksisterende forskning. Forfatterne hænger et par ældre historikere ud, fordi de udviser en vis forståelse for den enevældige lovgivning. For den nyere litteraturs vedkommende beror de hovedsageligt på meningsfæller i norsk og dansk forskning og overser næsten systematisk alternative tolkninger.

Hvorfor blev dr. Dampe for eksempel som den eneste af den sene enevældes systemkritikere dødsdømt? Forfatterne skriver, at han var isoleret og uden indflydelsesrige venner. Nyere forskning har fremhævet, at han fremturede på et tidspunkt, da København var præget af generel uro. Man frygtede for revolution. Under andre omstændigheder ville han antagelig  være blevet landsforvist. Kongen benådede Dampe, så straffen blev konverteret til livsvarigt fængsel, og siden blev den mildnet til en form for husarrest på Bornholm.

I synet på Oplysningstiden forekommer Mchangama og Stjernfelt inspireret af Jonathan Israels idé om den radikale oplysning, der særdeles kort fortalt går ud på, at alle andre end Spinoza og Israel selv har misforstået, hvad oplysning er. Et af problemerne med denne vinkel på Oplysningstiden er, at den kanoniserer ateismen og religionskritikken, og at den betragter religion og oplysning som modsætninger. Det vil sige, at den gør sig selv blind for den omstændighed, at langt størstedelen af dem, der faktisk levede i Oplysningstiden, opfattede sig selv som gode kristne.

”Oplysningstidens tanker” går som et fantom gennem den aktuelle debat om ytringsfrihed. Det er blandt andet forestillingen om, at vi fra Oplysningstiden har arvet en borgerlig offentlighed, der i sin mest ideelle tilstand er et privilegeret eller isoleret rum adskilt fra det private på den ene side og magtens rum på den anden.

Det er en smuk teori, som oprindelig stammer fra Jürgen Habermas (der er påfaldende uomtalt i bogen), men på et eller andet tidspunkt må teorier jo lade sig anfægte af virkeligheden. Hvis Mchangama og Stjernfelt læste op på deres egne eksempler, ville de finde det veldokumenteret, at den offentlige kommunikation altid har været gennemtrukket af magtrelationer og private interesser.

Hvorfor lod den regerende kronprins sig påvirke af den russiske kejser til at strammelovgivningen mere end planen var i 1799? Fordi zar Paul I ikke alene var ære- og trættekær, men autokratisk rådede over en østersøflåde, der målt i drægtighed overgik den dansk-norske marine i styrkeforholdet fem til tre.

Eller tag et mere nutidigt eksempel som Kåre Bluitgen, der var anledningen til, at Jyllands-Posten gjorde muslimsk ikonoklasme til genstand for redaktionel opmærksomhed for godt ti år siden. Bluitgen hævdede, at han ikke kunne finde en illustrator til en bog om Muhammed. Inspireret af den historie bestilte Jyllands-Posten de nu så berømte tegninger. De voldsomme virkninger af avisens beslutning har fået lov til at skygge for den ikke uinteressante forudsætning, at Bluitgens påstand må have været et mediestunt, for avisen havde jo tydeligvis ikke vanskeligt ved at finde tegnere.

MEN er for så vidt grundig, klart skrevet og med gode kildehenvisninger. Det er meget prisværdigt, at Norge og hertugdømmerne inddrages systematisk i gennemgangen frem til henholdsvis 1814 og 1864. For tiden efter 1849 er der tale om, at der fremlægges den hidtil mest omfattende oversigt over lovgivning og praksis. Den er således en prisværdig håndbog for enhver, der interesserer sig for spørgsmålet. Men den er også et skrummel på mere end tusind sider, og det er et tegn på, at forfatterne har forsømt at disciplinere tanken og pennen og blot har ladet sig nøje med at sammensætte en kronologisk ordnet frimærkesamling af historiske tildragelser, hvis væsentligste formål er at bekræfte et velkendt synspunkt i den verserende debat.


(Weekendavisen 11. nov. 2016)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar