Skriften står ikke alene

Lars Sandbeck, På Grænsen - et teologisk portræt af Theodor Jørgensen


Da sognepræst Per Ramsdal gjorde sig bemærket med sine udtalelser om kødets opstandelse og det evige liv, blev han af sin biskop pålagt en efteruddannelse i form af et forløb med Theodor Jørgensen som mentor. Det blev en stående vittighed blandt præster, at de også gladelig ville udfordre kirkens bekendelsesgrundlag, hvis det betød, at man fik lov til at tilbringe tid sammen med Theodor Jørgensen.

Theodor Jørgensen (f. 1935) – eller Theo, som han kaldes af alle, der kender ham – var gennem 30 år en skattet professor i systematisk teologi på Københavns Universitet og er stadig aktiv som debattør og akademiker. Bogens titel hentyder til, at Jørgensen er født i grænselandet. Hans far var præst for den danske menighed i Sønderborg indtil 1920 og derefter for den tyske menighed sammesteds. Jørgensen selv mener, at det har givet ham en ”åbenhed over for anderledestænkende, over for andre kulturer”. Her kunne man jo nok indvende, at den grænse, der er interessant fra et teologisk standpunkt, den konfessionelle, netop ikke er til stede i grænselandet.

Jørgensen betragter ikke dogmatikken som påbud, der er mejslet i sten: ”Bekendelserne udtrykker primært en relation og ikke en læresætning – en bekendelsessætning er ikke en læresætning, men en hymne, en lovsang, en lovprisning. Den udtrykker i sig selv en relation, der er under stadig forandring.” Det vil sige, at han heller ikke bruger dogmatikken til at identificere kætterne, dem der ikke er i overensstemmelse med den rette lære. Mødet med en, der mener noget andet, betragter Jørgensen som en mulighed for dialog, hvilket også kommer til udtryk i hans ønske om dialog religionerne imellem. Derfor var valget af Jørgensen som mentor for Ramsdal også interessant. Kritikerne mente, at det var som at sætte ræven til at vogte gæs.

Sandbeck selv har tydeligvis også en del på hjerte. I sin præsentation af Jørgensens teologi lægger han ikke skjul på, at bogen har brod mod det nye Tidehverv, der har taget det på sig at forsvare den lutherske ortodoksi og ikke har noget imod at udpege kættere. For at skære den pointe helt tydeligt ud i hård masonit har Sandbeck som appendiks indsat en prædiken af Jørgensen over Bjergprædikenens kærlighedsbud, hvor Jørgensen håndfast lader evangeliets ord tale ind i en aktuel politisk dagsorden, nemlig flygtningespørgsmålet. Så er der inviteret til den sædvanlige udialektiske meningsudveksling med de sædvanlige.

Jørgensen deler Grundtvigs optimistiske menneskesyn, der bygger på en i mennesket ved skabelsen indlagte gudbilledlighed, og som er et opgør med Luthers forestilling om mennesket som blot syndigt. Han taler også om det aftryk, som Kristus har efterladt i ethvert menneske: ”Når Kristus er Guds udtrykte billede, så betyder det jo egentlig, at vores gudbilledlighed ud fra vores kristne tro må være ensbetydende med en Kristus-signatur. Og denne signatur bærer ethvert menneske, hvad enten dette menneske er kristen, muslim, hindu, buddhist, ateist.”

Jørgensens dogmatik er hermeneutisk i den forstand, at skriften ikke får lov til at stå alene, men altid skal forstås i sin kontekst og historicitet. Resonansrummet hører med til forståelsen af hymnen. Åbenhed er et ord, der ofte går igen i bogen, og selvfølgelig inviterer det til en diskussion af, om troen kan blive så åben, at den bliver tom? Sandbeck har ikke set det som sin opgave at stille Jørgensen den slags spørgsmål. Det er ikke en samtale- eller interviewbog, heller ikke en biografi, snarere en af den slags præsentationer af hovedpersonens værk og synspunkter, som man ofte finder i festskrifter. Man kan spørge sig selv, om den form, som forfatter og forlag har valgt, tjener formålet? Jørgensens ærinde er teologisk, men med Sandbecks gentagne ”Theo siger”, ”Theo mener”, ”Theo skriver” bliver Theodor Jørgensen næsten mere synlig end han kommer til orde, og det kommer til at spærre for udsigten til anliggendet.

(Kristeligt Dagblad 28. sept. 2016)

Hverken det ene eller det andet

Kristian Ditlev Jensen, Sydslesvig – steder og mennesker, Gyldendal, 207 sider

”Sydslesvig findes ikke længere. Det er et faktum. Betegnelsen dækker over den del af den tyske delstat Schleswig-Holstein, som engang for mange, mange år siden tilhørte det danske rige.” Sådan indledes et af kapitlerne i denne sammensatte bog. Det er godt skrevet, men i bedste fald upræcist.

Hertugdømmerne Slesvig og Holsten hørte indtil 1864 under den danske krone. Slesvig og Sønderjylland var indtil da synonymer. Derefter skete der en betydningsforskydning, således at Sønderjylland blev betegnelsen for den nordlige halvdel af Slesvig, hvoraf det meste i 1920 blev dansk, mens Sydslesvig siden har været brugt – mest af danskerne – om den del, der forblev tysk, og hvor der bor et dansk mindretal.

Kristian Ditlev Jensen bevæger sig i flere genrer. Første kapitel er et interview med Gerda, der har boet i Læk hele sit liv. Andet kapitel handler om, hvordan Jensen selv flyttede ”fra den gastronomiske armod i Sønderjylland” til Flensborg, hvor udbuddet af god mad er meget bedre ifølge Jensen. (Den skal han nok lige vende med slagter Vollstedt i Haderslev.) 

Tredje kapitel gennemgår Flensborg Avis fra tirsdag den 5. januar i år blandt andet med gengivelse af fire helsider fra avisen i faksimile. Der står meget interessant i den avis. Fjerde kapitel udgøres af indtryk fra ture til blandt andet Sylt og Altona, ”der ligger som et minde om det danske kongeriges sydligste del”, som han skriver, selv om Holsten netop ikke var en del af kongeriget, men et hertugdømme i personalunion med Danmark. Det kan lyde pedantisk, men det er sådan noget man går meget op i på de kanter.

Femte kapitel handler om julemarkeder i blandt andet Sydslesvig, og sjette kapitel er et interview med den netop afgåede museumsinspektør fra Sønderborg Slot, Inge Adriansen, der fortæller indsigtsfuldt om det lokale køkken. Syvende kapitel er en parafrase over Politikens ”Ture i Nord- og Sydslesvig” fra 1965. Ottende kapitel er et essay om mindretal, hvor Jensen blandt meget andet også kommer ind på jøderne i Danmark: ”Det er ikke uden grund, at det ikke hedder Det jødiske Samfund i Danmark, men derimod Det Mosaiske Trossamfund i Danmark. Det er jødernes egen betegnelse for sig selv.” Det er det så lige præcis ikke. Den største jødiske menighed i Danmark har faktisk for nylig skiftet navn fra ’Det mosaiske Troessamfund’ (med e) til ’Det jødiske Samfund’. 

I kapitel 9 anvises, hvordan man tilbereder surkål. Kapitel 10 handler om kirkelivet i Grænselandet, og epilogen er historien om, hvordan rockjournalisten Jan Poulsen som halvstor dreng i 1970erne var på en spændende cykeltur i Sydslesvig.

Illustrationerne fylder meget, men de er helt uformidlede. Portrættet af den ældre dame, der interviewes i kapitel 1, gengives over et helt opslag – eller man må formode det er hende, for billedteksten lyder bare: ”Læk”. Hele side 155 fyldes op af fotografiet af en i Rendsborg indregistreret Volvo 544 stående i en parkeringskælder. På side 38 er der et mindre foto fra Husum af en Mercedes 230 TE, som også er en god bil. På hele opslaget s. 120-21 gengives et sløret billede af en traktor, der kører med halm- eller høballer. Det er ifølge billedteksten taget i Aventoft. Julekuglen, der gengives i en knivskarp næroptagelse tværs over hele opslaget s. 94-95 er til gengæld fra Eckernførde. En stabel Nutellaglas – ifølge billedteksten i Flensborg – er interessant, fordi de fleste danskere opfatter det som et tysk produkt. Det er italiensk.

Historien er ikke Kristian Ditlev Jensens stærke side, og det er et problem, hvis man vil skrive om en region, hvor fortiden er så nærværende, at de døde omtrent har stemmeret. Det er Jensens gode pen, der holder bogen flydende, og hans almindelige begejstring for Sydslesvig forsyner den med energi. Den står stærkest, hvor han kombinerer sine evner for at almengøre det selvoplevede med noget håndgribeligt som f.eks. i kapitlet om surkål.  Men den mangler foruden en ordentlig billedredaktion først og fremmest ret kurs. Den er hverken rejse-, koge-, historie-, foto-, erindrings- eller reportagebog. Den virker som resultatet af en brainstorm, hvor forfatter og forlag bare har glemt at sortere i ideerne bagefter.

(Kristeligt Dagblad 9. sept. 2016)