Kvalificeret og pointeret

Jørn Lund, Hvor går gransen? 55 statusopdateringer om det dansk sprogs umådelige rummelighed

Gads Forlag,

Denne bog rummer godt et halvt hundrede betragtninger om sproget. Forlaget kalder dem statusopdateringer med et udtryk hentet fra de sociale medier. Genren er nok snarere klummen eller bloggen. I Lunds version skal rødderne antagelig findes i Holbergs epistler. Han når vidt omkring. Navngivning af veje, skuespilleres diktion, ejendomsmæglersprog, kommatering og mange andre sproglige fænomener får her velvalgte ord med på vejen.

Jørn Lund er sprog- og kulturhistoriker. Han registrerer forandring over tid. Som professionel må han konstatere uden at dømme eller fordømme. Rent pragmatisk må han dertil fastslå, at selv om man skabte et sprogpoliti, ville det antagelig ikke nytte. Sproget går den vej, det går, og han konstaterer nøgternt, at beklagelsen over, at det går ned ad bakke, i sig selv har mange år på bagen.

Som formand for Dansk Sprognævn går han ikke ind for sprogrensning eller modstand mod nydannelser og indlån fra andre sprog. Man kan ikke få sprogembedsmanden Lund til at tordne mod sprogets forfald, alene af den grund, at det vist slet ikke ligger til hans temperament at tordne. Helt uden hævede pegefingre er bogen ikke. Det er dog vanskeligt at være uenig i hans vurderinger. Når vendingen ”i forhold til” breder sig som bjørneklo og overalt synes at erstatte veletablerede forholdsordsforbindelser, er der entydigt tale om en uskik.

Den ret liberalt sindede Jørn Lund appellerer også til det i sprogpolitisk henseende konservative segment, og det skyldes nok, at han virker langt stærkere ved sit eksempel end ved de synspunkter, han giver udtryk for. Lund er en kultiveret, jeg havde nær sagt distingveret skribent. Man føler ingen trang til at bande, når Jørn Lund holder salon med sin læser. Den slags sproglig doping er der ikke brug for, hvor Lund har hjemme. Dertil er Lund noget så sjældent som litterær skandinavist. Han har et godt kendskab til især det norske sprog og den norske sprogpolitik, og han insisterer på, at der et sprogligt fællesskab i Skandinavien. Hertil regnes Færøerne.

Hvis det endelig er, kan han også med lethed give de konservative baghjul på hjemmebane. I den forbindelse kunne man godt ønske, at nutidens erklærede konservative tilegnede sig noget mere af den kultur, som de påberåber sig. Lund er en fortrinlig nostalgiker, når det stikker ham. Han har blot ikke gjort det til sit kald at være det. Hans fryd ved at genopvække sjældne, gamle ord er nærmest sanselig og listen af ord uskatterlig lang: bønhas, nødning, eia, stymper, drog, karrig, asen, glut, galanterivarer, pak og mange flere.

Men også kurante og tilsyneladende mere trivielle ord folder sig ud, når Lund tager dem under behandling. Tag et ord som selskab. Det kan betyde både gæstebud, forening, samfund, klub og meget andet.  Man er, om jeg så må sige, i fortræffeligt selskab med Jørn Lunds kvalificerede og pointerede epistler.

(Kristeligt Dagblad 23. februar 2016)