Kvalificeret og pointeret

Jørn Lund, Hvor går gransen? 55 statusopdateringer om det dansk sprogs umådelige rummelighed

Gads Forlag,

Denne bog rummer godt et halvt hundrede betragtninger om sproget. Forlaget kalder dem statusopdateringer med et udtryk hentet fra de sociale medier. Genren er nok snarere klummen eller bloggen. I Lunds version skal rødderne antagelig findes i Holbergs epistler. Han når vidt omkring. Navngivning af veje, skuespilleres diktion, ejendomsmæglersprog, kommatering og mange andre sproglige fænomener får her velvalgte ord med på vejen.

Jørn Lund er sprog- og kulturhistoriker. Han registrerer forandring over tid. Som professionel må han konstatere uden at dømme eller fordømme. Rent pragmatisk må han dertil fastslå, at selv om man skabte et sprogpoliti, ville det antagelig ikke nytte. Sproget går den vej, det går, og han konstaterer nøgternt, at beklagelsen over, at det går ned ad bakke, i sig selv har mange år på bagen.

Som formand for Dansk Sprognævn går han ikke ind for sprogrensning eller modstand mod nydannelser og indlån fra andre sprog. Man kan ikke få sprogembedsmanden Lund til at tordne mod sprogets forfald, alene af den grund, at det vist slet ikke ligger til hans temperament at tordne. Helt uden hævede pegefingre er bogen ikke. Det er dog vanskeligt at være uenig i hans vurderinger. Når vendingen ”i forhold til” breder sig som bjørneklo og overalt synes at erstatte veletablerede forholdsordsforbindelser, er der entydigt tale om en uskik.

Den ret liberalt sindede Jørn Lund appellerer også til det i sprogpolitisk henseende konservative segment, og det skyldes nok, at han virker langt stærkere ved sit eksempel end ved de synspunkter, han giver udtryk for. Lund er en kultiveret, jeg havde nær sagt distingveret skribent. Man føler ingen trang til at bande, når Jørn Lund holder salon med sin læser. Den slags sproglig doping er der ikke brug for, hvor Lund har hjemme. Dertil er Lund noget så sjældent som litterær skandinavist. Han har et godt kendskab til især det norske sprog og den norske sprogpolitik, og han insisterer på, at der et sprogligt fællesskab i Skandinavien. Hertil regnes Færøerne.

Hvis det endelig er, kan han også med lethed give de konservative baghjul på hjemmebane. I den forbindelse kunne man godt ønske, at nutidens erklærede konservative tilegnede sig noget mere af den kultur, som de påberåber sig. Lund er en fortrinlig nostalgiker, når det stikker ham. Han har blot ikke gjort det til sit kald at være det. Hans fryd ved at genopvække sjældne, gamle ord er nærmest sanselig og listen af ord uskatterlig lang: bønhas, nødning, eia, stymper, drog, karrig, asen, glut, galanterivarer, pak og mange flere.

Men også kurante og tilsyneladende mere trivielle ord folder sig ud, når Lund tager dem under behandling. Tag et ord som selskab. Det kan betyde både gæstebud, forening, samfund, klub og meget andet.  Man er, om jeg så må sige, i fortræffeligt selskab med Jørn Lunds kvalificerede og pointerede epistler.

(Kristeligt Dagblad 23. februar 2016)

Gesta Danorum

Saxos Danmarks historie, oversat af Peter Zeeberg, Gads Forlag, 902 sider, 399 kroner

Om forfatteren til dette værk vides ikke meget mere end, hvad han selv meddeler om sin person i værket. Det er blevet til i slutningen af det 12. århundrede på opdrag af rigets dengang næstvigtigste mand, ærkebiskop Absalon, som derfor også er den allerførste person, der omtales i Saxos forord. Først derefter nævner Saxo sig selv som den ringeste af Absalons folk. Det må betragtes som et stykke konventionsbundet koketteri, hvis formål det er at understrege det hierarkiske forhold mellem værkets opdragsgiver og dets forfatter. Eftersom Absalon var død, da værket var bragt til ende, fortsætter Saxo sit forord med en tilsvarende underdanig hyldest til Absalons efterfølger, Anders Sunesen og først derefter til kongen, Valdemar 2.

Saxo beherskede sin genre, krøniken, og læseren lades ikke i tvivl om, at han med dette værk ikke alene har givet Danmark en ligeværdig plads blandt kristenhedens lande, men også sig selv en plads blandt kristenhedens lærde.  Danmark var endnu på Saxos tid først for nylig blevet indlemmet i den hellige, almindelige kirke, mens landet før den tid havde ligget ”passivt hen, uden adgang til det latinske sprog eller til religionen” – altså kristendommen. 

For den dannede latiner var den (vest)romerske kirke og det romerske sprog målestokken for civilisation. I forlængelse heraf afskriver Saxo elegant den hedenske religion, ikke blot som en falsk tro, men som et bedrageri. Odin var ikke blot en abstrakt genstand for religiøs overbevisning. Han var i Saxos version en mand, ”som over hele Europa fejlagtigt blev opfattet som en gud”, en taskenspiller, der udnyttede folks godtroenhed.

Den røde tråd i Saxos beretning er den dynastiske forbindelse mellem hans egen konge, Valdemar, og de ældste konger, Dan, Angel, Humble, Løder og Skjold. Nu kunne man af Saxo forvente, at han ville trække trådene bagud fra de første danske konger til den klassiske oldtid for at understrege deres betydning, for det ville give mening inden for den latinske civilisation, der er værkets givne kulturelle kontekst, men Saxo understreger netop, at den danske historie har sit eget, selvstændige 

udgangspunkt, jævngammelt med andre landes, og at fyrsteslægtens legitimitet derfor ikke er afledt, men selvberoende. I overensstemmelse hermed skildres Saxos egen kong Valdemar som en stærk og retfærdig fyrste, der med held har budt Romerriget – på Saxos tid repræsenteret af den tyske kejser – trods.

Værkets logik beror altså på en slags paradoks, idet dets miljø som litterært produkt er det romerske sprog og den romerske kirke, mens det ærinde er at beskrive, hvorledes Danmarks storhed havde sine rødder i noget, der netop ikke var romersk. For en af værkets tidligere oversættere, Grundtvig, var der tale om et rent modsætningsforhold: Saxo var bundet af latinens lænker, og først i Grundtvigs egen oversættelse kunne ”Saxe Runemester” frisættes, mente Grundtvig ganske ubeskedent, idet han kalde Saxo sin ”Saga-Broder”. 

Grundtvigs oversættelse er trods alt bedre end sit rygte.  Hvor meget han end afskyede ”den sorte skole” (Aarhus Katedralskole) og ”de døde sprog”, havde han dog lært så meget, at han var en glimrende latiner. Hans anliggende var imidlertid at finde den ægte Saxo under den latinske overflade, at afklæde ham hans sprogdragt og lade ham tale borgestuesprog, som det hed, altså give Saxo et mere folkeligt udtryk.

Peter Zeebergs oversættelse tager derimod sit udgangspunkt i respekten for Saxos sprogkunst. Denne anmelder kan ikke latin nok til at vurdere den filologiske kvalitet af oversættelsen, men dansk nok til at værdsætte den litterære kvalitet. Enhver oversættelse er et resultat af kompromiser og valg, og der er lykkedes Zeeberg at afstemme og vælge så han på en gang anskueliggør det fremmedartede i Saxos tekst og gør den forståelig for en nutidslæser. 

I genren borgestuesnak overhaler Zeeberg Grundtvig indenom. Han holder sig ikke tilbage for direkte oversættelser af mere frivole passager, hvor Grundtvig så sig kaldet til mere stuerene omskrivninger. Danmarkshistorien i Saxos version er fyldt med hævn, ære, raseri, kvinderov, vilkårlig voldsudøvelse, humor, blod og sanselighed og den retorik, der følger med.  Det er helt tydeligt, at Zeeberg har moret sig med at regere med det danske sprog, bøje og strække det til betydningens bristepunkt. Saxo kommer i Zeebergs udgave til orde i dag som repræsentant for en længst svunden lærdomstradition og som en, der giver baghjul til fantasy-genrens forlorne, fakkeloplyste, disede middelalder. Saxo er den ægte vare.

(Kristeligt Dagblad 1. februar 2016. Avisen havde en anden overskrift. Adjektivet "affable" er fjernet fra sidste sætning. Jeg erindrer for min død ikke, hvorfor jeg anvendte det.)