Værdikamp i slutningen af 1700-tallet

Lars N. Henningsen: Værdikamp og Folkeuro. Bønder, præster og øvrighed i 1790’ernes Slesvig

I 1797 blev der indført en ny agende (alterbog) for Slesvig og Holsten. Lars N. Henningsen har i denne bog sat sig for at udrede baggrunden for reformen og ikke mindst dens modtagelse i Slesvig. Hertugdømmerne var i kirkelig henseende meget sammensat. Den gudstjenestelige praksis, ritualer og liturgi var ikke ensrettet. Pietismen og brødremenigheden havde betydeligt folkeligt og gejstligt rodfæste. Landsdelen var et broget tæppe af varierende jurisdiktioner og myndighedsområder. Dele af det nordlige Slesvig var slet ikke omfattet af reformen, fordi de lå under enten Fyens Stift eller Ribe Stift og derfor hørte under kongerigets regler.

I den vestlige del af Slesvig, især halvøen Ejdersted, var der en gammel tradition for udpræget selvstændighed og bondefrihed. Blandt andet havde menigheden i nogle sogne afgørende medindflydelse, når en ny præst skulle kaldes. Kaldsretten var ellers sædvanligvis kongens. Det var også fra det vestlige Slesvig at modstanden mod den nye alterbog udgik. Til myndighedernes, herunder store dele af gejstlighedens, overraskelse bredte den folkelige modstand sig til hele landsdelen i et omfang, så reformen reelt måtte trækkes tilbage.

Forlægget for ’Den Slesvig-Holsteenske Kirke-Agende’ blev udfærdiget af generalsuperintendent (biskop) for Slesvig J.G.C. Adler, der hørte til de oplysningsvenlige teologer. Agenden indførte omfattende ændringer. Blandt andet blev antallet af perikoper (tekstlæsninger) udvidet, antallet af gentagelser af Fadervor reduceret, dåbs- og nadverritualet ændret og den aronitiske velsignelse (”Herren velsigne dig og bevare dig etc.”) afskaffet.

Henningsen mener, at reformen var et oplysningsprojekt drevet frem af en fremskridtstroende dannelseselite, der var i pagt med Oplysningstidens rationalisme og dens teologiske aflæggere, neologien og deismen. Han nedtoner den mulighed, at alterbogsreformen faktisk kunne være motiveret af en oprigtig intention om at forny gudstjenesten til gavn for landsdelens religiøse liv i kombination med enevældens generelle tendens til systematisering og ensretning i lovgivningen.

I spidsen for reformprocessen stod A.P. Bernstorff, lederen af Tyske Kancelli, den del af centraladministrationen i København, hvorfra hertugdømmerne blev regeret. Han var selv vokset op i et pietistisk hjem og forlod aldrig sin barnetro. Han døde imidlertid i 1797 og blev afløst af Cay Reventlow, der var modstander af reformen, og det medførte at centraladministrationen derefter førte en vigende og uklar kurs, som snarere befordrede end dæmpede modstanden, mener Henningsen.

Henningsen ser den folkelige modstand mod reformen som et udslag af værdipolitiske kampe mellem en elite og en konservativ almue, der så sit verdensbillede og sin gudstro udfordret af en uforklaret vilje til forandring fra centraladministrationens side. Man kan ikke bare sig for den iagttagelse, at Henningsen, der har en lang karriere bag sig i statens arkiver, måske trækker lidt på personlige erfaringer i sine konklusioner.

Til bogens fordel taler blandt andet Henningsens dybe kendskab til lokale forhold på sogneniveau og hans suveræne overblik over kildegrundlaget. Dertil kommer en delikat billedredaktion.

Henningsens studie af denne i dansk kirkehistorie ofte oversete episode føjer væsentlige aspekter til forståelsen af den betydelige konservatisme, hvormed liturgien i den danske folkekirke omfattes.

Biskop P.O. Boisens ”Plan til en Forbedring ved den offentlige Gudsdyrkelse” fra 1805 led skibbrud på linje med senere reformforslag af bl.a. biskop Mynster. Anden tekstrække blev indført 1885 og Nordslesvigs kirker blev inkorporeret i Folkekirken efter 1920, men ellers forblev gudstjenesteordningen af 1688 – til trods for flere afgørende udfordringer især om dåbsritualet i det 20. århundrede – i kraft indtil 1992, da en ny alterbog blev autoriseret af Dronningen. Og højmessen afsluttes stadig med den aronitiske velsignelse.

(Kristeligt Dagblad 22. dec. 2016)

Et liv genoplevet i litteraturen

Sven-Aage Jørgensen, København-Kværndrup tur/retur, Historia 2016

Et liv genoplevet i litteraturen, kan man kalde Sven-Aage Jørgensens (f. 1929) erindringer om sine samtaler med to slægtninge, onkel Herman i København, ateist og arbejder, og onkel Rasmus gårdmand fra Kværndrup rundet af en blanding af en "let falmet grundtvigianisme" og Indre Mission.

De to er let stiliserede varianter af de virkeligt eksisterende onkler, men så meget desto effektivere fortællegreb. De tjener som vikarierende læsere, der har hver deres syn på helte og skurke i det store, brogede og adspredte persongalleri, som føres frem. Bogen er for størsteparten - i sig selv ret læseværdige - handlingsreferater af Pontoppidan, Jakob Knudsen, Bjørnson, Johannes V. Jensen, Martin A. Hansen med en afstikker til den svejtsiske Jeremias Gotthelf (1797-1854). At sidstnævnte - meget interessante - forfatter optræder i denne sammenhæng skyldes den omstændighed, at Jørgensen er emeriteret professor i tysk.

Temaet er det moderne gennembrud i kulturel, kristelig og politisk forstand. Kan man med Jakob Knudsen bjærge kristendommen ind i naturalismen? Er grundtvigianismen bare forloren yderlighed, således som Pontoppidan karikerer den? Er bonden landets marv? Det er interessant at se disse diskussioner flettet ind Jørgensens egen og siden Danmarks og Verdens historie.

Det er en demonstration af den pointe, som Hakon Stangerup i sin tid gjorde gældene, nemlig at politik ikke blot er krejleres fordeling af midler, men at det er kulturkampt, og at romaner derfor også har en politisk indebyrd, demonstreret ved onkel Venstremands og onkel Socialdemokrats vidt forskellige vurderinger af bøgerne. Jørgensen har en virkelig god pen, tydeligvis ikke upåvirket af dem, han skriver om. Jørgensens vurdering af Martin A. Hansen er f.eks., at han ikke iagttager landbolivet på "bekvem proprietærafstand". Der er også kernetræ at sanke i underskoven af selvudgivelser.

(Anmeldt på Facebook, 27. nov. 2016)

Danmarkshistorien set fra Rådhuspladsen

Bo Lidegaard, Øjeblikke – Danske billeder 1945-89, Politikens Forlag

Bo Lidegaard har været i dagbladet Politikens fotoarkiv og stykket en billedfortælling sammen om Danmark under Den kolde Krig. I sit udvalg veksler han mellem illustrationer af hverdagens situationer, ikoniske begivenheder og store personligheder. På den måde sættes den lille historie sammen med den store, således at det næsten giver mere sammenhæng end en løbende brødtekst ville have kunnet tilvejebringe.

Fra efterkrigstidens første bananer over parcelhus-boomet i 1960erne og indvielsen af den nye Lillebæltsbro i 1970 til 1980ernes københavnske in-sted Café Krasnapolsky fortælles historien om velstandsstigning og kulturelle forandringer. Det sættes ind i en storpolitisk ramme, hvor Danmark spillede rollen som loyal NATO-partner og samtidig som brobygger mod øst. Lidegaard lægger en påfaldende vægt på betydningen af de diplomatiske forbindelser med Moskva og de dertil hørende relativt hyppige officielle besøg.

Sammenhængen mellem sikkerhedspolitikken og hverdagslivet etableres som en underforstået fortælling om ydre balancegang og indre sammenhængskraft. Det skete blandt andet ved, at oprør og nybrud blev kanaliseret af det etablerede system som f.eks. da den systemkritiske musical Teenagerlove blev opført på Det Kgl. Teater af alle steder i 1962. Som et ukonventionelt eksempel på 1970ernes antiautoritære oprør har Lidegaard fundet et billede af to gamle ungdomsvenner, Simon Spies og Mogens Glistrup, der hver især brød med mange konventioner.

Essensen af Lidegaards tolkning af Den kolde Krig finder vi i det kendte møde mellem den amerikanske udenrigsminister John Foster Dulles og Bodil Koch under et NATO-møde i København i 1958. Billedet af de to, som fotografer fra flere blade havde øje for, bruges ofte som illustration af modsætningen mellem en forhærdet, systembevarende mand og en rebelsk, intellektuel kvinde. Lidegaard graver et spadestik dybere: ”Selv om Dulles ser overrumplet ud, var det set med amerikanske øjne mere end noget andet Socialdemokratiet, der leverede varen til alliancen, og ganske særligt venstrefløjen af partiet, som kirkeminister Bodil Koch repræsenterede. For amerikanerne var det afgørende, at Danmark kunne optræde som eksempel på, hvor langt arbejderne kunne nå uden at ty til kommunismen”.

Dermed knytter Lidegaard det socialdemokratiske velfærdsprojekt sammen med sikkerhedspolitikken. Så længe socialdemokraterne kunne levere varen til både Washington og vælgerne, var Danmark på rette spor, også selv om det indebar lidt funktionelt hykleri som i spørgsmålet om amerikanernes atomvåben på Grønland. Det er klart, at heltene i den fortælling er skikkelser som H.C. Hansen og Jens Otto Krag. Under Anker Jørgensen mistede Socialdemokratiet føringen og følingen. ”Det var alt sammen ikke kun Ankers skyld”, som Lidegaard skriver på en måde, der dog synes at antyde, at det var det nok alligevel.

Nogle steder er det gået lidt stærkt i redaktionen af bogen. Et billede er åbenlyst spejlvendt, og et par steder halter stedsangivelserne. Ved ubåden ’Delfinen’s stabelafløbning i 1956 skriver Lidegaard: ”Det ligner en tanke, at Søværnets første nybyggede ubåd efter krigen løb af stablen fra det røde skibsværft B&W”. Lige her savner Lidegaards tanke om forbrødringen mellem den institutionaliserede socialisme og dansk forsvarspolitik dog grundlag. ’Delfinen’ blev bygget på Orlogsværftet.

Bortset fra det har Lidegaard skabt en stærk og sammenhængende fortælling, hvis nærmeste slægtning er Paul Hammerichs Danmarkskrønike. Politikens perspektiv på livet og verden var og er københavnsk, og det må naturligvis præge et udvalg fra avisens billedarkiv. Et af epokens store opbrud, afviklingen af den gamle landbokultur, får f.eks. ikke megen plads.

Bogen er en demonstration af, at Politiken altid har beskæftiget nogle af landets bedste pressefotografer. Billederne varierer i kvalitet fra god til fremragende, og i sine billedtekster kombinerer den altid velskrivende Lidegaard den skarpe iagttagelse med en pointeret sans for sammenhæng.

(Kristeligt Dagblad 17. dec. 2016)

Hån, spot og persiflage

Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt: MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark. 1053 sider, Gyldendal.

Det er et voveligt forsøg at ville skrive ytringsfrihedens historie fra Reformationen til i dag, fordi ytringsfriheden ikke findes som noget, der kan studeres i sig selv. Den kendes på sine grænser.  Derfor er Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelts værk, MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark, i praksis en gennemgang af indskrænkningen af ytringsfriheden, oftest i skikkelse af den statslige censur.

Bogcensuren indførtes med kirkeordinansen af 1537. Formålet med censuren var især beskyttelsen af den rette tro og siden i højere grad af styret, således at det var strafbart at ”skumle med Bitterhed over Regieringen”, som det hed i den såkaldte Trykkefrihedsforordning af 1799. Forfatterne ser helt ret i, at afskaffelsen af enevælden i 1848-49 for trykkefrihedens vedkommende indebar lige så meget kontinuitet som forandring. Junigrundlovens ord om, at enhver ”er berettiget til ved Trykken at offentliggjøre sine Tanker, dog under Ansvar for Domstolene”, sikrer ikke ytringsfriheden mere, end lovgiverne løbende tillader det, hvilket en hel række af sager ført efter 1849 dokumenterer. Under forfatningskampen i sidste halvdel af det 19. århundrede blev ikke mindst straffelovens bestemmelse om majestætsfornærmelse flittigt brugt til at tryne oppositionen, der var forbitret over, at regeringen ignorerede Folketingets flertal og sad på kongens mandat alene. Højskoleforstander Johnsen fra Vestbirk fik i 1885 fire måneders fængsel for ”for at have henkastet paa Jorden et Billede af Kongen, som han havde kjøbt for 10 Øre”.

At spørgsmål om ytringsfrihed skulle afgøres af domstolene, havde hersket som hovedprincip siden 1790. Dermed var de endelige afgørelser om censur også taget ud af politiets hænder. Lovene var strenge, men ikke vilkårlige, om end forvaltningen af dem kunne være det. Hvis man ser bort fra den tyske besættelse, da censuren genindførtes, udspillede dramaet om ytringsfriheden sig i det 20. århundrede primært i lovens navn. I det 21. århundrede er dagsordenen skiftet dramatisk, idet spørgsmålet om ytringsfrihed er rykket tilbage i den udøvende magts regi, fordi en af de store udfordringer kommer fra fundamentalistiske muslimer, der har fremsat trusler mod forfattere og kunstnere, der må søge beskyttelse hos politiet og ikke domstolene. Samtidig ser vi fra skiftende regeringer forsøg på indgreb i informations- og ytringsfriheden i den statslige sikkerheds navn.

Mchangama og Stjernfelt skriver i indledningen, ”at ytringsfrihed ikke bare er vigtig, men simpelt hen den vigtigste af de frihedsrettigheder, der udgør kernen i moderne, demokratiske samfund.” Bortset fra, at udsagnet i sig selv er udtryk for et noget snævert syn på de borgerlige rettigheder og ikke mindst deres indbyrdes forhold, er det vigtigste problem for bogen, at tilgangen til stoffet er normativ snarere end analytisk.

Enhver person, lov eller tildragelse måler forfatterne på, om den lever op til idealet. Den berømte dr. Dampe udnævnes til ”martyr for det frie ord”. Struensee er god, fordi han afskaffede enhver censur i 1770. M.G. Birckner (1756-98) er næsten lige så god, fordi han taler for, at de religiøse må tåle ”Haan, Spot og Persiflage”. Men når man forlader sig på den enkle vurdering, at fortidens aktører måles på, i hvor høj grad de ligner Flemming Rose, suspenderes den intellektuelle nysgerrighed. Man spørger ikke længere, hvorfor ting sker, men hvor vidt de ligner noget, man kan lide. Det er uinteressant for andre end dem, der deler synspunktet.

Den nyskabende svenske trykkefrihedslov, der fejrer sin 250 års fødselsdag den 2. december i år, er et godt eksempel. Den afskrives i bogen i en enkelt sætning, fordi den ikke lever op til idealet: Den indførte ikke ubegrænset trykkefrihed. Den er ikke desto mindre interessant, fordi den for det første indførte trykkefrihed som en positiv ret, for det andet knyttede denne ret sammen med retten til indsigt i den offentlige forvaltning, og for det tredje indførte princippet om ansvarlighed for domstolene. Det skulle da være mærkeligt, om den ikke havde betydning for udviklingen i dansk ret.

Et andet afgørende problem for bogen er, at den ikke for alvor tager diskussionen med den eksisterende forskning. Forfatterne hænger et par ældre historikere ud, fordi de udviser en vis forståelse for den enevældige lovgivning. For den nyere litteraturs vedkommende beror de hovedsageligt på meningsfæller i norsk og dansk forskning og overser næsten systematisk alternative tolkninger.

Hvorfor blev dr. Dampe for eksempel som den eneste af den sene enevældes systemkritikere dødsdømt? Forfatterne skriver, at han var isoleret og uden indflydelsesrige venner. Nyere forskning har fremhævet, at han fremturede på et tidspunkt, da København var præget af generel uro. Man frygtede for revolution. Under andre omstændigheder ville han antagelig  være blevet landsforvist. Kongen benådede Dampe, så straffen blev konverteret til livsvarigt fængsel, og siden blev den mildnet til en form for husarrest på Bornholm.

I synet på Oplysningstiden forekommer Mchangama og Stjernfelt inspireret af Jonathan Israels idé om den radikale oplysning, der særdeles kort fortalt går ud på, at alle andre end Spinoza og Israel selv har misforstået, hvad oplysning er. Et af problemerne med denne vinkel på Oplysningstiden er, at den kanoniserer ateismen og religionskritikken, og at den betragter religion og oplysning som modsætninger. Det vil sige, at den gør sig selv blind for den omstændighed, at langt størstedelen af dem, der faktisk levede i Oplysningstiden, opfattede sig selv som gode kristne.

”Oplysningstidens tanker” går som et fantom gennem den aktuelle debat om ytringsfrihed. Det er blandt andet forestillingen om, at vi fra Oplysningstiden har arvet en borgerlig offentlighed, der i sin mest ideelle tilstand er et privilegeret eller isoleret rum adskilt fra det private på den ene side og magtens rum på den anden.

Det er en smuk teori, som oprindelig stammer fra Jürgen Habermas (der er påfaldende uomtalt i bogen), men på et eller andet tidspunkt må teorier jo lade sig anfægte af virkeligheden. Hvis Mchangama og Stjernfelt læste op på deres egne eksempler, ville de finde det veldokumenteret, at den offentlige kommunikation altid har været gennemtrukket af magtrelationer og private interesser.

Hvorfor lod den regerende kronprins sig påvirke af den russiske kejser til at strammelovgivningen mere end planen var i 1799? Fordi zar Paul I ikke alene var ære- og trættekær, men autokratisk rådede over en østersøflåde, der målt i drægtighed overgik den dansk-norske marine i styrkeforholdet fem til tre.

Eller tag et mere nutidigt eksempel som Kåre Bluitgen, der var anledningen til, at Jyllands-Posten gjorde muslimsk ikonoklasme til genstand for redaktionel opmærksomhed for godt ti år siden. Bluitgen hævdede, at han ikke kunne finde en illustrator til en bog om Muhammed. Inspireret af den historie bestilte Jyllands-Posten de nu så berømte tegninger. De voldsomme virkninger af avisens beslutning har fået lov til at skygge for den ikke uinteressante forudsætning, at Bluitgens påstand må have været et mediestunt, for avisen havde jo tydeligvis ikke vanskeligt ved at finde tegnere.

MEN er for så vidt grundig, klart skrevet og med gode kildehenvisninger. Det er meget prisværdigt, at Norge og hertugdømmerne inddrages systematisk i gennemgangen frem til henholdsvis 1814 og 1864. For tiden efter 1849 er der tale om, at der fremlægges den hidtil mest omfattende oversigt over lovgivning og praksis. Den er således en prisværdig håndbog for enhver, der interesserer sig for spørgsmålet. Men den er også et skrummel på mere end tusind sider, og det er et tegn på, at forfatterne har forsømt at disciplinere tanken og pennen og blot har ladet sig nøje med at sammensætte en kronologisk ordnet frimærkesamling af historiske tildragelser, hvis væsentligste formål er at bekræfte et velkendt synspunkt i den verserende debat.

(Weekendavisen 11. nov. 2016)

Sigurd om Absalon og karikaturkrisen

Sigurd Barrett i samarbejde med Nationalmuseet, Sigurd fortæller Danmarkshistorie Politikens Børnebøger, 2 bind, 283 + 283 sider

”På en måde er X Factor historien om vores tid. Mange af os tænker, at vi måske i virkeligheden er totalt geniale enten til at skrive eller synge eller spille skuespil eller noget andet. Der er bare ikke nogen, der har set det endnu, og derfor venter vi på at blive opdaget. Den dag vi bliver opdaget, vil vi blive berømte og få masser af succes, og på den måde kan vi få en plads i danmarkshistorien.”

Det er Sigurd Barretts egen samtidskommentar. Beskrivelsen passer udmærket på ham selv. Han er musikeren, der blev populær på at lave børnefjernsyn, og som brugte sin popularitet og den figur, han var blevet kendt for, som platform til at skabe sig en omfattende karriere som entertainer og børnebogsforfatter.  Sigurd blev et varemærke. Han har ingen formelle forudsætninger for at skrive en Danmarkshistorie for børn.

Barretts figur er meget synlig i bogen som fortæller, og hans sædvanlige tegner, Jeanette Brandt, fastholder med sin muntre streg bevidstheden om, at vi er i Sigurds univers. Indholdet er levendegjort ved hjælp af tænkte og fiktive scener, som f.eks. når Absalon fortæller kong Valdemar: ”Jeg vil gerne være biskop!” og Valdemar svarer: ”Fint! Du kan blive biskop i Roskilde!” Et par linjer længere nede fortsætter Barrett: ”Senere blev Absalon også biskop i Lund i Sverige, så han havde sørme nok at få tiden til at gå med.”

Eksemplet er valgt tilfældigt, men det illustrerer meget godt sprogtonen og den udfordring det er at formidle i form af en fortælling for børn.  Selvfølgelig har Absalon og Valdemar aldrig ført en samtale med netop denne ordlyd, men den fiktive ordveksling er på den anden side en fin, fortættet anskueliggørelse af deres indbyrdes forhold. Og hvad med Lund? Hvordan ville flowet i fortællingen blive hvis han havde skrevet ”Senere blev Absalon også biskop i Lund, der ligger i Sverige, men dengang var dansk o.s.v.….”? Nærværet forsvinder fra fortællingen. Medens man i historievidenskaben kortlægger fortiden som et fjernt og fremmed land, er det tydeligt, at det didaktiske greb i denne bog er identifikation og genkendelse. Kan den form bære den alvor, som historien er fuld af? Hvordan håndteres f.eks. karikaturkrisen i 2005-2006? Det gøres med denne ordveksling: ”’I skal ikke fornærme vores profet!’ sagde muslimerne. ’Vi må tegne, hvad vi vil!’ sagde bladtegnerne.” Det er sådan set en både fair og præcis gengivelse af dén konflikt.

Et andet greb er anvendelsen af skrøner og myter som en del af fortællingen, f.eks. de historier om Gøngehøvdingen, der blev populariseret af Carit Etlar. Det er gjort helt bevidst og med åbne øjne, og det lykkes også at lægge flere lag af refleksion ind over denne tilsyneladende løsslupne fortællelyst, for Gøngehøvdingens status er slet ikke så simpel: ”Om han var en helt eller en skurk? Ja, det kommer nok an på, om man spørger en dansker eller en svensker. Men mange danskere tænker på Gøngehøvdingen som en stor helt i danmarkshistorien, og historierne om ham fortælles stadig den dag i dag. Også selv om det er nogle værre røverhistorier.”

Barrett udfordrer ikke danmarkshistorien som genre, men det ville også være et usædvanligt krav at stille til en pianist. Han har gjort klogt i at alliere sig med Nationalmuseet i udformningen af denne fortælling. Der er en faglig bund i teksten. Man kan især i de forhistoriske afsnit se, at der er taget hensyn til nye forskningsresultater. De unøjagtigheder og overdrivelser, der findes, kan begrundes med, at målgruppen er børn op til konfirmationsalderen. Og så er der faktisk også en original vinkel på stoffet, der kun kan stamme fra Barrett selv, nemlig at musikken i bind 2 spiller en stor rolle. Han kan ikke skjule, at Leo Mathiesen er en af hans helte, og det skal bestemt ikke lægges ham til last. Endelig må det fremhæves, at Jeanette Brandt er en charmerende og intelligent illustrator.

(Kristeligt Dagblad 11. nov. 2016. Avisen havde valgt en lidt anden rubrik)

Et oprigtigt indblik i Dronningens syn på livet og verden

Thomas Larsen, De dybeste rødder, Gyldendal 

Da skuespillerinden Helen Mirren blev spurgt om, hvorfor hun var tilhænger af det britiske kongehus, svarede hun: ”Jeg har kendt disse mennesker hele mit liv.” Mange danskere ville antagelig give det samme svar, når det drejer sig om det danske kongehus. Mirrens forklaring rummer naturligvis en skjult asymmetri, for ingen forventer, at de kongelige har samme kendskab til hver enkelt borger, som vi til dem, hvor overfladisk det kendskab end er. De fleste danskere kender til Dronningen som var hun en fjern tante, hvis familierelationer der er nogenlunde styr på, men man ses kun sjældent. Men så sker det, at man får hende til bords ved en af disse alenlange familiemiddage, og så viser hun sig som en fortrinlig borddame. Omtrent sådan skal man gå til en samtalebog med Dronningen. Man tilbydes ikke noget intimt venskab, men man får et oprigtigt indblik i, hvordan hun anskuer livet og verden, og det er ikke uinteressant.

Indledningsvis fortæller Dronningen om sit eget liv. Hun blev født som ældste datter af kronprinsparret i det dansk-islandske dobbeltmonarki få dage efter den tyske besættelse af Danmark i april 1940. Efter ændringerne i tronfølgeloven 1953 måtte prinsessen anskue sin tilværelse under tilskikkelsens synspunkt. Det lå fast, hvad hun skulle, og hvornår. Hendes embedstid er afgrænset af to dødsfald: hendes fars og hendes eget. Dronningen nærer stor hengivenhed for sine forældre, og derfor brød hun sig i sin ungdom ikke om at blive mindet om, at hun var tronfølger, for det var samtidig en påmindelse om, at hun skulle miste sin far for at blive dronning. Men Dronningen har stiftet fred med sin skæbne og henter i overensstemmelse med det embede, som hun er sat til at røgte, sin identitet fra den historie, der ikke alene er hendes egen, men hele landets. Thomas Larsen har i den forbindelse interessant nok også bedt Dronningen om at give skudsmål til nogle af forgængerne i stillingen. Hendes udmåling af Frederik VI er skæg, fordi hun retter op på denne konges lidt flossede eftermæle. Hun priser hans ansvarsfølelse. At han havde elskerinder, tager Dronningen ikke så tungt – ”det hørte ligesom med dengang”, som hun siger i sin helt egen tone, en treklang af nonchalance, eftertanke og humor.

Efterhånden som bogen skrider frem, handler den stadig mere om nutiden, og de udfordringer, som Danmark står over for. Det er en vanskelig øvelse for statsoverhovedet. Det er en ofte gentaget misforståelse, at Dronningen ikke må være politisk. Det må hun gerne, så længe hun ikke har en væsentlig del af politikerne imod sig. Enhedslisten kan selvfølgelig altid finde et hår i suppen, men så længe den brede midte i dansk politik bakker op, er Dronningen på nogenlunde sikker grund. Et af problemerne er, at politik er udsat for en opvarmning, der gør at den brede midte udgør knap så fast og tykt et isdække – for nu at hente en metafor fra den nordligste del af Dronningens domæne – men oftere end tidligere består af frit drivende flager af varierende størrelse og bæreevne. Dronningen har også vanskeligere ved at søge sin redning i de statsbærende institutioner, hvis repræsentant hun også er, for selv det etablerede har mistet sin selvfølgelige karakter. Kan Dronningens altid udelte opbakning til de væbnede styrker nu tolkes som støtte til politisk kontroversielle militære indsatser i Mellemøsten?

Et af bogens mest interessante kapitler har fået overskriften ”tro”, selv om Dronningen nødigt tager netop dette ord i brug om sig selv. Hun definerer snarere sig selv som kirkegænger. Dronningen er af Grundloven forpligtet til at tilhøre den evangelisk-lutherske kirke, men hendes tilknytning til, viden om og glæde ved Folkekirken rækker langt videre end hendes forpligtelse tilsiger.  Hun mener også, at kirken og landet hører sammen. Stillet over for den udfordring, at Folkekirken ikke nyder den samme opbakning i dag som for 45 år siden, da hun tiltrådte, fastholder Dronningen, at Danmark ”er bygget på kristen grund”. Det er ikke fordi Dronningen nødvendigvis har ændret synspunkt gennem årene, men i lyset af den øgede andel af muslimer i samfundet, fremstår det væsentlig mere pointeret i dag end tidligere. Men Thomas Larsen mener også, at der er sket en forskydning i Dronningens synspunkt i retning af en forståelse af ”at indvandringen også indebærer omkostninger for det land, som tager imod, og at integration er en udfordring.”

Hvis man vil have et helfigursportræt af statsoverhovedet er denne bog et godt sted at begynde. Thomas Larsen balancerer fint mellem det loyale og det analytiske. Bogen føjer sig ind i rækken af portræt- og samtalebøger om Dronningen af blandt andre Thorkild Hansen, Ninka, Annelise Bistrup og Jens Andersen. Gentagelser undgås i den forbindelse ikke, men det ville da også være mærkeligt andet. Det er ikke Dronningens job at opfinde verden forfra hver dag. Genkendelighed og kontinuitet er nogle kongehusets væsentligste bidrag til et samfund, der i øvrigt er præget af omskiftelighed og opbrud. Det er i sin natur en konservativ institution. ”Det er sikkert fordi jeg er en gammel kone, men jeg synes ikke, at man skal løbe efter dagens mode, hverken når det gælder sweatre eller meninger,” som Dronningen selv formulerer det. I den forstand er hun politisk. Man kan endda sige, at hun huser et synspunkt, der til tider må betragtes som nærmest hjemløst i det politiske landskab.

(Berlingske Tidende 27. okt. 2016)

BZ-bevægelsen var mere destruktiv end kreativ

Peter Øvig

BZ – Du har ikke en chance – Tag den!

 „Jeg har lært meget af det, jeg kan i dag, i de år i BZ, både socialt og praktisk. Jeg lærte for eksempel selv at bygge en stor seng af stjålet tømmer. Vi kørte ikke bare i IKEA for at købe en seng eller sad og ventede på, at nogle andre klarede sagen. På den måde kom vi i god kontakt med vores egen drivkraft. I BZ lærte jeg at tage stilling til mine omgivelser og til samfundet, at reflektere over etiske spørgsmål om rigtigt og forkert, at hjælpe andre og tage imod hjælp, at samarbejde og tænke i fællesskab og at føre mine drømme ud i verden.”

Sådan fortæller en tidligere BZ’er til Peter Øvig. Citatet er typisk. Mange veteraner fra BZ-bevægelsen mener, at den var et farverigt, vildtvoksende, blomstrende eksperiment i en epoke af grå beton. Men midt i citatets almindelige selvudviklingsretorik stikker et enkelt tillægsord ud: ’stjålet’. BZ-bevægelsen var inficeret af kriminalitet. Ikke blot sneg almindelige kriminelle sig ind i bevægelsen. Bevægelsen selv var et fundamentalt opgør med ejendomsretten. At stjæle tøj, mad og andre fornødenheder kunne mentalt og ideologisk snildt forenes med, at man i forvejen boede i andre folks huse uden tilladelse og uden at betale.”BZ’erne var ideologiske forbrydere,” som en pensioneret betjent siger til Øvig. Derfor kan man støde på formuleringer som ovenstående, hvor berigelseskriminalitet tvangfrit gøres til en forudsætning for at lære sløjd. Tyveri bliver til en del af kreativiteten. Men det er Øvigs ærinde at fortælle en anden historie: BZ-bevægelsen var mere destruktiv end kreativ.

Det begyndte med kampen om en byggelegeplads på det indre Nørrebro i København i 1980. Her stødte unge aktivister sammen med politiet. I 1981 dannedes ’Initivgruppen’, og samme år blev det nedlagte fællesbageri Rutana besat og ryddet af politiet. I det følgende årti blev talrige bygninger især i Københavns brokvarterer besat. I 1982 tog Initivgruppen navneforandring til BZ-brigaden. At navnet giver mindelser om De røde Brigader er ikke tilfældigt, og det er dokumenteret, at det københavnske BZ-miljø støttede Rote Armee Fraktion. Der var et ideologisk slægtsskab med de andre såkaldte byguerillaer i Europa, og BZ-brigaden udviklede et systematisk og effektivt voldsberedskab. I slutningen af 1980erne eskalerede volden, og politiet stod i realiteten stod magtesløst over for BZ’ernes aktioner. BZ havde udviklet sig til en voldskult, der afviste samfundets normer, og de havde i flere år held med at blæse på loven. Jævnligt blev patruljevogne, der passerede besatte huse, angrebet med kasteskyts uden at betjentene kunne gøre noget. I 1986 blev et helt afsnit af Ryesgade afspærret og belejret af politiet i 9 dage, inden BZ’erne overgav sig. Det sidste besatte hus blev ryddet i 1990, og her hører også Øvigs fortælling op, selv om BZ fortsatte under andre former som De Autonome, Antifascistisk Aktion eller Socialistisk Ungdomsfront.

Bogen er båret af interviews med tidligere BZ’ere suppleret med rapporter fra politiet og PET. Øvigs journalistiske tilgang har styrker og svagheder. Bevægelsen opstod ikke i et vakuum. Man savner lidt mere kontekst, forbindelsen bagud til slumstormerne og besættelsen af Bådsmandsstræde Kaserne, forbindelsen til lignende bevægelser i Amsterdam og Berlin samt ikke mindst de politiske og filosofiske ideer, der prægede bevægelsen og tjente til at legitimere aktionerne. Endelig forsømmer Øvig at analysere bevægelsens organisation, struktur og ikke mindst hierarki. Nogle fremstår som ledertyper, men hvad deres roller egentlig har været, er uklart. Bevægelsen bestod især i begyndelsen af til dels meget unge teenagere. Mange fortæller, hvordan BZ blev en erstatning for den familie, som de selv savnede. Det forklarer tiltrækningen, men ikke strukturen. Hvis BZ var en familie, hvem var da forældrene? Selv om unge mennesker har en udpræget flokmentalitet, er det umuligt at forestille sig, at nogle af de endog meget velkoordinerede aktioner er foregået uden en stærk ledelse og en kommandostruktur. På den anden side må man også forbavses over, hvor ukoordineret og somme tider fuldstændigt hjælpeløst de kommunale myndigheder og politiet handlede. Især politiets civilklædte indsatsenhed, Uropatruljen, var tilsyneladende nærmest en autonom enhed, der gjorde hvad det passede dem.

Ved at gøre det journalistiske interview til omdrejningspunkt lader Øvig aktørerne selv komme til orde, og det giver teksten nerve. Mange af dem har et meget reflekteret forhold til deres egen fortid, og Øvig er efter alt at dømme loyal mod sine kilder. Men det betyder altså også, at man ser organisationen fra neden og får det indtryk, at det bare var et improviseret sammenrend af utilfredse eller utilpassede unge, og ingen har vist lyst til at indrømme alt, hvad de lavede dengang iført elefanthue, kasteskyts og ung vrede. Et andet journalistisk greb, som Øvig gør brug af, er at synliggøre sin egen rolle i researchprocessen, så han selv blive den mest fremtrædende person i bogen. Cirka halvdelen af bogen handler om, hvordan han har fundet sine meddelere, talt med dem og ikke mindst hvordan de tidligere BZ’ere har håndteret den situation. Bogens egentlige drama ligger i journalistens arbejde med at fremdrage historien. Det er en demonstrativ og krukket selviscenesættelse, men med dette greb kan han også vise den modstand, der har været i miljøet mod hans projekt. Kulminationen indtraf i oktober 2015, da flere ruder i Øvigs hjem blev knust ved stenkast. Mange af de tidligere BZ’ere vil gerne bevare monopolet på at fortælle deres egen historie for at beskytte den nostalgi, der omgiver BZ, men det skal de naturligvis ikke have lov til. Øvig er da heller ikke den første, der beretter om BZ fra en kritisk vinkel, og BZ’erne er heller ikke den første gruppe, der er ilde berørt over at få deres fortid beskrevet. Øvig er en rutineret fortæller, og hvis man kan leve med, at forfatteren er så optaget af sin egen researchproces, får man med denne bog en veldokumenteret redegørelse for et dramatisk årti, da nogle hundrede unge hærgede København.

(Kristeligt Dagblad 4. okt. 2016)

Skriften står ikke alene

Lars Sandbeck, På Grænsen - et teologisk portræt af Theodor Jørgensen


Da sognepræst Per Ramsdal gjorde sig bemærket med sine udtalelser om kødets opstandelse og det evige liv, blev han af sin biskop pålagt en efteruddannelse i form af et forløb med Theodor Jørgensen som mentor. Det blev en stående vittighed blandt præster, at de også gladelig ville udfordre kirkens bekendelsesgrundlag, hvis det betød, at man fik lov til at tilbringe tid sammen med Theodor Jørgensen.

Theodor Jørgensen (f. 1935) – eller Theo, som han kaldes af alle, der kender ham – var gennem 30 år en skattet professor i systematisk teologi på Københavns Universitet og er stadig aktiv som debattør og akademiker. Bogens titel hentyder til, at Jørgensen er født i grænselandet. Hans far var præst for den danske menighed i Sønderborg indtil 1920 og derefter for den tyske menighed sammesteds. Jørgensen selv mener, at det har givet ham en ”åbenhed over for anderledestænkende, over for andre kulturer”. Her kunne man jo nok indvende, at den grænse, der er interessant fra et teologisk standpunkt, den konfessionelle, netop ikke er til stede i grænselandet.

Jørgensen betragter ikke dogmatikken som påbud, der er mejslet i sten: ”Bekendelserne udtrykker primært en relation og ikke en læresætning – en bekendelsessætning er ikke en læresætning, men en hymne, en lovsang, en lovprisning. Den udtrykker i sig selv en relation, der er under stadig forandring.” Det vil sige, at han heller ikke bruger dogmatikken til at identificere kætterne, dem der ikke er i overensstemmelse med den rette lære. Mødet med en, der mener noget andet, betragter Jørgensen som en mulighed for dialog, hvilket også kommer til udtryk i hans ønske om dialog religionerne imellem. Derfor var valget af Jørgensen som mentor for Ramsdal også interessant. Kritikerne mente, at det var som at sætte ræven til at vogte gæs.

Sandbeck selv har tydeligvis også en del på hjerte. I sin præsentation af Jørgensens teologi lægger han ikke skjul på, at bogen har brod mod det nye Tidehverv, der har taget det på sig at forsvare den lutherske ortodoksi og ikke har noget imod at udpege kættere. For at skære den pointe helt tydeligt ud i hård masonit har Sandbeck som appendiks indsat en prædiken af Jørgensen over Bjergprædikenens kærlighedsbud, hvor Jørgensen håndfast lader evangeliets ord tale ind i en aktuel politisk dagsorden, nemlig flygtningespørgsmålet. Så er der inviteret til den sædvanlige udialektiske meningsudveksling med de sædvanlige.

Jørgensen deler Grundtvigs optimistiske menneskesyn, der bygger på en i mennesket ved skabelsen indlagte gudbilledlighed, og som er et opgør med Luthers forestilling om mennesket som blot syndigt. Han taler også om det aftryk, som Kristus har efterladt i ethvert menneske: ”Når Kristus er Guds udtrykte billede, så betyder det jo egentlig, at vores gudbilledlighed ud fra vores kristne tro må være ensbetydende med en Kristus-signatur. Og denne signatur bærer ethvert menneske, hvad enten dette menneske er kristen, muslim, hindu, buddhist, ateist.”

Jørgensens dogmatik er hermeneutisk i den forstand, at skriften ikke får lov til at stå alene, men altid skal forstås i sin kontekst og historicitet. Resonansrummet hører med til forståelsen af hymnen. Åbenhed er et ord, der ofte går igen i bogen, og selvfølgelig inviterer det til en diskussion af, om troen kan blive så åben, at den bliver tom? Sandbeck har ikke set det som sin opgave at stille Jørgensen den slags spørgsmål. Det er ikke en samtale- eller interviewbog, heller ikke en biografi, snarere en af den slags præsentationer af hovedpersonens værk og synspunkter, som man ofte finder i festskrifter. Man kan spørge sig selv, om den form, som forfatter og forlag har valgt, tjener formålet? Jørgensens ærinde er teologisk, men med Sandbecks gentagne ”Theo siger”, ”Theo mener”, ”Theo skriver” bliver Theodor Jørgensen næsten mere synlig end han kommer til orde, og det kommer til at spærre for udsigten til anliggendet.

(Kristeligt Dagblad 28. sept. 2016)

Hverken det ene eller det andet

Kristian Ditlev Jensen, Sydslesvig – steder og mennesker, Gyldendal, 207 sider

”Sydslesvig findes ikke længere. Det er et faktum. Betegnelsen dækker over den del af den tyske delstat Schleswig-Holstein, som engang for mange, mange år siden tilhørte det danske rige.” Sådan indledes et af kapitlerne i denne sammensatte bog. Det er godt skrevet, men i bedste fald upræcist.

Hertugdømmerne Slesvig og Holsten hørte indtil 1864 under den danske krone. Slesvig og Sønderjylland var indtil da synonymer. Derefter skete der en betydningsforskydning, således at Sønderjylland blev betegnelsen for den nordlige halvdel af Slesvig, hvoraf det meste i 1920 blev dansk, mens Sydslesvig siden har været brugt – mest af danskerne – om den del, der forblev tysk, og hvor der bor et dansk mindretal.

Kristian Ditlev Jensen bevæger sig i flere genrer. Første kapitel er et interview med Gerda, der har boet i Læk hele sit liv. Andet kapitel handler om, hvordan Jensen selv flyttede ”fra den gastronomiske armod i Sønderjylland” til Flensborg, hvor udbuddet af god mad er meget bedre ifølge Jensen. (Den skal han nok lige vende med slagter Vollstedt i Haderslev.) 

Tredje kapitel gennemgår Flensborg Avis fra tirsdag den 5. januar i år blandt andet med gengivelse af fire helsider fra avisen i faksimile. Der står meget interessant i den avis. Fjerde kapitel udgøres af indtryk fra ture til blandt andet Sylt og Altona, ”der ligger som et minde om det danske kongeriges sydligste del”, som han skriver, selv om Holsten netop ikke var en del af kongeriget, men et hertugdømme i personalunion med Danmark. Det kan lyde pedantisk, men det er sådan noget man går meget op i på de kanter.

Femte kapitel handler om julemarkeder i blandt andet Sydslesvig, og sjette kapitel er et interview med den netop afgåede museumsinspektør fra Sønderborg Slot, Inge Adriansen, der fortæller indsigtsfuldt om det lokale køkken. Syvende kapitel er en parafrase over Politikens ”Ture i Nord- og Sydslesvig” fra 1965. Ottende kapitel er et essay om mindretal, hvor Jensen blandt meget andet også kommer ind på jøderne i Danmark: ”Det er ikke uden grund, at det ikke hedder Det jødiske Samfund i Danmark, men derimod Det Mosaiske Trossamfund i Danmark. Det er jødernes egen betegnelse for sig selv.” Det er det så lige præcis ikke. Den største jødiske menighed i Danmark har faktisk for nylig skiftet navn fra ’Det mosaiske Troessamfund’ (med e) til ’Det jødiske Samfund’. 

I kapitel 9 anvises, hvordan man tilbereder surkål. Kapitel 10 handler om kirkelivet i Grænselandet, og epilogen er historien om, hvordan rockjournalisten Jan Poulsen som halvstor dreng i 1970erne var på en spændende cykeltur i Sydslesvig.

Illustrationerne fylder meget, men de er helt uformidlede. Portrættet af den ældre dame, der interviewes i kapitel 1, gengives over et helt opslag – eller man må formode det er hende, for billedteksten lyder bare: ”Læk”. Hele side 155 fyldes op af fotografiet af en i Rendsborg indregistreret Volvo 544 stående i en parkeringskælder. På side 38 er der et mindre foto fra Husum af en Mercedes 230 TE, som også er en god bil. På hele opslaget s. 120-21 gengives et sløret billede af en traktor, der kører med halm- eller høballer. Det er ifølge billedteksten taget i Aventoft. Julekuglen, der gengives i en knivskarp næroptagelse tværs over hele opslaget s. 94-95 er til gengæld fra Eckernførde. En stabel Nutellaglas – ifølge billedteksten i Flensborg – er interessant, fordi de fleste danskere opfatter det som et tysk produkt. Det er italiensk.

Historien er ikke Kristian Ditlev Jensens stærke side, og det er et problem, hvis man vil skrive om en region, hvor fortiden er så nærværende, at de døde omtrent har stemmeret. Det er Jensens gode pen, der holder bogen flydende, og hans almindelige begejstring for Sydslesvig forsyner den med energi. Den står stærkest, hvor han kombinerer sine evner for at almengøre det selvoplevede med noget håndgribeligt som f.eks. i kapitlet om surkål.  Men den mangler foruden en ordentlig billedredaktion først og fremmest ret kurs. Den er hverken rejse-, koge-, historie-, foto-, erindrings- eller reportagebog. Den virker som resultatet af en brainstorm, hvor forfatter og forlag bare har glemt at sortere i ideerne bagefter.

(Kristeligt Dagblad 9. sept. 2016)

Hyldest til en bror, der faldt under kamp

Ron Pundak, Nysgerrighedens akse, Gyldendal

"Nysgerrighedens akse" handler om israelske pansertroppers indsats på Sinaihalvøen under Yom Kippurkrigen i oktober 1973. Det bliver hurtigt klart, at læseren leder forgæves efter et oversigtskort, og denne læser mistede hurtigt overblikket. Det kræver en del lokalkendskab at hitte rede i de mange steder, hvor bataljoner og kompagnier blev mobiliseret, deployeret, bestykket og bestrøget.

Men det kan jo også være med vilje, at kortet mangler, for det er en stor del af pointen med bogen, at overblikket også forsvandt for aktørerne. Det gjaldt både regering og hærledelse ved krigens begyndelse og de enkelte soldater, befalingsmænd og underofficerer. Fortælleren er med i felten. Ofte lader han et andet jeg end sit eget komme til orde i form af lange citater fra andres erindringer og beretninger om deres deltagelse i krigen. Polyfonien er tilsigtet. Det bidrager til den villede forvirring, når fortællersubjektet indkalder en vikar.

Ron Pundak (1955-2014) var for ung til selv at kæmpe i krigen. Bogen er viet historien om hans få år ældre bror, Uri, " som for bestandig vil forblive yngre end mig". Uri faldt den 19. oktober 1973 et sted med det militære kodenavn " Nysgerrighedens akse" vest for Suezkanalen.

Som indstik får vi også historien om slægten. Ron og Uri Pundak er sønner af Herbert og Sussi Pundik, der emigrerede til Israel i 1955 og tog navneforandring til Pundak. I Danmark er de stadig kendt under deres oprindelige efternavn. Uri Pundik var som ganske lille model for et af de børn, der optrådte på Claes Lorenzens julemærke i 1954. Herbert Pundik var i mange år chefredaktør på Politiken, et hverv han bestred fra et hotelværelse i København, mens han havde fast adresse i Tel Aviv. Ron Pundak omtaler dem ikke som far og mor, men lidt distanceret som Herbert og Sussi. Når han skal beskrive sit barndomshjem, indkalder han også en vikar i skikkelse af forfatteren Yoram Kaniuk, hvis indtagende skildring af det pundakske hjem i Tel Aviv i anledning af Pundiks 25-årsjubilæum på Politiken citeres over flere sider.

Familiens historie er typisk. Ron Pundaks forfædre kom til Vesteuropa under pogromerne i det russiske rige omkring forrige århundredskifte. Bedsteforældrene endte som så mange andre jøder i København. De flygtede til Sverige i 1943, hvor Rons og Uris forældre mødte hinanden første gang. Herbert blev zionist og deltog i krigen i 1948, der førte til staten Israels grundlæggelse.

Pundik har siden været kritisk-loyal over for sit valgte fædreland. I sit fødeland har han gennem årtier forsøgt at forklare fænomenet Israel for den undrende offentlighed. Ron Pundak videreførte denne kritisk-loyale linje, idet han var en af arkitekterne bag Oslo-processen, der bragte Israel og palæstinenserne på talefod, om end processen ikke har tilvejebragt nogen blivende løsning. Han døde af kræft i 2014.

Denne bog er en personlig beretning om krigens ofre og de efterladtes savn. Pundak bruger en del tid på at fortælle om, hvordan han har søgt og ledt efter oplysninger om og vidner til de sidste uger af broderens liv. Det egentlig selvbiografiske stof er derimod påfaldende fraværende. Bogen er også en hyldest til de soldater, hvis indsats den skildrer. Mens Ron Pundak er kritisk over for regeringen og den militære topledelse, fordi den ikke reagerede rettidigt og hensigtsmæssigt på truslen fra Egypten, er han en uskrømtet beundrer af det mod og den handlekraft, der blev udvist af Uri og hans soldaterkammerater.

Bogen bygger på en respekt for krigens håndværk. Den er skrevet af en fredsaktivist, ikke en pacifist. Den har et klart budskab. Mens Seksdageskrigen overbeviste israelerne om deres egen uovervindelighed, blev Yom Kippur-krigen en påmindelse om, at også Israels væbnede styrker er til at tale med. Israel kan ikke egenhændigt sætte dagsordenen for udviklingen i regionen.

Krigen i 1973 førte til en stabil fred med Egypten efter princippet land-for-fred, og det er underforstået, at Ron Pundaks ærinde med denne bog er at vise, at denne linje bør fortsættes. Israels styrkeposition skal udnyttes til at skabe fred, ikke krig.

(Kristeligt Dagblad 29. aug. 2016)

Når døden sættes spektakulært i scene

Som et forlist rumskib, en styrtet star cruiser fra en stjernekrigsfilm, borer det nye Moesgaard Museum sig ned i en bakke syd for Aarhus. Bygningen har form som en kile indfældet i det kuperede landskab. Taget udgør en sammenhængende, skrånende, rektangulær flade, der begynder i terrænhøjde tættest ved det gamle Moesgaard Museum og hæver sig græsklædt en snes meter over jorden, hvor det er højest. Taget er tilgængeligt for publikum, og man har herfra udsigt over Aarhusbugten. 

Der er noget monumentalt over bygningen samtidig med, at den er diskret, forstået på den måde, at den respekterer sine omgivelser, både landskabet og det klassicistiske herregårdsanlæg, der er nærmeste nabo. Prisen for denne arkitektoniske prioritering er blandt andet mangel på lysindfald. I foyeren og cafeteriaet er der godt med dagslys, mens udstillingerne skal belyses kunstigt, og man må sige, at der økonomiseres med strømmen på Moesgaards faste udstilling, hvor den natteblinde sine steder må famle sig frem.

Helt så dunkelt belyst henligger den nye særudstilling om gladiatorerne ikke, bortset fra begyndelsen. Man føres ved indgangen ind i en mørk korridor, der skal illudere kælderen under Colloseum i Rom, så den besøgende kan identificere sig med en gladiator på vej til kamp. Herfra træder man ind i udstillingens største – og velbelyste – rum, der er gennemscenograferet, så man får indtryk af at stå midt i en arena omgivet af tilskuere. Store figurer forestillende forskellige gladiatortyper i tvekamp står opstillet på gulvet. Rummets ene langside er en skærm, hvorpå der projiceres en film med rekonstruerede gladiatordueller.

Derfra ledes man ind i selve udstillingen af historiske genstande. I størrelsesorden varierer de fra et kirurgisk bestik, der anvendtes til behandling af gladiatorernes sår, til originale bygningsdele fra Colosseum. Der er indlån fra en imponerende række af fornemme samlinger fra hele Europa, først og fremmest Italien. De store relieffer med gladiatorscener gør indtryk. Min favorit er en samling af hjelme og benskinner fra Pompeji. I Pompeji fandtes både et amfiteater og en gladiatorskole, som blev udsat for pludselig død og ødelæggelse, men også bevaring ved Vesuvs udbrud i år 79. Herfra stammer de få bevarede eksempler på gladiatorudstyr, og de er derfor meget eftertragtede udstillingsobjekter. Det har ført til mistanke om, at nogle af de genstande, der turnerer på vandreudstillinger om gladiatorer, i virkeligheden er kopier.

Udvalget af genstande er kurateret, som man nu åbenbart også siger i de kulturhistoriske museer, af direktøren for Colloseum i Rom, Rosella Rea. Moesgaards udstilling har netop været vist på et museum i Belgien og skal efter Aarhus til Holland. Moesgaard har til denne udgave af udstillingen suppleret med yderligere indlån fra både danske og udenlandske museer.

Et lille udvalg fra det store fund af våben og udstyr fra Illerup Ådal ved Skanderborg udgør det lokale bidrag til mængden af udstillingsgenstande. Moesgaard Museum har i kraft af udgravningerne en betydelig samling af romerske sværd. Et af de flotteste er med på udstillingen, og museet bemærker med en vis stolthed, at netop dette sværd var forlægget for et, som Russel Crowe anvendte i filmen ”Gladiator”. Det er så også det eneste, der forbinder det med udstillingens tema, for sværdet har tilhørt en romersk officer, og gladiatorerne benyttede netop ikke romerske militære våben. De var derimod udstyret og bevæbnet som stiliserede udgaver af romernes fjender.

I forbindelse med udstillingen udgiver museet en fint illustreret antologi, hvortil Rosella Rea har skrevet de fleste artikler, suppleret af tre udmærkede bidrag af Pauline Asingh, Jeanette Varberg og Jens Damm. Varberg har påtaget sig den utaknemmelige opgave at knytte gladiatorinstitutionen til Østjylland. Gladiatorerne var slaver, krigsfanger, straffede eller frivillige, og derfor kan man ikke udelukke, at der blandt dem var nogle, der kom fra eller havde kæmpet i det sydlige Skandinavien og derfor kan knyttes til f.eks. Illerup Ådal. Men det bliver ved spekulationerne.
 

Et klassisk museumskatalog med systematisk og nummereret fortegnelse over genstandene er det desværre ikke blevet til. En udstilling som denne er bygget på en stor forskningsindsats, der ikke mindst dokumenteres i katalogiseringen, og det er uforståeligt, at denne opgave forsømmes. Antologiens billedredaktion kunne have kompenseret for denne mangel, men billedteksterne er desværre alt for mangelfulde til at udfylde opgaven.

Moesgaard har til sin udgave af denne italienske gladiatorudstilling skabt en effektfuld scenografi og et vellykket udstillingsdesign, hvor der vises hensyn til både ønsket om fordybelse og kravet om formidling. Udstillingen appelerer i høj grad til den samme fascination af den iscenesatte død, som i sin tid trak publikum til gladiatorkampene eller "shows", som udstillingsteksterne kalder dem med et moderne og sådan set ret velanbragt udtryk. Udstyr, diæter og træning beskrives grundigt. Hvis man vil vide mere om den historiske, sociale, kulturelle, politiske og samfundsmæssige kontekst, må man læse den ledsagende antologi.

(Kristeligt Dagblad 26. april 2016)

En flue på vægge under Sovjetunionens fald

Michael Dobbs, Sovjetunionens fald – Den kolde Krigs slutspil, Informations Forlag

Sovjetunionens sammenbrud i 1991 er en bemærkelsesværdig begivenhed. På disse kanter kender vi den mest i skikkelse af de afledte hændelser, Berlinmurens fald og den tyske genforening, eller rettere DDR’s sammenbrud og den efterfølgende udvidelse af Forbundsrepublikken med de nye delstater i øst. Sovjetunionen var verdens største stat, kontinentets stærkeste militærmagt, et diktatur styret af kommunistpartiets jernnæve. Men på ganske kort tid smuldrede det bare. Ud af denne opløsning opstod 15 nye stater med Rusland som den væsentligste. Helt uden blodsudgydelse gik det ikke, men vurderet med en verdenshistorisk målestok, er det nærmest helt enestående, at et så stort imperium, der i den grad var bygget på vold og undertrykkelse, kunne falde fra hinanden så relativt fredeligt. Spændingerne, der blev skabt i den anledning, har siden udløst lokale og regionale konflikter i bl.a. Jugoslavien, Tjetjenien, Georgien og Ukraine, men intet i en størrelsesorden, som man dengang med god grund kunne frygte.

Michael Dobbs (ikke at forveksle med den jævngamle navnefælle, der er manuskriptforfatter til den oprindelige version af ’House of Cards’) udgav i 1996 bogen ’Down With Big Brother’, som nu hermed er oversat til dansk. Bogen består af omtrent 60 afsnit, hver med et stednavn, Kabul, Gdańsk, Moskva, Tjernobyl, Jalalabad, Genève osv. som overskrift. I reportagens form beskriver afsnittene tildragelser, begivenheder og møder, som har været centrale i den historiske proces, der ledte til Warszawapagtens og Sovjetunionens opløsning.

Enkelte af afsnittene bygger på Dobbs’ eget arbejde som korrespondent. Han besøgte Leninværftet i Gdansk i 1980, da en af værftets forhenværende ansatte, elektrikeren Lech Wałęsa, stillede sig spidsen for en strejke, der endte med at føre til undtagelsestilstand i landet. Da Boris Jeltsin stående på en kampvogn foran Det hvide Hus i Moskva den 19. august 1991 talte mod de kupmagere, der havde sat Gorbatjov i husarrest, stod Dobbs lige ved siden af.

At skrive historie som om der var tale reportagejournalistik har den indlysende styrke, at læseren trækkes ind i øjeblikkets drama, især med så effektiv en fortællestemme som Dobbs’. Han var naturligvis ikke til stede, da politbureauet for Sovjetunionens kommunistpartis centralkomité i 1985 valgte Gorbatjov som ny gensek, generalsekretær, men hans fluen-på-væggen-reportagestil anskueliggør processen. Dobbs nævner ikke det nu meget berømte tilfælde, da en officer i det russiske flyvevåben, Stanislav Petrov, i 1983 hindrede udbruddet af en atomkrig, idet Petrov med rette identificerede det russiske missilvarslingsssystems advarsel om et amerikansk angreb som falsk alarm. Det skyldes antagelig, at episoden ikke var så kendt, da Dobbs skrev bogen. Den ville ellers have passet perfekt til hans fortælleskabelon.

Dobbs tager næsten udelukkende udgangspunkt i Warszawapagtens lande. Det vil sige, at systemkonflikten mellem NATO og Warszawapagten ikke inddrages som en faktor. NATOs dobbeltbeslutning 1979, som dannede en væsentligt forudsætning for Den kolde Krigs slutspil, nævnes kun forbigående. Den store NATO-øvelse Able Archer, der i 1983 af Warszawapagten blev tolket som en forberedelse til krig, nævnes heller ikke.

Dobbs opfatter Sovjetunionens og Warszawapagtens sammenbrud som et resultat af en økonomisk og politisk bankerot, der egentlig allerede havde været tydelig omkring 1970. Landbrug og industri kunne ikke følge med produktivitetsstigningerne i Vesten, og det politiske system i Sovjetunionen var stivnet. Dobbs bruger Leonid Bresjnevs skikkelse som et billede på Sovjetunionens tilstand. Bresjnev var de sidste år af sit liv meget syg og endda nærmest dement, men inderkredsen om ham gjorde alt for at skjule det for omverdenen. På samme måde var det sovjetiske system sygt uden at nogen gjorde andet end at forsøge at dække over det. Oliekrisen i begyndelsen af 1970erne reddede imidlertid den sovjetiske økonomi, for eksport af fossil energi fra de rige felter i Sibirien sikrede den nødvendige hårde valuta, hvormed man kunne kompensere for den manglende indenlandske produkton. Landbruget var f.eks. så ineffektivt, at Sovjetunionen ikke var selvforsynende med korn.

Efter 1980 faldt oliepriserne, og indtægterne svigtede. Samtidig havde Sovjetunionen engageret sig i en meget dyr krig i Afghanistan. Bresjnev døde i 1982 og blev efterfulgt som gensek af Jurij Andropov, der døde 16 måneder senere. Hans efterfølger Konstantin Tjernenko døde efter godt et år. Den amerikanske vicepræsident, George Bush sr., var på det tidspunkt vant til at gå til begravelser i Kreml og kommenterede det med ordene ”I omkommer, vi kommer,” som det hedder i den begavede oversættelse af ”You die, we fly.”

I 1985 kom Gorbatjov så til. Han forsøgte at holde sammen på Sovjetunionen samtidig med, at han ønskede at reformere systemet indefra. Begge dele mislykkedes. Dobbs lægger vægt på, at Gorbatjov i modsætning til sine forgængere var for ung til, at han var blevet dannet af erfaringen fra krigen og at han derfor var mindre indstillet på at bruge vold. Magt lader sig dog ikke altid udøve uden vold. I januar 1991 blev sovjetisk militær sat ind mod demonstranter i Vilnius. Det kostede 13 civile litauere livet. Gorbatjov bærer det formelle ansvar for disse drab, men generelt var han ikke tilhænger af jernnævens politik.

En indre opposition i kommunistpartiet gjorde samme år oprør mod det, de opfattede som en slap politik over for delrepublikkernes løsrivelsestrang. Deres kup mislykkedes efter få dage, men da Gorbatjov vendte tilbage til magten, var det for sent. Sovjetunionen gik i opløsning få måneder efter, og Gorbatjovs reelle arvtager blev Ruslands præsident, Boris Jeltsin.

Når Gorbatjov især i Vesten bevares i venlig erindring, skyldes det, at han fik skabt et tillidsforhold til den amerikanske præsident Ronald Reagan allerede ved deres første møde i Genève i 1985. Dobbs fremhæver, at Reagan, der var kendt som sikkerhedspolitisk hardliner, indså, at Gorbatjov var til at tale med, og sammen fjernede de reelt truslen om atomkrig.

Bogen er i Hans-Jørgen Birkmoses oversættelse en fornøjelse at læse. Den er veldokumenteret, men har af gode grunde ikke taget højde for de sidste 20 års intense forskning i Den kolde Krigs ophør. Den skal læses som en kyndig, samtidig iagttagers skildring af afgørende og symbolladede begivenheder, en forening af historieskrivning og journalistik, når den er bedst.

(Kristeligt Dagblad 30. marts 2016)

Kvalificeret og pointeret

Jørn Lund, Hvor går gransen? 55 statusopdateringer om det dansk sprogs umådelige rummelighed

Gads Forlag,

Denne bog rummer godt et halvt hundrede betragtninger om sproget. Forlaget kalder dem statusopdateringer med et udtryk hentet fra de sociale medier. Genren er nok snarere klummen eller bloggen. I Lunds version skal rødderne antagelig findes i Holbergs epistler. Han når vidt omkring. Navngivning af veje, skuespilleres diktion, ejendomsmæglersprog, kommatering og mange andre sproglige fænomener får her velvalgte ord med på vejen.

Jørn Lund er sprog- og kulturhistoriker. Han registrerer forandring over tid. Som professionel må han konstatere uden at dømme eller fordømme. Rent pragmatisk må han dertil fastslå, at selv om man skabte et sprogpoliti, ville det antagelig ikke nytte. Sproget går den vej, det går, og han konstaterer nøgternt, at beklagelsen over, at det går ned ad bakke, i sig selv har mange år på bagen.

Som formand for Dansk Sprognævn går han ikke ind for sprogrensning eller modstand mod nydannelser og indlån fra andre sprog. Man kan ikke få sprogembedsmanden Lund til at tordne mod sprogets forfald, alene af den grund, at det vist slet ikke ligger til hans temperament at tordne. Helt uden hævede pegefingre er bogen ikke. Det er dog vanskeligt at være uenig i hans vurderinger. Når vendingen ”i forhold til” breder sig som bjørneklo og overalt synes at erstatte veletablerede forholdsordsforbindelser, er der entydigt tale om en uskik.

Den ret liberalt sindede Jørn Lund appellerer også til det i sprogpolitisk henseende konservative segment, og det skyldes nok, at han virker langt stærkere ved sit eksempel end ved de synspunkter, han giver udtryk for. Lund er en kultiveret, jeg havde nær sagt distingveret skribent. Man føler ingen trang til at bande, når Jørn Lund holder salon med sin læser. Den slags sproglig doping er der ikke brug for, hvor Lund har hjemme. Dertil er Lund noget så sjældent som litterær skandinavist. Han har et godt kendskab til især det norske sprog og den norske sprogpolitik, og han insisterer på, at der et sprogligt fællesskab i Skandinavien. Hertil regnes Færøerne.

Hvis det endelig er, kan han også med lethed give de konservative baghjul på hjemmebane. I den forbindelse kunne man godt ønske, at nutidens erklærede konservative tilegnede sig noget mere af den kultur, som de påberåber sig. Lund er en fortrinlig nostalgiker, når det stikker ham. Han har blot ikke gjort det til sit kald at være det. Hans fryd ved at genopvække sjældne, gamle ord er nærmest sanselig og listen af ord uskatterlig lang: bønhas, nødning, eia, stymper, drog, karrig, asen, glut, galanterivarer, pak og mange flere.

Men også kurante og tilsyneladende mere trivielle ord folder sig ud, når Lund tager dem under behandling. Tag et ord som selskab. Det kan betyde både gæstebud, forening, samfund, klub og meget andet.  Man er, om jeg så må sige, i fortræffeligt selskab med Jørn Lunds kvalificerede og pointerede epistler.

(Kristeligt Dagblad 23. februar 2016)

Gesta Danorum

Saxos Danmarks historie, oversat af Peter Zeeberg, Gads Forlag, 902 sider, 399 kroner

Om forfatteren til dette værk vides ikke meget mere end, hvad han selv meddeler om sin person i værket. Det er blevet til i slutningen af det 12. århundrede på opdrag af rigets dengang næstvigtigste mand, ærkebiskop Absalon, som derfor også er den allerførste person, der omtales i Saxos forord. Først derefter nævner Saxo sig selv som den ringeste af Absalons folk. Det må betragtes som et stykke konventionsbundet koketteri, hvis formål det er at understrege det hierarkiske forhold mellem værkets opdragsgiver og dets forfatter. Eftersom Absalon var død, da værket var bragt til ende, fortsætter Saxo sit forord med en tilsvarende underdanig hyldest til Absalons efterfølger, Anders Sunesen og først derefter til kongen, Valdemar 2.

Saxo beherskede sin genre, krøniken, og læseren lades ikke i tvivl om, at han med dette værk ikke alene har givet Danmark en ligeværdig plads blandt kristenhedens lande, men også sig selv en plads blandt kristenhedens lærde.  Danmark var endnu på Saxos tid først for nylig blevet indlemmet i den hellige, almindelige kirke, mens landet før den tid havde ligget ”passivt hen, uden adgang til det latinske sprog eller til religionen” – altså kristendommen. 

For den dannede latiner var den (vest)romerske kirke og det romerske sprog målestokken for civilisation. I forlængelse heraf afskriver Saxo elegant den hedenske religion, ikke blot som en falsk tro, men som et bedrageri. Odin var ikke blot en abstrakt genstand for religiøs overbevisning. Han var i Saxos version en mand, ”som over hele Europa fejlagtigt blev opfattet som en gud”, en taskenspiller, der udnyttede folks godtroenhed.

Den røde tråd i Saxos beretning er den dynastiske forbindelse mellem hans egen konge, Valdemar, og de ældste konger, Dan, Angel, Humble, Løder og Skjold. Nu kunne man af Saxo forvente, at han ville trække trådene bagud fra de første danske konger til den klassiske oldtid for at understrege deres betydning, for det ville give mening inden for den latinske civilisation, der er værkets givne kulturelle kontekst, men Saxo understreger netop, at den danske historie har sit eget, selvstændige 

udgangspunkt, jævngammelt med andre landes, og at fyrsteslægtens legitimitet derfor ikke er afledt, men selvberoende. I overensstemmelse hermed skildres Saxos egen kong Valdemar som en stærk og retfærdig fyrste, der med held har budt Romerriget – på Saxos tid repræsenteret af den tyske kejser – trods.

Værkets logik beror altså på en slags paradoks, idet dets miljø som litterært produkt er det romerske sprog og den romerske kirke, mens det ærinde er at beskrive, hvorledes Danmarks storhed havde sine rødder i noget, der netop ikke var romersk. For en af værkets tidligere oversættere, Grundtvig, var der tale om et rent modsætningsforhold: Saxo var bundet af latinens lænker, og først i Grundtvigs egen oversættelse kunne ”Saxe Runemester” frisættes, mente Grundtvig ganske ubeskedent, idet han kalde Saxo sin ”Saga-Broder”. 

Grundtvigs oversættelse er trods alt bedre end sit rygte.  Hvor meget han end afskyede ”den sorte skole” (Aarhus Katedralskole) og ”de døde sprog”, havde han dog lært så meget, at han var en glimrende latiner. Hans anliggende var imidlertid at finde den ægte Saxo under den latinske overflade, at afklæde ham hans sprogdragt og lade ham tale borgestuesprog, som det hed, altså give Saxo et mere folkeligt udtryk.

Peter Zeebergs oversættelse tager derimod sit udgangspunkt i respekten for Saxos sprogkunst. Denne anmelder kan ikke latin nok til at vurdere den filologiske kvalitet af oversættelsen, men dansk nok til at værdsætte den litterære kvalitet. Enhver oversættelse er et resultat af kompromiser og valg, og der er lykkedes Zeeberg at afstemme og vælge så han på en gang anskueliggør det fremmedartede i Saxos tekst og gør den forståelig for en nutidslæser. 

I genren borgestuesnak overhaler Zeeberg Grundtvig indenom. Han holder sig ikke tilbage for direkte oversættelser af mere frivole passager, hvor Grundtvig så sig kaldet til mere stuerene omskrivninger. Danmarkshistorien i Saxos version er fyldt med hævn, ære, raseri, kvinderov, vilkårlig voldsudøvelse, humor, blod og sanselighed og den retorik, der følger med.  Det er helt tydeligt, at Zeeberg har moret sig med at regere med det danske sprog, bøje og strække det til betydningens bristepunkt. Saxo kommer i Zeebergs udgave til orde i dag som repræsentant for en længst svunden lærdomstradition og som en, der giver baghjul til fantasy-genrens forlorne, fakkeloplyste, disede middelalder. Saxo er den ægte vare.

(Kristeligt Dagblad 1. februar 2016. Avisen havde en anden overskrift. Adjektivet "affable" er fjernet fra sidste sætning. Jeg erindrer for min død ikke, hvorfor jeg anvendte det.)

Misforstået opgør med skolereformen

Peter Kemp, Løgnen om dannelse. Opgør med halvdannelsen, Tiderne Skifter

Professor i pædagogisk filosofi fra Aarhus Universitet, Peter Kemp, har i denne lille pamflet samlet og redigeret en række af sine bidrag til debatten om folkeskolereformen. Kemp mener, at reformen forsømmer dannelsen, som han definerer som karakterens dannelse til social og global ansvarlighed. Dannelsen erstattes ifølge Kemp af noget, som reformens fortalere ganske vist også kalder dannelse, men som ifølge Kemp bærer dette navn med urette, fordi reformen reducerer skolens formål til ”blot at være en teknisk kompetence og ikke samtidig en kapacitet, der tjener det fællesskab, som det enkelte menneske tilhører.” Dannelse, der blot består af hukommelsesfylde og færdigheder, er ifølge Kemp blot halvdannelse.

Der er ingen tvivl om, at Kemp i hovedtræk ser rigtigt, når han karakteriserer reformen som et resultat af en overvejende økonomisk kalkule bygget på forestillingen om ”konkurrencestaten”, et afgjort negativt ladet ord i Kemps ordbog. Kemps analyser rækker dybest, når han skriver om læreruddannelsen. Han har også ret i, at reformens tilhængere spiller med fordækte kort. Men Kemps kritik forekommer også som idéhistorisk analyse noget fladbundet og enkelte steder decideret misforstået.

Man kan tage bogens allerførste sætning, der sigter mod at angive, hvordan folkeskolen historisk har været indrettet: ”Tidligere var det skolens fornemste opgave at skabe ansvarlige danske statsborgere og værne om en dansk retsstat og en dansk kultur.” Det er en tillempet parafrase af folkeskolens formålsparagraf gennem tiden. Kemp undgår dermed – og antagelig med vilje – en central formulering fra 1814-loven, nemlig at børnene foruden at skulle dannes til retskafne og gode mennesker også gennem færdigheder og kundskaber skulle blive til ”nyttige Borgere i Staten”. Kemp er meget imod, at den nyeste folkeskolereform bygger på en nyttebetragtning, der gør børnene til midler for staten. Så for at skærpe sin pointe, må han ignorere, at det sådan set allerede var tilfældet for 200 år siden.

Den væsentligste anke, man kan rette mod Kemps pamflet er, at han idealiserer dannelsen som patentløsning. Han citerer f.eks. i fuld alvor Ulrich Beck for at sige, at dannelsen hjalp Tyskland ud af finanskrisen. Det er noget af en underkendelse af den økonomiske politiks betydning. Kemp omtaler gerne dannelsen i bestemt form ental som om der ikke findes gyldige alternativer. Ikke overraskende er filosoffen Peter Kemps forestilling om dannelse især præget af en del filosofi.

Dannelse er et mangetydigt begreb, der er blevet brugt til styrke meget forskellige positioner i pædagogiske og politiske stridigheder. Kemp kender de alternativer, der findes til hans eget ideal, som stammer fra Wilhelm von Humboldt. Hans taktik er da enten at harmonisere, således at han f.eks. frejdigt inkluderer Grundtvig i sit idealbillede, endskønt en af de væsentligste kulturkampe i de seneste 200 års danmarkshistorie er stået mellem netop Grundtvigs folkelige og Humboldts klassiske dannelsesideal. Eller han afskriver de alternative dannelsesidealer som ”halvdannelse”. I skyndingen får han også lige gjort Humboldt til demokrat, endskønt Humboldt var elitær åndsaristokrat om en hals.

Miljøet blandt pædagogiske forskere i Danmark er forgiftet af en til tider ondskabsfuld debatkultur. Kemp holder den urbane tone, men fortegner også nogle steder sine modstanderes synspunkt for at lade sit eget stå i et så meget desto fordelagtigere lys. Vi hører heller intet om, at der måske også var gode grunde til at reformere en folkeskole, der ikke fungerede optimalt. Til trods for Folkeskolens ubetvivlelige kvaliteter havde den ikke løst det alvorlige problem, at især mange drenge forlod 9. klasse uden at kunne hverken læse, skrive eller regne. Det har efterladt dem som tabere, som man kalder det. Man kan vælge at skyde skylden på ”konkurrencen” som sådan, altså at der slet ikke er nogen tabere, hvis der ikke er nogen konkurrence. Diskussionen står nu om, hvorvidt denne konkurrence er et vilkår eller resultat af en politisk beslutning? Det handler om, hvordan man skal forstå konkurrencestaten som princip.

Den fløj, som Kemp tilhører, hævder, at konkurrencestaten er en neo-liberal konstruktion, hvis indebyrd er, at der skabes et udskilningsløb og dermed vindere og tabere. Den anden fløj hævder derimod, at konkurrencestaten er en logisk fortsættelse af velfærdsstaten i en globaliseret økonomi. Konkurrencen er i denne fortolkning et vilkår pånødet os af omverdenen, og det handler derfor om at forberede ungdommen så godt som muligt til at klare sig i denne konkurrence. Mens velfærdsstaten havde til hensigt at understøtte dem, der ikke kunne klare sig på arbejdsmarkedet, ser konkurrencestaten det som sit formål at investere i uddannelse og dermed ruste ungdommen til at klare sig.

Konkurrencestaten vil ikke acceptere en så høj andel af borgere på statslig forsørgelse som velfærdsstaten, og af samme grund forsømmer konkurrencestaten ingen mulighed for at gøre ungdommen parat til arbejdsmarkedet. Det indebærer naturligvis en risiko for, at man forsynder sig mod det kantianske princip, at man altid skal behandle et menneske som et mål i sig selv og ikke kun som et middel til andre formål. Skolen har med mennesker at gøre, og intet menneskeligt problem kan løses ved sagkundskab og effektivitet alene, som højskoleforstander Knud Hansen engang skrev.

Man kan sagtens følge Kemps skepsis med hensyn til det formålstjenlige i skolereformen, men hans idealisering af den humboldtske dannelse rammer ved siden af målet. For det første er Kemp besynderligt fremmed for den hjemmegroede tradition for livsoplysning og folkelig dannelse, som ligger væsentlig tættere på folkeskolens ophav end Humboldt. For det andet sætter han det forhold i skyggen, at det er Folkeskolens centrale formål at lære børnene at læse, regne og skrive, så de kan stå sig i livet og verden.

(Kristeligt Dagblad 28. jan. 2016)

Niels Chr. Sauer svarede den 30. januar:

I sin anmeldelse den 28. januar af Peter Kemps kritiske bog om skolereformen klandrer Jes Fabricius Møller Kemp, at denne overser, at reformen er begrundet i et ønske om at løse problemet med den alt for store del af elever, der forlader skolen uden tilstrækkelige læse-og regnefærdigheder.

Men Jes Fabricius overser selv noget endnu vigtigere. Der er nemlig ikke skygge af belæg for, at reformen vil afhjælpe dette problem, snarere tværtimod. Fabricius fremstår hermed som ureflekteret apologet for danmarkshistoriens tåbeligste skolereform.

Mit gensvar den 2. februar:

Niels Chr. Sauer kalder mig den 30. januar en ureflekteret apologet for folkeskolereformen i sin kommentar til min anmeldelse af Peter Kemps bog om dannelsen og folkeskolereformen.

Sauer overser imidlertid i sit forsvar for Kemp, at jeg for det meste er enig med Kemp, hvad jeg også tydeligt giver til kende i min anmeldelse. Jeg synes bare, at Kemp skulle have skrevet en bedre bog. Det er nemlig min opgave at anmelde bogen, ikke dens synspunkt.