Den historiske begivenhed, der optager danskerne mest

Claus Bundgård Christensen, Joachim Lund, Niels Wium Olesen og Jakob Sørensen, Danmark besat – krig og hverdag, Informations Forlag

Besættelsestiden har siden 1945 været den historiske begivenhed eller det begivenhedskompleks, der uden sammenligning har optaget danskerne mest – i en sådan grad, at man med en lidt dum vittighed kan tale om, at beskæftigelsen med denne periode for nogen har antaget karakter af en besættelse. For danskerne som helhed er ”de fem forbandede Aar” forblevet et reservoir af erfaringer, som vi trækker på, når vi skal skelne mellem ret og uret, når vi skal forstå og forklare os selv som samfund, som demokrati, som militærmagt, som retsstat. Det betyder imidlertid også, at der foregår en konstant kamp om, hvordan besættelsestiden skal fortolkes.  Hvem var skurke og hvem var helte?

De første år efter krigen var præget af den såkaldte konsensustolkning. Den var ikke mindst en frugt af det store kompromis, der var indgået i 1945 mellem Frihedsrådet og de valgte politikere om at danne regering. Ifølge konsensustraditionen havde danskerne stået samlet i trods og modstand mod fjenden: tyskerne. Politikerne havde ydet passiv modstand frem mod 1943, hvorefter de havde overladt stafetten til den aktive modstand. 

I løbet af 1960erne blev det stadig mere tydeligt for yngre historikere, at konsensusfortællingen dækkede over nogle betydelige sprækker og konflikter indbyrdes mellem danskerne under krigen. For det første blev det klart, at forholdet mellem politikerne og modstandsbevægelsen var særdeles betændt. Politikerne havde valgt en passiv eftergivenhed som Danmarks overlevelsesstrategi, mens modstandsbevægelsen ønskede at eskalere konfliktniveauet. Først i krigens sidste år begyndte parterne at finde sammen om en fælles strategi. For det andet viste det sig vanskeligt at tale om modstandsbevægelsen som en samlet enhed. Nogle var nationalt motiverede og ønskede at vaske skampletten af Danmarks ære. Nogle af de mest effektive grupper var Moskva-tro kommunister. For det tredje viste Aage Trommer med sin bog fra 1971 om jernbanesabotagen, at modstandsbevægelsen ikke havde nogen synderlig militær betydning. En national mytologi var sønderskudt.

De fire forfattere til denne bog – født mellem 1963 og 1973 – repræsenterer den næste generation af historikere, der har udvidet horisonten ved blandt andet at sætte fokus på andre dele af historien, der blev glemt, da den store konsensusfortælling blev skrevet. Claus Bundgård Christensen er f.eks. medforfatter til et stort værk om de danske østfrontfrivillige, og Joachim Lund har forsket i dansk-tysk økonomisk integration. Disse undersøgelser og andre tilsvarende om f.eks. jødiske flygtninge før krigen og tyske flygtninge efter krigen, om de såkaldte tyskertøser, om stikkerlikvideringerne og meget andet har rettet opmærksomheden mod danskernes medansvar for de menneskelige lidelser også uden for landets grænser under krigen.

Samtidig med, at de forrige generationers diskussioner slet ikke er stilnet af, har disse nyere bidrag til forskningen nærmest bare forstærket den moralske og politiske indebyrd af oparbejdningen af besættelsestidens historie. Det er med andre ord en hvepserede, som forfatterne til dette værk har stukket deres i alt otte hænder i, når de i anledning af 70-året for befrielsen udsender en revideret og udvidet udgave af deres oversigtsværk om besættelsestiden, hvis første udgave kom for ti år siden. 

Bogens første godt 700 sider er en kronologisk gennemgang af besættelsestiden inklusiv optakt og efterklang under inddragelse af også den allerseneste forskning, herunder ikke mindst hvordan danskerne oplevede besættelsen som hverdag. Kapitlerne er opdelt i korte, stramt redigerede tematiske afsnit. Bogens hoveddel kan altså både læses som en fortløbende beretning og bruges som opslagsbog. Til sidstnævnte formål bidrager et lille biografisk leksikon på små hundrede sider over vigtige aktører, tidslinje, noter, litteraturlister og ikke mindst et fortrinligt register. Fagligt set er man som læser i de bedste hænder. Forfatterkollektivet har derudover haft held med at give bogen et sprogligt enhedspræg, en effektiv hybrid af informationsmættet leksikalsk sagprosa og dramatisk fremadskridende fortælling.

Hvordan klarer forfatterne at forholde sige hvepsereden? Som kollektiv kan de naturligvis ikke være enige om alt. De har i mange spørgsmål valgt at åbne for flere fortolkninger. I synet på enkeltpersoner lægger forfatterne stor vægt på at redegøre for præmisserne og motiverne for deres handlinger, hvad enten det var en Kaj Munk eller en Erik Scavenius. De søger ikke at harmonisere, hvor der ingen harmoni var, eller at skabe en ny konsensusfortælling – og så dog alligevel. De betragter forløbet og udfaldet af besættelsen som et resultat af en forening af uforenelige viljer.

I et meget læseværdigt 20 siders essay, ”Magten og Æren”, til slut i bogen tillader forfatterne sig at tage mere eksplicit stilling til besættelsestiden som historisk begivenhed og som erindret historie. De mener, at den gamle konsensusmyte i dag i offentligheden er blevet afløst af en ”modmyte”, ifølge hvilken alle danskere undtagen modstandsfolkene var opportunister. Fra den gamle myte overtages heltedyrkelsen af modstanden kombineret med nationalflagellantisk foragt for alt det, der ikke lever op til det heroiske ideal. Denne myte er lige så misforstået som den gamle myte, mener de. 

Tilsvarende kalder de dyrkelsen af de vestallieredes moralske autoritet for misforstået. Også USA og Storbritannien var underlagt realpolitiske vilkår, som de naturligvis iklædte en moralsk og ideologisk sprogdragt. Til trods for de flotte ord lod de Sovjetunionen bære den store byrde. For hver amerikansk soldat, der faldt i Anden Verdenskrig, mistede Den Røde Hær 60. I henhold til den samme logik havde de danske regeringer under besættelsen endnu mere held, for det lykkedes dem med deres politik at skåne Danmark for egentlig krig. Vi skylder modstandsbevægelsen meget, ikke mindst accepten af Danmark som allieret i 1945, men den fungerede også skærmet af samarbejdspolitikken. I andre besatte lande, hvor tyskerne havde overtaget jurisdiktionen, var repressalierne over for aktiv modstand og terroren over for civile meget hårdere. 

Men det var et paradoksalt tilfælde, kombinationen af flere, somme tider modsatrettede viljer, der førte til resultatet: "Konklusionen er, at samarbejdspolitikken konsekvent førte det danske demokrati gennem verdenskrigens stormvejr med forbavsende få omkostninger, oddsene taget i betragtning. Modstandsbevægelsen ønskede en anden politik, og dele af den ønskede endda et andet dansk samfund. Af begge grunde, men først og fremmest af den sidste, bekæmpede samarbejdspolitikerne bevægelsen. Til dels på grund af tilfældigheder og held, men også på grund af en vis kompromisvilje og politisk kløgt i begge lejre, førte det til allersidst til et for den danske stat og den danske befolkning lykkeligt resultat."

(Kristeligt Dagblad 7. april 2015)

Erindringer fra en ung dansker i tysk tjenste

Peter Møller Hansen, Troskab - dansk SS-frivillig E.H. Rasmussens erindringer, Lindhardt og Ringhof

Ellef Henry Rasmussen blev født i Svendborg 1922. Hans far var ved post- og telegrafvæsenet. Moderen var fra en tysksindet sønderjysk familie. Som 16-årig kom han på Ollerup Gymnastikhøjskole, hvor han blev stærkt påvirket af Niels Bukh, der ganske vist ikke var nazist, men hyldede nogle af de samme værdier – disciplin, orden, lydighed, kropsdyrkelsen – der havde en bred appel i samtiden. Rasmussen meldte sig ind i nazistpartiet i 1939, og i sommeren 1940 meldte han sig til tysk krigstjeneste.

Han blev sendt til Klagenfurt i Østrig for at blive uddannet og indrulleret i Waffen-SS. Han var i indsats på Østfronten lige indtil kapitulationen i 1945, hvor han havde rang af Obersturmführer (premierløjtnant). Ved hjemkomsten modtog han en dom på 1 års fængsel i henhold til det straffelovstillæg fra 1945, der gjorde tysk krigstjeneste strafbart med tilbagevirkende kraft. Det var en skærpende omstændighed, at han havde meldt sig så tidligt, endnu mens det ikke var tilladt, men til gengæld en formildende, at han kun var 17 år gammel, da han lod sig hverve. Efter krigen slog Rasmussen sig ned som erhvervsdrivende i sin mors hjemby, Sønderborg, hvor han blandt andet drev flere af de spritruter, der frem til slutningen af 1980erne nød godt af muligheden for toldfri handel i Østersøen.

Ellef Rasmussens erindringer hører til den veterankultur, der blev opbygget blandt tidligere østfrontfrivillige efter krigen. Han var i 1988 selv vært for et større veterantræf ombord på et af sine skibe.  Denne kultur opbyggede systematisk et skønmaleri, der ikke mindst blev farvet af Den kolde Krig, hvori den blev til. De så sig selv som fædrelandets forsvarere mod kommunismens asiatiske pest, altså i virkeligheden en slags forarbejde til NATO. De så heller ingen modsætning mellem dette angivelige forsvar for fædrelandet og det forhold, at de havde ladet sig hverve af det land, der netop havde besat deres fædreland. Ganske typisk for veterankulturens apologetiske historieskrivning nægter Ellef Rasmussen ethvert kendskab til de omfattende krigsforbrydelser, som både værnemagten og især Waffen-SS gjorde sig skyldige i på østfronten.

Selv om Møller Hansen i efterordet samvittighedsfuldt redegør for den viden, historieforskningen har tilvejebragt om Waffen-SS og Østfronten, og hvorledes denne viden adskiller sig fra Rasmussens beretning, lykkes det ham ikke at distancere sig helt fra den veterankultur, som Rasmussen tilhører. Erindringerne er nemlig nedskrevet af Møller Hansen i en proces, hvor han som ghost writer har deltaget aktivt i bogens tilblivelse, således at den ville have fået et andet indhold, ”hvis Rasmussen havde stået alene med ansvaret for biografien”, som det hedder i forordet. Dermed må ansvaret for de fortielser eller fordrejelser, som Rasmussen ifølge Møller Hansen gør sig skyldig i, også påhvile Møller Hansen selv.

(Kristeligt Dagblad 7. april 2014)