En relativist i en stabil verden

Alf Ross, Om Ret og Retfærdighed, Hans Reitzels Forlag

"Det er ikke nogen selvfølge, at denne bog hermed efter et par årtiers fravær atter fnder vej til de danske boghandlere." Således indleder Jakob v. H. Holtermann sin introduktion til gengudgivelsen af et af de mest indflydelsesrige retsvidenskabelige værker i det 20. århundrede overhovedet, der første gang udkom i 1953. Holtermanns velplejede, let arkaiserende sprog fører næsten umærkeligt læseren tilbage til midten af det 20. århundrede. Alf Ross skrev sit værk i en tid, da en formel, urban tone gjaldt som ideal i videnskaben. Så meget desto mere slående virker Alf Ross’ egen tekst med sin ligefremme, moderne stil.

Alf Ross (1899-1979) var professor i jura på Københavns Universitet. Han var en karismatisk og kolerisk skikkelse, stærkt skole-, ja næsten menighedsdannende. Han kaldes ofte retspositivist, men det var ikke et prædikat, han selv anvendte.

Retsfilosofiens forskellige skoler kan anskueliggøres ud fra to yderpunkter, naturretten og retspositivismen. Naturretten går ud fra den antagelse, at der gælder nogle fundamentale principper, uafhængige af tid og sted, som danner – eller rettere bør danne – grundlaget for enhver retsorden. Det var naturretten, der lå til grund for FN’s menneskerettighedserklæring og Nürnbergdomstolene, der dømte de ledende skikkelser i det tyske naziregime efter krigen. Argumentet var, at selv om forbryderne blot havde fulgt ordrer og gældende tysk lov, var deres handlinger en krænkelse af de dybereliggende principper for retfærdighed. Kritikerne af naturretten beskylder den for at være uvidenskabelig. Den er ren idealisme, og til syvende og sidst subjektiv idealisme. Alf Ross udtrykte det i en passage, der også giver os en prøve på hans prosa:

"Som en skøge står naturretten til rådighed for enhver. Der er ikke den ideologi der ikke kan forsvares under påberåbelse af naturens lov. Og hvor kan det være anderledes, når det sidste grundlag for enhver naturret ligger i en privat (intra-subjektiv), umiddelbar indsigt, en evident skuen, en intuition? Kan ikke min intuition være lige så god som din?"

Den idealistiske betragtning af retten slår ifølge Ross døren op for ubunden digt og dogmatik. Men selv om Ross således kritiserer ideaismen i retsvidenskaben, gør det ham ikke til retspositivist. Den retspositivistiske skole går enkelt fremstillet ud fra den grundlæggende antagelse, at der ikke findes nogen forskel på ret og retfærdighed. Enhver lov udleder sin autoritet af andre love, og de indgår i et hierarki af love, hvor den grundlæggende er grundloven i egentlig forstand.

Alf Ross’ retsfilosofi er en mellemposition eller rettere end modifikation af retspositivismen. Han fastholdt den opfattelse, at det ikke var retsvidenskabens opgave at identificere endsige tilvejebringe det moralfilosofiske fundament for retten og retshåndhævelsen. Retsvidenskaben var for ham "norm-deskriptiv, ikke norm-ekspressiv", det vil sige at han ønskede at beskrive, hvilke normer der gjorde sig gældende, ikke foreskrive nogen, hvad de burde gøre. Genstanden for denne beskrivelse var den faktiske retshåndhævelse, og opgaven var at identificere, hvad der var, hvad han kaldte gældende dansk ret. Denne opgave kunne løses ret enkelt ved blot at opregne, hvilke domme, der er faldet, altså hvordan bruges retten i praksis?

Det var imidlertid for Ross en utilstrækkelig tilgang til spørgsmålet. Han sammenlignede det med at ville sætte sig ind i skakspillet ved blot at studere en række partier. Ad den vej kan man nå langt, men man ville aldrig kunne nå til en udtømmende beskrivelse af spillets regler. På den måde ligger Ross’ opfattelse af retsvidenskaben tæt på sociologien, der ikke blot ønsker at registrere en særlig gruppes adfærd, men også udgranske motiverne eller "det abstraherede sæt af normative ideer der tjener som tydningsskema for dansk retslivs fænomener, hvilket igen vil sige, at disse normer følges effektivt og følges, fordi de opleves som social forbindende" på samme måde som skakspillere føler sig forpligtet af spillets regler.


Læren om "den ideologi der faktisk besjæler domstolene" kaldte Ross for retskildelæren, altså undersøgelsen af det, der i praksis lå til grund for domstolenes afgørelser. For det første var der lovene selv, dernæst præcedens og sædvane, hvad juristerne kalder præjudikater, og endelig for det tredje den noget mere luftige kategori "forholdets natur". Sidstnævnte er ikke mindst interessant, fordi "forholdets natur" i høj grad er kulturafhængig. Et af Ross’ eksempler er en strid mellem to naboer, hvoraf den ene har opstillet en ualmindelig hæslig statue i sin have, hvad den anden klager over. Men mens lugt- og og støjgener almindeligvis betragtes som grund til klage, må øjet tåle langt mere end næsen og ørerne, altså en kulturelt betinget privilegering af nogle sanser frem for andre.

Ross var en slags relativist. Han understregede, at det var væsentligt for et samfund at have en orden, men at enhver orden sådan set var vilkårlig eller historiske betinget. Således var der ifølge Ross ikke nogen fornuftig grund til at forbyde polygami, for han mente, at de begrundelser og rationelle betragtninger, "gennem hvilke man til forskellige tider har søgt at begrunde de fundamentale retsinstitutioner som de har formet sig efter tid og sted, i virkeligheden er fiktive."

Netop på dette punkt kan man se, at Alf Ross’ bog har et par generationer på bagen. Det er nemt nok at være relativist i et samfund, der i øvrigt har stabile, fælles værdier. I et samfund, der ikke længere har et entydigt værdigrundlag at hvile på, og hvor "forholdets natur" ikke længere giver sig selv, er det ikke længere gratis at forholde sig ironisk distanceret til bærende værdier. Det blev meget tydeligt demonstreret under karikaturkrisen, hvor fraværet af en værdiernes homogenitet gjorde, at der måtte sættes ord på det, som indtil da var blevet taget for givet, og at de ord blev til et skænderi. Hvordan Ross ville have forholdt sig til problemet, er vanskeligt at sige. Hans kritik af naturretten synes ikke at have mistet sin gyldighed. Det er jo så ganske klart, at rettighedstanken står til rådighed for enhver, der har et synspunkt eller en interesse at gøre gældende. På den anden side synes hans relativisme mest at være til analytisk brug. Når det kom til stykket, var han mere systembevarer end systemnedbryder. Hans bog, "Hvorfor Demokrati?", fra 1946 er et fremragende forsvar for demokratiet som styreform.

Ross havde enorm indflydelse på generationer af jurister, men hans bøger findes ikke længere på jurauddannelserne læseplaner. De hører til på "bibliotekernes massegrave", som professor Jens Evald fra Aarhus skriver i sin interessante biografi om Alf Ross fra 2010. Det er dristigt sagt af en, der selv skriver bøger. Ross’ tanker hørte utvivlsomt sin tid til, men han fortjener at blive læst. Han tænkte og skrev så klart, at selv en ikke-jurist som denne anmelder kan få noget ud af læsningen. Han var og er verdensberømt i retsvidenskabelige kredse. En nyoversættelse af Ret og Retfærdighed er på vej på engelsk. Og så fristes man til at tilføje, at hvis vore dages danske jurister ikke kan tåle at se deres argumenter skærpet på Ross’ strygestål, skulle de måske overveje, om det er deres eller Ross’ argumenter, der er noget i vejen med.


(Kristeligt Dagblad, 26. maj 2014)

Et parti uden retning har fået en bog uden retning

Anders Dybdal (red.) Socialdemokratiske tænkere, Informations Forlag

Denne antologi rummer portrætter af 17 klassiske og moderne tænkere, der kan siges at befinde sig i en socialdemokratisk tradition. Udvalget er ikke særlig velfokuseret. Det begynder med de klassiske tyske socialister, Marx, Engels, Lasalle, Kautsky og Bernstein. Der er fundet plads til fire danskere, Frederik Borgbjerg, Hartvig Frisch, K.K. Steincke og Mogens Lykketoft, tre briter, John Maynard Keynes, Anthony Giddens og Maurice Glasman, en amerikaner, Joseph Stiglitz, tre svenskere, Ernst Wigforss, Alva og Gunnar Myrdal samt en enkelt nordmand, Gro Harlem Brundtland. Det virker ærlig talt som et noget vilkårligt udvalg, der i bedste fald kan vise, at socialdemokratismen er en bredt favnende bevægelse, men i realiteten får den til at se ud som om den er uden retning.

Anders Dybdal er selv tidligere rådgiver for Mogens Lykketoft og medstifter af tænketanken CEVEA, det socialdemokratiske alternativ til den liberale tænketank CEPOS. Yderligere to af bidragyderne er tilknyttet CEVEA. Andre bidragydere er respekterede forskere fra danske, norske og svenske universiteter med en klar politisk profil til venstre for midten. Bogen ligner i sin form nogle af de antologier, der er kommet fra CEPOS, der netop også kombinerer tænketanksansatte skribenter med driftsikre sympatisører fra forskningsverdenen. Forskerne skal forlene værket med legitimitet, og tænketanksfolkene skal forlene forskningen med politisk retning. Det kommer der sjældent noget godt ud af. Enkeltbidragene kan være nok så fortræffelige, men helheden får gerne karakter af politisk bestillingsarbejde.

Det er meget tankevækkende, at et af bogens måske mest interessante bidrag er skrevet af freelance-sociologen Henrik Dahl. Han kan vel bedst karakteriseres som liberal og i hvert fald ikke som socialdemokrat.  Alligevel er det Dahl, der har størst held med at forklare, hvad moderne velfærdspolitik bygger på i sit bidrag om den britiske sociolog Anthony Giddens. Han betragtes som hjernen bag New Labour, den reformulering af de britiske socialdemokraters partiprogram, der bragte dem til magten i 1997 under ledelse af Tony Blair. Når det britiske folkevid gjorde ”I’m Tory plan B.” til et anagram for ”Tony Blair, MP”, er det udtryk for den fejlagtige opfattelse, at Blair i virkeligheden bare var en slags liberal-konservativ. Dahl gør opmærksom på, at Giddens havde et andet syn på staten end både de liberale og de klassiske socialdemokrater. Giddens stod for Den Tredje Vej eller Den radikale Midte. Begrebet viser tilbage til den franske radikalisme i slutningen af det 19. århundrede, som også var ophav til Det Radikale Venstre. Giddens vil hinsides det horisontale højre og venstre, og han forstår radikalitet som et vertikalt begreb. (Radikal stammer fra det latinske radix, der betyder rod.) Den klassiske velfærdsstat beskytter borgerne mod risiko, mod velkendte nødsituationer som sygdom, alderdom, arbejdsløshed eller invaliditet. Dahl undlader ikke polemisk at føje dovenskab til listen. Giddens vil revitalisere velfærdsstaten ved at investere i borgerne i form af uddannelse og ved at belønne dem for at gøre en indsats og befordre deres sundhed. Staten skal med andre ord ikke blot kompensere for de skader, der er en bivirkning af markedsmekanismerne, men aktivt understøtte borgernes mulighed for at klare sig og dermed også samfundets eller statens internationale konkurrenceevne. Hvis man i den forbindelse tænker konkurrencestat, tænker man ret. Problemet med den omstilling af velfærdspolitikken er, at socialdemokraterne mister stemmer fra alle dem, der mener, at velfærdsstaten skal være en forsørgerstat, ikke en konkurrencestat. Der er simpelthen for stor forskel mellem det, som politikerne ser som de væsentligste udfordringer, og det, som vælgerne oplever som afgørende problemer.

Her kommer Mogens Lykketoft ind i billedet. Eller man må rettere sige, at her ville Mogens Lykketoft være kommet ind i billedet, hvis Søren Kolstrups portræt af Lykketoft havde været mere fokuseret. Selv om Lykketoft muligvis ikke er den store ideolog, er han en betydningsfuld politisk begavelse. Ikke for ingenting sagde man, at Poul Nyrup var statsminister i Lykketofts regering. Lykketoft var arkitekten bag den reform af den offentlige sektor, der tog sin begyndelse i 1990erne. Nøglebegrebet er New Public Management, som Søren Kolstrup tilsyneladende har valgt at se bort fra. Ideen med New Public Management er at gøre op med den embedsmandskultur, der så stort på omkostninger og hensyn til borgerne. New Public Management vil skabe incitamenter for flid, service og effektivitet i den offentlige sektor ved at imitere de markedskræfter, der motiverer den private sektor til at præstere på disse afgørende parametre. Resultaterne ses ikke mindst i uddannelses- og sundhedssektoren, men følgevirkninger som stress hos personalet og dalende kvalitet i ydelserne er også markante. Lykketofts ideer fik en sådan succes, at de blev overtaget kritikløst af regeringerne Fogh Rasmussen, Løkke Rasmussen og Thorning-Schmidt. Af den grund har Lykketoft hjemme i en antologi som denne.

Hvis man vil skrive socialdemokratisk idehistorie, skal man gå væsentlig mere radikalt til værks end denne bog gør. Hvis man vil skrive historien ordentligt, skal man vedkende sig arv og gæld. I bidraget om Steincke går Jørn Henrik Petersen f.eks. lidt for let hen over racehygiejnen, der var en integreret del af Steinckes socialpolitik. Han gik ind for og fik gennemført love om tvangssterilisering af de mennesker, om hvem man mente, at de ikke var værdige til at sætte afkom i verden. Der var i socialdemokratismens ønske om under videnskabens dække at tilrettelægge samfundet i detaljer, den sociale ingeniørkunst, et totalitært anstrøg. Den stærke stat huser ikke kun gode viljer. Blandt andre Yvonne Hirdmans artikel om ægteparret Myrdal savner blik for dette aspekt.

Antologien ligger under for tænketankenes grundskade. De er organisationer, der iklæder synspunkter tilstrækkelig med videnskabelige udenværker til at de kan fremstå som kendsgerninger. I dette tilfælde er der indforskrevet mange fortræffelige videnskabsfolk til formålet, men de er blevet spændt for en vogn, der ikke nødvendigvis er deres egen. Redaktionen burde i virkeligheden blot have vedkendt sig sit politiske anliggende og udeladt de videnskabelige prætentioner. For hvis bogen havde været strammere redigeret og havde koncentreret sig mere om moderne socialdemokratisme, kunne den faktisk have tjent som kompas for et retningsløst parti, og hvis den havde givet los for sine præferencer, havde den forekommet væsentlig mere ærlig

(Kristeligt Dagblad 12. maj 2014. Redaktionen havde rettet udenværker til værker. Det er rettet tilbage igen her.)