Mennesket Melanchton forsvinder

Martin Schwarz Lausten, Phillip Melanchton

Martin Schwarz Laustens andragende med denne bog er lige så enkelt, som det er nødvendigt. Han ønsker at fremhæve Melanchthons selvstændige betydning som kirkepolitiker og teolog.

Umiddelbart skulle man tro, at det arbejde var gjort for længst, men Schwarz Lausten viser tydeligt, hvordan forfatteren til Confessio Augustana fra og med det 17. århundrede helt frem til i dag konsekvent er blevet stillet i Luthers skygge. Ikke mindst i Danmark er det ganske påfaldende, fordi Melanchthon netop her på mange områder var en afgørende kraft. Han rådgav reformationskongen Christian III. Han uddannede som professor i Wittenberg mange af de mest talentfulde danske teologer, der kom til at udgøre protestantismens første generation af gejstlige i Danmark.

Og sidst men ikke mindst bidrog han afgørende til rekonstruktionen af Københavns Universitet efter Reformationen. Han fødtes som Philipp Schwarzerdt i 1497 i den lille by Bretten syd for Heidelberg. Hans mor blev enke i 1508, og hun tog den unge Philipp med til sin hjemby Pforzheim, hvor han blev sat i en god skole. En lærd slægtning protegerede ham og gav ham efternavnet Melanchthon, den direkte græske oversættelse af hans fødenavn: sort jord.

Melanchthons uddannelse var udpræget humanistisk. Renæssancens menneskesyn betød en fornyet understregning af menneskets og menneskelivets egen iboende værdighed, dets individualitet, dets erkendeevne. I praksis lagde humanisterne stor vægt på indlæring af de klassiske sprog og hebraisk.

Melanchthon var usædvanlig dygtig. Han blev professor i græsk i Wittenberg i en alder af blot 21 år. Her traf han også Luther og tilsluttede sig hans opgør med pavekirken. Melanchthon forholdt sig loyal mod sit forbillede, "vor højtelskede fader og lærer", som han sagde i sin begravelsestale over Luther i 1546, men han var mere og andet end blot talerør for sin læremesters tanker. I deres syn på nadveren og retfærdiggørelsen adskilte de sig endda betydeligt.

Melanchthon var også en mere forsonlig og pragmatisk natur end Luther og brugte en stor del af sin energi på at holde sammen på de adspredte og forskelligartede reformatoriske bevægelser og idéer. Hans diplomatiske indsats i den anledning blev svækket af, at han ikke var så robust af sind. Han døde 63 år gammel og ligger begravet ved siden af Luther i slotskirken i Wittenberg.

Mens Luther blev en uforsonlig modstander af humanismen, gør Schwarz Lausten en pointe ud af at vise, at Melanchthons teologi var præget af humanismen. Det gjaldt hans syn på viljens frihed og menneskets ansvarlighed, hvorved han udfordrede Luthers forestilling, at kun tro og ikke gerninger havde betydning for frelsen.

Også Melanchthons stærke understregning af lærdommens betydning for teologien hang sammen med hans humanisme. Universitetet i København ville antagelig have set meget anderledes ud, hvis Luther havde været dets arkitekt.

Til trods for Schwarz Laustens betydelige lærdom og flid er det ikke en vellykket bog, der er kommet ud af hans arbejde. Den er i sit anlæg en biografi, men mennesket Melanchthon forsvinder hurtigt ud af syne til fordel for en tematisk, tør og lærebogsagtig disposition af stoffet.

Positivt overrasket bliver man over Schwarz Laustens fine oversættelse af Melanchthons salme, "Ich armer Mensch", og man ærgrer sig over, at den poetiske åre ikke har beriget resten af bogen lidt mere. Schwarz Lausten er ganske tæt på at tabe sit ærinde på gulvet. En strammere komponeret, mere gennemarbejdet biografikunne netop have tjent til at forstå mennesket og teologen Melanchthon i sin udvikling og sin sammenhæng og dermed have givet modvægt til Luthers tunge skikkelse i det historiske billede af reformationstiden.

(Kristeligt Dagblad 10. nov. 2010)

Nye sider af kongehuset

Hannibal Erngaard, Dronningen - som du aldrig har set hende før

I Berlingskes billedarkiv findes tusindvis af fotos af medlemmer af den kongelige familie. Hannibal Erngaard, der selv gennem mange år har arbejdet som nyhedsredaktør på avisen, har samlet et stort udvalg til denne billedbog og forsynet dem med både underholdende og oplysende ledsagetekster. Han har en fin pen og et godt blik for detaljen.

Mange af billederne har aldrig før været offentliggjort, men det kunne de såmænd godt have været. Det er ikke Erngaards hensigt at afsløre hemmeligheder. Det ville også være svært, for den berlingske avis har altid haft et høfligt - for nu ikke at sige servilt - forhold til kongehuset.

For eksempel valgte bladet i modsætning til de fleste andre aviser ikke at bringe det berømte billede af regentparret, hun med udslået hår, han i morgenkåbe, i anledning af sølvbrylluppet i 1992. På det tidspunkt var der selv for berlingeren tale om et udpræget konservativt fravalg.

Årsagen til, at billederne oprindeligt er blevet fravalgt til offentliggørelse, har dog hyppigst været, at bladet har ønsket at bruge andre billeder med samme motiv, eller at billederne ikke har passet til den vinkel, som redaktionen lagde på historien.

Erngaard gør sig i den anledning nogle meget interessante betragtninger om netop det redaktionelle arbejde med kongestoffet og den historiske udvikling, som det har gennemløbet, siden den svenske prinsesse Ingrid kom til Danmark som nygift kronprinsesse i 1935. Det var i høj grad hende, der åbnede kongehuset for pressen, et arbejde, som hendes ældste datter har videreført med sikker hånd.

Billed-Bladets allerførste nummer fra april 1938 havde kronprinsesse Ingrid på forsiden med favnen fuld af tulipaner. Bogen dokumenterer, at pressefotograferne har fået lov til at komme meget tæt på kongefamilien. Pressen har kvitteret med meget sjældent at udstille medlemmer af kongehuset, selvom muligheden nogle gange forelå.

Erngaard giver et fint eksempel fra prinsesse Margrethes barnedåb i 1940. Berlingske valgte at trykke et billede af den daværende kronprins Frederik, der holder sin datter i favnen ved ankomsten til Holmens Kirke. Det er imidlertid et udsnit af et større billede, som Erngaard også gengiver. På det originale foto ses også en træt og fraværende kronprinsesse Ingrid ved sin mands side, men hun kom altså ikke med i avisen.

Ingrid lagde vægt på altid at fremstå meget stilfuld på billeder, og hun var unægtelig også i en klasse for sig. Prinsesse og siden dronning Margrethe har udvidet paletten og har aldrig været bleg for at vise flere sider af sig selv. Dronningen har mange ansigter, fra det majestætiske til det pjattede. Bogens forside viser en kortspillende prinsesse Margrethe med en smøg i munden i et fly på vej til Italien i 1971. Billedet blev ikke bragt.

Da prinsesse Margrethe forlovede sig med den franske greve Henri blev der tilføjet kongefamilien lidt kontinental panache og lidt international kulør. Mange danskere kunne ikke rigtig goutere Henriks farverige skikkelse dengang, men det virker, som om nationen og prinsgemalen har nærmet sig hinanden til noget, der ligner en forståelse.

Et af bogens smukkeste billeder er taget af Mads Nissen. Det viser prins Henrik, der giver sin dronning et kys på panden umiddelbart før det store pressemøde i anledning af regeringsjubilæet sidste år. Det blev bragt, og det bliver hængende.

(Kristeligt Dagblad 13. juni 2013)