De vigtige tråde bagud

Erik Ingemann Sørensen, 1864 – En guide i krigens fodspor, Gyldendal, 256 sider, kr. 249,95

Selv om Den anden slesvigske krig i 1864 tilhører hele Danmark i den forstand, at den udgjorde det definerende udgangspunkt for den danske nation og den danske stat gennem mere end 100 år, var den som konkret begivenhed ret begrænset i udstrækning. De vigtigste slag og begivenheder i krigen fandt sted inden for et overskueligt rum i det centrale og østlige Slesvig: Mysunde, Dannevirke, Sankelmark, Dybbøl og Als.

Erik Ingemann Sørensen har skrevet en anvendelig guidebog til den, der gerne vil gå i fodsporene på deltagerne i krigen. Jeg glæder mig til at tage turen til Slesvig med den i lommen. Omhyggeligt tager han sin læser ved hånden gennem skanser, mindesmærker, krigergrave, slagmarker, lazaretter, hovedkvarterer med meget mere. Historien bliver meget håndgribeligt, når åstederne inddrages så systematisk som her, og Sørensen er en djærv og vidende fortæller. Perspektivet er dansk, men Sørensen indrømmer også plads til fjendens – Preussens og Østrigs – synspunkt.

Bogen har et håndterligt format, når man vil gå, cykle eller bile ad de ruter, der er anskueliggjort på kort og forsynet med gps-koordinater. Bogen er illustreret med historiske billeder og nutidige fotos. Mange af illustrationerne er datidens raffinerede træsnit, de såkaldte xylografier, og  forlaget har desværre ikke haft held med gengivelsen af dem, for de er præget af den særlige grafiske støj, der kaldes moiré, som sagtens kan undgås.  Bortset fra det er udvalget af illustrationer rigeligt og velvalgt.

Tom Buk-Swienty, forfatter til fremragende bøger om 1864, giver med rette bogen en god anbefaling i indledningen, og redaktør af den tysksprogede avis, Der Nordschleswiger, Siegfried Matlok, der ikke mindst i kraft af en fortrinlig beherskelse af også det danske sprog har været det tyske mindretal en klog og god advokat gennem mange år, har skrevet et tankevækkende efterord om de sene eftervirkninger af den dansk-tyske konflikt. Matlok er en helt central skikkelse i den dansk-tyske forståelse, der har afløst gammelt fjendskab.

Sørensen har skrevet sin bog i samme ånd. Han søger ikke at genopvække et fjendskab, men vil ganske prisværdigt blot minde om de mennesker, der tog del i begivenheder, der havde betydning for ikke blot dansk og tysk, men europæisk historie. Den lille, relativt lokale krig var skæbnesvanger.  Den preussisk-østrigske sejr i 1866 var udgangspunktet for preussisk dominans i Østersøen og dermed for den alvorlige forskydning i den europæiske magtbalance, der førte til Den første Verdenskrig 50 år senere. Trådene bagud til adskillelsen fra Norge i 1814, der gjorde Danmark til en småstat, er det også vigtigt at fastholde, når vi næste år højtideligholder 200-, 150-, og 100-års jubilæerne for disse vigtige begivenheder.

(KD 31. maj 2013. Årstallet for den preussisk-østrigske krig er rettet)

Kvindebatterier og voldanlæg

Jesper Asmussen, Vestvolden og Nordfronten, Lindhardt og Ringhof

Det er vel de færreste bilister på Motorring 3 omkring København, som er klar over, at de kører langs en af hovedstadens storslåede turistattraktioner. Motorvejen er anlagt på ydersiden eller fjendesiden af den del af Københavns befæstning, der hedder Vestvolden. På indersiden eller vennesiden er der en velasfalteret gang-og cykelsti. Herfra kan man tydeligt se, at der er tale om et militært anlæg, som vil være et oplagt mål for en udflugt på en af forårets helligdage med denne bog i hånden.

Den voksende interesse for Første Verdenskrig har ikke alene udløst mange udgivelser om de danskere, der deltog i krigen på tysk side, fordi de som nordslesvigere var indkaldt til preussisk krigstjeneste, men også flere om Danmarks væbnede neutralitet.

Forsvarsudgifterne havde været det afgørende spørgsmål i den politiske kamp siden 1864. Estrups provisoriske finanslove og hele forfatningskampen havde de militære udgifter som omdrejningspunkt. Partiet Højre ønskede et stærkt forsvar om hovedstaden, mens Venstre, hvis vælgere for størstedelen boede i landdistrikterne, ikke så nogen nævneværdig værdi i blot at forsvare hovedstaden.

Københavns befæstning blev anlagt i 1886-1894 i en radius af 10-15 kilometer omkring byens centrum. Det var og er et imponerende anlæg med søforterne Trekroner, Middelgrunden og Flakfortet, fem kystforter på Amager og Vestvolden, der strækker sig fra Avedøre i syd til Utterslev Mose i nord og endelig Nordfronten, en række af forter fra Gladsaxe til Tårbæk, der skulle fungere sammen med en omfattende oversvømningsplan inkluderende blandt andet Utterslev Mose, Emdrup Sø, Gentofte Sø og Mølleådalen.

En del af anlægget og dets bestykning blev slet ikke betalt over finansloven. Garderhøjfortet i Jægersborg blev fi-nansieret af privat indsamlede midler og udlånt til det danske forsvar. Ved Hvidøre findes det såkaldte Kvindebatteri, der hedder således, fordi det blev forsynet med i alt otte Krupp-kanoner, indkøbt for midler indsamlet af danske kvinder i begyndelsen af 1880' erne.

Københavns befæstning er ofte med henvisning til Viggo Hørups berømte spørgsmål " Hvad skal det nytte?" blevet latterliggjort. Især De Radikale har først og fremmest set den som en ideologisk magtdemonstration af Højre. Man har taget for givet, at svaret på Hørups spørgsmål var " Ingenting". Nu er opmærksomheden imidlertid i stadig større grad blevet rettet mod befæstningen som militærteknisk anlæg.

Sidste år udkom Martin Jespersen og Jens Ole Christensens flotte bog om Københavns befæstning, hvor det blandt andet blev hævdet, at befæstningsanlægget bidrog til at holde Danmark ude af Første Verdenskrig.

Påstanden er, at det ikke ville have været umuligt for tyskerne at erobre Danmark, men at det effektive forsvar af København ville have bundet for mange tropper til, at det kunne svare sig. Jesper Asmussens bog om landbefæstningen, det vil sige de sjællandske anlæg vest og nord for København, er ikke i samme omfang teseførende.

Den er en praktisk guide ad en cirka 60 kilometer lang rute langs Vestvolden og Nordfronten begyndende ved Avedøre, næsten præcis hvor motorvejsbroen fra Sjælland til Amager nu ligger, og sluttende ved Øresundskysten ved Dyrehaven. Marinens fredede og helt enestående flyveplads ved Avedøre fra 1917 savner jeg dog.

Københavns befæstning var opført i overensstemmelse med de mest moderne principper for forsvar, men blev alligevel hurtigt forældet. I lyset af udviklingen i artilleriets rækkevidde blev forsvaret udbygget under Første Verdenskrig med fremskudte stillinger langs Roskilde Fjord og den såkaldte Tunestilling langs en linje fra Roskilde til Køge Bugt. Fra 1920 blev forsvarsringen afviklet, men flere dele af anlægget forblev i militærets eller civilforsvarets brug helt frem til nutiden.

Asmussen er en fortræffelig turistfører. Bogen er lidt større end rejsehåndbogens traditionelle oktavformat, men den kan stadig ligge i en cykelkurv. Den er velillustreret med både nutidige og historiske fotografier og kort. I tilgift findes der fine tegninger af Jens Overgaard Christensen af den flora og fauna, man kan møde undervejs.

Foruden den kulturhistoriske værdi i det, der dengang var et af Europas største sammenhængende forsvarsværker, er der mange naturskønne områder langs Vestvolden og nord for København. Højspændingsledninger, motorveje og jernbaner er aldrig langt væk, så naturoplevelsen rammes altid ind af moderne infrastruktur, men det må man vælge at se som en del af charmen. Storbyens nærvær er jo hele årsagen til, at befæstningen findes.

(KD, 23. maj 2013)

Et levende vidnesbyrd om historiens omskifteligheder

Ulla Kjær, Roskilde Domkirke – Kunst og historie, Gyldendal, 368 sider, 349,95 kroner

Domkirken i Roskilde slår enhver, der kommer til byen, med sin majestæt. Den dominerer nu som før suverænt bybilledet med sin milde monumentalitet. Man knytter sig til kirken, når man bor i Roskilde, uanset om man er kirkegænger eller ej. Spirenes karakteristiske profil er bomærke for utallige lokale foreninger og næringsdrivende. Her må jeg som anmelder bekende min part i sagen, idet Roskilde Domkirke også er min sognekirke. Ingen af os, der bor i byen, kunne forestille os Roskilde uden domkirken i centrum.

I 1968 brændte  kirkens tagrytter, Margrethespiret. Alle i Roskilde, der er gamle nok til at huske det, ved, hvor de var, da de hørte, at domkirken brændte. Det lykkedes at begrænse skaden, og selv om ulykken var stor nok i sig selv, ville det have været en katastrofe, hvis hele bygningen var gået tabt. Byen ville miste sit orienteringspunkt, og verden ville have mistet et enestående stykke kulturhistorie. Kirken blev i 1995 optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.

Det er et af de mest interessante fænomener ved kirken, at den forekommer så harmonisk, når den i virkeligheden er et konglomerat af vidt forskellige bygningsdele, der er et resultat af mere end 800 års ufuldbyrdede planer, fixe ideer, prangende forfængelighed og politiske ambitioner. Kirken synes imidlertid at have indgået en særlig pagt med historien og stedet, der gør, at den kan rumme alle forskelligheder, forandringer og modsætninger i en sluttet enhed.

Om dette vældige korpus af røde mursten har museumsinspektør Ulla Kjær skrevet et værk, der vel bedst kan betegnes som en biografi, et forsøg på at leve sig ind i den godt 800-årige skæbne, som er Roskilde Domkirkes. Der har været kirke på stedet i mere end tusind år. Roskilde var i det meste af middelalderen et af de væsentligste politiske centre i det danske kongerige. Ifølge overleveringen byggede Harald Blåtand en kirke i Roskilde. På en søjle i kirkens kor erindres vikingekongen med et sent og stærkt restaureret kalkmaleri.

Den nuværende kirke blev konciperet som en romansk korskirke midt i det 12. århundrede, men ret tidligt i forløbet blev både stilart og grundplan ændret, således at kirken fra omkring år 1200 blev færdiggjort som af de tidligste og fornemste eksempler på den gotiske kirkekunst i Norden og som et treskibet rum orienteret stærkere om længdeaksen end oprindeligt tænkt.

Kirkens indretning og inventar har ændret sig betydeligt gennem århundrederne. Kjær sætter kyndigt disse forandringer ind i en politisk, kulturel og kunsthistorisk sammenhæng. Orgel, altertavle, døbefont og prædikestol blandt meget andet omtales omhyggeligt. Mest markant er de fire store kongelige begravelseskapeller, der er bygget til kirken med omtrent 100 års mellemrum siden det 16. århundrede. Kirkerne i Ringsted og Sorø havde været rivaler til Roskilde som hjemsted for kongelige begravelser i middelalderen. Efter Margrethe I’s død i 1412 lod biskop Peder Lodehat dronningens lig overføre til Roskilde, og hendes pragtfulde gravmæle blev placeret centralt i koret. I samme anledning blev Margrethespiret opført som en udefra synlig markering af gravstedet.

Helligtrekongerskapellet blev grundlagt af Christian I ved et gavebrev i 1459, men det blev først bragt i anvendelse som gravkapel 100 år senere af Frederik II, der også sørgede for at få sin fars, Christian III’s, jordiske rester overført til Roskilde. Siden dengang er samtlige danske regenter begravet i Roskilde Domkirke. Frederik II’s søn, Christian IV lod et nyt gravkapel opføre til sig selv. Et planlagt gravmæle over kongen gik imidlertid tabt, og der var ikke råd til et nyt, så der er en markant uoverensstemmelse mellem det overdådige kapel og kongens beskedne kiste. Frederik V’s kapel, hvor alle den sene enevældes konger ligger begravet, er et af klassicismens allerfornemste værker på dansk grund, et rum af en helt anden verden end hovedskibets, men lige så betagende. Kongerne af de glücksborgske hus, der i år fejrer 150 års jubilæum på den danske trone, fik i 1923 deres eget kapel, et godt eksempel på mellemkrigstidens ikke altid ukontroversielle neoklassicisme. Mange har vanskeligt ved at forsone sig med Einar Utzon-Franks dobbeltsarkofag over Frederik VIII og hans dronning Lovisa. Flere anerkender Kaare Klints udformning af gravmælerne over Christian X og dronning Alexandrine som en tidssvarende og vellykket formidling mellem modernisme og tradition. Til Frederik IX og dronning Ingrid blev der valgt en helt ny løsning, nemlig en begravelse uden for kirken under åben himmel. Margrethe II og hendes gemal har til sig selv valgt en begravelse inde i kirken, i Skt. Birgittas kapel. Ansvaret for udformningen af gravmælet, en såkaldt kenotaf, er lagt i hænderne på dronningens foretrukne kunstner, Bjørn Nørgaard, om hvem man uden tvivl kan sige, at han vil tilføre kirken noget nyt. Om det er godt, er en anden sag.

Ulla Kjær har med stor autoriet og klart overblik samlet og kondenseret den eksisterende viden om Roskilde Domkirke og sat den ind i sin politiske, teologiske, idé- og kunsthistoriske kontekst. Bogen er illustreret med fremragende fotografier af Roberto Fortuna. Fremstillingsformen kan godt forekomme lidt indforstået og teknisk, og bogen egner sig ikke som håndbog undervejs i et besøg i kirken. Dertil er der for megen tekst og for få oversigtsplaner og pædagogiske illustrationer. Til gengæld får man den faglige tyngde og kultiverede omgang med sproget, som kendetegner Nationalmuseets kunst- og kirkehistoriske skole i denne Life and Times-biografi om en fantastisk kirke, der fortsætter med at optage sin samtid i sig og som sådan er et levende vidnesbyrd om historiens omskifteligheder.

(Kristeligt Dagblad 15. maj 2013)