Det uperfekte systems mand

Kofi Annan og Nader Mousavizadeh, I krig og fred, Gyldendal 2013

Kofi Annan var generalsekretær for FN fra 1997 til 2006. Han har gennem 40 år arbejdet for FN og blev altså hentet til posten som generalsekretær fra systemet selv. Han er systemets mand både i den forstand, at han fuldstændig identificerer sig med FN som organ og organisation, og i den forstand, at han kender systemets styrker og svagheder og derfor havde muligheden for at opbygge en langt stærkere position som leder end de generalsekretærer, der hentes udefra.

Han blev født i den daværende britiske koloni Guldkysten, det nuværende Ghana, i 1938. Hans far var " leder af et europæisk handelsselskab, frimurer og gudfrygtig anglikaner".

Dertil havde han fire koner. Hvordan den anglikanske kirke så på den sag, forbliver uopklaret for læseren af denne bog. Som noget usædvanligt for en mand med hans stilling på denne tid gav Annans far sine i alt fem børn afrikanske navne.

Kofi Atta Annan fik som sine søskende også en god uddannelse. Samtidig med at han blev myndig og selvstændig, vandt hans hjemland sin uafhængighed fra det britiske koloniherredømme, og de to processer hænger for Annan sammen. Den eufori, som den nationale uafhængighed betød for hans generation, mærkes endnu som et ekko i teksten. I hans forestilling om De Forenede Nationer er værdien af nationen ikke blegnet bort i et globalistisk skønmaleri. Han understreger hele tiden, at FN kun har den styrke, som medlemsstaterne er indstillet på at lægge i organisationen.

Annans første erfaringer med fredsbevarelse var på Sinaihalvøen i 1973. Frem til den kolde krigs afslutning var FN's fredsbevarende missioner underlagt de principper, som Dag Hammarskjöld havde udstukket i sin tid som generalsekretær ( 1953-1961), nemlig at FN-styrker skulle have både Sikkerhedsrådets mandat og de stridende parters samtykke, være upartiske og kun bruge magt i selvforsvar. FN opererede sagtmodigt i skyggen af den store konflikt mellem Øst og Vest.

Men efter Murens fald var Sikkerhedsrådet ikke længere i permanent hårdknude, og der kunne nu etableres enighed om at gribe ind i langt flere konflikter verden over. Den største FN-sanktionerede operation var befrielsen af Kuwait i 1991, en succes for et af FN's oprindelige formål, nemlig beskyttelsen af folkeretten eller international ret, som de fleste vælger at kalde det i dag. Hvorom alting er, ændrede FN kurs til en meget højere grad af aktivisme og en revision af Hammarskjölds principper.

I 1992 var Annan avanceret til vicechef i FN's Department of Peace Keeping Operations, DPKO. Året efter led den amerikansk ledede FN-operation i Somalia en blodig fiasko, og FN blev væsentlig mere håndsky, ikke mindst fordi det ikke var muligt at skaffe amerikansk opbakning til operationerne. FN råder ikke over egne styrker. De stilles til rådighed og finansieres af medlemsstaterne.

I 1994 fulgte krisen i Rwanda. En lille belgisk styrke fungerede på vegne af FN i landet sammen med soldater fra Bangladesh, men den kunne intet stille op mod det folkemord, der endte med at koste 800.000 mennesker livet. FN's magtesløshed over for denne katastrofe har klæbet til organisationen og ikke mindst Kofi Annan lige siden.

Han forsøger naturligvis at forklare sig og retter beskyldningerne mod især USA og den daværende generalsekretær Boutros Boutros-Ghali, der ikke får noget kønt skudsmål af sin efterfølger i embedet. Der var tilsyneladende ikke meget, Annan eller DPKO kunne gøre. I Bosnien fulgte massakren i Srebenica i 1995, men det var også et vendepunkt, der gjorde det tydeligt, at FN måtte handle mere aggressivt.

"For en FN-generalsekretær er det, han siger - eller undlader at sige - ofte lige så vigtigt som det, han gør," skriver Annan om sin egen rolle, efter at han selv blev generalsekretær i 1997.

Spørgsmålet er, hvor retvisende det er, for udsagnet forudsætter, at generalsekretæren kan gøre andet end at tale - og tie. Han besidder ingen kommando over andet end personalet i FN. Men ordets magt skal naturligvis heller ikke underkendes. Det var i hvert fald ifølge Annan selv generalsekretærens ihærdige diplomatiske indsats over for især Indonesiens præsident Habibie, der gjorde det muligt at sætte en stopper for de voldelige overgreb mod civilbefolkningen i Østtimor i 1999, da der blev opnået accept af indsættelsen af en FN-styrke under australsk kommando.

Beretningen om de mange natlige telefonopkald er dramatisk læsning, selvom bogen bestemt ikke jager effekter. Den er ikke skrevet af en politiker, men af en embedsmand, en diplomat, for hvem ingen forhandling er fremmed.

Man genkender Annans distingverede skikkelse og hans afdæmpede røst i den, selvom den er skrevet med hjælp fra en anden. Nader Mousavizadeh, der i øvrigt er vokset op i Danmark, har tilhørt generalsekretærens nærmeste stab. De skriver klart, men også lidt tørt. Det er på den anden side befriende at slippe for nogle af de upersonlige og kunstige fortællerkneb, som mange journalister bruger til at peppe deres stof op med.

Bogen er et manifest, der skal forsvare og underbygge Annans egen forestilling om FN's funktion og ikke mindst hans egen rolle og politik: det målrettede, legitime og effektive forsvar for folkeretten, mest markant udtrykt, da generalsekretæren mere eller mindre gav sin personlige tilslutning til Natos effektive indgreb til forsvar for kosovoalbanerne i 1999, der fandt sted uden Sikkerhedsrådets mandat. På den anden side skabtes dermed også præcedens for fremtidige militære indgreb uden Sikkerhedsrådets godkendelse. Annan var selv imod invasionen af Irak i 2003, der blev gennemført på et tvivlsomt mandat og kostede mange civile tab. Han havde selv i 1999 advaret mod den præcedens, der var dannet med indgrebet i Kosovokonflikten: " Er der ikke fare for, at sådanne interventioner underminerer det uperfekte, men fleksible sikkerhedssystem, der blev etableret efter Anden Verdenskrig, og skaber farlige fortilfælde for fremtidige interventioner uden klare kriterier for, hvem der kan påberåbe sig disse fortilfælde og under hvilke omstændigheder?".

Irak-krigen besvarede spørgsmålet. Annan var imod, men han kan ikke løbe fra det ansvar, han pådrog sig i 1999 ved at give sin tilslutning til en aktion, der netop savnede den formelle legitimitet, som han efterlyste.

(Kristeligt Dagblad, den 19 marts 2013)