Gribende billeder af krig

Claus Bundgård Christensen og Martin Bo Nørregård, Verdenskrigens danske billeder, Gyldendal

Den historiske interesse for Første Verdenskrig har været støt stigende gennem de seneste år. Det har noget at gøre med, at krigen markerede et afgørende skel mellem en ny tid og verden af i går. For den umiddelbare forståelse af krigens udfald må man vide, at det var Tyskland, der tabte, men for en fortolkende erindring er det afgørende, at det var en form for fælleseuropæisk uskyld, der gik tabt. Der er i forståelsen af det tabte en nøgle til forståelsen af, hvad Europa blev til derefter.

Krigen var imidlertid ikke blot en abstrakt overgang fra det ene til det andet. Den var så konkret, som krige nu er, et kompleks af liv og død, begejstring og fornedrelse, teknologi og kammeratskab, blod og stål. Af de mange millioner, der deltog i krigen, var adskillige tusinde danske.

De kom for langt størstedelens vedkommende fra det danske mindretal i Slesvig, der frem til 1920 sorterede under Preussen og dermed det tyske kejserrige. Denne bog rummer godt 100 fotografier optaget eller samlet af danske deltagere i krigen og stammer fra arkiver og privatsamlinger i Sønderjylland. De har med enkelte undtagelser aldrig været offentliggjort før.

Det typiske billede fra Første Verdenskrig stammer fra en fugtig skyttegrav på Vestfronten, men krigen var også meget andet end en stillingskrig, og den blev udkæmpet på flere fronter og på alle årstider, og mange gjorde tjeneste andre steder end i de forreste linjer.

Selvom den fotografiske teknik i begyndelsen af det 20. århundrede havde udviklet sig, så det faktisk var både økonomisk og teknisk muligt at tage snapshots, findes der meget få optagelser af kampe ved fronten. De fleste fotogra-fiske gengivelser af kampe, der kendes, stammer fra øvelser eller rekonstruktioner.

På museet på Sønderborg Slot findes imidlertid et foto af en engelsk artilleribeskydning ved Mons i Belgien fra august 1914. Det er sløret og uskarpt, men ikke desto mindre ret enestående, for der findes ganske enkelt ikke mange tilsvarende dokumentationer af kamphandlinger hverken i danske eller europæiske samlinger.

Min personlige favorit blandt billederne er dog et helt udramatisk fotografidet indre af en luftskibshangar i Tønder, hvor der fandtes en stor base for zeppelinere. Hangaren var 42 meter høj, 72 meter bred og 243 meter lang, altså omtrent det største uopdelte rum under tag i det, der nu er Danmark, nogensinde.

Det er billederne, der bærer denne bog. Billedteksterne er saglige og informative, næsten nørdede i deres omhu for detaljen. Der lefles ikke for læseren med vidtløftige betragtninger om Europas sjæl eller tomme spekulationer om historiens gang. Forfatterne har først og fremmest sat sig for at redegøre så godt som muligt for fotografi-ernes motiver. Det er gjort med betydelig snilde og sagkundskab.

Det er et almindeligt problem i de fleste billedsamlinger, at fotografiernes oprindelige ophavsmænd glemmer at notere, hvad og hvem billederne forestiller og hvornår de er taget. For eftertiden repræsenterer sådanne billeder kun død viden: anonyme mennesker, et ukendt sted, i en ukendt sammenhæng. Billederne kommer først til live, når der kan sættes navne, sted og tidspunkt på dem. Dette er en påmindelse til alle, der efterlader sig billedsamlinger.

Men selv der, hvor billederne er ukommenterede, kan dygtige historikere som Christensen og Nørregård rekonstruere noget af sammenhængen. Der er gjort et meget stort og samvittighedsfuldt arbejde for at finde ud af, hvad billederne forestiller, helt ned til de mest detaljerede oplysninger om skytsets kaliber, hestenes fodertilstand og uniformernes ærmeopslag.

En detalje som skægvækst er for eksempel af betydning for et fotografis datering, for i krigens første år var det almindeligt, at soldater lagde sig skæg til, men det blev forbudt, da giftgassen blev introduceret som våben, for gasmaskerne sluttede mere tæt på et glatraget ansigt.

Det er sådanne detaljer, der løfter denne bog. For ganske vist var Første Verdenskrig en brudflade mellem to historiske epoker, men den var også for den enkelte krigsdeltager et konkret hændelsesforløb i al sin voldsomhed og trivialitet.

Var man indkaldt til et trænregiment på Østfronten, var man optaget af sine trækdyrs trivsel, fjendens langtrækkende artilleri og vejenes beskaffenhed, og var man ved marinen, frygtede man ubådsangreb, samtidig med at man bekymrede sig om, hvorvidt man havde tilstrækkelige forsyninger af cigaretter. Det er en dokumentation af krigens mangfoldighed.

(22. nov. 2012)

Historien om det berømte monument

Lars N. Henningsen og Broder Schwensen ( red.): I venskab og tillid. Istedløvens tilbagevenden til Flensborg i 2011. 116 sider. 220 kroner. Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.

Mens det berømte monument over de faldne fra slaget ved Isted stadig stod opstillet bag Tøjhuset i hovedstaden, stillede københavnerviddet krav om, at Istedløven skulle tilbage til Istedgade. Bag denne ironiske distance til det slesvigske spørgsmål gemmer der sig en folkelig bevidsthed om, at Bissens statue ikke hørte hjemme, hvor den stod.

Løven blev som bekendt oprindeligt opstillet i Flensborg i 1862. Preusserne bragte den til deres hovedstad efter krigen i 1864, hvor den først blev opstillet ved det berlinske tøjhus og derefter ved det preussiske kadetakademi i Berlin-Lichterfelde.

Her stod løven endnu ved afslutning af Anden Verdenskrig, da nogle handlekraftige danskere fik den bortført til København, hvor den officielt blev overdraget Christian X ved en ceremoni i oktober 1945. Kongen udtalte ved den lejlighed de ord, der har ligget til grund for den danske politik lige siden: " Naar Forholdene tillader det, bør [ løven] vende tilbage til Flensborg for der at staa som et Minde om de Tider, der er gaaet, og til Erindring om alle dem, der ofrede livet i Treaarskrigen." der er siden krigen blevet gjort adskillige forsøg på at få løven tilbage til Flensborg, men hver gang strandede de på lokal modstand, indtil det endelig lykkedes i 2011. Fra dansk side var sagen ikke mere kompliceret end at den for det meste kunne varetages af en fuldmægtig i Kulturministeriet, mens Flensborgs overborgmester erklærede den for at være " Chefsache".

De vanskeligste forhandlinger foregik internt i Flensborg. Især den konservative gruppe i byrådet mente, at løven ikke havde mistet sin karakter af dansk sejrsmonument, men til sidst kunne der etableres en politisk enighed, der var bred nok til at det lod sig gøre at hævde, at Flensborg ønskede sin løve tilbage, og at forudsætninger dermed var skabt for, at Christian X's løfte kunne indfris.

nu må det retfærdigvis bemærkes, at overdragelsen ikke var helt betingelsesløs fra dansk side. En vidtløftig idé om at skabe en hul sokkel i et moderne formsprog blev afvist i København til fordel for en genskabelse af Bissens i granit. De oprindelige indskrifter af nationalt dansk tilsnit måtte naturligvis udskiftes med de selvfølgelige forsikringer om venskab og tillid mellem Danmark og Tyskland.

Denne dobbeltsprogede bog er en er meget omhyggelig, ja egentlig ret omstændelig i sin beskrivelse af begivenhederne og ikke mindst aktørerne. Mange mænd i jakkesæt får deres portræt gengivet. Det virker, som om forfatterne har sat sig for at pleje så manges forfængelighed som muligt ved at omtale netop deres afgørende betydning for flytningens heldige afvikling.

På den anden side er bogen værdifuld som dokumentation af, hvordan erindringspolitik føres i den praktiske detalje. Der var jo ikke blot tale om praktiske problemer med at flytte en meget tung og skrøbelig ting fra København til Flensborg. Det handlede om en symboltung genstand, der skulle omtolkes fra at være et stridspunkt til at være et samlingspunkt. Det er en vanskelig proces, hvad bogen tydeligt dokumenterer. Som sådan er den en nyttig håndbog for alle, der ønsker at opstille, nedrive eller flytte et mindesmærke.

(KD 15. nov. 2012)

Årets bedste bud på en mandelgave

Jens Andersen (udg.), Om man så må sige - 350 citater af Dronning Margrethe, Lindhardt og Ringhof

Den britiske journalist Jeremy Paxman udgav i 2006 en bog, " Royalty," der forholder sig lettere satirisk til europæiske kongehuse, især det britiske.

Paxman betragter de fleste monarker som uinteressante eller endog ubegavede med én undtagelse, den danske dronning. Hun er af et statsoverhoved at være faktisk så interessant, at det giver mening at udgive en bog bestående udelukkende af citater af hende.

De er samlet af litteraturredaktør på Berlingske Jens Andersen, der sidste år udgav en fin portrætbog om Margrethe II. Den genre, som kongelige almindeligvis bevæger sig i, er de konventionelle høfligheder. Det hører med til den repræsentative funktion. En konstitutionel monark må ikke ytre sig på en måde, der kan betragtes som en stillingtagen i indenrigspolitiske diskussioner og må i udenrigsspørgsmål ikke afvige fra den officielle udenrigspolitik.

De rammer kan forekomme snævre, men Dronningen har fundet sin plads i dem: " Når folk taler om, at jeg ikke må sige noget, så glemmer de, at jeg godt må tænke noget. Jeg skal bare lade være med at sige alt, hvad jeg tænker. Det kunne godt være, at mange mennesker skulle det en gang imellem!".

I de godt 40 år, H. M. Dronning Margrethe II har beklædt embedet som statsoverhoved i Danmark, har hun meget sjældent fortalt sig, selvom hun løber den risiko ved langt oftere end sine europæiske kolleger at ytre sig offentligt i interview og sågar ved pressemøder. Som hun selv siger: " Man skal holde sig på måtten, men samtidig ikke være bange for at stå på den." Paxman har ret i at karakterisere Margrethe II som intellektuel og kunstnerisk, men det forklarer ikke, hvorfor hun er så populær. De fleste danskere er skeptiske over for den slags, men enhver republikansk rindalist bliver jo afvæbnet af en bemærkning som: "Så helvedes godt tegner jeg jo heller ikke." Dronningen indrømmer, at hun har arvet sin fars tendens til at bande. Hun er meget næn om den værdighed, som hendes embede indebærer, men er i øvrigt meget uhøjtidelig, når det handler om hendes egen person: "Jeg er ekstremt bange for at blive ' tante-agtig. Jeg tror nok, at der bor egenskaber i mig, der kunne gøre, at jeg blev en kedelig gammel moster, hvis jeg ikke passer på." Det forhold, at en kvinde blev regent på et tidspunkt, da rødstrømperne for alvor vandt frem, har naturligvis ført til spørgsmålet om Dronningens holdning til ligestilling.

Det er klart, at det er et kontroversielt tema, som det konstitutionelt neutrale statsoverhoved egentlig bør holde sig fra at tage stilling til. Men i stedet for blot at sige " Ingen kommentarer" er det typisk for Dronningen at give et svar, der på sin egen underforståede facon forklarer spørgeren, hvorfor hun ikke kan svare: " Jeg er vokset op til den stilling, jeg indtager. En stilling som er usædvanlig for en kvinde. Men jeg har jo ikke selv skabt min karriere. Det er, som jeg plejer at sige, et biologisk tilfælde, at mine forældre ikke fik en søn. Man kan sige, at jeg har fået min stilling forærende." Religion og kirke er et af de områder, hvor Dronningen har tilladt sig selv at sige meget af, hvad hun tænker. Hun er som bekendt flittig kirkegænger, der gerne tager " de små søndage" med, og som hun sagde til denne avis i anledning af sin 60-års fødselsdag: " Jeg er meget dårlig til noget, hvor man skal organisere inderlighed. Det, jeg synes er så godt ved vores danske folkekirkegudstjeneste, er, at man ikke bliver organiseret til inderlighed. Men der er plads til den, hvis det er det, man vil." Ikke alt, hvad Dronningen siger, er lige dybsindigt, men hun har virkelig et talent for at undgå de polerede almindeligheder, som hendes metier ellers indbyder til. Begavelse er ikke en nødvendig forudsætning for at være en god konstitutionel monark, men det hjælper unægtelig, hvad denne fine lille bog dokumenterer på det fortrinligste. Den ligner et godt bud på årets mandelgave.

(KD 1. nov. 2012)

Bismarcks geni blev Tysklands skæbne

Jonathan Steinberg: Bismarck - jernkansleren, Forlaget Sohn

Hvis Otto von Bismarck ikke havde gjort politisk karriere, ville han antagelig være blevet kendt som en betydningsfuld forfatter. Han havde sprognemme og beherskede foruden sit modersmål både engelsk og fransk til fuldkommenhed på skrift.

Han var en fremragende brevskriver, men til gengæld en middelmådig taler. Hans karisma fungerede bedst i små selskaber. Demokrat blev han aldrig. Det var ikke så meget et princip, som det var et udtryk for, at han ikke beherskede genren. Han var ikke egnet til at forføre forsamlinger, og derfor kunne han ikke bygge sine politiske succeser på retorik eller vælgeropbakning.

Hans først tale som ministerpræsident i den preussiske landdag i 1862 var ikke skræddersyet til at behage. Han fremlagde sit program med de berygtede ord: " Dagens spørgsmål vil ikke blive afgjort ved taler eller flertalsbeslutninger men ved blod og jern." Sandheden i disse ord fik danskerne at mærke to år senere. Sejren over Danmark i 1864 konsoliderede Bismarcks magt hjemme og dannede grundlaget for den vej, som han og Tyskland slog ind på derefter.

Bismarck blev født i 1815 som fjerde søn af en adelig godsejer i markgrevskabet Brandenburg, øst for Berlin. Han tilhørte fra fødslen den herskende preussiske junkerklasse. Han var udset til en tilværelse som jorddrot, men det kedede ham faktisk. Heller ikke en militær løbebane passede ham.

I Preussen havde adelen privilegeret adgang til en of-ficerskarriere, men selvom Bismarck gjorde militærtjeneste og lige akkurat blev of-ficer, var han set med offi-cerselitens øjne et tyndt papir.

Han flakkede i sin ungdom rundt, studerede og rejste og var vel nærmest en slags rodløs intellektuel. Der var derfor noget sært forlorent over ham, når han senere i sin politiske karriere gerne optrådte i uniform.

Et af de få mennesker, han ikke kunne tryne, var general Helmuth von Moltke, den i Danmark uddannede leder af den preussiske generalstab, som var strategen bag de tyske sejre over Danmark i 1864, Østrig i 1866 og Frankrig i 1870-71. Bismarck forstod som ministerpræsident og siden rigskansler at spænde den militære succes for sin politiske vogn, og han manøvrerede med et utroligt træfsikkert jugement mellem politiske modstandere og vrangvillige allierede og opnåede en af de mest bemærkelsesværdige sejre i europæisk politik overhovedet på sin tid, dannelsen af det andet tyske kejserrige i 1871 med Preussen og dermed ham selv i spidsen.

Et af de midler, der bragte ham så vidt, var den opfattelse, at politik og især udenrigspolitik skal bedrives helt uden sentimentalitet eller idealisme. Det betyder ikke, at magtudøvelsen ikke kan finde sit mål uden for sig selv, men at magten ikke kan forklæde sig som andet end det, den netop er, og at magten yderligere tilhører den, der har viljen til at udøve den.

Bismarcks nærmeste slægtning og måske endda lærling i dansk politik var Erik Scavenius. Også han var rundet af det store hartkorn og ejede den dertil hørende arrogance, der ikke bryder sig stort om popularitet og vælgertilslutning. Også han anlagde en usentimental og upopulær vurdering af de eksisterende styrkeforhold og handlede derefter.

Statsminister Stauning stillede meget præcist diagnosen på Scavenius, der som bekendt blev beskyldt for at være tyskervenlig, med ordene: " Scavenius er overhovedet ikke venlig!". Det samme indtryk gjorde Bismarck. Han var sjældent venlig. Han kunne være charmerende, men var ellers både kolerisk, hypokondrisk, utaknemmelig og kynisk. Kun mod sine nærmeste var han trofast og hengiven, endda kærlig. Mod resten af verden brugte han hele sin personligheds styrke til at få sin vilje.

En central pointe i bogen er, at Bismarcks geni også blev Tysklands skæbne. Bismarck havde ikke brug for faste strukturer og klare kommandolinjer for at fungere.

" Ordnung muss sein" var ikke hans valgsprog. Tværtimod beherskede han kaos bedre end de fleste, og derfor brugte han ikke sin magt til at tilvejebringe en hensigtsmæssig forfatning for et samlet Tyskland.

Da han blev afskediget af sin kejser i 1890, efterlod han et tomrum, som ingen magtede at udfylde, og det ser Steinberg som årsag til Tysklands skæbne i det 20. århundrede: " Der var en helt lige og direkte linje mellem Bismarck og Hitler." Den pointe er nok lige lovlig hårdt trukket op, men der er det rigtige i den betragtning, at det viste sig nærmest umuligt indrette en levedygtig stat med det skrammel, der stammede fra boet efter Bismarck, der døde i 1898.

Jonathan Steinberg citerer flittigt fra breve og beretninger af både Bismarck selv og hans samtidige for at tegne et portræt af denne fascinerende personlighed. Han forfalder i sin analyse til nogle ret forenklede freudianske pointer om en bister far og fraværende mor, men dem kan man jo springe over. Bogen er oversat fra engelsk, og det ville have været ulige mere logisk at tage en af de tyske biografier om Bismarck som forlæg, ikke mindst for at undgå, at de talrige citater skulle gennem to oversættelser.

Man kan have indvendinger mod nogle af oversætterens løsninger, men det må fremhæves, at det er lykkedes at tilvejebringe en letflydende læselighed, der understøtter bogens essayistiske karakter, og den skal ikke mindst bydes velkommen, fordi den tilbyder en gennemtænkt tolkning af en så væsentlig skikkelse, som Bismarck var for sit eget fædreland og for Europa.

(KD 27. okt. 2012)

Set fra Sønderjylland

Knud J.V. Jespersen (udg.) Vejen hjem. Sønderjyske skæbner 1864-1920. 320 sider. 299 kroner. Gads Forlag

Denne samling af sønderjyske levnedsberetninger stammer fra Ordenskapitlets rige arkiv. Alle modtagere af en orden opfordres af den kongelige ordenshistoriograf til at indlevere en redegørelse for sit liv og et portrætfoto, hvilket betyder, at Ordenskapitlet i dag rummer 40.000 danske selvbiografier.

Efter Genforeningen i 1920 blev der gjort en indsats for at opsøge veteraner fra de slesvigske krige med henblik på at tildele dem Dannebrogsmændenes Hæderstegn eller sølvkorset, som det også kaldtes. Betydningsfuldt var det naturligvis især, at de danske veteraner, der indtil da havde levet i Preussen henholdsvis Tyskland, nu kunne hædres for deres indsats og ikke sjældent også for deres troskab mod den danske sag i Slesvig. Disse ordenstildelinger var naturligvis også et stykke dansk, national kulturpolitik, der tjente det formål at integrere Sønderjylland i et Danmark, der havde gennemgået en voldsom udvikling siden Dybbøl.

Den nuværende ordenshistoriograf, professor Knud J. V. Jespersen, har udvalgt 60 af de beretninger, der blev til i den anledning, og skrevet en længere indledning til dem. De stammer for en dels vedkommende fra jævne folk, almue, som den stadig fandtes dengang, håndværkere, husmænd, for hvem skriftlighed ikke hørte til hverdagen. De meddeler sig ordknapt og værdigt om deres skæbne, om ægteskab, erhverv, held og uheld, børn, børnebørn, sygdom og død. Landmand Peter Andresen Block ( 1841-1926) er en typisk fortæller: " I året 1878 rejste jeg til Amerika sammen med min broder, som havde været hjemme på besøg. Min familie blev tilbage og skulle, når jeg havde tjent lidt, kommer derover.

Under mit ophold døde min ældste søn. Jeg fandt mig ikke tilfreds i Amerika, og efter halvandet års forløb drev længslen efter familie og hjemstavn mig igen tilbage, og siden har jeg boet på min fødestavn i Vinum." Nogle stod lidt højere på samfundets rangstige. Især hos præsterne og skolefolkene omtales det nationale spørgsmål i mere højstemte og poetiske vendinger. Man mærker tydeligt den grundtvigske prægning.

Økonomisk og kulturelt har mange stået under pres i den tyske tid, og flere beretter om udvandring til Amerika som en løsning. Mange dansksindede slesvigere blev optanter, det vil sige, at de havde mulighed for at tage dansk statsborgerskab, hvilket imidlertid førte til repressalier fra de preussiske myndigheder, hvis de ikke udvandrede.

Til fælles har alle veteranerne, at skildringen af deres deltagelse i krig, først og fremmes den i 1864, fylder det meste. En enkelt var gammel nok til at have deltaget i den første slesvigske krig 1848-50, mens andre også havde været indkaldt til den fransk-tyske krig i 1870-71 på tysk side, med mindre de var optanter. Husmand Peter Petersens ( 1840-1924) skæbne rammer Sønderjyllands historie ind: Han kæmpede i 1864 på dansk side, blev indkaldt i tysk tjeneste 1870 og mistede i krigen 1914-18 en søn, der måtte " ofre sit liv for en sag, som ikke var hans".

Bogen er gennemillustreret med portrætter af de fortællende, mange i den høje kvalitet, som kendetegnede det fotografiske håndværk i begyndelsen af det 20. århundrede. De udgør en væsentlig del af dette rørende og oplysende vidnesbyrd om menneskers liv i ufredstid.

(KD 26. sep. 2012)

Egensindig og forfængelig

Ole Stig Andersen, En PET-chefs erindringer, Forlaget Sohn

Ole Stig Andersen (født 1940) fik i 1965 en juridisk embedseksamen, der var god nok til, at han kunne gøre karriere i Justitsministeriet. I 1975 blev han til sin egen overraskelse udnævnt til chef for Politiets Efterretningstjeneste, en stilling han beklædte i 10 år. Derefter trådte han ud af den ministerielle løbebane og var fra 1984 til 1995 generalsekretær for Advokatsamfundet og fra 1995 til sin tidlige pensionering i 2000 direktør for Folketinget.

Det er helt usædvanligt, at en mand, der har haft et så betroet embede, vælger at udgive sine erindringer. Embedsmænd, der er oplært i Justitsministeriet, har tradition for en stærk systemloyalitet. Andersen derimod giver indtryk af at være egensindig, for nu ikke at sige ærekær og forfængelig. Han skriver selv, at han efter sin tid som PET-chef er blevet mere kritisk over for det, som tjenesten stod for.

Især er det markant, at han lægger så stor en del af skylden for konflikten under den kolde krig på USA. Han roser sig også af at have medvirket til, at tre CIA-agenter blev smidt ud af Danmark, og han beklager, at PET i hans tid var afhængig af den israelske efterretningstjeneste i overvågningen af arabiske terrorister.

Men den egentlige årsag til, at han skriver sine erindringer er, at PET-kommissionen i 2009 udtalte en ret skarp kritik af PET under Andersens ledelse og dermed også en kritik af Andersen. Baggrunden er en regeringserklæring af 1968, ifølge hvilken det ikke længere var tilladt for PET at registrere borgere alene på baggrund af lovlig politisk aktivitet. Man måtte med andre ord ikke mistænkeliggøres, bare fordi man var kommunist.

Tjenesten måtte dog stadig gerne registrere borgerne, hvis de udviste anden mistænkelig adfærd, for eksempel foretog rejser i Østblokken. PET var ikke en stat i staten, men var underlagt Justitsministeriets kontrol. Andersen var en af Madsens drenge, som man sagde. Niels Madsen var departementschef i Justitsministeriet gennem mange år og den, der regeringsloyalt udstak retningslinjerne for tjenesten.

Til gengæld har det været småt med den parlamentariske kontrol. Det såkaldte Wamberg-udvalg foretager stikprøvekontrol med tjenestens sager, men PET-kommissionen har fremhævet, hvordan dette kontroludvalg blev forholdt oplysninger og vildledt i Andersens tid som chef. Andersen hævder derimod, at han netop forsøgte at rydde op i det rod, som hans forgænger havde skabt, og at det var hans oprigtige ønske og opdrag at bistå Wambergudvalget i dets arbejde.

Det er vanskeligt at vurdere Andersens oprigtighed. "Hudløst ærlig" er en kliché, man hæfter på hvem som helst, der ikke er bange for at udlevere sig selv. Bogen kan vel godt kaldes ærlig i den forstand, at den udstiller sin forfatter med og uden forfatterens vilje.

Han lægger ikke skjul på egne svagheder og fejl, personligt såvel som professionelt. Andersen har adskillige ægteskaber bag sig og beskriver levende sine sideløbende erotiske eventyr. Det skal vel forestille hudløs ærlighed, men det er ærlig talt lidt uinteressant, selv i det tilfælde, hvor et intenst møde med en parisisk elskerinde førte til faktisk hudløshed.

Det er tydeligt, at bogen også er resultatet af et forsøg på en slags terapeutisk selvransagelse, men det er en misforståelse at tro, at den slags sjælegranskning er interessant for andre end forfatteren selv. De første godt 200 sider, der handler om barndom og ungdom, kunne med fordel være reduceret væsentligt, og resten er spækket med uvedkommende indskydelser, studentikose vittigheder, begavede mærkværdigheder og uventede kvaliteter.

En umotiveret diskussion af Danmarks forhold til EU er skarp og interessant. Beskrivelsen af kulturen, hierarkiet og de interne konflikter i Justitsministeriet er oplysende.

Det taler til forfatterens fordel, at han har gode ting at sige om mange mennesker, for eksempel den detroniserede departementschef Peter Wiese eller Poul Eefsen, der ellers ikke har et godt eftermæle som politidirektør i København.

Som tekst og læseoplevelse er bogen noget uforløst rod, og den efterlader også et tydeligt indtryk af en forfatter, der ikke ville have lyttet, selvom han havde modtaget velanbragte råd fra en forlagsredaktør.

(KD 4. sep. 2012)

Det, du bør vide om din styreform

Mogens Herman Hansen, Demokratiets historie fra oldtid til nutid, Museum Tusculanums Forlag

Denne bogs titel er faktisk lidt misvisende. Den burde strengt taget hedde "Demokratiets historie i oldtid og nutid" og ikke "fra oldtid til nutid", for demokrati som styreform har næsten udelukkende været praktiseret i perioden 500 f. Kr. til 150 f. Kr. og igen fra cirka 1800 til og med i dag. I oldtiden var demokratiet begrænset til cirka halvdelen af de godt 1000 græske bystater, der var spredt ud over hele den østlige middelhavsverden.

I nyere tid fik demokratiet et gennembrud i Nordamerika, da en række britiske kolonier rev sig løs og sluttede sig sammen til det, der blev USA. Med enkelte undtagelser fandtes der i de mellemliggende knap 2000 år ingen demokratiske stater. Det er en bærende pointe for Mogens Herman Hansen at påpege, at der ikke er nogen forbindelse mellem nutidens og oldtidens demokrati som praksis betragtet.

Grækerne fremhæver selv med stolthed, at demokratiets vugge stod i Athen, men de er ikke af den grund mere disponeret for demokrati eller demokratisk adfærd end andre - snarere tværtimod, tør man næsten sige. Der er ingen historisk kontinuitet mellem oldtidens athenske demokrati og det jammerlige kaos, som praktiseres i den græske hovedstad i dag.

Hansen peger imidlertid på en anden arv fra antikken, som har haft væsentlig større betydning i Europas historie end det athenske demokrati, nemlig de store græske filosoffers syn på demokratiet, og det var ikke positivt: " Især Platon, men også Aristoteles, anså demokrati for en perverteret forfatningsform". Hos Platon sammenlignes staten med et skib, og hvis det skal styres fri af fare, nytter det ikke, at mandskabet først skal forhandle om kursen.

Den må fastlægges af den myndige kaptajn. Dette klassiske argument mod det ineffektive " palaverdemokrati" genfinder man i dag hos mere autoritært anlagte politikere og såmænd også hos fortalerne for indførelsen af forretningsministerier i de lande, der har brug for at styre fri af finanskrisen.

Aristoteles skelnede mellem enevælde ( monarki), fåmændsvælde ( oligarki) og folkevælde ( demokrati) som styreform. Den retfærdige stat var den, der blev styret ifølge loven og til alles bedste og ikke imod loven og blot til de regerendes bedste. Det gjaldt altså også demokratiet, der i dette perspektiv lige så vel kan betragtes som " flertalsegoisme" eller " pøbelvælde".

Historikeren Polybios videreudviklede disse tanker til en teori om, at en retfærdig stat og et stabilt styre skulle rumme både monarkiske, oligarkiske eller aristokratiske og demokratiske elementer. Denne blandede forfatning forblev et ideal langt op i det 19. århundrede, mens det rene demokrati blev betragtet med skepsis. Denne skepsis blev ikke mindst forstærket af de blodige erfaringer fra Den Franske Revolution.

Den oldgræske demokratiske bystat var styret direkte af en stor folkeforsamling. De moderne demokratier opstod i store stater, hvor det er praktisk umuligt at samle alle myndige borgere på et sted på en gang, og derfor var det en nødvendig forudsætning, at folkets vilje kunne udtrykkes ved hjælp af et organ, der udgjorde en troværdig repræsentation af folket.

I lande som Sverige og England kunne man bygge direkte videre på en tradition for repræsentative forsamlinger, der havde eksisteret siden middelalderen, mens man i et land som Danmark måtte opfinde rigsdagen forfra. Siden er valgretten og valgbarheden udvidet til at omfatte stadig større dele af den myndige befolkning, idet tidligere begrænsninger, der knytter sig til for eksempel formue, beskæftigelse, køn eller alder, er blevet afskaffet.

Statsborgerskab er imidlertid stadig et afgørende kriterium, og fordi indvandringen har været så stor i de seneste årtier, betyder det, at store dele af den europæiske befolkning er uden fulde politiske rettigheder, helt op mod 20 procent i enkelte lande.

Når disse indvandrere ikke bare får stemmeret, hænger det sammen med, kunne Hansen med fordel have tilføjet, at den europæiske demokratiske kultur - i modsætning til den amerikanske - i høj grad er udviklet i parløb med nationalismen, og at nationalstaten har dannet en meget succesrig ramme om mange europæiske demokratier.

Udfordringer mod nationalstaterne opfattes derfor ikke overraskende som en undergravning af demokratiet. Montesquieu udviklede på baggrund af Polybios' tanker teorien om, at magten i en retfærdig stat skal være delt mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, men i løbet af det 19.

århundrede udviklede de fleste demokratier en tradition for den lovgivende magts primat. Parlamenterne blev bærere af folkesuveræniteten og hovedkilde til magtens legitimitet. Det er, hvad vi herhjemme kender som det hørupske princip: Ingen over og ingen ved siden af Folketinget.

Mogens Herman Hansen lægger stor vægt på parlamentarismen som hovedprincippet i det moderne demokrati, og den anden vigtige form, som demokratiet har antaget i nyere tid, nemlig det præsidentielle demokrati, kommer til at stå lidt i skyggen i hans fremstilling. Vi kender det vel først og fremmest fra USA, men det praktiseres også i en vis grad i Frankrig, Rusland og i flere latinamerikanske lande. I et præsidentielt demokrati dannes regeringen ikke på baggrund af et flertal i parlamentet, men udpeges af en folkevalgt præsident. Det præsidentielle demokrati er ikke mindst interessant, fordi det i højere grad trækker på Polybios' blandede forfatning og Montesquieus magtdelingsprincip.

Bogen er leksikalsk i sit anslag, kortfattet og indholdsrig. Enkelte steder sporer man, hvad forfatteren selv mener om en sag, men det er ikke bare en tilfældig debatbog, vi har med at gøre, men nærmest en lære-eller opslagsbog, der opsummerer mange års forskning. Som sådan vil den fungere vældig godt, ikke mindst takket være de gode registre.

Mogens Herman Hansens prosa bør fremhæves som noget særligt. Han meddeler sig præcist, enkelt og klart. Det er en sjælden kunst.

(KD 14. aug. 2012)

Ikke et geni, men en mester

Der frühe Dürer. Særudstilling på Germanisches Nationalmuseum, Nürnberg. Til den 2. september.

 

Noget af det første, der møder den besøgende på Germanisches Nationalmuseums store særudstilling om den unge Albrecht Dürer, er ikke så lidt af en skuffelse. Dürers antagelig mest berømte værker, tre selvportrætter fra tiden omkring 1500, er kun fremvist i reproduktion. Originalerne hænger stadig på henholdsvis Pradomuseet i Madrid, Louvre i Paris og Alte Pinakothek i München.

Især vakte det en del opsigt i Tyskland, allerede før udstillingen åbnede i maj, at det ikke var lykkedes museet i Nürnberg at bevæge kollegerne i München til et udlån. Det er blevet opfattet som udtryk for smålighed, og spørgsmålet blev en del af en lokal politisk dagsorden, en genåbning af en gammel strid om centrum og periferi i Bayern. Nürnberg ligger i delstatens nordvestlige udkant, et område, der historisk set slet ikke er Bayern, men Franken, hvad man stadig på de kanter lægger stor vægt på. München er i dag et kraftcenter i både tysk og europæisk økonomi, men historisk set er byen en parvenu, en opkomling i sammenligning med de gamle sydtyske hovedbyer som for eksempel Eichstätt, Landshut, Passau, Bamberg, Regensburg, Nürnberg eller Würzburg.

Dürers selvportræt er for en nutidig beskuer frappant moderne. En smuk mand med langt, løsthængende hår stirrer selvsikkert som en italiensk fotomodel på beskueren. Man føler, at man med en enkelt udstrækning af en arm ville kunne krydse en 500 år bred kløft af historisk distance. Denne fornemmelse af nærmest intim nærkontakt på tværs af århundrederne har naturligvis indbudt til psykologiske tolkninger af billedet ud fra spørgsmålet: Hvem var Albrecht Dürer egentlig? Denne udstillings styrke er, at den netop ikke har ladet sig forføre til at svare på det spørgsmål, og derfor er der også en pointe i, at de malede selvportrætter ikke er med på udstillingen.

Til gengæld er der af udstillingens knap 200 katalognumre udlån fra næsten 50 af Europas og Nordamerikas vigtigste kunstmuseer og samlinger. Det er i sig selv en museumsfaglig præstation. Udstillingen er fortjent blevet en stor publikumssucces. Den har de første fire uger tiltrukket 55.000 besøgende.

Dürer blev født i 1471 som søn af en guldsmed i Nürnberg. Oprindeligt var det tanken, at han skulle gå i sin fars fodspor. Meget tidligt viste han et stort talent for at tegne. Et hovedstykke i udstillingen er et charmerende selvportræt, som han tegnede som blot 13-årig. Han kom derefter i lære som maler hos faderens nabo, Michael Wolgemut.

I 1490' erne gennemførte Dürer sine vandreår, men hvor rejsen gik hen, og hvor længe den varede, er faktisk temmelig usikkert, fordi der mangler belæg i de forhåndenværende kilder. Den traditionelle tolkning af hans udvikling lægger vægt på, at han modtog afgørende impulser i Norditalien. Han er - sammen med Lukas Cranach den ældre og Hans Holbein - blevet set som den første, der i mødet med den italienske renæssancekunst har løftet det nordeuropæiske maleri ud af den middelalderlige stereotypi og ophøjet det fra et rutinepræget håndværk til en skabende kunst.

Og så er vi tilbage ved spørgsmålet om Nürnberg som periferi. Denne udstilling argumenterer overbevisende for, at Nürnberg udgjorde centrum i Dürers liv og udvikling. De viste værker af hans læremester, Wolgemut, og andre af de lokale samtidige viser tydeligt, at Dürer ikke havde brug for at rejse udenlands for at lære, hvad han kunne. Franken og Nürnberg var et centrum for lærdom, kunsthåndværk og ikke mindst handel.

Det er i dette lys, selvportrætterne skal ses. De var på den ene side prototypen på den navlebeskuelse, der også synes at udgøre kernen af moderne kunst i dag. På den anden side var Dürer ikke kun individualistisk i den forstand, at han betragtede portrættet som en virkeliggørelse af en forestilling om emancipation af det autonome individ og dermed som kunstens højeste Selbstzweck.

Selvportrætternes funktion var også en anden, nemlig at fungere som reklame for sin ophavsmands ekvilibrisme. Albrecht Dürer var den model, som maleren Albrecht Dürer havde til rådighed, da købmanden Albrecht Dürer ønskede at markedsføre sig over for mulige kunder. Det gjorde han med held, for han blev både rig og berømt. Fra Dürers værksted udgik varer for næsten enhver pengepung og smag.

Han masseproducerede træsnit og kobberstik, mens unikaarbejderne varierede i kvalitet og pris fra noget, som det almindelige borgerskab kunne betale, til de allermest virtuose mesterstykker, der kun fandt afsætning hos de rigeste fyrster og kirker. Udstillingen er om noget et opgør med tanken om kunstneren som geni. " Geni" er et prædikat, som sættes på den, der menes at hæve sig over sin tid og sine omgivelser.

Det bliver derfor også et begreb, der trodser ethvert forsøg på forklaring. Geniet er uden forudsætninger og kontekst. Det virker bare. Hvor brillant Dürer end var, kan han imidlertid ikke forstås, uden at han sættes ind i sin sammenhæng. Dürer var en mester. Han var en virtuos udøver af det, han havde lært, og han bragte sin kunst til en grad af perfektion, der allerede i samtiden vandt ham europæisk ry. Han blev et forbillede for andre, på samme måde som han selv stod i gæld til sine forgængere.

(KD 20. juli 2012)

Et sympatisk menneskes fascination af et grumt system

Morten Møller: Hvem er Nielsen? En fortælling om kommunisten og modstandslederen Børge Houmann. 414 sider. 300 kroner.

Gyldendal Børge Houmann (1902-1994) blev født i Fredericia, hvor han i sin barndom kunne møde folk, der havde en levende erindring om 1864. Han flyttede med sine forældre til England, hvor han ved Første Verdenskrigs afslutning nåede at melde sig til krigstjeneste uden dog at komme i kamp.

Hjemme i Danmark igen i 1920 blev han trafikelev i DSB med udsigt til en stabil tjenestemandskarriere. Han havde imidlertid også en poetisk åre og debuterede som digter i 1921. Afgørende for hans videre udvikling var ifølge hans egen erindring mødet med Martin Andersen Nexø, som han første gang traf, da han af sin overordnede, stationsforstanderen i Espergærde, blev sendt ud med et telegram til " den røde".

Omkring 1932 meldte han sig ind i DKP og steg hurtigt i graderne i partiet, mens hans karriere i DSB led strådøden. Houmann var en habil forfatter, men huskes ikke som sådan. Hans skrivetalent blev nemlig overskygget af hans organisationstalent. Han blev forretningsfører for det kulturradikale Mondes forlag og Arbejderforlaget. Han var om ikke selvudslettende, så dog uforfængelig.

Det var antagelig denne evne til ikke at lade sin egen person stå i vejen for sagen, der gjorde det muligt for Houmann at undgå arrestation under krigen til forskel fra de fleste andre topfolk i DKP.

Han havde udpræget sans for det, som modstandsfolk kaldte " security". Dansk og tysk politi var meget tæt på at anholde ham flere gange, men i modsætning til for eksempel partiformand Aksel Larsen var Houmann opmærksom på de variationer i dagligdagens rutiner, der signalerede fare.

Houmann blev som den højest rangerende kommunist på fri fod helt central for sabotagevirksomheden i krigens sidste år og for forberedelsen af magtoverdragelsen, når tyskerne som forventet måtte kapitulere i foråret 1945. Efter krigen blev han redaktør for kommunisternes dagblad, Land og Folk, hvor han stillede sit praktiske talent og sine betydelige evner for polemik til rådighed for DKP. Kommunisterne var dygtige til at iscenesætte deres politiske arbejde som en fortsættelse af frihedskampen, og Land og Folk dækkede naturligvis værnemagersagerne ud fra den teori, at der var en grundlæggende alliance mellem nazismen og storkapitalen. Der blev ikke lagt fingre imellem, og Houmann måtte fejre sin 50-års fødselsdag i Vestre Fængsel, hvor han afsonede tre måneder for injurier. Hans avis skrev naturligvis forarget om, hvordan værnemagerne gik fri, mens frihedskæmperen kom i fængsel.

Houmann bevarede ikke sin position i partiet. I 1955 blev han afsat som redaktør og levede derefter for sin forskning i Martin Andersen Nexøs forfatterskab, for hvilken han blev æresdoktor på Københavns Universitet i 1973 og universitetet i Greifswald i DDR i 1981.

Til sin død var han loyal mod sit parti. Han havde i sin ungdom et omskifteligt kærlighedsliv, men levede fra krigens slutning til sin død sammen med Birte Høeg Brask ( 1918-97) kaldet Trille, en anerkendt børnepsykiater.

Det er blevet mode blandt historikere at varedeklarere udgivelser som " fortællinger", men denne bog er ikke fortællende i den forstand, at der er lagt en stærk narrativ struktur ned over stoffet. Formen er episodisk.

Bogen er bygget op af korte kapitler fortalt vekslende i historikerens datid og reportagejournalistens nutid. Møller behersker sit stof og sin genre.

Danske kommunister også af 2. og 3. geled er blevet biograferet i et omfang, der ikke står mål med det kommunistiske partis faktiske betydning i dansk politik. Der er udkommet bøger om blandt andre Aksel Larsen, Mogens Fog, Martin Andersen-Nexø, Hans Scherfig, Peter P. Rohde, Otto Melchior, Richard Jensen, Elna Hiort-Lorenzen, Arne Munch-Petersen, Børge Thing og nu Børge Houmann.

Denne fascination af kommunister blandt historikere hænger antagelig sammen med, at der er noget fundamentalt interessant ved det forhold, at intelligente og sympatiske mennesker bekendte sig til en ideologi og et system, der viste sig at være så menneskefjendsk.

Dette tema spiller naturligvis også en rolle i denne biografi, som imidlertid først og fremmest er et godt og læseværdigt portræt af en central skikkelse fra besættelsestiden og en interessant personlighed.

(KD 2. juni 2012)

Teologien er den røde tråd

Tine Reeh: Kristendom, historie, demokrati - Hal Koch 1932-1945, Museum Tusculanums Forlag

Med denne bog om Hal Koch, der er antaget til forsvar for den teologiske doktorgrad i København, ønsker Tine Reeh at vise, at der er en indre sammenhæng mellem Hal Kochs arbejde som teolog og kirkehistoriker og hans udadvendte virke under og umiddelbart efter krigen, " at Hal Kochs arbejde og indsats karakteriseres af kontinuitet, at kontinuiteten er bestemt af hans teologiske udgangspunkt, og at hans teologi og kristendomsforståelse er en forudsætning for hans samfundsengagement".

Hal Koch ( 1904-63) blev i efteråret 1940 formand for repræsentantskabet i Dansk Ungdomssamvirke, og i den egenskab kom han til at spille en central rolle i besættelsens første tre år som en, der byggede bro mellem politikerne på Slotsholmen og den danske ungdom. Han fungerede på én gang som ambassadør for samarbejdspolitikken og som en af dens væsentlige kritikere. Den stilling, som han indtog, var bestemt ikke uden risici. Han blev udsat for et bombeattentat, sandsynligvis forøvet af danske nazister, og var udsat for trusler, der til sidst tvang ham under jorden.

Han var egentlig bare en stuelærd professor i kirkehistorie og ganske vist ikke helt ukendt for offentligheden før krigen, men da han i efterårssemestret 1940 udbød en forelæsningsrække om Grundtvig, blev de rene tilløbsstykker, og han modtog omfattende opmærksomhed i pressen. Som hans væsentligste indsats regnes hans arbejde for at demokratisere ungdommen. Han viste, at kampen ikke stod mellem danskere og tyskere, men mellem diktatur og demokrati.

Hans tanker om dette spørgsmål er samlet i den lille pamflet " Hvad er demokrati" fra 1945. Om en given udvikling er foregået gennem brud eller kontinuitet er et af historievidenskabens klassiske spørgsmål.

I dansk historieskrivning har en kontinuitetstradition været fremherskende, nemlig forestillingen om, at der går en lige linje fra kirkelige vækkelser, andelsbevægelse og folkehøjskoler i det 19. århundrede til vore dages sociale velfærdsstat.

Hal Koch er typisk blevet fortolket som en, der har formidlet denne overgang. Han opfattes som væsentlig, fordi han populært sagt gjorde Grundtvig til socialdemokrat, idet han fungerede som den viadukt, hvorigennem mellemkrigstidens forståelse af folkelighed, danskhed og folkestyre blev kanaliseret nogenlunde helskindet ind i efterkrigstidens opbyggelse af en demokratisk velfærdsstat.

Af både modstandere og tilhængere af velfærdsstaten er Hal Koch blevet udråbt til en af hovedarkitekterne bag den. I 2009 udgav denne anmelder en biografi, der udfordrede dette billede af Hal Koch på flere punkter, først og fremmest ved at understrege de brud, der var i hans liv.

Han blev født i et hjem, hvis kirkelige retningspræg kom tættest på Indre Mission. Hans far, Hans Koch, som var provst på Frederiksberg i København, beskrives gerne som socialdemokrat, men han var socialkonservativ og i kulturel forstand borgerlig. Under påvirkning af den dialektiske teologi nærmede Hal Koch sig Tidehvervs opgør med Indre Mission uden dog at tilslutte sig bevægelsen.

I 1930' erne var han ikke politisk engageret og kan bedst beskrives som kulturkonservativ. Han gjorde stejl akademisk karriere og blev i en alder af kun 32 år professor. Samtidig blev han optaget af Grundtvig, og hans forelæsninger og øvrige ytringer fra efteråret 1940 bærer stærkt præg af den grundtvigrenæssance, der havde grebet nationen. Hal Koch talte med uskrømtet national patos: " Danmark betyder i Dag Kamp, thi den Lov forkyndes os af de store, at kun det stærke og levekraftige kan bestaa. Kampen skal I kæmpe, hvis I vil leve Livet. Thi Livet det er for os Danskhed, og Kristenlivet er et dansk Kristenliv." For følelsesladede appeller som denne blev han ålet gevaldigt af tidehvervsfolkene K. E. Løgstrup og Vilhelm Krarup, der ikke kunne døje sentimentalitet.

Hal Koch nedtonede da også ret hurtigt i slutningen af 1940 sin nationale retorik til fordel for en politisk. Samtidig nærmede han sig i de følgende år et socialdemokratisk standpunkt. Man kan sige, at Hal Koch blev demokrat, samtidig med at han blev socialdemokrat.

Grundtvig blev i et vist omfang taget med i denne proces, men slet ikke med samme entusiasme, som Hal Koch havde udvist i 1940. Efter krigen blev Hal Koch forstander for Krogerup Højskole, der som et led i bevægelsen bort fra Grundtvig blev en ikke-grundtvigsk højskole og som sådan et forbillede for den nyskabelse af højskolebevægelsen, der fandt sted i 1960' erne. Skal man forstå Hal Koch som overgangsskikkelse, må det altså være som en figur, der lod sig forme af sin tid.

Han var meget påvirkelig, situationsbestemt, men det betyder ikke, at han savnede karakter. Han besad i afgørende situationer en personlig integritet og et mod, der gjorde ham til genstand for beundring. Det er faktisk vanskeligt at opdrive folk, der har noget ufordelagtigt at sige om Hal Koch.

Det er principielt vanskeligt at føre bevis for kontinuitet, fordi man i grunden skal vise, at ingenting er hændt, så at sige. Tine Reeh har gjort det endnu vanskeligere for sig selv ved at vælge så relativt lille et udsnit af Hal Kochs liv. Alligevel er det en lang bog. En fuld biografiom mandens 59 leveår i samme målestok ville fylde mere end 3000 sider.

Trods de mange sider lykkes det ikke Reeh at overbevise sin læser om, at Hal Koch i virkeligheden hele tiden mente det samme, at der er en " bemærkelsesværdig overensstemmelse" mellem, hvad han skrev og sagde før under og efter krigen. Reeh har imidlertid ret i, at teologien går som en rød tråd gennem Hal Kochs liv, og at dette emne ikke er behandlet fyldestgørende i den eksisterende litteratur om Hal Koch. Derfor er denne bog vigtig.

De bedste passager i bogen er gennemgangen af Hal Kochs prædikener, og hvis man ser bort fra hans mest grundtvigske tid, var han, som Reeh skriver, " afgørende bestemt af Karl Barth og den tidlige dialektiske teologi". Det var Hal Koch meget om, at evangeliet ikke kunne opfattes som en disponibel sandhed, som hans elev Jakob Balling har sagt det.

Hal Koch brugte gerne vendingen at være henvist til virkeligheden eller livet. Det vil sige, at man som kristent menneske har en forpligtelse over for den sammenhæng, man er sat i, men at denne forpligtelse ikke forud er givet en retning eller ideologisk valør. Der gives ingen absolutter i politik, som Hal Koch skrev til Løgstrup under krigen.

I sit samfundsengagement er mennesket relativt bestemt. Dermed bliver samfundsengagementet sat fri af teologien. Det var netop, hvad der skete for Hal Koch. Han var en sekulariseret kristen. Han følte sig ikke underlagt et guddommeligt kald i sit politiske virke, som hans sekretær, Vilhelm Nielsen, bemærkede. Han kunne dermed forene en relativt stabil teologisk ballast med en vekslende politisk kurs. Der var med andre ord kontinuitet og diskontinuitet på én gang.

Bogen slutter i 1945, og det er et besynderligt snit at lægge, for efter krigen udfoldedes hos Hal Koch og hans to aarhusianske kollegaer P. G. Lindhardt og K. E. Løgstrup denne såkaldte sekulariseringsteologi som tema: Hvordan kan man forene et moderne menneskeliv med det at være kristen? Det var et af de store spørgsmål i 1950' erne, og mange følte sig tvunget til at vælge side i det, der blev opfattet som en grundlæggende konflikt mellem humanisme og kristendom. Personligt favnede han begge dele i en dialektisk forbindelse.

Meget sigende var han efter krigen på tale både som Københavns biskop og som redaktør på Politiken. Han var i øjenhøjde med både det missionsk dominerede stift og Det Radikale Venstres kultur. Med Hal Kochs egne ord: " Humanisme og kristendom - spændingen består. Mennesker er vi, og det var som vort medmenneske, at Gud åbenbarede sig."

(KD 25. maj 2012)

Hauges vidde og prægnans

Niels Grønkjær og Henrik Brandt-Pedersen (red.), Senil ulydighed. Festskrift til Hans Hauge på 65-årsdagen, Anis

Hvis Hans Hauge skulle anmelde dette festskrift, ville han måske begynde med at klage over, at Søren Krarups bidrag er placeret til sidst som en slags appendiks. Det ville have været i Hauges ånd at give det en fremtrædende placering. Dels fordi Hauge selv har en forkærlighed for det ubekvemme, dels fordi Krarup og Hauge ligner hinanden på to punkter.

For det første kan de ikke døje pædagogik. Søren Krarup skriver om sit forsvar for revselsesretten, at det i virkeligheden var at forstå som et forsøg på at skærme familien i almindelighed og forældremyndigheden i særdeleshed mod samfundets omklamrende pædagogisering. Hauge kan bare ikke have pædagogisk teori.

For det andet har de det begge svært med det sentimentale. For Krarups vedkommende hænger det sammen med det tidehvervske opgør med den KFUM'ske patos. For Hauge giver det sig udtryk i et ubehag ved at knytte sig for stærkt til en bestemt opfattelse af tingene.

Hermed er der også antydet et betydeligt skel mellem Krarup og Hauge. Krarup taler aldrig uden for sin egen politisk-teologiske dagsorden. Hauge derimod er temmelig uforudsigelig, sammensat og vanskelig at karakterisere. Det fremgår af de 24 bidrag, hvoraf ikke færre end en halv snes rummer udfoldede portrætter af fødselaren.

Han er " en dansk Karl Krauss" ( Hans-Jørgen Schanz), eller " den transcendentale Truxa" ( Frederik Stjernfelt), han er " her, der og ingen steder. Lige som den Røde Pimpernel" ( Jørgen Carlsen), " Hans skjuler sig gerne i åbenhed" ( Uffe Østergaard), han kommer " buldrende ind fra udkanten" ( Henrik Wigh-Poulsen), " Han er en slagsbror" ( Arno Victor Nielsen), " en mesterlig håndværker" ( Christopher Arzrouni), " god at omgås" ( Kjeld Holm).

Hans Hauges rækkevidde illustreres af det forhold, at han har redigeret både Kritik og Dansk Kirketidende. Han kommer fra et indremissionsk hjem og definerer sig selv ud fra det. Han er endda opkaldt efter den norske vækkelsesprædikant af samme navn. Men det er altså vanskeligt at være haugianer forstået som tilhænger af Hans Hauges tankegang, for den lader sig ikke summere op. Hans arkimediske punkt forbliver fordækt.

Stjernfelt gør et godt forsøg på at identificere det: " Troens rare klenodie og faste grund er det, der gør alt andet i livet relativt og ligesom anbringer det i gåseøjne, så man ikke behøver tage det rigtig alvorligt." Det relative er et vigtigt virkemiddel for Hans Hauge. Han er usædvanligt belæst og kan altid finde et standpunkt, ud fra hvilket han kan undergrave et andet. Som iagttager og debattør er han helt uden frygt og så meget desto rigere på dadel.

Festskrifter er en vanskelig genre, for det første fordi det som antologi erfaringsmæssigt stritter i alle retninger, og for det andet fordi det samlende princip er en person og ikke et tema. Redaktionen vanskeliggøres yderligere af det forhold, at der er tradition for at hemmeligholde festskriftet for modtageren. Der kan altså ikke samles bidrag ved hjælp af en åben invitation.

Til gengæld er festskriftet en slags frirum, hvor bidragyderne kan slippe de akademiske prætentioner. Der udgår fra Hans Hauge som nævnt ikke et samlende princip. Men med hans eksempel sættes der en standard, der har nødet bidragyderne til en høj grad af omhu.

Dette festskrift byder på begavet læsning til sommerhusets hængekøje for den, der interesserer sig for præstegårdsteologi, litterær teori, dansk historie i en europæisk kontekst, Løgstrup, Aarhus Universitet og adskilligt mere. Et værdigt tillykke til en betydelig intellektuel.

(KD 22. maj 2012)

Klar tale om det menneskeskabte

Finn Collin, Hvad er humaniora? Akademisk forlag

Humaniora er fællesbetegnelsen for en række fag og discipliner - sprog, arkæologi, historie, etnologi, litteratur, kommunikation, filosofi, kunst og så videre - som er samlet på det samme fakultet på et universitet. Spørgsmålet er, om de har andet end den institutionelle ramme til fælles.

Indtil 2005 sorterede psykologi under humaniora på Københavns Universitet. Nu tilhører faget det samfundsvidenskabelige fakultet, men kunne for den sags skyld lige så vel høre til medicin. For nylig er teologi blevet nedlagt som selvstændigt fakultet på Aarhus Universitet og er lagt ind under det humanistiske fakultet.

Disse omlægninger er et udtryk for, at det er vanskeligt at give en udtømmende og dækkende definition af, hvad humaniora er, og i forlængelse heraf at drage en klar grænse til de øvrige fakulteter.

Man kan vælge som kriterium, at humaniora adskiller sig i kraft af sit emnefelt. En klassisk tommelfingerregel siger, at teologi beskæftiger sig med Gud, naturvidenskaben studerer alt det, som Gud har skabt, og humaniora tager sig af det, som mennesket har forøvet.

En anden klassisk distinktion går ud fra forskellen i den anvendte videnskabelige metode. Naturvidenskaben benytter sig af lovmæssigheder til at forklare årsagerne til, at verden er, som den er, mens humanvidenskaberne benytter sig af forståelsen af menneskene, indsigten i menneskets psyke, dets motiver og intentioner. En tredje klassisk distinktion er at se på formålet med videnskaberne: Naturvidenskaberne har til formål at beherske naturen, mens humanvidenskaberne tjener åndens dannelse.

Finn Collin viser i dette fortættede svar på spørgsmålet "Hvad er humaniora", at ingen af de mange forsøg på at give humaniora en klar afgrænsning er særligt vellykkede.

Humaniora deler helt eller delvis genstandsfelt, metode og formål med fag fra de andre fakulteter. Det betyder ikke, at alle videnskaber er ens, hvad angår metode, genstandsfelt og formål, men blot at der er både sammenfald og forskelle. Man kan ikke forklare hele verden og menneskets rolle i den med enkle læresætninger eller principper. Newtons lov gælder universelt for både ballistiske missiler og fodbolde, men den forklarer ikke udbruddet af Korea-krigen, eller hvorfor nogle mennesker holder med Manchester City, mens andre slet ikke bryder sig om sport.

Collin betragter videnskaberne som et mangfoldigt fællesskab af metoder og genstandsfelter samlet under et meget overordnet princip, hvis indhold er " den systematiske indsamling og fremstilling af viden om verden der underkastes grundig kritik og kontrol for på den måde så vidt muligt at opnå intersubjektiv gyldighed".

Man bemærker, at hverken "sandhed" eller "objektiv" indgår i denne definition. Det skyldes, at videnskaben, hvad enten vi taler om biologi eller filologi, er blevet en smule mere ydmyg, end den har været. Den gør ikke krav på at skabe absolutte sandheder, men dog nok at tilvejebringe indsigter, som er bedre end de hidtidige.

Collin indleder med en historisk indføring i emnet. Han lægger vægt på oplysningstiden som ophav til de moderne humanistiske fag, hvorimod han nedtoner renæssancehumanismens betydning.

Hovedparten af bogen består af den systematiske udredning. Her er Collin som filosof med speciale i videnskabsteori på hjemmebane, og han forstår som erfaren universitetspædagog og formidler at anskueliggøre sit stof på en forbilledlig klar måde. I bogens afslutningskapitler tillader han sig nogle skarpe forskningspolitiske bemærkninger blandt andet om humanioras berettigelse.

De humanistiske uddannelser er under konstant kritik fra politisk side, fordi de betragtes som unyttige, men Collin viser, at denne kritik bygger på en meget snæver opfattelse af, hvad der er nyttigt for samfundet. Bogen udgør altså ikke alene en kyndig redegørelse for, hvad humaniora er, men også et kvalificeret forsvar for, at de humanistiske fag findes.

(KD 15. maj 2012)

Billeder af et land i krig

Tom Buk-Swienty, 1864 i billeder, Gyldendal

Denne billedbog er et supplement til Tom Buk-Swientys to meget læste bøger om 1864, " Slagtebænk Dybbøl" fra 2008 og " Dommedag Als" fra 2010. Den er en veltilrettelagt samling af billeder, tematisk ordnet i små kapitler, hvor forfatteren giver en kortfattet introduktion til hvert tema.

De handler om krigens forskellige begivenheder, tilbagetrækningen fra Dannevirke, slaget ved Sankelmark, belejringen af Dybbøl skanser, erobringen af Als, slaget ved Helgoland, men også om mange andre emner, som Buk-Swientys læsere vil kende fra hans bøger: soldaternes hverdag, feltkirurgi, venskaber og familiebånd på tværs af krigens fjendskab for at nævne et par stykker.

Bogen kan sagtens læses uafhængigt af Buk-Swientys foregående bøger. De fleste af pointerne og nogle af billederne er faktisk gentagelser herfra, men enkelte historier er dog nye, som for eksempel den om ophavet til udtrykket " røven af 4. division". Det handler ikke, som mange i dag tror, om fodbold, men om " general Baglæns", som man uelskværdigt kaldte chefen for den mobile 4. division, general Hegermann-Lindencrone, der bandt mange af fjendens styrker ved at trække dem efter sig uden at indlade sig i kamp.

Denne anerkendte militærtaktik blev imidlertid af offentligheden opfattet som fej og uværdig, og derfor blev 4. division til et skældsord.

Reportagefotos var stadig sjældne i 1864. Eksponeringstiden var for lang til at det kunne lade sig gøre at tage fotografier af selve kamphandlingerne. Kun hvis det var muligt at foretage opstillinger, så motivet kunne holdes i ro tilstrækkeligt længe, kunne fotografen tage sit billede. Derfor findes der mange fotogra-fiske portrætter af soldater og officerer og også nogle spændende gruppebilleder. Ruinerne efter de svære bombardementer af Sønderborg findes også i fotografisk gengivelse.

Slagscenerne derimod er gengivet på baggrund af tegnede skitser taget på stedet. Flere kunstnere var selv med i krigen, for eksempel malerne Vilhelm Rosenstand og Otto Bache, og mange officerer var dygtige tegnere.

Tidens illustrerede magasiner, i Danmark var det Illustreret Tidende, gengav i deres reportager fra krigen tegningerne som xylografier, meget fint udarbejdede træsnit, der kunne mangfoldiggøres i store oplag. Mest kendt er dog de malede slagscener fra krigen, komplicerede kompositioner, som ofte blev udført i store formater af de såkaldte bataljemalere.

De var ikke objektive iagttagere af begivenhederne, men havde som deres fornemste opgave at fremstille historien i overensstemmelse med den selvforståelse, som de krigsførende parter hver især havde.

Mange af billederne hænger endnu i dag på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot eller tilsvarende museer i Tyskland og Østrig. Mens de tyske bataljemalere kunne skildre rækken af egne sejre med samme ublandede triumf, hvormed danske malere havde skildret Første Slesvigske Krig 1848-1850, var det straks vanskeligere for danskerne at fremstille nederlaget i 1864 i overensstemmelse med genrens konventioner.

Undtagelsen var søslaget ved Helgoland, som danskerne vandt. Christian Mølsteds flotte skildring af det øjeblik, da østrigernes flagskib blev skudt i brand, er klassisk.

Men landkrigens gru var for påtrængende, når man ikke på samme måde kunne overtrække den med den nationale selvtilfredsheds tykke lag fernis. Bataljemaleriet som genre måtte genopfindes, så det rummede både den fortvivlelse, der lå på den åbne hånd, og det hengemte håb om, at der af nederlaget kunne skabes en beboelig fremtid. Nogle forsøgte sig med at fremstille heroiske enkeltepisoder fra krigen, som for eksempel dragonen Niels Kjeldsens tapre modstand mod en fjendtlig overmagt syd for Vejle i februar 1864. Frants Henningsen malede situationen, da den tapre dragon blev skudt i ryggen af en fej prøjsisk husar. Nøjere granskning af træfningen viste imidlertid, at dragonen var faldet i ærlig kamp, så Henningsens billede måtte overflyttes fra historiens til mytologiens kategori.

Niels Simonsens maleri af en gruppe infanterister, der bjærger en kanon under tilbagetoget fra Dannevirke, er antagelig det mest sigende af billederne fra 1864, for det viser soldaternes styrke og vilje i ydmygelsens stund.

Episoden er oven i købet sand. Billedet er udført som grisaille, det vil sige med anvendelse af næsten udelukkende gråtoner, så det er helt uden de store slagsceners farvepragt og drama, men det er af generationer af danskere blevet set som sindbilledet på det arbejde, der var nødvendigt for at trække Danmark ud af nederlagets sump.

(KD 21. april 2012)

Begavede billeder af Tyskland

Anna Sandberg og Detlef Siegfried (red.) Tysk kulturhistorie, Gyldendal

Tolv forskere, alle ansat ved danske højere læreanstalter, har hver bidraget med et kapitel til denne bog om den tyske kulturs historie fra afslutningen af Trediveårskrigen i 1648 til i dag. Bogens kapitler følger kronologisk udviklingen fra udløbet af de sidste store religionskrige i Europa over det 18. århundrede, da Immanuel Kant i Königsberg definerede oplysning som menneskets udtræden af dets selvforskyldte myndighed, det tyske kejserriges opløsning i 1806, skabelsen af et " Bildungsbürgertum", nationalisme og revolution, Preussens opstigning til stormagt, skabelsen af det andet kejserrige i 1871, fin de siecle og Jugendstil, den tabte verdenskrig, Weimarrepublikkens skrøbelige demokrati, krise og avantgardisme til nazisternes " Gleichschaltung", forsøget på at ensrette alting efter det politiske kompas, der gjorde en nation af " Dichter og Denker" ( digtere og tænkere) til et land af "Richter og Henker" ( dommere og bødler).

Efter "Stunde Null" i 1945 opgiver bogen sin kronologi og følger udviklingen i DDR og Forbundsrepublikken parallelt og slutter med et kapitel om det forenede eller genforenede Tyskland efter 1989. Tysk kultur er en kolossal mundfuld at rumme på mindre en 500 sider inklusive registre, noter og litteraturvejledninger.

Det begynder med det uløselige spørgsmål om, hvad Tyskland overhovedet er. Hverken de politiske grænser eller sproget har nogensinde udgjort nogen tilfredsstillende eller udtømmende definition. Der har aldrig eksisteret kun et Tyskland, selv ikke efter sammenlægningen af DDR og Forbundsrepublikken.

Østrig er stadig et tysktalende land, og selvom bogen orienterer sig efter, hvad der i dag kaldes Tyskland, kan den naturligvis ikke lade hverken østrigerne Mozart eller Karl Kraus ude af betragtning. En antologi som denne har i det hele taget alle odds imod sig. Det er erfaringsmæssigt meget vanskeligt at bringe så mange forskellige bidragydere til at underordne sig en redaktionel linje. Det er meget tydeligt, at forfatterne har meget forskellige opfattelser af, hvad kultur er.

Nogle tager udgangspunkt i den klassiske definition af kultur og skriver mest om udviklingen inden for litteratur, bildende kunst og musik. Andre bruger en stor del af pladsen på den politiske historie, der jo unægtelig også udgør en nødvendig forudsætning for at forstå, hvad der går i svang i kulturen.

De fleste er imidlertid tydeligvis inspireret af den nye kulturhistorie, der vandt frem i 1980' erne. Den fokuserer for eksempel på kulturmøder. Hvordan er en kultur blevet set udefra, og hvordan optager en kultur fremmedelementer? Derfor møder man med stor selvfølge amerikanerne Josephine Baker og Mark Twain, danskerne Jens Baggesen og Georg Brandes og mange andre ikke-tyske i denne bog. København spiller derfor også en rolle i historien om det moderne Tyskland. Her studerede to af romantikkens væsentligste malere, C. D. Friedrich og P. O.

Runge, og her blev en af arkitekterne bag Tysklands militære styrke i det 19. århundredes anden halvdel, Helmuth von Moltke, uddannet. Kultur er selvfølgelig også populærkultur. Hvem kender for eksempel navnet på Tysklands mest læste forfatter gennem tiderne? Karl May hed han såmænd, og han bidrog til en særlig indianerromantik, der gør, at Tyskland i dag er " et af de få lande, hvor børnene hellere vil være indianere end cowboys, når de leger".

Et tredje vigtigt element er erindringskulturen. Den måde, hvorpå fortiden iscenesættes i mindesmærker, historieskrivning og fortielser, er afgørende for forståelsen af en kultur. Kejser Wilhelm II var meget optaget af det oldnordiske, og forholdet mellem DDR og Forbundsrepublikken kan beskrives som én lang " Auseinandersetzung" om den nazistiske fortid.

Hvis man stiller krav om enhedspræg i synsvinkel og konsekvens i begrebsdannelsen, må denne antologi skuffe. Hvis man imidlertid betragter den som en kronologisk ordnet samling af essay om tysk kultur i en bred forstand, belønnes man ganske rigeligt. Bidragene varierer i kvalitet fra god til fremragende. Redaktørerne har truffet det indlysende rigtige valg at lade bidragyderne skrive om, hvad de har forstand på og interesserer sig for.

Alle tolv kapitler er læseværdige hver for sig. Ikke alle bidragydere udviser samme sproglige omhu eller elegance, og nogle vurderinger kan diskuteres. For eksempel beskrives Treårskrigens udbrud som et resultat af, at " den danske konge Frederik VII i marts 1848 afviste de tysksprogede slesvigeres ønske om at indgå i Det Tyske Forbund og gik ind i Slesvig med sin hær". Det får det til at se ud, som om den danske konge invaderede Slesvig, selvom det var almindeligt anerkendt, at han sådan set allerede var konge over Slesvig i forvejen. Men sådan er der altid noget at indvende, når tingene sættes på spidsen.

Det er en begavet antologi, som holder et højt refleksionsniveau, der stiller krav til sin læser. Nævnes skal selvfølgelig også den gennemgående gode billedredaktion.

(KD 14. april 2012)

Guerillakrig om informationer

Ole Hasselbalch: Politiken-Affæren. Historien om et dagbladsangreb på demokratiet. 188 sider. 198 kroner. Trykkefrihedsselskabets Bibliotek.

I sommeren 2011 bragte dagbladet Politiken en serie stort opsatte artikler om et hemmeligt netværk kaldet " ORG" eller " Organisationen". Det er en sammenslutning stiftet i 1987 af indvandrermodstandere og nationalkonservative. Politikens artikelserie havde karakter af kampagnejournalistik, der søgte at dokumentere, at der var tale om et radikaliseret og samfundsundergravende netværk.

Hasselbalchs ærinde med denne bog er at vise, at Politiken dermed gjorde sig til redskab for et venstreradikalt og samfundsundergravende netværk. Avisens kilde var nemlig et foretagende kaldet Redox, der overvåger og registrerer højrefløjsaktivister. Redox er en del af den aktivistiske venstrefløj, der betragter vold som et legitimt middel i politik.

Denne venstrefløj definerer sig selv som antifascistisk, og dens temmelig brede definition af, hvad der er fascistisk eller nazistisk, omfatter også Den Danske Forening, som Ole Hasselbalch tilhører. Den Danske Forenings møder er systematisk blevet chikaneret af venstre-fløjsaktivister. Men med enkelte undtagelser har foreningen ikke svaret igen med voldelige midler.

Hasselbalch mener naturligvis, at hans del af højrefløjen udelukkende består af velmenende og fredelige mennesker, men foreningen må naturligvis leve med, at den også har tiltrukket radikaliserede elementer, men det går Hasselbalch temmelig let hen over.

Den fortsatte kamp med venstrefløjsaktivisterne er årsagen til, at de nationalkonservative kredse fandt det nødvendigt at skabe en hemmelig organisation med det anonyme navn Organisationen, er Hasselbalchs pointe.

Hasselbalch betragter med ubeskeden flothed Politikens kampagne som "et dagbladsangreb på demokratiet", men Organisationen og Den Danske Forening kan ikke i sig selv gøre krav på at være indbegrebet af demokratiet. De er topstyrede, fordi de i realiteten er kamporganisationer.

Modstanderen er, hvad Hasselbalchs meningsfæller somme tider kalder "Systemet Politiken". Hasselbalch beskriver den offentlige mening i det 20. århundredes sidste årtier som fuldstændig domineret af "humanistisk frasemageri" og "de rette meningers terrorregimente", der slet ikke gav plads til dem, der var modstandere af muslimsk indvandring. Af den grund blev han og hans meningsfæller tvunget til at gå under jorden med deres foreningsaktiviteter.

Den Danske Forening måtte benytte sig af fordækt undergrundsvirksomhed, det vil sige hemmelige møder, indsamling og fordeling af efterretninger, konspiratorisk adfærd, anonymitet og det, som modstandsbevægelsen under krigen kaldte " security". Strategien kalder Hasselbalch selv en " informationsguerillakrig".

Det forbliver dunkelt for læseren, hvad forbindelsen egentlig er mellem Den Danske Forening og Organisationen, og hvor vidt Den Danske Forenings virksomhed er udøvet i forståelse med eller på trods af PET. Hasselbalch er ikke særlig klar i mælet: "På en af de båndoptagelser, det var min sure pligt at gennemlytte", siger han for eksempel et sted uden at præcisere, hvem der havde foretaget optagelserne.

Andre steder hævder han mere eller mindre direkte, at det var en alliance mellem den radikale venstrefløj og det etablerede politiske system, der forhindrede politiet i at yde Den Danske Forening tilstrækkelig beskyttelse.

Ole Hasselbalch er juraprofessor i Aarhus, men han er bestemt ikke sin egen sags bedste advokat. Det er ham meget om at vise, at Den Danske Forening er "rationel" og "reflekteret", men samtidig fremstår han selv som følelsesladet og uigennemtænkt.

Han kan slet ikke skjule sin foragt for sine modstandere. En kvindelig journalist fra Politiken omtaler han for eksempel som "journalistdamen", som om det ville give mening at omtale Hasselbalch som "professormanden".

Hvis Pressenævnets afgørelser går Hasselbalch imod, taler han om "det såkaldte Pressenævn", men hvis det giver ham medhold, er det pludselig ikke længere  "såkaldt". Det er også ret forstyrrende for læsningen, at Hasselbalch betjener sig af en studentikos ironi, der ganske givet er tænkt som et middel til at udstråle overskud, men som bare virker anstrengende i længden.

Hasselbalch har nogle pointer. Der er blevet udøvet meningstyranni i store dele af offentligheden mod den politiske nationalkonservatisme, og der er blevet udøvet direkte vold mod Den Danske Forenings lovlige mødevirksomhed fra den radikaliserede venstrefløjs side.

Men bogen er først og fremmest en rigtig god kilde til indsigt i den nationalkonservative højrefløjs selvforståelse. Beskrivelsen af Den Danske Forenings "informationsguerillakrig" er bogens mest læseværdige afsnit. Det tydeliggør, i hvor høj grad Hasselbalch og hans meningsfæller identificerer sig med modstandsbevægelsen under krigen.

Også de kæmper en heroisk og uselvisk tofrontskrig dels mod en udenvælts fjende og dels mod et landsforræderisk politisk system og en slap og mediemanipuleret vælgerbefolkning. Hasselbalch hylder demokratiet, men altså ikke, hvis vælgerne er dumme nok til at vælge ledere, som ikke deler Hasselbalchs synspunkt.

(KD 13. marts 2012)

Positivt om Putin

Per Dalgård: Putin og Ruslands ukontrollable demokrati. 207 sider. 249 kroner. Informations Forlag.

Dagbladet Informations mangeårige korrespondent Per Dalgård giver i denne lille bog sit syn på Rusland efter Berlinmurens fald og ikke mindst på landets stærke mand gennem mere end 10 år, Vladimir Putin, som Dalgård vurderer mere positivt end de fleste.

Dalgård ser Putin som et led i den fornyelse og modernisering af det russiske samfund, der begyndte med Gorbatjov. Den egentlige helt er for Dalgård dog Boris Jeltsin, der mere end sin forgænger brød med den sovjetiske fortid. Jeltsin latterliggøres gerne for sin drikfældighed, men Dalgård retter sit blik mod hans politiske resultater. Særligt fremstår den fredelige opløsning af Sovjetunionen i 1991 som et ideal.

Det var Jeltsin, der i 1999 udnævnte Putin til premierminister og dermed skabte grundlaget for et styre, der varer ved endnu. Putin blev valgt til præsident i 2000, men eftersom en præsident kun kan sidde i to valgperioder i træk, sørgede han for, at hans egen ministerpræsident, Dmitrij Medvedev, blev præsident i 2008, hvorefter planen er, at Putin kan sætte sig på præsidentposten ved det kommende valg den 4.marts.

Dalgård lægger ikke skjul på Putins negative sider. Putin er centralist, han vil gerne kontrollere pressen, og han er ikke bange for at opbygge sit macho-image ved at bruge rå magt. Især tjetjenerne har måttet tjene som prygelknabe i den anledning. Ethvert forsøg på at hævde tjetjensk selvstændighed bliver fortolket som terrorisme i Moskva. Dt indebar også en alvorlig afkøling af de dansk-russiske diplomatiske forbindelser, da København var vært for en tjetjensk konference i 2002.

Rusland har meget alvorlige problemer med korruption, social forarmelse, faldende befolkningstal og meget mere, men Putin har også skaffet russerne stabilitet og vækst finansieret af landets store eksport af gas og olie.

Spørgsmålet er, om Putins " kontrollerede demokrati" fortsat giver russerne så mange fordele, at de er villige til at acceptere de indskrænkninger i de borgerlige rettigheder, som putinismen også indebærer? Parlamentsvalget sidste år gik Putin imod, og noget tyder på, at præsidentvalget i år ikke bliver så forudsigeligt, som det har været hidtil. Putins magt er udfordret, men sandsynligvis ikke undergravet.

Medvedev er tydeligvis mere liberalt sindet end Putin, men det er Dalgårds vurdering, at han ikke har opbygget en magtbase, der er stærk nok til at udfordre Putin endnu. vis formålet med denne bog er at give en introduktion til det moderne Rusland, lader den sin læser i stikken. Der mangler en egentlig introduktion til det russiske samfund, forfatningen og hovedtrækkene i udviklingen siden Sovjetunionens opløsning.

Hvad er de demografiske og økonomiske nøgletal? Hvad er egentlig det statsretlige forhold mellem præsident og regeringschef? Hvorfor er det russiske præsidentembede så magtfuldt? Hvad er forholdet mellem de oligarker, der blev rige på privatiseringen af den russiske industri, og de politikere, der tillod det at ske? En del af problemet er, at Dalgård ikke har omsat de journalistiske genrer, der fungerer fint i et dagblad, til bogens format. Han citerer meget flittigt fra egne interview og reportager men formår ikke at binde dem sammen til andet end et kludetæppe af stemninger og indtryk fra dette store land.

(29. feb. 2012)

Tronfølge, krig og skilsmisse

Anders Monrad Møller ( udg.): Kong Christian VIII's breve 1801-1839. Bind 2. 940 sider. 350 kroner. Det Kongelige Danske Selskab for Fædrelandets Historie.

" Deres Majestæt, min bedste Cousin!". Således indledes de fleste af brevene fra prins Christian Frederik til kong Frederik VI. Prinsen var søn af arveprins Frederik, der var halvbror til Frederik VI's far, så de var næsten helfætre.

Der herskede mellem dem, hvad man godt kunne kalde et venskab, i hvert fald en tillidsfuld relation, der lignede et velfungerende forhold mellem far og søn. Frederik blev født i 1768, og Christian Frederik var 18 år yngre. Men den ældre fætter var altså også konge, og derfor denne blandede hilseformular. Man tiltaler monarken i tredje person, men er dus med sin fætter.

Af temperament var de to mænd meget forskellige. Kong Frederik var en officerstype, lidt af en træmand, kort for hovedet og antagelig også lidt ordblind. Christian Frederik var lærd, velformuleret og meget mere modtagelige for tidens politiske bevægelser uden dog at kunne kaldes liberal. Han kunne være ganske vidtløftig ikke mindst i pengesager, og han udfoldede hele sin retoriske kunst, når han klagede sin økonomiske nød til kongen. Disse elegante og servile bønskrivelser er højdepunkter i læsningen.

Det første brev er en nytårshilsen fra en meget ung prins til kronprins Frederik i anledning af årsskiftet 1800-1801. Kronprinsen havde på dette tidspunkt været landets faktiske regent i flere år og var i færd med at sætte en indbringende neutralitet over styr og involvere landet direkte i den europæiske storkrig, der var udløst af Napoleons ekspansionstrang.

Konge af navn blev han først i 1808. Danmark var allieret med Napoleon, men fra 1810 forsøgte Christian Frederik forgæves at overbevise sin konge om, at en nærmere forbindelse med England kunne være en fordel.

I 1813 sendte kongen sin halvfætter til Norge som statholder. Situationen var kritisk, fordi det dansk-norske rige stod i fare for at falde fra hinanden. Det lykkedes ikke Christian Frederik at fastholde Norge under den danske krone. I nogle få måneder i 1814 nød Norge de facto selvstændighed med Christian Frederik som valgt konge, men endte med at blive lagt ind under Sverige i en personalunion, der som bekendt varede til 1905. Norges afståelse huede naturligvis ikke den danske konge, men da den fremstod som en politisk realitet, støttede kong Frederik sin halvfætters indsats for en så høj grad af norsk selvstændighed som muligt at opnå, inden den midlertidige norske konge måtte drage tilbage til København i efteråret 1814.

Nu traf det sig således, at kongen ingen sønner fik i sit ægteskab, og det stod klart, at Christian Frederik skulle arve tronen. Spørgsmålet om den videre arvefølge blev afgjort ved, at Christian Frederiks søn, Frederik, kaldet Fritz, blev gift med kongens yngste datter, prinsesse Wilhelmine, i 1828. Parret var jævnaldrende og kendte hinanden fra barnsben.

Der skulle imidlertid vise sig problemer. Fritz førte, hvad der i korrespondancen mellem de besvogrede fætre blot omtales som et udsvævende liv. Nogen nærmere besked får man ikke. I 1834 måtte Christian Frederik give tabt på sin søns vegne. Der måtte søges separation. Dermed fulgte Fritz sine forældres eksempel.

Hans mor havde været sin mand utro, og Christian Frederik måtte have en skilsmisse bevilget af sin halvfætter i 1810. Det var nu ikke, fordi prins Christian Frederik selv havde noget at lade nogen høre. Han var en krølhåret libertiner med mange damebekendtskaber, hvoraf næppe alle har været platoniske. Men den slags historier finder man ikke uddybet i disse breve, der som helhed er meget korrekte. Korrespondancen ophørte i 1839, da kong Frederik VI døde, og Christian Frederik kunne krones som kong Christian VIII.

Med disse to smukt udstyrede bind nærmer Det Kongelige Selskab for Fædrelandets Historie sig afslutningen af en udgivelse af et stort udvalg af Christian VIII's dagbøger og breve på sammenlagt en snes bind i alt. Kun Christian IV kommer i nærheden af at være lige så skrivende.

Anders Monrad Møller er en fortrinlig redaktør, som i sine kommentarer og efterord demonstrerer en til ordknaphed grænsende saglighed garneret med en stille humor.

Brevene giver et helt enestående nærbillede af en prins' og en konges liv, både hvad angår de store historiske beslutninger og begivenheder og de små personlige tildragelser fra hverdagen, der bekræfter den indlysende sandhed, at også kongelige fremstår ganske menneskelige, når man ser dem tæt på.

(KD 24. feb. 2012)

Historien om Roskilde

Hans-Christian Eisen ( red.): Sjællands Stiftsbibliotek 1812 til 2012. 159 sider. Roskilde Stift og Historisk Samfund for Roskilde Amt.

I eventyret om " Lykkens Kalosker" lader H. C. Andersen justitsråd Knap tiltræde en tidsrejse tilbage til København på kong Hans' tid. Men byen skuffer ham med sin snavsede usselhed og mørke fattigdom: " gamle, elendige Rønner seer jeg, som om jeg var i Roeskilde eller Ringsted." Sådan en status havde Roskilde i 1838, da Andersen udgav sin historie, at den tjente som målestok for usselhed.

Byen var i begyndelsen af det 19. århundrede ikke meget andet end en beskeden fortætning af stråtækte købmandsgårde omkring en ganske vist storslået, men noget vedligeholdelseskrævende katedral. Først senere i århundredet fik byens lange hovedstrøg sit nuværende præg af grundmurede og teglhængte huse i to stokværk.

Det er Gorm Bruun Hansen, der i sit bidrag til denne jubilæumsantologi, kyndigt minder om, hvordan byen tog sig ud, da landets ældste stiftsbibliotek blev grundlagt i 1812. Biskoppen og al den tilhørende pragt og postyr havde siden Reformationen resideret i København. Først i 1922, da Københavns Stift blev udskilt af Sjællands Stift, fik Roskilde igen en bofast biskop.

1812 var også året, da en ung, kæk, følsom, nyordineret og vakt Grundtvig forelæste sit digt " Roskilde Riim" for en forsamling af gejstlige i Roskilde i riddersalen over Helligtrekongers Kapel. Forelæsningen begyndte klokken ni om aftenen og sluttede ind under midnat, og tilhørerne faldt ikke overraskende lidt hen undervejs, mens en agtpågivende provst tændte de lys, som taleren slukkede med sin iltert spruttende talestrøm.

Digtet er ikke mindst interessant, fordi det er Grundtvigs eneste forsøg på at skrive en danmarkshistorie. Hans gebet var ellers verdenshistorien. I samme riddersal fik stiftsbiblioteket sit første hjem.

Grundstammen var den bogsamling, som blev købt af rektor for byens katedralskole, Tauber. Biblioteket var fra biskop Münters side tænkt som et middel til at højne oplysningen og dannelsen blandt stiftets præster. Stiftsbibliotekaren havde dog ikke travlt. I et tidsrum på 12 måneder i 1869-1870 nåede man ikke op på over 100 udlån. I 1857 havde den unge arkitekt Ferdinand Meldahl vundet opgaven med at tegne en selvstændig biblioteksbygning, nu kendt som Konventhuset, umiddelbart nordøst for domkirken, et tidligt hovedværk i dansk historicisme.

I 1961 flyttede den 40.000 bind stærke bogsamling til hovedbiblioteket i Roskilde, hvor den endnu opbevares særskilt. Riddersalen huser nu domkirkens museum, mens Konventhuset rummer domsognets administration.

Bogen rummer fine bidrag af foruden Gorm Bruun Hansen også Hans-Christian Eisen, Anette Kruse, stiftsbibliotekar - thi en sådan haves endnu - Hans Michelsen, Karsten Christensen, Hans Raun Iversen, Jes Nysten og Carsten Bach-Nielsen. Sidstnævnte skriver med den for læserne af denne avis så velkendte indsigt og elegance om reformationstidens trykte bibler, og hvordan de har tjent som inspiration og forlæg for kunsten i stiftets kirker.

Denne flot illustrerede bog, der udgives som årbog for Historisk Samfund for Roskilde Amt, er endnu et udtryk for, hvor høj en standard der holdes i de frivillige historiske samfund og foreninger landet over.

(KD 20. feb. 2012)

Sådan er danskerne

Richard Jenkins, Being Danish, Museum Tusculanums Forlag

Da den engelske sociolog Richard Jenkins første gang kom til Danmark, så han i lufthavnen et for ham ganske mærkeligt syn. I ankomsthallen stod en gruppe af mennesker og viftede ivrigt med hver deres dannebrogs-flag i papir. Jenkins udspurgte sin vært om fænomenet og fik forklaret, hvad enhver dansker godt ved, nemlig at det er en normal måde at byde rejsende velkommen hjem fra et længere udlandsophold på.

Jenkins havde mødt noget ganske særligt dansk. Det er ikke det, at vi har et flag, men at det bruges så ofte og til så meget forskelligt. Jenkins' nysgerrighed var vakt, og han valgte at foretage antropologiske feltstudier af dette mærkelige land. Det endte med, at han fra 1996 har tilbragt mere end 12 måneder sammenlagt i Danmark, størsteparten af tiden i Skive. Bogen er både en personlig beretning om at være udlænding i Danmark og en akademisk og meget teoretisk refleksion over identitetsspørgsmålet.

Det handler ikke blot om, hvad det vil sige at være dansk, men også, hvad det vil sige at være skibonit eller jyde i forhold til for eksempel at være aarhusianer eller sjællænder. Jenkins hæfter sig ved, at danskernes identitet er sammensat og endda paradoksal. Det paradoksale ligger i hjertet af enhver identitetsdannelse, fordi identitet bygger på både lighed og forskelle.

Som mennesker står vi alene, adskilt fra alle andre, men samtidig er de kategorier, vi bruger til at kendetegne os selv, hentet fra de grupper, vi indgår i. " Jeg er dansk" er med andre ord et i sig selv komplekst udsagn, fordi " jeg" som enkeltstående individ hævder at kunne defineres ved at være ligesom alle de andre, der kalder sig " dansk". Dette forhold ændrer sig ikke, uanset om man erstatter " dansk" med " europæer", " jyde" eller " antropolog".

Et af de mange steder, danskheden ytrer sig, er i anvendelsen af netop flaget. Dannebrog betyder meget for danskerne og behandles efter ganske bestemte regler. Jenkins bruger den fra religionssociologien kendte skelnen mellem det profane og det sakrale til at beskrive, hvordan flaget ikke må røre jorden, hvordan det benyttes på ganske bestemte måder ved højtider og så videre.

På den anden side har han også iagttaget, hvordan flaget bruges til de mest profane ting som markedsføring af pølser, til fejring af butiksåbninger, eller hvordan pynteflag efter en byfest behandles som almindeligt skrald. Dannebrog bruges i et spektrum fra den dybeste alvor til den største ligegyldighed.

Jenkins stiller det meget præcise spørgsmål, hvorfor danskerne under karikaturkrisen i 2006 ikke tog det sig så nær, at Dannebrog blev trampet på og brændt af vrede muslimer. Svaret skal findes i vores komplekse forhold til flaget. Jenkins peger på, at flagets sakrale karakter kun kan indstiftes i en dansk kontekst, og at vi derfor slet ikke betragter de flag - eller flaglignende husflidsarbejder - der blev trampet på i Pakistan eller andre steder som egentlige flag, men blot som erstatninger. Det ville have været noget helt andet, hvis en gruppe herboende muslimer nedtog Dannebrog fra den lokale kirke og trampede på det. Og det var der jo meget sigende heller ingen, der gjorde.

Bogen er skrevet på engelsk og vil fungere glimrende som introduktion til det at bo i Danmark for udlændinge. Nok er den akademisk i sin form, men det er i den elegante britiske aftapning, hvor pointerne ikke falder så tungt, og hvor konkrete eksempler bruges til illustration af de abstrakte og meget vedkommende pointer. Arbejdspladser, der rekrutterer internationalt, kan roligt købe en stak til uddeling.

Bogen havde fortjent at blive oversat, for den kan også læses som et indlæg udefra i debatten om danskhed og nationalitet. Jenkins er både personlig og pointeret i sin tilgang til stoffet, og man behøver ikke være enig med ham for at få noget ud af bogen. Han er først og fremmest en redelig og nysgerrig iagttager, der er god at blive klog af.

(KD 9. feb. 2012)

Et lyst syn på mennesker og frivillighed

Henrik Gade Jensen, Menneskekærlighedens værk, Cepos

Hvis man vil have noget ud af denne bog, skal man godtage som præmis, at den er drevet og styret af sin forfatters synspunkt. Henrik Gade Jensen er ganske ærlig i sit forord. Han lægger ikke skjul på, at bogen er tænkt som et opgør med velfærdsstaten.

Hans historiske redegørelse underordner sig denne dagsorden. Hvis man måler bogen med historievidenskabelig standard, er den med andre ord til dumpekarakter, for det er ikke en historikers opgave at lade sin fremstilling dominere af personlig moral og politisk overbevisning.

Gade Jensen er slet ikke nogen uhæderlig eller talentløs historiker, men han er bare først og fremmest talerør for et politisk synspunkt. Denne anmeldelse kunne fylde det dobbelte uden tilnærmelsesvis at have udtømt sin kritik af Gade Jensen som historiker, men så ville den også gå fejl af hans anliggende, som ikke er uvæsentligt.

Grundsynspunktet i bogen er, at velfærdsstaten er et uhyre, en Leviathan, der kvæler samfundet. Her skal man lægge mærke til et bestemt forhold, der kendetegner Gade Jensen som politisk tænker, og som overrasker lidt i betragtning af, at bogen er udgivet af den liberale tænketank CEPOS.

Gade Jensen refererer ganske vist til den liberale husgud F. A. Hayek, men han er ikke liberal i den almindelige betydning af ordet. Hvis han var det, ville han modstille staten med individet. Han er derimod snarere kommunitarist, det vil sige tilhænger af samfundets selvorganisering i små, overskuelige grupperinger. Han hylder civilsamfundet og ikke den enkelte borger som det retfærdige samfunds kerne. Gade Jensen har et lyst syn på mennesket. Han mener, at de første samfund opstod, fordi menneskene indså nytten af gensidig hjælp og derfor sluttede sig sammen.

Den lykkelige statsdannelse er for ham den antikke bystat, Polis, hvor staten falder sammen med samfundet. Den er en frivillig sammenslutning af ligestillede borgere, af hvis midte lederne udpeges på skift.

Dermed overser Gade Jensen ganske bevidst det forhold, at langt de færreste mennesker i historien har levet i samfund af denne karakter. Det var - den i øvrigt liberale - sociolog Max Weber, der definerede staten som den organisation, der kan opretholde et monopol på magtudøvelse inden for et givet territorium.

Gade Jensen afviser imidlertid dette mere pragmatiske syn på politik og fastholder sit meget sympatiske, men nok noget urealistiske billede af, hvad der ligger til grund for samfundsdannelsen.

Spørgsmålet er altså: Er mennesket grundlæggende medfølende og altruistisk, eller er det egoistisk og frygtsomt? Gade Jensen har et godt argument mod kynikerne, for hvad er ellers forklaringen på civilsamfundets eksistens? Civilsamfundet er et begreb, der forudsætter to andre, nemlig stat og individ. Det hører med andre ord den moderne tid til. I civilsamfundet foregår alt det, der ikke er dikteret af individuelle interesser eller statslige pålæg. Det kan bestemt ikke betale sig at sætte børn i verden, og det er heller ikke påbudt ved lov, men det gør vi alligevel, og det kan slet ikke svare sig at være frivillig fodboldtræner eller besøgsven, men det gør et forbavsende stort antal mennesker.

Civilsamfundets guldalder faldt i det 19. århundrede. Gade Jensen trækker en række eksempler frem på meget omfattende private initiativer inden for sygepleje, forsorg, oplysning, politik, filantropi og undervisning.

Der er tale om et til formålet tilrettelagt udvalg, og han savner at orientere sig i den relevante litteratur om emnet, men han har grundlæggende ret i at pege på det interessante forhold, at rigtig mange res-sourcestærke mennesker skabte en række samfundsnyttige institutioner for egne midler: sparekasser, børnehjem, sygekasser, brugsforeninger, forsamlingshuse og så videre.

Det er den almindelige opfattelse, at det 19. århundredes civilsamfunds sammenslutninger, sædvanligvis kaldet " de folkelige bevægelser", er ophavet til den moderne velfærdsstat. Det synspunkt er senest fremført af Bo Lidegaard i hans fortælling om Danmark i det 20.

århundrede, som Gade Jensen med fordel kunne have spillet op imod. Hvorom alting er, peger Gade Jensen med føje på, at der er en fundamental forskel på de frivillige associationers civile karakter og den stat, der i dag sponsorerer danskernes velfærd. Grundtvig var populært sagt ikke socialdemokrat.

Staten er historiens sejrherre, er Gade Jensens konklusion, og det er som bekendt sejrherren, der skriver historien. En ægte liberal burde hylde den stærke stat, for individuel frihed er i virkeligheden kun mulig i den stat, der har magten og viljen til at håndhæve individets ret. Men individet er netop ikke Gade Jensens anliggende. Det er samfundet. Det er nok det, der er det mest interessante ved denne bog.

(KD 14. jan. 2012)