Præstegården


Eberhard Harbsmeier og Niels Thomsen (red.), Præstegården i Danmark – kultur og teologi, Eksistensen

Her i avisen kunne man forleden læse et interview med sognepræst Henning Nielsen, der nu går på pension og derfor flytter fra sin tjenestebolig. Præstegården følger med embedet, fordi det har været betragtet som et grundlæggende princip i folkekirken, at præsten bor i sognet. Derfor har sognepræsten bopælspligt i præstegården og tilsvarende pligt til at flytte, når embedstiden ophører og en ny præst overtager bopælspligten.

I Hyllested på Djursland pakker Henning Nielsen sine ting og forsøger at finde plads til så mange af dem som muligt på de kvadratmeter, som en tjenestemandspension kan give råd til. Men der kommer ingen efterfølger. Hyllested præstegård skal afvikles som præstegård. Det er en landsdækkende tendens. Stadig flere sogne lægges sammen i flersognspastorater, og stadig flere præstestillinger opslås uden tilhørende tjenestebolig.

Det er derfor en oplagt idé at udgive en antologi om præstegården i Danmark, for hvad er det i grunden, der går tabt, når sognet ikke længer har en præstegård? Det giver denne antologi intet sammenhængende eller fyldestgørende svar på, og det er da heller ikke hensigten med den. Bidragyderne har tydeligvis forstået deres opgave noget forskelligt. De fleste artikler handler mere om præster end om præstegården, og nogle har en mere anekdotisk end analytisk tilgang til stoffet.

Et gennemgående tema er præstegårdsteologien. For udenforstående kan det lyde som et overflødigt eller måske endda nedsættende begreb. En betydning af ordet er, at teologien er forudsætningen for forkyndelsen, at der bedrives teologi, fordi der skal prædikes på søndag, som man siger, men også at præsten skal kunne hæve blikket, se de større linjer og ikke forsvinde i det daglige arbejde.

Udviklingen i den teologiske tænkning er ofte udgået fra præstegårdene, fordi dygtige teologer enten er blevet holdt ude af universitetsverdenen eller selv har valgt kaldets vej. Det gælder ikke mindst det tidlige Tidehverv, for hvem titlen professor nærmest fungerede som skældsord, som Niels Thomsen skriver. Også Vilhelm Beck, Kaj Thaning og Anders Nørgaard får hver deres artikel. Nørgaard virkede som valgmenighedspræst i Vejstrup på Fyn fra 1917 til sin død i 1943. Hans tolkning af Grundtvig var i sin tid meget indflydelsesrig, og Torkil Jensen skildrer meget interessant, hvordan Nørgaards tænkning hang sammen med, at han var præst. Man kunne derfor også savne et bidrag om nogle andre de toneangivende præstegårdsteologer fra Mellemkrigstiden, der kun omtales flygtigt: Knud Hansen og ikke mindst K.E. Løgstrup. Sidstnævnte er et eksempel på en, der er gået fra præstegården til universitetet. Nogle embeder er kendt som ”disputatssogne”, det vil sige at arbejdet kan tilrettelægges, så man kan meritere sig akademisk samtidigt.  Hele tre tidligere præster ved annekskirken Lumsås i Odsherred har fortsat deres karriere på Det teologiske Fakultet i København.

Søren Kierkegaard er ikke med i denne antologi af den grund, at han aldrig havde embede. Grundtvig derimod er vanskeligere at komme uden om. Han forstod sig selv som præst, men var som sådan faktisk meget moderne, fordi han – med undtagelse af de få år, da han vikarierede for sin far i Udby – aldrig fungerede som præst i en klassisk præstegård. Alligevel må man vel sige, at ingen har præget præstegårdsteologien i Danmark som Grundtvig og at det derfor er en mangel, at han kun er repræsenteret pr. vikar i bogen – gennem førnævnte Anders Nørgaard, Otto Møller (og hvem Søren Jensen skriver) eller præstekonen Eline Boisen (Anna Bojsen-Møller).

Christian Grund Sørensen skriver om Kaj Munk og Vedersø. Munk bedrev ikke præstegårdsteologi i gængs forstand. Man kan endda hævde, at han ikke havde nogen særlig teologi. Han var derimod repræsentant for en anden type, digterpræsten. Til kategorien hører bl.a. St. St. Blicher, Jørgen Thorgaard eller Erik Aalbæk Jensen, der heller ikke behandles i bogen.

Kun et par bidrag forholder sig til præstegården som institution eller funktion. Frem til omlægningen af den kirkelige økonomi i de første årtier af det 20. århundrede var driften af præstegården som landbrug sammen med tienden det væsentligste økonomiske grundlag under præstens og dermed kirkens virke, og ofte var præsten husbond for en stor husstand. Han var i kraft af sin uddannelse og position både en standsperson og en, der i medfør af sin funktion var i kontakt med både lugekoner og lensbaroner. Mange præster engagerede sig i politik, da det blev muligt. Udkastet til Junigrundloven er skrevet i præstegården i Vester Ulslev på Lolland, og siden har mange præster og endnu flere cand.theol.er siddet i Folketinget. I sin gennemgang af 500 års præstegårdshistorie nævner Jens Rasmussen også de såkaldte præstegårdsseminarier i det 19. århundrede, som var forløbere for vor tids læreruddannelse. Herudfra gik der en kulturel og kirkelig påvirkning især i grundtvigsk retning, hvis betydning tåler sammenligning med folkehøjskolernes. Den side af sagen havde også fortjent mere opmærksomhed.

Når denne antologi stritter lidt i mange retninger og forsømmer at komme hele vejen rundt om sit emne, er det først og fremmest et vidnesbyrd om, hvor stort og sammensat emnet er. Det kan simpelthen ikke dækkes fyldestgørende af en bog på godt 200 sider. Bogen kan sagtens lystlæses, for bidragene er godt og kyndigt skrevet, men den kalder også på en større og mere systematisk gennemgang af fænomenet præstegården i Danmark i fortid og nutid.
(Kristeligt Dagblad 14. juli 2017. Avisen havde valgt en længere rubrik)

Metanostalgi


Søren E. Jensen, 10 øren fra 1959 og andre mellemsteder, Forlaget Vandkunsten

Kort tid efter seneste årtusindeskifte må det være gået op for Søren E. Jensen, at han er født i gamle dage. Den erkendelse kommer vel til de fleste af os på et tidspunkt, men når man er så fintmærkende en iagttager af tidernes skiften som Søren E. Jensen, kunne han allerede som 41-årig i 2006 udgive en essaysamling med dette hovedtema.

Ved første øjekast forekommer bogen ganske vist ret sammensat. Den består af erindringsglimt fra barndom og ungdom, rejseberetninger fra Polen og det østlige Tyskland og topografiske betragtninger om Danmark. I alle tre tilfælde spiller forskellen mellem før og nu imidertid hovedrollen. I nøgleteksten Metanostalgi ser forfatteren tilbage på sin egen barndoms fortidslængsel. Han er vokset op i Esbjerg og brugte fra en meget ung alder at opsøge steder, der var levn fra gamle dage. Det siger i en relativt ny by som Esbjerg ikke meget, men Jensen er heller ikke antikvar, der leder efter det forsvundne.
Han søger tidslommerne, som umiskendeligt stammer fra gamle dage, og som med nød og næppe har bevaret deres funktion. I 2006 kunne han se tilbage på sin egen barndoms nostalgi med tilsvarende nostalgi, dengang der stadig fandtes 10-øres slik og kupéer i togene. Det interessante er det, der netop er forsvundet, men det kan man ikke se, når man står midt i det. Det er den netop overståede fortids endnu levende efterladenskaber, der altid har haft hans interesse. Cafeteriet og vasketeriet er hans eksempler for Danmarks vedkommende i 2006. På rejser i Tyskland og Polen rettes hans opmærksomhed mod de sidste rester af østblokkulturen.

Jensens nostalgi er ikke sentimental. Han vil ikke have fortiden tilbage. Det er forkrænkeligheden selv, der interesserer ham, det ruinøse, det forgængeliges åbenlyse tilstedeværelse i nuet. Og når iagttagelsesevne kombineres med en ret god pen, bliver det ret interessant.

Jeg blev opmærksom på bogen, fordi jeg er facebook-ven med Søren. I et nyligt opslag koketterede han med, at det, der skulle have været hans gennembrud som essayist, i sin tid kun solgte 11 eksemplarer. Måske var 2006 ikke parat til en omgang reflekteret nostalgi fra en så relativt ung mand, selv om 2001 havde taget overstrømmende godt imod Hans Edvard Nørregaard-Nielsens erindringer, der populært sagt gav indtryk af, at han var født i 1845 og ikke 1945. Måske skulle Søren E. Jensen bare have ventet til 2021 med at udgive bogen.
Jeg følte under alle omstændigheder en uforklarlig trang til at være den tolvte, der betalte for et eksemplar af Jensens bog. Det har jeg bestemt ikke fortrudt. Jeg er et år yngre end forfatteren, og bogen udtrykker en meget genkendelig generationserfaring. Meget adskiller os i sindelag og temperament, men det er sjovt som alderen bliver en tyngdekraft, der samler og giver øjne for ligheder. Selv jagten på titel-essayets ti-øre fra 1959 har jeg deltaget i. I 1959 blev der kun præget ganske få ti-ører, og derfor er den ret sjælden. En møntsamlende dreng i 1980 vendte hver 10-øre, for måske var det den sagnomspundne og kostbare. I virkeligheden kan den fås for 100 kroner, hvis man ser sig for. Det er ganske pænt for en dansk mønt fra det 20. århundrede, men altså ingen formue.

Værdisætningen af gamle bøger følger ikke reglerne for mønter. Der er ikke noget særlig værdifuldt i kun at sælge 12 eksemplarer af en bog. Denne kunne sagtens tåle at få flere læsere uden at tabe i værdi.

(Ikke offentliggjort andre steder)

Med drengens øjne


Simon Bang, Børnetegninger. Forlaget Multivers 2017

I 1974 tog drengen Simon sine tusser og blyanter og tegnede, hvad han så omkring sit barndomshjem i Fensmark nord for Næstved. Det ligger på den åbne hånd, at denne dreng var et stort talent. Men det er ikke forjættelsen om den kunstner, som drengen blev, der er det interessante ved tegningerne. Det interessante er talentets forløsning af barnets blik. For hvad ser en dreng på 13 år, der faktisk kan tegne?

Han ser marker, træer og bygninger, først og fremmest bygninger. Ingen mennesker og kun ganske få dyr. Måske ville Simon gerne tegne pigen, han var forelsket i, eller den knallert, som han syntes var sej. Måske hørte det bare til en anden del af drengen Simons liv end tegnerens.

Drengen Simon gik på opdagelse i sine egne evner. Det tekniske præger tegningerne: arbejdet med linjerne, der søger mod forsvindingspunktet, tyngdekraftens påvirkning af luftledninger, skildringen af en trækrone i færre streger end der er blade på træet, angivelsen af skyer uden hele omridset, skygger der lægges med en påfaldende blå oven på det sort/hvide.

Både det ufærdige og ambitionen lyser ud af tegningerne. Hvordan filan gør man det her? Den voksne Simon er i udvalget af tegninger ikke veget tilbage fra at medtage dem, der tydeligt viser, at de er lavet af et barn, men altså et ambitiøst barn. Hvem husker ikke de mange ambitioner, man havde som barn? Og hvor meget må man ikke misunde den, der havde så meget at have sine ambitioner i?

Drengen Simons træer ligner dem, som arkitekter bruger til at tilføje deres tegninger lidt liv. De er en slags piktogrammer, der netop formår at etablere træet i billedet som et genkendeligt træ.

Hans optagethed af huse kan indledningsvis forklares med, at de består af rette linjer og derfor er mere velegnede som motiv for den, der er ved at få et fast greb om perspektivtegning. Væggenes og tagenes flader i forskellige materialer og farver er interessante for den, der udforsker det grafiske. Der er imidlertid mere i det.

Simon Bang voksede op i det, der i dag tydeligere kan identificeres som gamle dage, fordi strukturforandringerne i landbruget for alvor havde gjort en hel række bygningsformer overflødige. Husmandsbruget og den firlængede gård var hastigt på vej ud af brug. Bygning af huse er geometrisk, men Bang registrerer dem gerne på randen af forfald, geometriens forvandling til det organiske.  De eneste rette linjer i hans tegning af en forladt og forfalden aftægtsbolig er de streger, der tjener til at indikere raderne i de foranliggende marker.

I sit forord lægger Naja Pedersen vægt på, at tegningerne er udtryk for en gennemført professionalisme. Jeg ville nok ikke formulere det på den måde. Tegningerne er professionelle for så vidt de er dygtigt udført og er resultat af en konstaterbar færdighed, men de er ikke færdige forstået som udtryk for et kalkuleret overblik eller en afsluttet indlæringsproces. De er talentfulde og derfor ufærdige. Deri ligger charmen.

(10. juni 2017. ikke publiceret andetsteds)

Luther opdateret

Anne Marie Pahuus og Henrik Grøndal Lund (red.), 95 nye teser, Aarhus Universitetsforlag

Da Luther i efteråret 1517 fik slået sine 95 teser på en kirkedør i Wittenberg, havde budskabet en klar afsender og en lige så entydig modtager, og teserne blev formuleret i en dengang velkendt genre, den akademiske disputation.

Denne bog ejer ikke samme entydighed.  Bidragene handler om alt fra religiøse og eksistentielle spørgsmål over uddannelse, kunst og medier til politik og økonomi. Den har 30 bidragydere, der alle formulerer sig klart og fyndigt, og som yderligere – med nogle få undtagelser – alle har det til fælles, at de er uddannet, arbejder eller har arbejdet i Aarhus.

Men der savnes en fælles forståelse af, hvilken genre der skrives i. Forfatterne bevæger sig fra prædiken over læserbrev til politisk manifest og almindelige idehistorisk forskningsformidling. De fleste af teksterne kunne have været trykt som kronikker i enten Kristeligt Dagblad eller Politiken – hvad enkelte vist også har.

Sammenlagt kan bogen ikke gøre krav på at være meget andet end blot endnu en debatbog, der næppe kan gøre sig forhåbninger om at flytte og forandre lige så meget som Luther gjorde for 500 år siden. Mindre kan naturligvis også gøre det, og hvis man kan abstrahere fra de ambitioner, som udgiverne selv signalerer med den noget prætentiøse titel, er der tale om udbytterig læsning.
Politisk hælder bogen til centrum-venstre med en ikke ubetydelig affinitet for det konservative. Teologisk kan man udsondre Løgstrup og Grundtvig som væsentlige pejlemærker. Filosofisk og idehistorisk er den kontinentale og livsfilosofiske tradition dominerende.

”Magtens rene form er ufejlbarlighed,” skriver Mikkel Thorup. ”Den behøver aldrig at forklare eller begrunde, aldrig at undskylde eller give grunde. Den lytter ikke. Den taler kun.” Det er magten i dens rene, rå form. Den moderne, demokratiske, politiske magt er en modifikation af denne magt. Den er først og fremmest diskursiv, forstået på den måde, at enhver magtudøvelse skal begrundes, forklares, legitimeres. Den anfægtes altid, fordi ord mødes af andre ord. En politik kan man forsøge at iscenesætte som ’nødvendig’, men den er ikke mere nødvendig end de argumenter, der bærer den.

Det skriver Ove Kaj Pedersen noget om i sit vigtige bidrag til en kritik af økonomismen. Han viser, hvordan finansministerielle regnemodeller langsomt har taget magten fra politikerne siden begyndelsen af 1960erne. Mange, der tror, at de er uenige med Pedersen, vil have godt af at læse ham.

Hvis man tager udgangspunkt i Thorups bidrag, drages man selvfølgeligt mod magtens stemme, fx EU-kommissær Margrethe Vestager: ”Hvis problemet er større end dig, kan du få magt over det ved at løse problemet sammen med andre” er Vestagers begrundelse for EU’s fortsatte nødvendighed.

Eller man kunne tage bestyrelsesformand for Aarhus Universitet og tidligere EU-kommissær Connie Hedegaard, der skriver om klima og grænser for vækst. Det gør professor Steen Hildebrandt også, men Hedegaard er bare mere overbevisende, fordi hun tydeligvis har erfaring med, hvordan man gør sådan noget i praksis. Hildebrandt bevæger sig i de mere uforpligtende formaningers holistiske luftlag.

Flygtningekrisen får også nogle ord med på vejen. Professor Wulf Kansteiner mener, at krisen kun er en krise, fordi den opleves som sådan i modtagerlandene. Kansteiner oplever tydeligvis ikke selv flygtninge som et problem. De flygtninge, der kom til EU i 2015 udgjorde ifølge Kansteiner ”godt 3 % af de flygtninge, som over hele verden det år forlod deres hjemstavn”, og de ankom til et EU, der har en velstand ”svarende til 23 % af verdens samlede BNP”.  Det får ham til at konkludere, at der ikke er tale om ”et materielt problem”, men ”et problem, der bunder i kultur, mentalitet, etik – og erindring.” Kansteiner bør nok læse op på sin statistik, for denne anmelder kan ikke helt få hans tal til at passe. Det ligner mistænkelig meget Verharmlosung. Han har naturligvis ret i, at der er forskel på, hvordan flygtninge er blevet modtaget, og at det også skyldes mentaliteten i modtagerlandet, men han overser betydningen af konteksten og flygtningene selv. Der er ganske enkelt forskel på en hjemstavnsfordreven tysker i 1945 og en somalisk analfabet i 2015.

Man kan anbefale mange af bidragene: stadsdirektør Niels Højbjergs idehistoriske gennemgang af begrebet arbejde (de kommunalt ansatte i Aarhus har en indsigtsfuld direktør), biskop Henrik Wigh-Poulsens forklaring af Gud eller redaktørernes teser om dannelse, identitet og samvittighed. Men det er svært at yde en så sammensat bog retfærdighed i en anmeldelse.

(Kristeligt Dagblad 20. maj 2017)

Fra Bethlehem til Årø

Carsten Bach-Nielsen, Julekirken på Årø, Beringske Forlag 2017

”We ’Big Picture’ People rarely become historians.” Det er Steen fra Steen og Stoffer (Calvin & Hobbes af Bill Watterson), der konkluderer dette efter at han i skolen har været udsat for en test. Spørgsmålet var om betydningen af The Erie Canal, og den begavede opportunist og filosof Steen svarer: ”I kosmisk sammenhæng, antagelig ingen.” Når striben er sjov, skyldes det også, at der er en betydelig grad af sandhed i denne karakteristik af forskellen mellem historikere og filosoffer. Historikere har somme tider svært ved at se den konkrete betydning af en filosofisk overvejelse, og filosofferne har somme tider svært ved at se den principielle betydning af undersøgelsen af en given historisk tildragelse.


Striben faldt mig ind, da jeg læste min gode kollega i Aarhus, Carsten Bach-Nielsens lille bog om kirken på Årø. Øen hører til Øsby sogn på fastlandet. Årø var slesvigsk og forblev også efter 1864 i modsætning til Ærø slesvigsk, og efter Slesvigsk indlemmelse i Preussen og det tyske kejserrige var øen også den nordligst beliggende tyske ø. Øen forblev dog næsten fuldstændig dansksproget.

Bogen er i udgangspunktet en grundig, arkivbaseret undersøgelse af, hvordan øens beboere arbejdede for at et eget kapiel, så de slap for at tage til fastlandet for at gå i kirke. Es war ein hin und her, som man siger. Den slesvigske biskop, Generalsuperintendent Kaftan, der selv var tosproget slesviger, støttede den årøske kirkesag. Grunden blev skænket af en lokal gårdmand, og midlerne til kirkens opførelse og indretning skulle udredes af kirkelige midler og tilvejebringes ved indsamling.

Som arkitekt blev oprindeligt valgt preussisk bygningsinspektør Kreisbauinspektor J.B Jablonowski fra Haderslev, men kirken endte med at blive opført efter tegninger af Baurat Heinrich Clausen, Berlin. Clausens bror var tidligere medarbejder hos Jablonowski og Stadtbaumeister i Aabenraa, og han blev tilknyttet projektet som rådgiver.


Det ønskede kapel endte med at blive en fuldgyldig annekskirke. Kaftan indviede den i julen 1906 – på dansk – og den fik betegnelsen Julekirke. Og så når vi til The Big Picture. Årø Kirkes lidt besynderlige navn er en reference til den tysk-evangeliske Weihnachtskirche i Bethlehem. Den stod under protektion af kejserinde Auguste Victoria, der var augustenborger.  Hun understøttede også kirkebyggerier på sin hjemegn.  Kejseren lagde stor vægt på den tyske tilstedeværelse i Det hellige Land. Selv foretog han en pilgrimsfærd, eller nærmere et korstog, til Jerusalem i 1898, hvis officielle anledning var indvielsen af den tyske kirke i Jerusalem, Erlöserkirche. Kaftan deltog også i rejsen, men lagde altså større vægt på den andagtsfulde julekirke i Bethlehem end den mere storladne prestigekirke i Jerusalem, da forbindelsen skulle knyttes mellem den nordligste ø og den tyske kirkes repræsentation i Det hellige Land. På den måde passer den lille kirke på Årø ind i en meget større historie, for måske bliver Big Picture People sjældent historikere, men det skal jo ikke hindre historikere i at blive Big Picture People.

(Anmeldelse på Facebook 10. maj 2017)

Her står Stjernfelt og kan ikke andet

Frederik Stjernfelt, Syv myter om Luther, Gyldendal, 176 sider

Frederik Stjernfelt betragter sig selv som intellektuel, en der med Sartres definition ”blander sig i noget, der ikke kommer ham ved”, og han deklarerer sin genre som pamflettens. Bogen er skrevet under synspunktets fortegn, og dette synspunkt kan ganske tvangfrit sammenfattes til følgende: Frederik Stjernfelt bryder sig ikke om Martin Luther, og det i en sådan grad, at det kun i et enkelt tilfælde er lykkedes Stjernfelt ”at finde et næsten sympatisk Luther-citat”. Alt andet, hvad Luther har sagt og skrevet, må vi forstå, er usympatisk.

Den form, som Stjernfelt har valgt til sin argumentation, er aflivning af, hvad han kalder syv myter om Luther: at Luther indførte religionsfrihed og skellet mellem stat og kirke, at han bidrog til demokratiets fremvækst, at hekseprocesserne ikke var lutherske, at hans antisemitisme var ubetydelig og at ”Luthers mørke sider” bare var en del af tiden og i øvrigt uden betydning. Kun i enkelte tilfælde gør Stjernfelt sig den ulejlighed at dokumentere, at disse myter findes og at nogen faktisk tror på dem. Tydeligst er han, når han gør opmærksom på, at Luther befinder sig på Undervisningsministeriets demokratikanon, hvilket i øvrigt ikke kun Stjernfelt har undret sig over. For det meste virker det som stråmandsargumentation rettet mod unavngivne ”præster” og ”teologer”. Det er lidt besynderligt, at Stjernfelt gør sig så sårbar over for kritik. Han kunne lige så godt have valgt den ligefremme meddelelse i stedet for at spille sin bold op ad en fiktiv mur.

Stjernfelt skriver sig ind i en tolkningstradition, der begyndte hos Luthers samtidige modstandere. De identificerede Luther med Den Onde selv, og bortset fra, at Stjernfelt ikke tror på hverken gud eller djævel (Gud omtales konsekvent som guden i bestemt form ental med lille g) er det den tråd, han samler op. At Stjernfelt taler om ”Luthers mørke sider” er sådan set en eufemisme, for det forudsætter, at der også var lyse, og dem hører man intet til. Stjernfelt låner også fra den 

venstreorienterede, socialhistoriske tradition i det 20. århundrede, hvis sympati lå hos samtidens oprørske bønder og deres fører, Thomas Müntzer, hvem Luther bekæmpede med mund og pen. Billedet af Luther har aldrig været entydigt, heller ikke hos hans tilhængere. De lutherske menigheder har gennem århundrederne set et forbillede i hans rettroenhed, hans fromhed, hans visdom, hans viljestyrke eller hans oprørskhed. Man har valgt et idealiseret portræt, som man har kunnet spejle sig i. Stjernfelt foretager den samme bevægelse, blot med omvendt fortegn. Han finder hos Luther alt det, som en nutid finder ubehageligt, og holder det op for læserens øje. Stjernfelt går målrettet efter de ømme punkter. Det er dog synd at sige, at de er ukendte.

De fleste af dem kan man genfinde i Heinz Schillings fortrinlige biografi, der udkom på dansk i 2014, men forskellen er, at Schilling kontekstualiserer og søger en helhedstolkning. Han bortforklarer ikke Luthers til tider utøjlede aggressivitet, hans modvilje mod jøder og muslimer og alt det andet, men Schilling sætter det ind i en sammenhæng, og han peger f.eks. på, at der er en verden til forskel mellem Luthers konfessionelt begrundede anti-judaisme og senere århundreders politisk motiverede og biologisk begrundede anti-semitisme.

Stjernfelt forlader i bogens sidste afsnit den biografiske tilgang til stoffet og trækker trådene frem til det 20. århundrede, og skal man tro ham, trækker Luther og hans tilhængere et spor af obskurantisme, tyranni, død og ødelæggelse gennem Europas historie. Argumentet kulminerer med et kort over Tyskland, der sammenligner den konfessionelle fordeling og stemmeafgivelsen ved valget i 1932, og sammenhængen er da også helt entydig. Nazisterne fik flest stemmer i valgkredse med ikke-katolsk flertal. Stjernfelt mener, at denne sammenhæng har tre årsager: Lutheranernes anti-semitisme, 

Luthers doktrin om lydighed mod øvrigheden og de protestantiske kirkers sammensmeltning med stat og nation. Og Stjernfelt kan ikke stå for fristelsen til at konkludere, at hvis Luther ikke havde levet, ville Hitler aldrig være kommet til magten. Pamfletisten slår sine teser op med syvtommersøm: ”Der er ikke anden konklusion end at den politiske orientering i verdens førende lutherske kirker og deres menigheder var en forudsætning for den nazistiske magtovertagelse.”

Det efterlader naturligvis Stjernfelt med en gåde: ”Hvordan kan det være, at danske lutheranere som flest er gode og sympatiske demokrater – når de har den dystre åndshistoriske bagage de har?” Det skyldes i hvert fald ikke ”Luthers sidste zombie”, Sjællands biskop J.P. Mynster (1775-1854), mener Stjernfelt, der peger på Mynsters samtidige, Grundtvig, i stedet. Men han glemmer, at Grundtvig også var lutheraner, og så er han lige vidt med sin lutherdeterminisme.

Anders Klostergaard Petersen skrev i en tankevækkende kronik her i avisen (19. feb.) at Luther skal tilegnes i sin fremmedartethed. Den samme tanke kan man finde i Hal Kochs meget læseværdige lille bog om Luther fra 1958. Det betyder, at man ikke skal læse Luther for at finde det, man kan identificere sig med, men for at lade sig anfægte af, hvad der er fremmed for en. Det er ikke en læsestrategi, som Stjernfelt følger. Alt hvad han kan genkende hos Luther, er noget, som byder ham imod, og resten er han ikke interesseret i. Det svarer til at kassere Anders Mallings salmeleksikon med den ene begrundelse, at Malling havde været nazist eller at afskrive Martin Heidegger som filosof af samme grund. Hvis man forlanger af Luther, at han skal være kompatibel med de gældende værdier i dagens Danmark, er man gået glip af, hvad Martin Luthers søgen efter en nådig Gud i det 16. århundredes første halvdel gik ud på.

Når det er sagt, skal man naturligvis heller ikke afskrive Frederik Stjernfelt, blot fordi han vinkler sin Luthertolkning som han gør. Man skal ikke afvise værdien af at blive konfronteret med en Luther, som man ikke kan identificere sig med, og som sådan har denne pamflet naturligvis sin berettigelse i et reformationsjubilæumsår.


(Kristeligt Dagblad 25. marts 2017)

Fra fremtid til fortid

Peter Bejder (red.) Danmark i Europa 1950-2000, Aarhus Universitetsforlag

I anledning af Århundredets Festival arrangeret af Folkeuniversitetet i Aarhus har Aarhus Universitetsforlag samlet 50 bidrag, der med udgangspunkt i hvert af årene i anden halvdel af det 20. århundrede giver et billede af denne epoke. Hvert bidrag er velillustreret og fylder et opslag. Bogen ligger i direkte forlængelse af den tilsvarende " Danmark bliver moderne", som handler om perioden 1900-1950.

I 1950 levede man stadig i skyggen af krigen. Kaffen var rationeret, men det fik snart en ende. Året efter introduceredes fjernsynet, og fremtiden flyttede ind. Polioepidemien i 1952 var et voldsomt slag, men fostrede også tillid til videnskab og samfundssind. De ramte børn risikerede at dø af lammelser af vejrtrækningen. Narkoselægen Bjørn Ibsen udviklede en metode til at redde liv ved at indføre en gummislange gennem en åbning i halsen ned i lungerne, og flere hundrede hjalp til at ventilere de syge.

Det var optimismens årti. Den nuværende grundlov kom til i 1953, folkepensionen i 1956, nordisk pasunion i 1958. I 1961 fik vi et kulturministerium, og i 1963 vandt Danmark det europæiske melodigrandprix med jazzvalsen " Dansevise" af Otto Francker og Volmer Sørensen.
Men nogle følte, at vognen trillede ned ad et skråplan og trak i håndbremsen. Den første march fra Holbæk mod København mod atomoprustningen fandt sted i 1960, og det kulminerede med det store oprør i 1968 og de knap så fredelige freds-og protestbevægelser. Danmark trådte nødigt, men gerne ind i EF i 1973, og samme år blev det stabile fire-parti-system, der havde været statsbærende siden begyndelsen af 1930' erne, udsat for et jordskred udløst af de karismatiske partistiftere Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen.

I 1980' erne blev vidne til BZ'erne, ny udlændingelov, Blekinge-og andre gadebander, økologiens og klimapolitikkens fremvækst og fodnotepolitik. Historikeren Rasmus Mariager noterer, at Danmarks stilling til Nato ganske vist blev betegnet som en enegang, men at vi i det stykke fulgtes med flere andre af alliancens medlemmer, der også gik egne veje ved at sætte fodnoter i Natos kommunikéer.

Den 2. juni 1992 sagde danskerne nej til Maastricht-traktaten, og tre uger senere vandt det danske landshold i fodbold for mænd europamesterskabet. I maj måned året efter stemte danskerne ja til den modificerede Maastrichttraktat, og der blev skudt mod demonstranter på Nørrebro i København.

Danmark involverede sig i den jugoslaviske borgerkrig, og i 1999 blev hele verden skræmt af udsigten til den ødelæggende effekt, som det kommende årsskifte ville have på den infrastruktur, der nu var helt afhængig af computere og deres indbyrdes globale netværk.
Årsagen var, at programmører havde vænnet sig til at forkorte årstal til deres to sidste cifre, og computere ville derfor ikke være i stand til at skelne år 2000 fra år 1900. Skaderne var meget begrænsede, viste det sig.

"Den 11. september 2001, snarere end nytårsfesten halvandet år før, blev den virkelige afslutning på det 20. århundrede," skriver historikeren Peter Yding Brunbech i bogens sidste opslag om året 2000. Man havde fundet en ny fjende i " en langskægget jihadist i en hule i Afghanistan. Resten er historie. "Bogen slutter med ordet " historie".

Brunbech er også ophavsmand til bogens første opslag, der bærer overskriften "Fremtid". Det er interessant, at fremtiden var væsentlig mere præsent i gamle dage, mens fortiden dominerer nutiden.
Hvis man anerkender præmissen, at historien kan fortælles som isolerede artikler uden en rød tråd, fungerer bogen godt. Nogle centrale emner er udeladt. Mest markant er savnet af et opslag om oliekrisen 1973-74 og den efterfølgende langvarige krisetid med arbejdsløshed, inflation og underskud på alle konti. De fleste emner fortolkes fra en kulturhistorisk vinkel, selv de økonomiske. Det er lidt påfaldende, at Aarhus Universitet ikke har kunnet mobilisere flere økonomer eller politologer til opgaven.

(Kristeligt Dagblad 23. marts 2017. Avisen havde en anden rubrik.)