Systemskiftet


Esben Schjørring og Michael Jannerup: Værdikæmperne. Slaget om danskernes sjæl. VK-regeringerne 2001-2011. Gyldendal, 477 sider

Den 21. november 2001 skrev Kristeligt Dagblad på lederplads om det folketingsvalg, der dagen før havde bragt Anders Fogh Rasmussen til magten: ”Kun i snæver partipolitisk forstand gik Danmark til højre ved gårsdagens valg. Rent ideologisk vil regeringsskiftet først og fremmest kunne ses på den udlændingepolitik, som vil blive ført i landet, og det er et ønske om at se stramninger på dette område, der har fået befolkningen til at skifte regeringen ud. […] Noget systemskifte i dansk politik er der ikke tale om.”
Sådan så og ser Anders Fogh Rasmussen det ikke selv i dag. I forordet til den nye udgave fra sidste år af hans gamle liberale manifest ”Fra socialstat til minimalstat” kalder han selv valget den 20. november 2001 for et systemskifte. Betegnelsen er en reference til regeringsskiftet i 1901, da Venstre for første gang dannede regering og da folketingsparlamentarismen dermed de facto blev indført. Anders Fogh Rasmussen betragter sin egen indsats som tilsvarende historisk.
Spørgsmålet er, hvad der forandrede sig i 2001, og hvad der forblev det samme? Med hvilken ret kan man kalde det et systemskifte? Esben Schjørring og Michael Jannerup har skrevet en grundig og samvittighedsfuld bog om dette spørgsmål. Man behøver ikke være enig i deres konklusion for at anerkende, at de har tilvejebragt et grundlag for en saglig diskussion om spørgsmålet. De tager politik alvorlig ikke blot som en kamp om magten, men som en strid om ideer. Allerede der ligger en del af det svar, som de giver på dette spørgsmål.
Venstre undlod ved valget i 2001 at udfordre velfærdsstaten. Dermed kopierede Anders Fogh den socialdemokratiske valgsejr i 1998, da Poul Nyrup havde vundet på at love at frede efterlønnen.  På det fordelingspolitiske område, der stadig i den politiske tænkning dengang vejede tungest, var der altså tale om kontinuitet. Det forklarer lederskribentens sindsro.
Til gengæld markedsførte Anders Fogh sin regering som et generalopgør med det 20. århundredes politiske tænkning, et værdipolitisk systemskifte. Var det blot en afledningsmanøvre, der dækkede over business-as-usual? I sin biografi om Anders Fogh Rasmussen fra 2013 udnævnte Søren Mørch ham til at være en begavet opportunist, en mand uden andre klippefaste principper end viljen til magt. Schjørring og Jannerup hælder mere til Foghs egen version af historien og ser 2001 som et paradigmeskifte i dansk politik. De tegner portrættet af en ideolog, der dog også forstår at gøre de pragmatiske og taktiske indrømmelser, som er nødvendige i politik.
De peger på, at den forhenværende liberalist Anders Fogh Rasmussen i 2001 havde accepteret socialstaten og dermed forladt sin ungdoms minimalstatsliberalisme. Det var nødvendigt for at vinde valget. Samtidig forandrede han imidlertid også velfærdsstaten. Borgeren skulle ikke længere være skatteyder og klient, men kunde i statens butik. Sådan forskød han – som det hedder med en af bogens mange prægnante formuleringer – liberalismens frihedsbegreb ”fra at være et angreb på velfærdsstaten til at blive dens styringsprincip.”
Men Schjørring og Jannerup peger også på, at der værdipolitisk gør sig en kontinuitet gældende. Den revision af udlændingeloven i 2002, som blev en af regeringen Foghs mærkevarer, skyldtes ikke Dansk Folkepartis indflydelse, mener de. Det meste var fostret i Bertel Haarders integrationsministerium. Opgøret med smagsdommerne og Statens Kunstfond finder de også foregrebet i Anders Foghs tidligere skrifter og taler. Hvorfor de lader EU’s østudvidelse ude af betragtning, henstår uforklaret. Det var dog en af Foghs større bedrifter.
Markant er forfatternes synspunkt, at Foghs tilslutning til den amerikanske invasion af Irak i 2003 skulle være drevet af principper og ideer, som han allerede havde givet udtryk for mange år tidligere. Her er de antagelig ledt på vej af en udgave af Foghs taler, som et par af hans beundrere udgav i 2006. Det var netop formålet med denne udgivelse at imødegå anklagerne mod Fogh om, at han skiftede holdning som andre skiftede skjorter. Det har antagelig præget udvalget og redaktionen af de taler, der er med i bogen.
Schjønning og Jannerup udnævner Fogh til at være af samme type som de neo-conservatives, der var den ideologiske drivkraft bag præsident George W. Bush’ udenrigspolitik. Forfatterne ser det samme værdibaserede verdensbillede bag Foghs første reaktioner på karikaturkrisen. Det ligger imidlertid også på den åbne hånd, at Fogh skiftede standpunkt til en interessebaseret udenrigspolitik ved årsskiftet 2005-2006, da han gav køb på sine principper for at slukke den ildebrand, der havde bredt sig i Mellemøsten. Det hører til bogens mere bemærkelsesværdige passager, at forfatterne faktisk har fået Fogh til i et interview at indrømme, at det også var tilfældet. Det er målt på Foghs egen systemskiftemålestok en slags falliterklæring.
Et andet af de interessante afsnit er der, hvor forfatterne peger på Tøger Seidenfadens ansvar for konfliktens eskalering. Brian Mikkelsen havde talt om en kulturkamp i forbindelse med religion, og det var i Seidenfadens gengivelse blevet til kulturkrig mod muslimske indvandrere. Det blev i Mellemøsten meget let til, at den danske regering havde erklæret krig mod islam, og det var retfærdigvis ikke, hvad Mikkelsen sagde.
Bogen er en samtidshistorisk undersøgelse bygget på journalistisk metode. ”Vi har gennemtrawlet arkiverne”, skriver forfatterne i indledningen, men de er meget karrige med at angive præcist hvilke arkiver det drejer sig om. Intet tyder på, at de har haft systematisk adgang til hidtil utilgængeligt materiale. Det interessante ville naturligvis være at se referaterne fra møderne i Venstres folketingsgruppe eller fra regeringens koordinationsudvalg. Schjørring og Jannerup er oftest henvist til sekundære kilder og sene erindringer. Afgørende steder savner læseren et andet blik end aktørernes egne forsøg på at frisere fortiden, så den ser pæn ud. Det er ofte samtidshistorikerens vilkår. Til gengæld kunne de godt have stillet spørgsmålet om brud eller kontinuitet lidt skarpere.
Det hører som nævnt til Fogh Rasmussen-regeringens egen mytologi, at den repræsenterede et afgørende brud. Det er også rigtigt, for så vidt den kunne føre blokpolitik i kraft af et flertal i Folketinget baseret på et stabilt og troværdigt støtteparti. Deres fælles fjendebillede var ’smagsdommerne’, vel bedst repræsenteret ved akademikerpartiet Det Radikale Venstre, og den liberale indvandrings- og asylpolitik repræsenteret af indvandrerloven af 1983, som ikke mindst de radikale stod bag. Hvad Schjørring og Jannerup underbetoner er, at denne lov allerede fra 1986 var blevet strammet løbende, således at ’systemskiftet’ i 2001 blot fortsatte en tendens, der på dette tidspunkt var 15 år gammel. Det har i 30 år ikke været spørgsmålet, hvor vidt der skal strammes på området, blot hvor meget. På samme måde er forandringen af forholdet mellem borger og stat til en imitation af forholdet mellem en kunde og en serviceudbyder allerede foregrebet i den interne idédebat i Venstre i Henning Christophersens formandstid, orkestreret i Lykketofts tid som finansminister og omkring årtusindskiftet allerede på vej ind i det offentlige i skikkelse af New Public Management.
På det fordelingspolitiske område udpeger forfatterne den unge Fogh Rasmussens liberalisme til at være repræsentativ for klassisk borgerlig politik, og dermed får de Venstres accept af velfærdsstaten i 2001 til at se ud som et alvorligt brud. Men bruddet er ikke partiets. Allerede i løbet af 1960erne opgav Venstre sin modstand mod velfærdsstaten og en øget beskatning. Der har siden været en indre opposition i partiet bestående af økonomiske liberalister som f.eks. den unge Anders Fogh Rasmussen. Og da han opgav sin modstand mod velfærdsstaten, var det altså ikke partiets linje, der blev ændret, men hans egen.
Det spørgsmål, som bogen munder ud i, er naturligvis, hvordan Fogh vandt slaget, men tabte krigen? Hvordan kunne det lade sig gøre for Fogh Rasmussen at redefinere, hvad politik går ud på, men samtidig efterlade sig et parti og en koalitionspartner, der styrtbløder mandater til højre og venstre?
Foghs nederlag som partileder var, at han havde afkoblet værdipolitikken fra den økonomiske politik. Partiet kunne ikke længere rumme den indre økonomisk liberale opposition, som han selv havde været en del af, og dermed ”mistede partiet med tiden også evnen til nytænkning og kapaciteten til at genfortolke det borgerlige projekt i en ny tid og mistede derigennem den ideologiske forbindelse til sin egen historie”, konkluderer Schjønning og Jannerup. Det var naturligvis i begyndelsen Margrethe Vestagers nederlag, fordi Liberal Alliance først og fremmest er en afskalning af De Radikale, men problemet blev i længden Venstres og de konservatives. Tilslutningen til de to partier til sammen er fra 2001 til 2015 faldet fra to femtedele til en fjerdedel af vælgerne. Idé- og værdipolitikken er udliciteret til andre partier, mens den næste Rasmussen i rækken står med det problem, at mens andre kan høste stemmer på at kæmpe om ’danskernes sjæl’, har statsministeren stadig ansvaret for, at Finansloven hænger sammen og kommer i hus. Det kunne det såkaldte systemskifte ikke ændre på. Økonomien forsvinder ikke, bare fordi man holder op med at tale om den.
(Kristeligt Dagblad 16. januar 2018. Bladets rubrik var en anden.)

Mellem regneark og lærerautonomi


Stefan Hermann, Hvor står kampen om dannelsen? Informations Forlag 2016

Denne lille bog er ikke helt så letlæst, som intentionen antagelig har været, men den er til gengæld decideret lettilgængelig i forhold til så meget andet, der er skrevet om dette spørgsmål. Hermann har sans for at anskueliggøre sine pointer. Nogle gange løber hans sproglige kreativitet af med ham, men tonen er urban, hvad man hurtigt lærer at sætte pris på, hvis man bare følger lidt med i debatten om uddannelse i almindelighed og folkeskolen i særdeleshed.

Faktisk handler bogen ikke så meget om dannelse som om netop denne debat. Hermann forsøger at se på denne diskussion udefra og kvalificerer sin egen position ved at definere sig selv som en, der har et ben i hver lejr ”som højskolebarn og DJØF’er, underviser og rektor, kritisk skribent og institutionsstrateg, iagttager og beslutningstager” (s. 10) Det lyder vældig afbalanceret, men nu er ’højskolebarn’ ikke en beskyttet titel, og det virker lidt som om denne selvbetegnelse sammen med et par af de andre er opfundet til lejligheden for at give lidt modvægt til det, der klart vejer tungest på Hermanns CV: Han er cand.scient.pol. og indledte sin karriere i centraladministrationen, inden han overgik til ledelsesstillinger først på et kunstmuseum, dernæst på professionshøjskolen Metropol. Hans troværdighed som en med erfaring som manden på gulvet er spinkel.

Dette forsøg på camouflere, at han selv er part i sagen, er unødvendigt, for han er sådan set ret god til at dele sol og vind lige. Ingen af parterne vil givetvis kunne genkende sig selv i de karikaturer, som han bevidst stiller op. (Der er egentlig tale om weberske idealtyper, altså definitioner, der skal bistå erkendelsen uden at være beskrivelser af faktiske forekommende forhold.) Men altså, så længe begge parter er sure over hans beskrivelse, er der stadig balance i tingene.

Den første type er ’den pædagogisk-konservative kritik’. Den er negativt defineret, forstået på den måde, at modstanden mod noget andet er det forenende princip: ”Fordi den pædagogisk-konservative position definerer sig selv imod, kan den bringe næsten hvad som helst og hvem som helst sammen – næsten når som helst. Her forenes syndikalistiske fagforeningsrepræsentanter, rådssocialister, friskoleliberalister, nye forældreforeninger og hverdagspragmatikere med statistikere, pædagogiske filosoffer og humanistiske forskere med hang til skole, uddannelse og samfund. Genstandene kan være folkeskolereformen, gymnasiereformudspillet, inklusion i folkeskolen, arbejdstidsforhold og besparelser i uddannelsessektoren.” (s. 28)

De forenes i en kritik af bureaukratisering og djøfisering, men savner ifølge Hermann viljen til selvkritik og har derudover et selektivt forhold til viden: ”På den ene side afvises regneark, tabeller over præstationer, nationale test, internationale komparative undersøgelser som PISA; PISA måler jo ikke det rigtige. På den anden side elsker man PISA, når man skal begrunde i Finlands succeser, og ICCS, når de rangerer danske elever i den absolutte top med hensyn til viden om samfund, demokrati mv. […] Man elsker samfundsvidenskab, når den opgør udgifter, der viser, vi bruger mindre end andre på et ærværdigt formål, men hader den, når den gør sig gældende med fordringer om at måle kvalitet eller vise, at andre landes lærere underviser mere.” (s. 31)

Over for står ”Den politisk-administrative pol”. Også denne pol er negativt defineret, forstået på den måde, at den ikke har et positivt defineret formål, men er reaktiv, bundet af et trusselsbillede bestående af globalisering og konkurrenceudsættelse, ”vor tids luskende 1864, altså trusler mod nationens overlevelse og integritet. […] Tabets diskurs modsvares ikke af håbets mobilisering.” (s. 34)

Den politisk-administrative pol gør skolen til et instrument for arbejdsmarkedspolitikken og mistænker skolerne for ikke at gøre, hvad der er deres opgave. På samme måde som den pædagogisk-konservative pol har et selektivt forhold til kvantificering, er den politisk-administrative pol blind for den dannelsesmæssige indebyrd af sin egen tilgang: ”Det er dens fortrængningspunkt, at den ikke kan se, at det har dannelseseffekter, når den betoner, at man skal kunne forsørge sig selv, når den insisterer på, at mennesker skal inkluderes i arbejdslivets fællesskaber”. (s. 40)

For at sikre sig, at skolen opfylder det formål, som den politisk-administrative pol har fastsat, kræver den sin andel af den omsætning af information, som skolen varetager. Skolen skal ikke alene formidle viden til eleverne, men bruger en stadig større del af sine kræfter på at producere ledelsesinformation. Det er et helt centralt begreb i Moderniseringsstyrelsens vokabularium.

Over for dette ledelseskrav står lærernes krav om suverænitet. De forstår sig traditionelt ikke blot som mellemledere, altså som integreret i en magtstruktur, men som suveræne herskere i klasselokalet kun ansvarlige over for fagligheden. Hermanns interessante, diskursanalytiske pointe i den sammenhæng er, at begge parter gør krav på at være konge, men ingen af dem betvivler, at kongemetaforen er bærende for deres rolle. Positionerne frastøder hinanden, men de spejler også hinanden. Hermann foreslår – lidt forkortet – et opgør med enevælden som forbillede for skolepolitikken.

Stefan Hermann har indtaget en central position i uddannelses- og dannelsesdebatten. Han er på papiret prototypen på den DJØF’er, som – med hans egne ord - må bære sit medlemskab af en fagforening som et kainsmærke, men han kan faktisk også hæve sig over sit eget institutionelle standpunkt og sige noget, som hans modstandere bør kunne værdsætte. Det er ikke kun krukkeri, når han kalder sig selv kritisk iagttager. Man kan kun ønske sig, at flere udviser samme ambition og dermed giver den kritiske dialog en håndsrækning.
(Ikke offentliggjort andre steder)

Magtens ansigt


Farao. Magtens ansigt. Særudstilling, Ny Carlsberg Glyptoteket, 12. okt. 2017-25. feb. 2018.

Ny Carlsberg Glyptotekets ægyptiske samlings nye særudstilling er bygget op over en klar idé, at tegne et længdesnit af det ægyptiske samfund for ca. 4000 år siden. Udstillingen er fokuseret og overskuelig med kun ca. 100 genstande.
Problemet med udstillinger, der er bygget over et stærkt koncept, er ofte, at genstandene bliver sekundære rekvisitter i ideens tjeneste. Styrken ved denne udstilling er, at genstandene får lov til at spille hovedrollen uden at ideen går tabt. Det kan blandt andet lade sig gøre takket være nogle flotte indlån fra The Metropolitan Museum of Art i New York, Museum of Fine Arts i Boston, Universitetet i Leuven og Medelhavsmuseet i Stockholm.  Udstillingens hovedstol kommer dog fra Glyptotekets egen samling, suppleret med ting fra Nationalmuseet og Københavns Universitet.
Anledningen til udstillingen er en opdagelse gjort af museumsinspektør Tine Bagh. Hun fandt ud af, at et fragment af en statue i Glyptotekets samling hørte sammen med et andet fragment i Boston. De er begge dele af en statue af krokodilleguden Sobek, som stammer fra Amenemhat III’s labyrint i Hawara. Delene blev imidlertid ikke forbundet af dem, der fandt dem, og siden endte de i hver sin samling. Man kan nu for første gang siden oldtiden se de to genstande forenet.
Amenemhat III (ca. 1855-1808 f.Kr.) tilhørte det 12. dynasti, der stillede hovedparten af faraonerne i det mellemste rige (2055-1650 f.Kr.) i oldtidens Ægypten. Denne periode er ikke så kendt som det ældste rige, hvorfra vi har pyramiderne i Gizeh, eller det nye rige, hvorfra vi kender Tutankhamon, Nefertiti eller Kleopatra.
Det er denne udstillings ærinde at vise samfundsopbygningen i det mellemste rige fra top til bund. Man møder først faraonerne og deres øverste embedsmænd i skikkelse af statuer. Det er også denne del af udstillingen, der har givet den navn. Når man spørger, hvorfor netop magthaverne har vores interesse, er svaret jo ikke mindst, at det interessante ved dem er, at det er dem, der har magten. Man må formode, at portrætterne er idealiserede med henblik på at gøre indtryk, udstråle magt, men det er faktisk også, hvad de gør. Disse ansigter virker i nutiden med en kraft, der ikke er slukket af de mellemliggende årtusinder.
Ægypterne arbejdede i et bredt repertoire af materialer. De to fantastiske portrætter af Amenhemhat III, der flankerer indgangen til udstillingen, er hugget i bjergarterne granodiorit og gråvakke, kan man læse i det glimrende, overskuelige og velillustrerede katalog. 
Et andet fantastisk portræt – hugget i gnejs – er det af Amenhemhats forgænger, Sesostris III (1874-1855 f.Kr.) fremstillet som sfinks. Til særudstillingen hører også et brudstykke af en såkaldt naos, et mandsstort skrin i granit prydet med to kongelige figurer, som er blevet renset til lejligheden og opstillet i museets permanente ægyptiske samling, som man ikke må glemme at aflægge et besøg.
Magten har imidlertid ikke blot et ansigt, men også et hoved og en krop, hvis man skal forfølge den metafor, der lægges op til. Som man skrider frem i udstillingen, når man længere ned i samfundshierarkiet, først til den kongelige embedsmand Gebu siddende i skrædderstilling (kataloget kan ikke blive enig med sig selv, om han er hugget i diorit eller granit, men flot er skulpturen). Blandt ægypterne, som de var flest, var det i sagens natur lidt småt med monumentale statuer, men også her viser Glyptotekets egen samling sin styrke med mange genstande, der repræsenterer de mere almindeligt forekommende sider af livet i oldtidens Ægypten i første halvdel af det andet årtusinde før Kristus. Det er f.eks. små figurgrupper fundet i mere jævne folks grave, forestillende hverdagslige situationer. På den måde får man et længdesnit af hele samfundet, men der er ingen tvivl om, hvem der er udstillingens stjerner. Det er magtens ansigter.
(Kristeligt Dagblad 14. november 2017)

Tvind - som musical


Tvind – the musical, Teater V, Valby
Da jeg første gang så annoncen for ”Tvind – the musical” på siden af en bus, tænkte jeg, at det måtte være et stunt udtænkt af Den korte Radioavis. Hvad kan sådan en forestilling? Temmelig meget mere end forventet, viser det sig.
Vi følger en håndfuld mennesker på Tvind fra 1972 til 1995 i en række optrin, der skal illustrere livet på og med Tvind. Der er altså ingen egentlig handling. Forestillingens plot er den udvikling, som figurerne gennemgår fra ungdommens begejstring for projektet Tvind til den tvivl, der efterhånden melder sig.

De fem skuespillere er på scenen som et ensemble næsten hele tiden og de skiftes til at spille de forskellige bifigurer, en journalist, en efterskoleelev, en fattig mexicaner, en slægtning. Amdi Petersen optræder kun i omtale, men det så meget desto mere virkningsfuldt. De indlagte sange akkompagneres af playback og en enkelt guitar. Det fungerer og skuespillerne kan faktisk synge – også flerstemmigt.
Jeg skal afholde mig fra at forsøge at anmelde forestillingen som forestilling, men begrænse mig til at besvare et enkelt spørgsmål: Hvad kan en musical sige os om Tvind, som kilometervis af bøger og nyhedsdækning ikke kan gøre bedre? Her vil jeg sige, at forestillingen står svagest, når den forsøger pædagogisk at forklare, hvordan Tvinds økonomi er skruet sammen. Ikke fordi det er forkert, hvad de siger. Manuskriptforfatteren har tydeligvis sat sig grundigt ind i tingene. Det er mere fordi det sætter dramaet lidt i stå at høre om de fradragsberettigede indskud i Tvinds fonde.

Stærkest står de scener, der demonstrerer, hvordan Tvind fungerer psykologisk og følelsesmæssigt. Her kan en enkelt patosfyldt protestsang udtrykke den glødende begejstring for sagen, som stadig er bærende for Tvind. De fem skuespillere kan vise os, hvordan det er at blive udsat for gruppepres, og de kan på få minutter illustrere den paranoia, der greb Lærergruppen efter det påståede attentat mod Amdi Petersen i 1978. Jeg har ikke set disse fænomener anskueliggjort bedre andre steder.

Forestillingen ender med, at en af figurerne finder lykken uden for Tvind, mens en anden bliver tilbage og kæmper videre med sin tvivl og bitterhed. På den måde tager forestillingen til sidst entydigt afstand til Tvind. Den lægger sig dermed også op af den historie, man hører fra dem, der er hoppet af. Det er fx tydeligt at spore indflydelsen fra Hans la Cours dokumentariske, selvbiografiske og meget læseværdige bog Den Rejsende fra 2002. Hovedplottet i disse beretninger er altid, at Tvind begyndte som en god idé. Ellers ville det jo heller ikke have givet mening at slutte sig til foretagendet. Men på et eller andet tidspunkt kørte Tvind af sporet, og så hoppede vores fortæller af. Denne fortælling dækker over det forhold, at Tvind var en dårlig idé fra begyndelsen for nu at sige det kort. På den anden side er fortællingen heller ikke forkert, for det er præcis således det opleves af dem, der har forladt Tvind. Her er vi så tilbage ved forestillingens styrke, dens evne til at give os en oplevelse af, hvordan det er at være på Tvind.  
I slutscenen synger hele ensemblet Dylans ”The Times They Are A Changin’” fra 1964. Dermed binder den ironisk sløjfe på sig selv, for det er netop de skiftende tider, der har gjort, at vi i dag ser med forundring på dette produkt af 1970erne. Ironien består i, at det sker med en af de sange, der forvarslede de forandringer, som førte til blandt andet Tvind.

(Jeg så forestillingen i opdrag af Radio 24Syv den 11. november 2017)

Nationalkonservatismens normalitet


Jesper Vind, Det nye tyske højre. Politik, rødder, idéer, Gyldendal 2017

Journalist og historiker Jesper Vinds bog om Alternative für Deutschland udkom omtrent samtidig med forbundsdagsvalget 24. september 2017. Den kunne dårligt være mere Til Tiden, som Gyldendal kalder den serie, hvori bogen indgår.

AfD blev ved dette valg det første parti placeret til højre for CDU/CSU, som har opnået repræsentation i Forbundsdagen på at overvinde den nationale spærregrænse på fem procent.

Til hvert kapitel er der en nyttig litteraturliste, hvoraf det fremgår, hvor Vind har sine oplysninger fra. Bogen bygger især på reportager og interviews, som Vind har skrevet til Weekendavisen gennem den seneste halve snes år med særlig vægt på artikler fra efteråret 2015 og fremad, men også avisens tidligere tysklandsmedarbejder, Jan Bo Hansen, indtager med rette en fremtrædende plads på litteraturlisten.

Omsætningen af de oprindelige artikler til en bog fungerer. De er ikke bare samlet blindt med limryg og ISBN-nummer. Teksterne er tydeligvis redigeret, så de udgør et sammenhængende hele uden nævneværdig redundans og uden at det oprindelige journalistiske præg går tabt. Det giver både nærvær og progression. Hvert kapitel er placeret tydeligt i tid og sted, og de følger i tilstræbt kronologisk orden, så læseren får præsenteret ikke alene forfatterens indsigt, men også vejen ad hvilken. De enkelte kapitler ikke er redigeret med bagklogskab. De foregriber ikke begivenhedernes gang.

Vind beskriver det selv som en erkendelsesproces, en "rejse ind i mørkets hjerte". På den måde er hans egen person og rolle som journalist tydeligt til stede i teksten, diskret, uopstyltet, iagttagende, refererende, opsummerende. Han lader de relevante stemmer komme til orde. Det virker ikke mindst fordi han har en evne til at få centrale aktører og iagttagere i tale.

Det centrale kapitel er et af bogens sidste, "Den mørke ridder", et interview med Götz Kubitscheck på dennes Rittergut i det østlige Tyskland. Som interviewer hører Vind til den skole, der lader samtalen mere end konteksten stå i centrum, men det er dog vanskeligt ikke at gøre væsen af Kubitschecks selviscenesættelse som preussisk wannabe-junker.

I forklaringen på AfD’s succes peger Vind på flere spor. For det første var der idépolitisk fra historikerstriden i 1980erne og frem gjort flere forsøg på at gøre op med den tyske fortid, eller rettere gøre op med det opgør med den tyske fortid, som var blevet normsættende. Tyskland og tyskerne skulle ikke længere bygge sin eksistens på at bede om forladelse for nazismens forbrydelser. Vind udnævner Botho Strauβ’ essay "Anschwellender Bockgesang" fra 1993 til at være afgørende. Strauβ mente, at tyskerne burde gøre op med selvhadet. Han blev beskyldt for nazisme, men det synspunkt, at Tyskland burde kunne hævde sig uden skam og ydmyghed i kredsen af nationer blev adopteret af stadig flere intellektuelle og main-stream-politikere.

Det er i samme bevægelse efterhånden lykkedes at frigøre det udtalt nationalkonservative standpunkt fra nazismens skygge.

For det andet var Tyskland indtil for nylig uden et nationalt og konservativt parti, der på linje med de tilsvarende i f.eks. Nederlandene og Danmark kunne appellere bredt og samtidig få politisk indflydelse, samtidig med, at det distancerede sig med tilstrækkelig troværdighed fra nazismen.

Endelig peger Vind på begivenhederne i 2015-16, da Angela Merkel udtalte de berømte ord "Wir schaffen das." og tog imod hundredetusindvis af flygtninge, der var kommet til Europa ad Balkanruten. Denne åbenhed mistede sin politiske bæredygtighed allerede nytårsaften 2015 i Køln, da der på pladsen ved domkirken blev begået 1200 overfald hovedsageligt af flygtninge og asylansøgere. Merkels kritikere så sig bekræftet i deres antagelse, at Aftenlandet er ved at gå sin undergang i møde. Vind går ikke meget ind i substansen af den realpolitiske udvikling, f.eks. Merkels begrundelser for at åbne grænserne, men det er heller ikke hans ærinde at retfærdiggøre eller kritisere hendes politik – eller nogens politik for den sags skyld. Bogen handler for så vidt mere om Schein end Sein. Den handler om, hvordan pladsen i det politiske liv blev ryddet for et parti som AfD.

Tyskland er blevet normaliseret i europæisk forstand, fordi det har fået et nationalkonservativt, populistisk parti med vælgertække på landsplan. Nazifortiden spiller stadig en afgørende rolle, men det er heller ikke længere et særtysk fænomen. Nationalkonservatismen har genvundet sin plads i den legitime del af det politiske spektrum ved netop at skabe afstand til nazismen. Sådan er det jo også i Danmark. Om AfD også får politisk gennemslagskraft svarende til fx Dansk Folkepartis, må tiden vise.

(3. oktober 2017. Skrevet til denne blog. Det skal oplyses, at forfatter og anmelder er gamle og gode studiekammerater.)

Stene til tidens murværk


Joakim Jakobsen: Ord der formede Danmark – 1500 års historie fortalt gennem citater. Lindhardt og Ringhof.

At Joakim Jakobsen skriver godt, er åbenlyst for den, der læser ham. Skulle man imidlertid have overset denne fortrinlighed, kan man bero på forlagets pressemateriale til hans nye bog, Ord der formede Danmark, der meddeler, at Jakobsen ”er en af Danmarks mest velskrivende kulturjournalister”. Så skulle den være på plads.
Bogen ønsker at give ”et portræt af Danmark og danskerne fortalt gennem talemåder, enkeltord og citater fra runesten, taler, sange, romaner, avisartikler, reklameslogans og meget mere”. Omtrent 250 opslag i klummens form og i kronologisk orden tager læseren med fra den første omtale af Danmark i det 6. århundrede til smykkeloven sidste år. Kun løseligt holder Jakobsen sig til forskriften om at fortælle historien gennem citater. Der er et skriftsted til hvert opslag, men det er jo temmelig vanskeligt at undgå, eftersom historie for det meste skrives på baggrund af skriftlige kilder, og så kan man altid udvælge en central passage og bruge den som anledning til at fortælle – en historie.

Det er et bredt anlagt traktement, Jakobsen serverer for sin læser. Nogle af retterne er mere raffinerede end andre, men der skal også være plads til stegt flæsk med persillesovs, som i øvrigt er emnet for et af de mere raffinerede opslag, det om Frøken Jensens kogebog, en af de mest solgte bøger på dansk med et samlet oplag på 800.000 eksemplarer siden 1901.

Den helt korte form er en både krævende og taknemmelig genre. Der er ikke plads til at få konteksten på plads med andet end et par få streger. Et langt stykke ad vejen må den bygge på forventninger til læserens forudsætninger, men genkendeligheden må også have sine grænser, hvis den skal være interessant at læse. Den skal bibringe læseren noget nyt. I andre tilfælde kan en klumme bygge på almindelige fordomme, som kan brydes ned, for eksempel at Emma Gad skulle have været en bornert hattedame. Det var ikke tilfældet, lærer vi af Jakobsen. Han er ikke den første, der gør iagttagelsen, men den er værd at gentage.
Genren er taknemmelig, fordi forfatteren kan give indtryk af at have fortalt 1500 års historie ved at lægge 250 korte tekster i rækkefølge efter hinanden. Det er naturligvis ikke tilfældet. Den store sammenhæng udebliver. Klummer er hakkelse, der skæres i døgnets rejsestald. Udtrykket kan man også læse om hos Jakobsen. Det stammer fra redaktør Carl Ploug, der i et digt til Christian Winther i 1861 sammenstillede sin egen prosaiske avisvirksomhed med Winthers ophøjede digterliv, og Ploug underforstår, at også han kunne være blevet en stor digter, hvis han ikke så tidligt havde stillet sig i politikkens og polemikkens tjeneste som redaktør af det liberale blad Fædrelandet: ”For tidlig bort fra din Lære/ Mig hentede andre Kald:/ Hakkelse maatte jeg skære/ i Døgnets Rejsestald,/ Stene maatte jeg bære/ Til Tidens Murværk hen,/ Og Du har kun liden Ære/ Af din halvfærdige Svend.”

Jakobsen er måske kortfattet, men slet ikke fladbundet. Han har et sikkert greb om sit stof og behersker sin form fuldstændig. Den selvvalgte ordknaphed må naturligvis betyde, at mange mellemregninger udelades, men pointerne står så meget desto skarpere. Til dem, der vil læse videre, er der redeligt og prisværdigt nok til slut i bogen en oversigt over, hvor Jakobsen har sine oplysninger fra. Det forklarer også nogle af hans tolkninger. Ytringsfrihedstemaet dukker for eksempel op med jævne mellemrum, og i dette spørgsmål lider han meget på Frederik Stjernfelt.
Af de to billeder, hvormed Ploug ligner sin egen virksomhed, er det andet og mindre kendte mere retvisende i Jakobsens tilfælde. Det er ikke grovfoder, der fremstilles, men omhyggeligt tilhuggede blokke. Han bærer sten til tidens murværk også i den forstand, at der er tænkt længere, end der er skrevet. Der kunne godt blive et helt hus af delene, hvis stenhuggeren valgte at blive arkitekt, for nu at blive i Plougs billedsprog. Opslagene er måske punktnedslag, øjebliksbilleder, men de tilbyder også sigtelinjer, der føjer nærvær eller perspektiv til billedet. Tydeligt er det for eksempel i opslaget ”Løgn og latin”, der ret beset ikke er et citat af nogen, men giver lejlighed til at opridse den latinske lærdoms deroute fra Peder Syv til gymnasiereformen godt 300 år senere. Eller følg lige åbningen af opslaget ”Det Stockholmske Blodbad”, der heller ikke er et citat af nogen navngiven person, men det gør ikke noget, for læs nu bare her: ”Hvor mange historiske begivenheder er gledet ind i sproget som hverdagsvendinger? Vi går ikke og siger Slaget på Reden eller EF-afstemningen om daglige foreteelser. Men vi siger Det Stockholmske Blodbad. Om fyringsrunder, om menstruation, om uheld med grønsagskniven.” Sådan får Christian 2.s machiavelliske magtpolitik indfødsret i samtalekøkkenet. Touché.

(Weekendavisen 29. sept. 2017)

Stalinismens fascination


Chris Holmsted Larsen: Den folkekære stalinist. En biografi om Carl Madsen
Da Bent Jensen udgav sin bog om stalinismens fascination i 1984, faldt den som en bombe i store dele af det politiske og kulturelle Danmark. Jensens greb var enkelt, nærmest simpelt, men effektivt: han citerede, hvad fremtrædende danskere havde sagt og skrevet om Stalin og Sovjetunionen. Der var mange, der ikke brød sig om at blive mindet om, hvad de havde sagt. Carl Madsen (1903-1978)er en af de hyppigst citerede i bogen. Han var jurist og medlem af Danmarks kommunistiske parti fra 1928 til han blev ekskluderet i 1975, få år før sin død. Noget af det interessante ved Madsen er, at han livet igennem stod ved sin stalinisme. Det gjaldt langt fra alle kommunister, især ikke dem, der siden gik over til SF. Madsen havde været død i seks år, da Jensens bog udkom, så hvad han havde at sige i den anledning, ved vi ikke. Det havde antagelig været både spydigt og intelligent.

I overført betydning er fascinationen af stalinismen fortsat.  Der er i de seneste år udkommet den ene biografi efter den anden om fremtrædende og mindre fremtrædende kommunister som Hans Scherfig, Mogens Fog, Otto Melchior, Børge Houmann, Børge Thing, Aksel Larsen, Arne Munch-Petersen m.fl.
Andre partier nyder ikke nær samme opmærksomhed blandt historikere. Mange helt centrale skikkelser i det 20. århundredes historie, herunder flere statsministre, mangler stadig at blive biograferet. De sidste 25 år af sit liv boede Carl Madsen uden for Lejre på Sjælland, blot et par kilometer fra den radikale Jørgen Jørgensen (ikke at forveksle med Madsens partifælle af samme navn, der var professor i filosofi), hvis reelle politiske indflydelse var væsentlig større end Carl Madsens. Hans biografi mangler også at blive skrevet.

Fascinationen af stalinismen i dag består i en grundlæggende undren over, hvordan disse typisk begavede, selskabelige, samvittighedsfulde og veluddannede mennesker dog kunne støtte et system, der var så brutalt og umenneskeligt? Hvorfor er intelligens intet værn imod totalitarisme? Det lykkedes DKP at rekruttere folk, der evnede at skabe sig en position i efterkrigstidens Danmark. Dermed fik partiet – i modsætning til nazisterne – en platform at stå på. Man lyttede, når Mogens Fog, Carl Madsen eller Hans Scherfig talte, ikke fordi man var enig, men fordi de ofte havde noget at sige, som ikke kunne ignoreres.
Det er også Chris Holmsted Larsens greb om stoffet udtrykt i titlens tilnærmede paradoks, selv om det nok er at går for vidt at betegne Carl Madsen som ’folkekær’, stridbar som han var. Han var jo heller ikke ligefrem nogen Poul Reichardt. Han var med sine egne ord pykniker, en tætbygget, ”temmelig skaldet grimrian”. Folk af hans slags havde ”Intet dybere følelsesliv” og var ”sentimentale med hang til spiritus. Vinstuefolkets rekrutteringsbasis.” I formuleringerne ser man den selvironi, der var et forsonende træk ved ham.

Alkoholisk var han ganske rigtig. Han mødte sin betonblok, da han 1. november 1946 på Vesterbro i København blev stoppet af politiet under mistanke for spirituskørsel. Det var på et tidspunkt, da han stod på højden af sin indflydelse. Han var blevet interneret i 1941 som kommunist. Han undveg i 1943 og blev en central skikkelse i Frihedsrådet*, og ved befrielsen var kommunisterne uomgængelige, da væsentlige poster skulle besættes, fordi kommunisterne havde bidraget væsentligt til den aktive modstand mod besættelsesmagten. Madsen blev ekstraordinær statsadvokat med ansvar for sager om forræderi og landsskadelig virksomhed. Hans job var at gå efter værnemagerne. Han kunne dårligt sige nej til denne ære, men på den anden side var det klart, at hans kontor var overbebyrdet. Han viste sig imidlertid som en god leder og en umådelig arbejdskraft. Måske kom det bag på dem, der gerne så, at han fejlede. Problemet var, at hvis værnemagerne blev dømt, faldt det tilbage på de politikere, der implicit eller eksplicit havde godkendt danske virksomheders leverancer til værnemagten. Så meget desto mere belejlig viste spritdommen sig at være for dem, der ville Madsen og hans opdrag til livs. Madsen selv mente, at hans fald ikke var et tilfælde.

Carl Madsen var umenneskelig i sin kamp i den forstand, at alt hvad han gjorde var underordnet Sagen.  Hans børn karakteriserer ham nådesløst som uegnet til at udfylde rollen som far. I sit virke som forsvarsadvokat anvendte han retssagerne som en anledning til at kæmpe kampen mod Systemet. Han omfattede også domstolene selv med den foragt, som de fortjente, som Dan Turell senere skrev. Klienter, familie, venskaber blev alle gjort til midler i en højere sags tjeneste. Selv hans velkendte charme og hjælpsomhed har man indtryk af var kalkuleret eller dikteret af ideologien. Kun i sprækker af denne biografi aner man den spontane menneskelighed.
Chris Holmsted Larsen har begået en reflekteret, velskrevet og veldokumenteret biografi om en fundamentalt interessant skikkelse. Bemærkelsesværdig er den omhyggelige dokumentation af, hvor villigt, nærmest servilt, Carl Madsen tjente og repræsenterede flere østbloklandes synspunkter og interesser i Danmark. Det er gefundenes Fressen for dem, hvis Sag er anti-kommunisme.

I slutningen af 1960erne skete der en forskydning, der betød, at Madsen ikke længere kunne forblive loyal mod DKP’s partilinje. Men han havde stadig en Sag. Den var nu blot et historisk opgør med de uretfærdigheder, som han mente var overgået kommunisterne under krigen. Carl Madsen var blevet selvbiografisk optaget. Det passede ikke ind i strategien anlagt af DKP, som altid har haft et instrumentelt forhold til historien. DKP var nu mere imødekommende over for parlamentarismen, og partiet var derfor også mere påvirket af en dansk tilpasning til den vesttyske forbundskansler Willy Brandts anerkendelse af DDR. Madsen stod som vanligt på sit, og det kom til et brud. Han blev ekskluderet. Larsens beskrivelse af, hvordan Madsens ægteskab med en kvinde, der forblev medlem af partiet, i den anledning ikke brast, er underspillet bevægende. I de sidste år af sit liv blev Madsen advokat for Christiania, en funktion, der har bevirket, at flippernes fraktion af 1968-bevægelsen har bevaret ham i venlig erindring og har gjort ham til ’grundtvigiansk kommunist’. Og ind fra højre kom så ’den bornholmske skatteekvilibrist’ Mogens Glistrups forslag om at gøre Carl Madsen til justitsminister i en kommende Z-regering. Af den loyale partisoldat blev der på Madsens gamle dage nærmest en anarkist af broget partifarve. Dette billede har domineret hans eftermæle, men det dækker altså kun de sidste år af hans liv. Resten af tiden var han klippefast linjetro.
(Kristeligt Dagblad 26. sept. 2017. Avisen valgte en anden overskrift.)

*Madsen var ikke medlem af Frihedsrådet, men arbejdede for Frihedsrådet, "hvor han var en central figur i forberedelsen af retsopgøret" (s. 118)