Det har vistnok noget med Norge at gøre


Suzanne Brøgger, Norsk omelet, Gyldendal, 337 sider

 Da denne bog udkom i Norge i marts måned fik den en velvillig modtagelse af avisen VG’s anmelder. Nordmænd finder som danskere en forståelig fornøjelse i at høre godt om sig selv. Og Suzanne Brøgger vil nordmændene det godt – eller norskere som hun næsten konsekvent omtaler dem. Norge tillægges alle mulige positive egenskaber, og for alle os, der holder så skrækkeligt meget af Norge og dem, der bor der, burde Brøggers ’tour de force’ (VG’s udtryk) gennem Norge være gefundenes Fressen.
Af Brøggers anstrengelser er der imidlertid kommet en halvsløj og usammenhængende bog. Den står stærkest, hvor Brøgger holder sig rent til reportagegenren. Når hun f.eks. tager til Lofoten og beskriver Norges forhold til EU ved at se ind i øjnene på en lokal fisker: ”Se ind i en lofotfiskers fjæs, og du ser en mand, der aldrig kan blive medlem af noget. Men han kan navigere i en malstrøm.” Her forenes iagttagelses- og formuleringsevne.
Men for det meste lider teksten under Brøggers idelige lyst til at fortælle om, hvor mange kendte mennesker hun har mødt, og hvor betydningsfuld hun som kunstner selv er.
”Der findes ingen firkantede organismer – andre end dem, mennesket har påtvunget jorden. Men hvem kontrollerer kontrolsamfundet? Det gør kunstneren, ene mand. Ved hjælp af ”datadata”. Kunstneren har bid, om end han ikke magter at have en pløk i munden. Hvorfor holder kunstnerne med flygtningene, med migranterne, med de eksilerede, marginalerne, med de kriminelle? Fordi det er dem, vi har mest til fælles med, don’t you know, som Henri Miller engang sagde til mig i Los Angeles.”
Los Angeles, Gudbevares, så må det jo være rigtigt. Hvad er det for organismer, som mennesket har sat på jorden? De er i hvert fald ikke organismer. Hvad er ”datadata”? Dadaistens barnebarn? Det bliver til en uformidlet talestrøm af banaliteter, uklarheder og mærkværdigheder serveret på et leje af selvhøjtidelighed.
Når først Brøggers pen flyder, forsvinder Norge gerne ud af synsfeltet. Bogens titel henviser til en dessert, og i et kapitel med titlen ”En forbøn for eros” skriver Brøgger: ”Som en hyldest til eros var jeg draget over Atlanten for at lave en hemmelighedsfuld dessert til Siri Hustvedt af norsk afstamning og hendes mand, Paul Auster: Is i ovnen. Den kolde is, dække af varm, gylden marengs: Norsk omelet.” Derpå følger som slutning på kapitlet hele opskriften på ’Omelette Norvégienne’ - på norsk og sat i en anden skrifttype end resten af bogen. Som om læseren ikke selv kan google og copy-paste. Men nu ved vi da, at hun falder inden for hos amerikanske celebrities og laver mad, og at det vistnok har noget med eros – og Norge - at gøre.
Hvordan følgende sætning har kunnet passere både den norske og den danske redaktørs skrivebord uforandret, er helt ubegribeligt: ”Norge var indtil for små hundrede år siden en del af Danmark.” Eller hvad med følgende karakteristik af norsk økonomi: Norge ”er det land i Europa med den største privatgæld. Firs procent af befolkningen køber deres huse kontant”. Måske betyder kontantkøb noget andet i Norge. Naturligvis kan man ikke forlange, at litteraten har sat sig ind i historie eller økonomi, men så litteratur da? ”Mitte, du sterkest,” citerer hun Rilke for at have skrevet. Læseren slår forgæves op i ordbogen for at finde verbet sterken. Sterke er et substantiv og betyder kvie. Så måske kvier Brøgger sig bare.

(Kristeligt Dagblad 28. april 2018)

Den oplyste diktator


Ulrik Langen, Struensee, Aarhus Universitetsforlag, 100 sider, 100 kroner

Johann Friedrich Struensee blev født i 1737 som søn af en præst i Halle i Sachsen, pietismens hovedstad. Han var selv fritænker og ivrig tilhænger af den franske oplysning. Han blev mediciner som sin morfar, der havde været livlæge for Christian VI, og karrieren indledtes som embedslæge i Altona. I kraft af gode forbindelser fik han sig en tjans som rejselæge for Christian VII. Kongen fattede tillid til den unge mand og bad ham i 1769 følge med til hoffet i København.
Struensee fik kongens fortrolighed, og mens Christian VII viste sig stadig mindre skikket til sin gerning – Langen undgår bevidst at omtale ham som sindssyg – indledte Struensee et forhold til dronningen og tiltog sig stadig mere af magten, indtil han i september 1770 begyndte at udstede egenhændige ordrer på kongens vegne. Den mest berømte var indførelsen af trykkefriheden, som gav genlyd i hele Europa.
Magten havde han i godt et år, inden kongens stedmor, enkedronning Juliane Marie, i januar 1772 stillede sig i spidsen for et kup, der skaffede Struensee af vejen med en dødsdom, landsforviste dronningen og indsatte et formynderstyre for Christian VII. Jubelen på gaderne i København var stor, og henrettelsen var et tilløbsstykke.
I det afsluttende kapitel viser Ulrik Langen, hvordan billedet af Struensee er skiftet gennem tiderne. Bestemmende er især de efterhånden mange skønlitterære fremstillinger, der drives frem af episodens brisante blanding af erotik, magt og pludselig død. For dramatikerne og forfatterne er Struensee næsten uden undtagelse en helt, en oplysningens og kærlighedens martyr. Denne mytologisering af Struensee har bredt sig i en sådan grad, at et konsulentfirma, der har sat sig for at ”identificere og implementere permanente forbedringer i den offentlige sektor”, ganske enkelt kalder sig ’Struensee og Co’.
”Der er meget langt mellem den rasende glæde over statsforbryderen Struensees fald i januar 1772 og konsulentfirmaet slebne iscenesættelse af ambitionen om at videreføre arven fra Struensee”, konstaterer Langen.
I sin egen analyse er Langen optaget af spørgsmålet, hvorfor Struensees projekt slog fejl, og han finder forklaringen i det forhold, at Struensee var diktator. Det kan forekomme som en ironisk betegnelse, eftersom han jo blot overtog den enevældige konges magt. Den ene enevælde kan vel være lige så god eller dårlig som den anden, skulle man mene. Det er imidlertid ikke tilfældet. Langen fremhæver, at Struensee begik den fejl at tage enevælden for pålydende. ”Han så staten som en maskine, der kunne styres direkte og uden forstyrrende mellemled.” Han forstod ikke det system, der havde bragt ham selv til magten, og derfor heller ikke hvordan magten skulle udøves. ”Som statsmand og politiker var han en katastrofe. Hans politik skabte uro og usikkerhed, og den smule opbakning, han havde i begyndelsen, fordampede hurtigt.” Han forstod ikke den danske enevældes politiske kultur, hvor kongen ikke handlede ”som inkarnationen af magten”, men i kraft af loyalitetsbånd, gunstbevisninger og personlige forbindelser. ”I alle de berørtes øjne kom [Struensee] til at fremstå som en udefrakommende, der ikke tog hensyn til de legitime interesser, traditioner og forventninger, som var en integreret del af det enevældige system”, som Langen skriver.
Hvis man vil mytologiseringen af denne del af historien til livs, er Ulrik Langens lille, skarpe bog god at blive klog af, og hvis man vil vide mere om tidens politiske historie, kan man fortsætte med hans fortrinlige biografi om Christian VII, Den afmægtige, fra 2008.

(Weekendavisen 20. april 2018)

Aktivisme og tilpasning


Bo Lidegaard, Danmark i krig, Aarhus Universitetsforlag, 100 sider, 100 kroner



Mindesten i Ballonparken på Amager
for de  faldne ved træfningen 
29. aug. 1943
Eget foto.
Bo Lidegaard giver i denne bog en fortættet – for nu ikke at sige summarisk – fremstilling af det danske militære engagement uden for landets grænser fra Murens fald til i dag. Det begyndte forsigtigt med udsendelsen i efteråret 1990 af korvetten Olfert Fischer til Den første Golfkrig. Der var tale om en helhjertet opbakning til den af USA ledede alliance, der have til hensigt at bringe den irakiske besættelse af Kuwait til ophør. Der var dog ikke givet mandat til, at korvetten kunne deltage i direkte kamphandlinger. Lidegaard mener alligevel, at der var tale om et klart brud med hidtidig dansk tradition for at støtte internationale operationer med andet end militære midler: ”Selv med klare rammer var udsendelsen af en dansk korvet til deltagelse i en angrebskrig i fjerne lande en svær beslutning i et land, der i 125 år ikke havde deltaget i skarpe krigsindsatser.” Her overser Lidegaard tydeligvis, at danske soldater kæmpede og faldt i militære sammenstød under Besættelsen. Det husker han til gengæld i beskrivelsen af placeringen af danske tropper i Helmandprovinsen i Afghanistan godt ti år senere: ”Danske styrker var for første gang siden Danmarks besættelse involveret i aktive krigshandlinger.” Glemt er så til gengæld de foregående kapitler, hvor han gennemgår indsatsen på Balkan, herunder den legendariske ”Operation Bøllebank” i Bosnien i 1994, som han endda beskriver som et regulært slag. På den måde kan man godt se, at det er gået lidt for stærkt for Lidegaard med at skrive denne bog. 
På den anden side er den også skrevet i et format, hvor der males med den brede pensel, og hvor konklusionerne skal tegnes klart. I den genre er Lidegaard som meriteret historiker, øvet polemiker og velskrivende essayist på hjemmebane. 
Han hæfter sig ved ”Operation Bøllebank” som den begivenhed, der for alvor ændrede danskernes holdninger til militære løsninger:
”Slaget blev et vendepunkt i synet på forsvaret, som fra 1994 blev ombølget af en respekt, det ikke havde nydt siden 1864. Det virkede, som om den kollektive skam efter den forsmædelige besættelse den 9. april 1940 omsider blev vasket væk, og Danmark igen kunne være sig selv bekendt, også i uniform.”
Lidegaard tegner flere linjer i udviklingen. For det første er der som nævnt ændringen i den almindelige opfattelse af krig som sådan. Danskerne er væsentlig mere positivt indstillede over for at lade danske soldater gå i krig end tidligere. For det andet ser han en overordnet linje af kontinuitet, som egentlig går helt tilbage til Danmarks indtræden i NATO, og som handler om, at Danmark hele tiden har set sine sikkerhedsinteresser bedst plejet ved at optræde som USA's loyale allierede. Denne loyalitet har haft sine konjunkturer. Lidegaard hører til dem, der mener, at fodnotepolitikken i 1980erne lå inden for de udsving, som må forventes at optræde blandt alliancepartnere. For det tredje er der tale om eskalation fra det beskedne og defensive i Den første Golfkrig over en ”mere robust krigsdeltagelse” i Bosnien til betydelige tab i Afghanistan og en egentlig førende rolle i nedkæmpelsen af Gadaffi i Libyen.
Endelig er der sket en ændring i krigenes begrundelse eller retfærdiggørelse. I denne del af analysen træder Lidegaard også ud af rollen som historiker og giver sin egen holdning tydeligst til kende. Det skal også ses i lyset af, at han selv som embedsmand i sin tid var rådgiver for en af de helt centrale aktører, Anders Fogh Rasmussen i dennes tid som statsminister. Indtil årtusindskiftet var dansk udenrigspolitik bundet fastere til forestillingen om en international retsorden og folkeretten. Jo mere man kan forpligte andre til at overholde disse principper, desto bedre garantier kan der stilles for et lille land som Danmark. FN er en vigtig institution for dette spor, hvad EU også kunne have været, hvis ikke Danmark havde stillet sig uden for den militære del af dette samarbejde. FN-sporet blev allerede forladt af den socialdemokratiske regering i 1998 med flyforbuddet i Irak og året efter med bombningen af Serbien. Men det var Anders Fogh Rasmussen, der med en politisk tolkning af Besættelsestiden og Den kolde Krig ændrede legitimeringsgrundlaget ved at gøre den aktive krigsdeltagelse til en postering i et moralsk regnskab, der føres over generationer. Fogh Rasmussen fortolkede historien således, at Danmark nu skulle kompensere for det underskud på ”frihedskontoen”, som vi havde oparbejdet ved passivitet og svaghed i fortiden. 
Med Fogh Rasmussens begrundelse for at gå i krig er det også blevet lettere at betegne indsatsen som en succés, for da bliver loyaliteten mod USA et formål i sig selv, et formål, der så at sige opfyldes i det øjeblik man træder ind i krigen. Lidegaard derimod ser alliancen med USA og krigsindsatsen som et middel til at opnå fred, stabilitet og sikkerhed. Hans konklusion bliver derfor afhængig af krigenes udfald og konsekvenser, og den er følgelig overvejende nedslående. Indsatsen på Balkan betragter han som godkendt uden at være prangende, fordi der er opnået en del i retning af stabilitet og fred. Værre står det til med Afghanistan, Irak og Libyen, hvor der hersker forskellige grader af borgerkrig og destabilisering som et direkte og indirekte resultat af angrebskrige, hvor Danmark har deltaget. Krigene har ikke ”bidraget til at styrke Danmarks sikkerhed ved at svække international terrorisme og islamisk fundamentalisme”, snarere tværtimod, lyder Lidegaards konklusion.
(Kristeligt Dagblad 6. marts 2018. Redaktionen havde valgt en anden rubrik.)

Rusland og Vesten


Marie Krarup og Matthew dal Santo

Ny Kold Krig. Marie Krarup taler med 17 eksperter fra øst og vest

Forlaget Hovedland, 367 sider, 300 kroner

I koldkrigsforskningen er der flere skoledannelser. Der er de såkaldte traditionalister, der mener, at Den kolde Krig skyldtes sovjetrussisk, kommunistisk aggression. De såkaldte revisionister peger derimod på, at Sovjetunionen efter 2. Verdenskrig var en svag magt, der var trængt i defensiven af et stadig stærkere USA. Endelig er der selvfølgelig alle varianter af midterpositioner, der angiver et større eller mindre kompleks af årsager til Den kolde Krigs udbrud og udvikling. Hvis man antager, at vi er godt på vej ind i en ny kold krig mellem Vesten og Rusland, hvad der mere end antydes ved valget af titel til denne bog, er det interessant at iagttage, hvordan forståelsen af denne nye konflikt fordeler sig i tilsvarende skoler. Nogle af den første kolde krigs revisionister har overført denne analytiske tilgang til den nye kolde krig. Marie Krarup derimod - en udpræget traditionalist, hvad angår den gamle kolde krig - indtager en lige så klar revisionistisk holdning til Rusland i dag. Langt de fleste danske politikere er i spørgsmålet om Danmarks forhold til Rusland traditionalister. Krarup må finde sine meningsfæller to helt forskellige steder, nemlig blandt sit eget partis nationalister og de gamle Moskva-apologeter på den ydre venstrefløj.

Forlaget giver den ikke for lidt i det ledsagende pressemateriale: ”I Folketinget er der omtrent kun en politiker, der ikke lader sig kujonere, men ser rationelt og fornuftigt på relationerne mellem Vesten og Rusland.” Det er afgjort at give Krarup for megen ære. Hendes syn på sagen er ikke drevet af rationalitet, men af ideologi. Hun ser først og fremmest det moderne Rusland som repræsentant for nationalismen som politisk og statsretligt princip og som allieret i kampen mod ”islamisk terror”, som hun skriver i forordet.

Man skal da heller ikke læse bogen for Krarups eget bidrag, der er forglemmeligt. Til gengæld er det prisværdigt, at hun og bogens redaktør, Matthew dal Santo, har ladet mange forskellige røster komme til orde om forholdet mellem Vesten og Rusland. Her er det vigtigt at fremhæve betydningen af den argumentation, der fremlægges af Krarups egne meningsfæller, ikke fordi man skal tilslutte sig den, men fordi man skal lytte. Grunden er, at den argumentation har været retningsgivende for russisk politik, siden Putin kom til magten, og uanset, hvordan man vurderer den politik, er det en fejl ikke at sætte sig ind i rationalet bag den.

Andrew Monaghan peger på netop dette forhold. Han siger i bogen, at når vi bliver overraskede over russiske handlinger, skyldes det mangel på opmærksomhed, ikke russisk vilkårlighed eller uforudsigelighed. Det vil sige, at vi ikke nødvendigvis skal forstå det russiske rationale som rationelt, men at der dog er en identificerbar følgerigtighed i tankegangen.

Det springende punkt for den eskalerede konflikt mellem Rusland og Vesten er Ruslands anneksion af Krim i 2014. Den bliver fra vestlig side udlagt som en udvidelse af russisk territorium i strid med indgåede traktater og folkeretlige principper. Russerne derimod betragter det som en genforening med et stykke land, der nationalt er russisk. På den anden side er russerne ikke parate til at føre dette argument igennem, for den væbnede konflikt i det østlige Ukraine definerer de som en ukrainsk borgerkrig, ikke som et russisk forsøg på at fravriste Ukraine et område, der i overvejende grad er etnisk russisk. Den åbenlyse russiske støtte til de østukrainske oprørere taler imidlertid sit eget sprog.

I Vesten reagerer vi med at være bekymrede for andre dele af den gamle Sovjetunion, hvor der findes store russiske mindretal, og disse nye stater reagerer f.eks. ved at søge optagelse i NATO. Derfor er der deployeret danske tropper i de baltiske randstater i dag. Det er frygten, at de bliver et nyt Ukraine. Spørgsmålet er hvor velbegrundet den frygt er?

På samme måde som den første kolde krig var en funktion af den konflikt, der gik forud, nemlig 2. Verdenskrig, er den nye kolde krig en funktion af Den kolde Krig og ikke mindst dens institutioner. Forholdet er imidlertid asymmetrisk, idet institutionerne i vest er bevaret, EU og NATO, mens Sovjetunionen og Warszawapagten ikke længere findes. Rusland bebrejder EU og NATO, at vi fortsætter en aggressiv koldkrigstænkning. Det er helt karakteristisk, at Krarups meningsfæller – udtalt hos bl.a. Dmitrij Babitj – betragter Rusland som et land under belejring, som et land, der udkæmper en retfærdig forsvarskrig, åndeligt og militært.

Andre peger på, at konfliktens årsag skal findes i to helt forskellige måder at tænke stat og suverænitet på. Det hænger igen sammen med, hvad der opfattes som Vladimir Putins mål. Det er almindeligt i Vesten at opfatte Putins udenrigspolitik som ekspansiv. Stort set ingen af de 17, som Krarup har talt med, støtter denne teori. Antagelsen ligger jo ellers på den åbne hånd, når man tænker på Krim. Pavel Felgenhauer ser russisk udenrigspolitik som en funktion af belejringsmentaliteten understøttet af en uheldssvanger dynamik mellem det militær-industrielle kompleks og Kreml. Rationalet er beskyttelsen af den russiske stat og midlet er en udvidet og fremskudt forsvarsring om det enorme rige. Derfor er nabostaterne defineret som russisk interessesfære. Den russiske flådebase i Sevastopol er inden for denne logik umistelig, og derfor måtte Krim sikres mod ukrainsk aggression. Det er en helt anden tolkning af situationen end den nationalistiske. Set fra Moskva må de omgivende stater fastholdes i en finlandisering, altså formelt som suveræne stater, men i et sikkerhedspolitisk afhængighedsforhold af Moskva.

Overfor dette står principperne bag EU og især NATO. Umiddelbart kan de også betragtes som imperier i en traktatlig klædedragt, men der er tale om empire by invitation. Man er medlem, fordi det giver fordele. Især NATO’s musketered, altså at et angreb på et land anses som et angreb på alle, adskiller sig fra Ruslands opfattelse, fordi NATO bygger på princippet om hver medlemsstats suveræne ukrænkelighed. For Rusland er en klientstat et middel til egen sikkerhed. For NATO-medlemmerne er NATO et middel til alles sikkerhed – så længe også USA tilslutter sig dette princip. Det er de små landes garanti, og derfor er vi også i Danmark så chokerede over Donald Trump, der har sået tvivl om musketereden, som Mette Skak bemærker.

Det grundlæggende fortjenstfulde ved denne bog er, at Marie Krarup stiller to spørgsmål til hver af sine 17 samtalepartnere i henholdsvis begyndelsen og afslutningen af hvert interview, nemlig hvad er årsagen til konflikten mellem Vesten og Rusland og hvad kan vi gøre for at løse denne konflikt? Formålet med bogen er altså ikke at fordele skyld, men at finde løsninger. Løfterigt er det, at ingen udelukker muligheden af og slet ikke ønsket om en forsoning. Hvordan den skal tilvejebringes, hersker der imidlertid ingen enighed om. De fleste er dog enige om, at Rusland hører hjemme i et europæisk værdifællesskab – hvordan man nu end definerer det.

Det kan synes som om Rusland er kravlet op i et træ, som det har svært ved at finde ned ad. Der er et betydeligt misforhold mellem Ruslands reelle økonomiske og militære magt og Moskvas ønske om fortsat at blive betragtet som en stormagt. Moskva udtrykker en stolthed, som man i Vesten er tvunget til at tage alvorlig, selv om den er slet underbygget. At landet geografisk strækker sig over 11 tidszoner gør naturligvis indtryk, men reelt betyder det bare, at der er virkelig, virkelig langt fra Kaliningrad til Kamtjatka, og at det er et problem, ikke mindst for Moskva. Det handler også om grundlæggende faktorer som økonomi og styrkeforhold. Selv et NATO uden USA er militært mange gange stærkere end Rusland. Økonomisk er Rusland målt i forhold til EU en dværg. Men Rusland har dog stadig magten til at undertrykke nabolandenes ønske om selv at vælge retning. Det sker ud fra et forståeligt ønske om at sikre Ruslands suverænitet og integritet. Om Rusland kan man jo sige, at det antagelig bliver liggende, hvor det er. Spørgsmålet er, hvordan man respekterer dette ønske uden at krænke andre landes legitime krav på at få samme ønske opfyldt.

(Kristeligt Dagblad den 2. marts 2018. Avisen valgte en anden rubrik.)

Gensyn med en skelsættende bestseller


Arne Hardis, Den kætterske socialdemokrat. Jørgen S. Dich og den herskende klasse, Gyldendal.

Jørgen S. Dichs bog ”Den herskende klasse. En kritisk analyse af social udbytning og midlerne imod den.” blev flået ned fra boghandlernes hylder i efteråret 1973. Ud fra titlen alene kunne man tro, at der var tale om en metervare hentet fra tidens forråd af marxistiske samfundsanalyser. Det er heller ikke helt forkert. ”Den halvt marxistiske analyse”, som Kristeligt Dagblads anmelder, Per Salomonsen, kaldte bogen, tog udgangspunkt i den klassiske marxistiske opfattelse af ideologier som blotte overbygninger til en materiel virkelighed: fordækte klasseinteresser. Men Dich trak ikke klasseskellet mellem kapital og arbejder. De seneste 150 år har den herskende klasse været den, der har haft statsmagten, og den er blevet brugt til at skaffe sig selv privilegier, mente Dich.

Dichs forklaring var psykologisk: ”Ingen mennesker er interesseret i at leve i en konfliktsituation. Man ønsker ikke at opleve en modsætning imellem elementære menneskelige følelser som samvittighed, medfølelse osv. og de økonomiske interesser. For meget samvittighed kunne hæmme den økonomiske udfoldelse og dermed stride imod de dertil knyttede interesser. Men her kommer ideologien til hjælp. Den vil idealisere den økonomiske interesse ved at give den enten en højere moralsk, national eller anden ædel begrundelse, der gør, at de egoistiske interesser, i sidste instans står i et højere formåls tjeneste.”

For så vidt kunne denne analyse være rettet mod en hvilken som helst ideologi, men Dich rettede i høj grad skytset mod sine egne, og det på to måder. For det første kritiserede han som socialdemokrat socialdemokratisk velfærdspolitik, og for det andet mente han som offentlig ansat, at den herskende klasse i 1973 var de offentlige ansatte, der brugte deres stilling og status til at sikre egne interesser ved at kræve mere i løn og lempeligere arbejdsvilkår og dermed skabe behov for endnu flere offentligt ansatte. Dich var fuldstændig nådesløs mod alt fra småbørnspædagoger til universitetsansatte. Han syntes, at der var alt for mange pædagoger i børnehaverne, og at der blev forsket i alt for meget ligegyldigt på universiteterne.

I sin bog om Jørgen S. Dich (1901-1975) tager Arne Hardis udgangspunkt i den voldsomme debat, som Dichs bog forårsagede i 1973, og han prøver at efterspore, hvordan der af en ung mand med kommunistiske sympatier, en embedsmand i den spæde velfærdsstats tjeneste, en socialdemokratisk professor kunne blive en så vitriolsk kritiker af det, som han selv havde været med til at bygge op og blev en del af?

Jørgen Dich var sportsmand som ung, langdistanceroer. Sammen med P. Munchs søn, Ebbe, og Otto Melchior, som Hardis biograferede i sin forrige bog, roede han i 1926 fra København til Novgorod, en pilgrimstur til det unge Sovjetunionen. I 1930erne udtalte han sin beundring for Gunnar og Alva Myrdals befolkningspolitiske ingeniørkunst. Dich var systemets mand, og så dog ikke helt. Hardis har kun enkelte faste punkter at navigere efter, når han skal karakterisere Dichs stilling under krigen, da han var kontorchef i socialministeriet med en diffusionsåben holdning til modstandsbevægelsen.

Dich søgte en akademisk karriere, antagelig for at vinde sig en lidt mere uafhængig position, og han fik i 1950 et professorat i økonomi på Aarhus Universitet. Fra den platform markerede han sig som modstander af dansk medlemskab af NATO og af EF, men som erklæret socialdemokrat. Ungdommens flirt med Moskva glemte han. Til gengæld finder Hardis i professorgerningen spor af de synspunkter, som han siden samlede i ”Den herskende klasse”.

Bogens gennemslagskraft var et spørgsmål om timing. Samtidig med sin pensionering i 1971 offentliggjorde Dich en kronik i Politiken, hvis pointer var de samme som bogens. Reaktionerne var få. I efteråret 1973 var situationen en helt anden. Yom Kippur-krigen udløste oliekrisen. Den unge Bertel Haarder udgav bogen ”Statskollektivisme og spildproduktion” med en for tiden karakteristisk omstændelig undertitel ”om årsagerne til overforbruget, skatteplyndringen, institutionernes tyranni og det tiltagende misbrug af vores ressourcer”.

”De gode tider var løbet tør for energi”, som Hardis skriver. Trækkraften var røget og velfærdsstaten trukket ind i nødsporet. I november kom Dichs bog, og i december bragte jordskredsvalget ”fem helt nye eller fra det parlamentariske dødsrige genopstandne partier på Tinge.” Danmark var netop blevet medlem af EF, og takket være ikke mindst indførelsen af kildeskatten i 1970 var personskatten på tre år godt og vel fordoblet. Departementschef i Budgetdepartementet (Finansministeriet) Erik Ib Schmidt ledte allerede efter en nødbremse. Men det var Dich der brød barrieren til offentligheden.

Anmelderne kunne se, at de stod med en vigtig bog, som de fleste imidlertid også valgte at holde ude i strakt arm. ”Provokerende, indsigtsfuld, elegant og overfladisk flot i en underholdende og anfægtende blanding”, skrev Salomonsen her i avisen. Det var indlysende at sammenligne Dichs noget overlegne kritik af statsapparatets vækst og vælde med Glistrups poujadisme, som Dich kaldte den med henvisning til en diffus bevægelse af skattenægtere, kværulanter og tjenestemandshadere i 1950ernes Frankrig. Dich blev tilsyneladende selv lidt forskrækket over, hvem han pludselig blev sat i bås med. Han var reformist, ikke tilhænger af Glistrups nulstatsløsning.

Jørgen Dich var ganske vist ingen Glistrup, men stadig ubekvem for de fleste. Han kunne afskrives som en arrogant provokatør, og det blev han. Hans humor er ikke lun som hos C. Northcote Parkinson, der 20 år tidligere havde skrevet sit essay om bureaukratiers tendens til vækst. Dich var mere sarkastisk, uforsonlig om man vil - sådan som pensionister, der er sat uden for indflydelse, kan blive det. Hans pointer har imidlertid stået og rumsteret i skiftende regeringers baglokaler, siden de blev fremsat. Ikke overraskende blev de hentet frem og stillet til skue af Henning Fonsmark i hans indflydelsesrige ”Historien om den danske utopi” fra 1990, og ”Den herskende klasse” blev genudgivet forrige år med forord af Martin Ågerup fra CEPOS. Dich er nærmest blevet husprofet for Liberal Alliance, der i dag står som forkyndere af et budskab, der er født af en indre opposition i Socialdemokratiet. For dem er der uden tvivl tale om et politisk kinderæg. Hvis man skal identificere et ærinde i Hardis’ bog, er det, at Dichs spørgsmål er for vigtige til, at et enkelt parti kan udtage patent på diskussionen.

Arne Hardis har ikke – som han har gjort det før og kunne have gjort - skrevet en klassisk biografi, der kommer hele vejen rundt om sin hovedperson. Han tillader sig faktisk at være lidt uinteresseret i Dichs privatliv. I den forstand vil bogen måske skuffe nogle af Hardis’ læsere. Ikke desto mindre er det en vigtig bog. Den er en idépolitisk undersøgelse, der anvender en historisk-biografisk fremgangsmåde. Ved at sætte ”Den herskende klasse” og dens forfatter ind i en historisk kontekst er det lykkedes Hardis at kvalificere de spørgsmål, som Dich stillede. Dich fandt ingen løsning, og bogen foregiver heller ikke at være klogere end sin hovedperson. Den tilvejebringer et intelligent grundlag for at føre den diskussion videre, som Jørgen S. Dich rejste i 1973. Det er ikke så lidt.

(Kristeligt Dagblad 6. feb. 2018)

Uprætentiøs Churchill-biografi


Jan Hedegaard, En lille bog om Churchill. Kriger, kunstner, statsmand,Lindhardt og Ringhof, 288 sider, 199 kroner

Winston S. Churchill (1874-1965) kom af en højadelig familie, men sin egen virketrang tilskrev han arven fra moderen, der var datter af en amerikansk rigmand. Han søgte en militær karriere af eventyrlyst, men levede konsekvent over evne og måtte supplere sine indtægter med de honorarer, som han høstede takket være sin mere end glimrende pen. Det var i den anledning han tilføjede det mellemstillede S. i sit navn for ikke at blive forvekslet med en amerikansk forfatter ved navn Winston Churchill.

Churchills eventyr som officer i de krige, som briterne udkæmpede i det udstrakte kolonirige omkring forrige århundredeskifte, og ikke mindst hans evne til at nedfælde beretninger om dem som krigskorrespondent for hjemlige aviser banede vejen for en politisk karriere. Han var marineminister under 1. Verdenskrig og stod derfor med ansvaret for det mislykkede forsøg på at kontrollere indsejlingen til Sortehavet, den forgæves landgang på Gallipoli.

Vigtigst er dog hans tid som premierminister fra maj 1940, da Storbritannien stod helt alene i kampen mod Nazityskland, som skildres i biograffilmen The Darkest Hour, der netop har haft premiere. Selv om Storbritannien var ekstremt presset militært, ønskede Churchill i modsætning til andre i sin regering ikke at forhandle fred med Tyskland, og han blev også internationalt et symbol på viljen til modstand. Tænk blot på Churchill-klubben i Aalborg, en af de første organiserede, danske modstandsgrupper under besættelsen. Med det V-tegn, som han dannede med pege- og langefinger, gav han de allierede et genkendeligt varemærke og et håb (V = victory) på tværs af alliancens sproglige barrierer. Selv om Storbritannien endte med at være juniorpartner i den alliance, der nedkæmpede Nazityskland, betragtes Churchill stadig af de fleste danskere som Hitlers væsentligste modstander.

I 1950 kom den da 75-årige Churchill til København, og han blev kørt i triumftog gennem Strøget i København i en åben vogn, og han hilste de mange tusinde tilskuere med sit karakteristiske håndtegn. Da unge venstreorienterede demonstranter udfoldede et banner med ordene ”You are not wanted, mr. Churchill” bragte det de danske værter i forlegenhed. Churchills replik var karakteristisk for hans takt og vid: ”Den dag, kommunister byder mig velkommen, vil jeg synes, at jeg har levet mit liv forgæves.” Han var dog ikke mere anti-kommunist end at sejren i verdenskrigen var bygget på en alliance med Stalin. Som personlighed var han en fascinerende blanding af principfasthed og pragmatisme, af indædt kampvilje og uhøjtidelig forsonlighed. Det kommer meget fint frem i de mange citater, som Hedegaard fremdrager, høstet fra den citatsamling, som han selv udgav for et par år siden.

Markedet er fyldt af store, videnskabelige Churchill-biografier, hvoraf mange er oversat til dansk, og en enkelt af dem er også skrevet af en dansker, Jørgen Sevaldsen. Jan Hedegaard forholder sig ikke til de tolkninger og analyser, som anlægges i den videnskabelige litteratur. Hans ærinde er mere at give en kortfattet præsentation af Churchills liv og virke set fra en beundrers synsvinkel. Hvis man kan godtage det som forudsætning, er der munter læsning i vente. Hedegaard er en uprætentiøs og elegant fortæller. Bogen er skrevet i pagt med den tørre humor, som hovedpersonen selv udviste, når han skulle kommentere verdens gang og sin egen rolle i den.

(Kristeligt Dagblad 5. feb. 2018)

Redaktionelt manifest


Lea Korsgaard, Den der råber lyver, Zetland, 91 sider, gratis

Korsgaards anliggende er den offentlige samtales velbefindende. Den er inficeret af løgn. Korsgaard peger på tre årsager: For det første de nye medier, der gør at oplysninger, synspunkter og nyheder spreder sig med lynets hast uden om de gamle nyhedsmediers systemer og undergraver deres forretningsmodeller. For det andet er det 20. århundredes opgør med undertrykkende autoriteter slået om i foragt for enhver autoritet, og dermed har også sandheden mistet sin privilegerede status. ”For det tredje har den offentlige debat for længe været frakoblet den virkelighed, som har udhulet store dele af den vestlige middelklasses tro på en bedre fremtid.”

En af journalistikkens helte var og er Nils Ufer, hvis ideal om den nøgne journalist fremhæver nødvendigheden af at referere nyhederne uden tillæg af egne synspunkter, vurderinger, sympatier eller fortolkninger. Det var et gyldigt ideal, mener Korsgaard, dengang aviserne i kraft af telegraf, trykkeri og avisbude var koblet på en nyhedsfødekæde, der gjorde, at det var dem, der forsynede verden med nyheder. Problemet er, mener Korsgaard, at aviserne og de øvrige etablerede medier fortsætter med at opføre sig som om det er dem, der forsyner os med nyheder. Det er det ikke.

Korsgaard giver ifølge bogens bagside ”syv gode råd til, hvordan vi som mediebrugere kan hjælpe journalistikken på vej, bekæmpe misinformation og bygge en levende samfundsdebat på et fundament af kendsgerninger”, lover bagsideteksten. Rådene er som følger:

1) ”Sæt. Tempoet. Ned.” Gør langsomheden til en dyd, giv tid til at lade historien komme til sin ret. Når man ikke kan konkurrere på hastighed, må man gøre det på kvalitet.

2) ”Opsøg kloge mænd og koner.” Journalister skal ikke være nøgne, men klædt på til opgaven. Journalister skal ikke være forudsætningsløse, men både vide og mene noget om tingene.

3) ”Husk, at ikke alle sager har to sider.” Korsgaard gør op med den forestilling, at en sag er behandlet redaktionelt objektivt, hvis bare man har spurgt en, der er for, og en, der er imod. Hendes eksempel er spørgsmålet om HPV-vaccinen. Den virker.

4) ”Led efter sammenhænge.” Kendsgerninger alene gør det ikke. De skal sættes ind i deres sammenhæng.


5) ”Bidrag ikke til kommentatorernes banalisering af politik.” Mens den nøgne journalist er uafhængig af synspunkter, er de kommentatorer, der fylder stadig mere i mediebilledet, endnu mere uønskede, fordi de ikke engang er forpligtet af kendsgerninger.

6) ”Bevar håbet.” Medierne fokuserer på alt det, der går galt. Korsgaard minder os om, at vores liv sammen er ”fyldt med muligheder. Vores liv sammen er smukt.”

7) ”Stop efterspørgslen på løgnen.” Rådet er dobbeltrettet. For det første handler det om ikke kun at opsøge det, der bekræfter ens egne holdninger og synspunkter, men opsøge forskelligheden – og lade være med at råbe ad den. For det andet handler det om også at lukke døren til sit værelse og være i fred, altså undlade at være på.

Det er syv glimrende råd, som Korsgaard giver. Men hvem er egentlig målgruppen? Formelt er de som nævnt rettet til mediebrugerne, herunder ikke mindst den skolesøgende ungdom, må man formode. Den skal vaccineres mod fake news. Det er antagelig dette ædle formål, der har fået stærke sponsorer – bl.a. Egmont, biblioteksforeningen og TrygFonden - til at støtte Korsgaards bog. Reelt er det kun det sidste råd, der handler om medieforbrug. De øvrige handler langt mere om medieproduktion. Som sådan er der tale om et mediepolitisk eller måske snarere et redaktionelt manifest. Det er et glimrende manifest, som de fleste kan skrive under på. Det har mange vel også allerede gjort. Der er vist ikke den papiravis, der ikke lover ’fordybelse’, ’sammenhæng’, ’perspektiv’ eller ’indblik’. Det er denne langsomhed, som også Korsgaards firma Zetland forsøger at omsætte til en ny platform i konkurrence med de gamle og nye medier. På den måde kan denne lille bog også læses som en udvidet reklame for Korsgaards egen butik. Det underforståede, ottende råd lyder: ”Læs Zetland”.

(30. jan. 2018. Ikke publiceret andre steder)